Der står tre fulde spillemænd på en bro et sted i de svenske skove. Vi skal nogle årtier tilbage i tiden, og de brændevinslystige spillemænd taler rivende jämtlandsk. De taler om tømmerflådning. Ikke bare tømmerflådning, nej, tømmerflådning, med grej og redskaber, som man brugte dem i gamle dage. Det er i denne situation en litterær oversætter risikerer at miste godt og vel et par håndfulde af parykken, fordi hun hele tiden må rive sig i håret for at få den dialektfyldte fuldemandssnak oversat til forståeligt dansk. Problemer af den art er ikke usædvanlige for Anne Marie Bjerg, som blandt andet er fast oversætter af den store svenske forfatter Kerstin Ekmans værker. Det er værker, som for det meste er sprængfyldte med referencer til svensk historie, svensk litteratur og svensk natur. De fulde spillemænd optræder i Ekmans seneste bog på dansk, der er anden del af trilogien 'Ulveskindet', romanen 'Rørte vande'. Bogen er en litterær tamp på intet mindre end 450 sider, hvori forfatterens stadig mere komplekse roman også har passager på nordtrønsk og norsk bokmål. Og samisk. »Jeg begyndte at oversætte fra den svenske førstekorrektur af manuskriptet 8. marts i år, og jeg var færdig 1. september«, fortæller Anne Marie Bjerg. Seks måneders arbejde. Foreløbig indtjening 66.000 kr. Nej, det er normalt ikke for pengenes skyld, man bliver litterær oversætter, selv om det da enkelte gange ER muligt at tjene mange penge på det. Hvis f.eks. en bog udkommer i store oplag og som billigbog, lydbog og bogklubbog. Og hvis man som Anne Marie Bjerg (65 år) har oversat omkring 80 bøger og får en god portion i årlig biblioteksafgift plus er så velanskrevet, at man som hende er blandt de få oversættere på Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse. Begynder med helheden Men normalt er timelønnen ikke noget, man praler af blandt oversættere. Det paradoksale er, at jo nemmere en tekst er at gå til på dansk, jo mere dansk den lyder, jo større chance er der næsten for en lav timeløn til oversætteren. Prisen per oversat side er nemlig fast, uanset hvor lang tid oversætteren bruger på at fordanske. Taksten ligger ofte i omegnen af 2.000 kr. for 16 normalsider afhængig af tekstens sværhedsgrad og efterspørgslen på oversætteren. »På et tidspunkt fortalte jeg en, at jeg havde oversat Kerstin Ekmans seneste roman, og vedkommende sagde, at den da så meget let ud. Mit svar var, at det skulle den sandelig også gerne«, fortæller Anne Marie Bjerg. Når sandheden skal frem, synes hun imidlertid, at Kerstin Ekman er vanskelig at oversætte, men når hun giver Ekman denne betegnelse, skal man nærmest forstå det som positivt, hvilket vil sige 'interessant' eller 'udfordrende'. Hun synes, det er en gave at få lov at oversætte den store, svenske forfatter til dansk. Hendes arbejdsrutine er cirka som følger: Først læser hun bogen. Fra start til slut. Ikke noget med notater. Bare læse. Ingen færdig analyse på forhånd. Selvfølgelig, vil nogen sikkert sige, men det er ikke sådan, alle oversættere arbejder. Der findes oversættere, som synes, det er en del af fornøjelsen, at de langsomt, men sikkert arbejder sig gennem bogens handling i takt med oversættelsen, og hvis de så undervejs støder på ord eller ledemotiver, som har betydning for den tekst, de allerede har oversat, må de gå tilbage og rette og skrive om. Biffen er bøffen Sådan arbejder Anne Marie Bjerg ikke. Hun arbejder heller ikke med en hurtig råoversættelse, som hun derefter finpudser og polerer på. Naturligvis kan det ske, at hun går tilbage og retter lidt i det, hun allerede har oversat, men ligesom flere af sine kollegaer arbejder hun på at finde de rigtige formuleringer med det samme. Når hun går i gang og begynder ved begyndelsen, skal det være NU, teksten skal støbes i ét. Hun nærlæser et par små afsnit af siden, lever sig i fantasien ind i den virkelighed, der skal skildres, lader de svenske ord glide ind i det ordløse sted i sjælen. Og så må den skildrede virkelighed dukke frem, formuleret på dansk. Side for side, dag for dag, måned efter måned, indtil oversættelsen er færdig. »Måske kan man sammenligne med en radar, der hele tiden søger, fejer hen over de ord, der er til rådighed, for der er jo ikke én og kun én løsning på en oversættelse«, siger Anne Marie Bjerg. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at oversætte svensk til dansk? »Jamen, folk læser ikke bøgerne på originalsproget, og svensk ER et fremmedsprog. Dertil kommer, at de nære sprog faktisk er farlige. Sprog som dansk og svensk har så mange ord, der ligner hinanden, men virkeligheden, de udspringer af, er helt forskellig, og ofte kan de betyde noget helt forskelligt på dansk og svensk«, siger Anne Marie Bjerg. Og noget er der om snakken. Der er faktisk så mange, at Politikens Forlag for et par år siden fandt materiale nok til at udgive en såkaldt Øresundsordbog, hvor man kan sammenligne danske og svenske ords betydning. Anne Marie Bjerg synes, nogle af eksemplerne er »lige sjove nok«, men lad os alligevel tage et par stykker for anskuelighedens skyld. Biffen på dansk betyder biografen, mens det på svensk betyder bøffen. Balle på dansk kan være f.eks. en skideballe, mens det på svensk er slang for tissemand. Kunstig på dansk er unaturlig, mens konstig på svensk betyder mærkelig eller sær. Uanset om det svenske ligner dansk eller ej, skal det dog oversættes til dansk, og helst på en måde, så læseren nærmest har på fornemmelsen, at det oprindelig er skrevet på dansk. Undlader at oversætte Men hvad nu, hvis der i teksten er passager, som heller ikke den normalsvenske læser forstår? Skal det så oversættes? Det var der et par af anmelderne af Ekmans seneste roman 'Rørte vande', der antydede. I hvert fald ville de gerne have haft et par forklarende noter i bogen fra oversætteren. Efter samråd med Kerstin Ekman har Anne Marie Bjerg valgt kun at oversætte det, der kan betegnes som svensk. »Jeg har også oversat det, der er svensk dialekt, jämtska, til dansk, for hvilken dansk dialekt skulle jeg oversætte den svenske til? Desuden skal man huske, at dialekt på dansk ofte antyder noget lidt komisk eller bondsk, og det gør det slet ikke på svensk. Men jeg har tilladt mig en enkelt sætning på vendelbomål for at tilføre oversættelsen en form for sprogfarve«. »Når Kerstin Ekman har vendinger og passager på enten nordtrønsk eller Oslo-mål i bogen, har jeg ikke oversat det, for det er lige så langt fra svenske læsere, som det er fra danskere. Det samiske er heller ikke oversat. For det første forstår jeg det slet ikke, og for det andet forklarer Kerstin Ekman hver gang i de følgende to-tre sætninger, hvad det er, hun har skrevet på samisk«, siger Anne Marie Bjerg. Hendes samarbejde med eksempelvis Kerstin Ekman er meget omfattende. Når hun arbejder sig igennem manuskriptet, skriver hun undervejs spørgelister, som forfatteren altid beredvilligt og hurtigt svarer på. Og den danske oversætter er åbenbart ikke ene om at have mange spørgsmål til sin svenske forfatter. For et par år siden samlede hendes svenske forlag Bonnier oversættere fra 12 lande i Stockholm, hvor de i fællesskab med forfatteren kunne vende alle de spørgsmål, de normalt arbejder med, i ensomhed. Hvor højt skal et bjerg eksempelvis være, før man kan kalde det et bjerg? Og hvornår er det et fjeld? Og kan der vokse noget på et bjerg i modsætning til et fjeld? Og kan man uden problemer finde ord for den slags spørgsmål, uanset om man er oversætter i Danmark, Italien, Holland eller Tyskland? Det kvindeligt vage Men hvad gør en dansk oversætter, når hun støder på ord, som er svensk dialekt, som hun har besluttet sig for at oversætte? »Jeg var så heldig, at jeg gennem en svensk kollega fandt ud af, at der netop var udkommet en ordbog over jämtska, og jeg kunne nogenlunde klare mig med en lille ordliste, som indeholder cirka 1.500 ord på jämtska. Derudover havde jeg god gavn af min gamle dansk ordbog i oldnordisk af Erik Jonsson fra 1863«, fortæller hun. Som oversætter er hun også ude for, at hun må forsøge at overføre en af forfatterens pointer, som mange svenskere vil fange, til en dansk kreds af læsere, og den slags problemer kan der danses rundt om i timevis. I 'Rørte vande' møder læseren eksempelvis den unge pige Myrten, som er forelsket i en officer. Han er af den hårde skole, som ikke tøver med at sende to af sine underordnede ud på en straffeeksercits, som alle de lokale ved er livsfarlig, fordi den skal foregå i over 50 graders kulde. Myrten tænker, at hun ved sin kvindelighed og sin forelskelse skal få officeren talt fra straffeeksercitsen, og i den forbindelse kommer hun pludselig på et citat: »Det kvinnligt veka i mänskosinn«. Men hvad var det for et citat? Og hvorfor står det der? »Jeg fik opsporet, at det var et digt af Verner von Heidenstam fra 1889, og via en ny biografi om Selma Lagerlöf fandt jeg tilfældigvis ud af, at digtet ofte er blevet brugt til at slå kvinderne oven i hovedet med i kvindedebatten. Det betyder jo egentlig det kvindeligt vage i menneskesjælen, men hvad siger det danskerne? Jeg måtte finde et tilsvarende dansk citat, og så kom jeg til at tænke på Johannes V. Jensen-citatet »og milde kvinder hvor har de magt«, som stammer fra 'Hvor smiler fager den danske kyst'«. »Det kunne jeg selvfølgelig ikke sætte ind i stedet for det svenske citat, for ingen svenskere gik jo rundt og citerede Johannes V. Jensen i 1942, men et par sider tidligere i bogen var pigen Myrten inde på de samme tanker, men her formulerede hun sig bare med egne ord, og derfor kunne jeg få det danske citat flettet ind i teksten«, siger Anne Marie Bjerg. Hun er udmærket klar over, at de få ord i citatet kun er en lillebitte krølle i løbet af de 450 sider, og at massser af læsere - formentlig de fleste - bare vil læse hen over det uden at ofre det mange tanker. »Men der skulle helst, hvis det er muligt, være lige så mange lag i den danske tekst, som der er i den svenske«, siger hun. Det var ikke den slags opgaver, hun havde regnet med at møde, da hun begyndte at oversætte i 1970, fordi der ikke var brug for så mange med en eksamen som cand.phil. i dansk. Dengang var det ikke engang de store nordiske forfattere som Selma Lagerlöf, Per Wästberg, Göran Tunström og Kerstin Ekman, hun oversatte. Det var derimod engelsksprogede forfattere som Erica Jong og Anita Brookner. »Jeg boede i Stockholm fra 1973 til 1981, og dengang oversatte jeg mærkeligt nok ikke svenske forfattere. Til gengæld lærte jeg mange forfattere at kende, og jeg lærte meget om det svenske sprog og samfund, og jeg forstod, hvor lidt jeg egentlig forstod«, siger Anne Marie Bjerg. Undlader at oversætte Siden da har hun slidt sin svensk-danske ordbog i en grad, så bindet er ved at falde af og flere sider kun ligger løst i bogen. Vejen til den nordiske verden gik ikke mindst over Selma Lagerlöfs værker, hvoraf især nyoversættelsen af den filmatiserede roman 'Jerusalem' står som et af højdepunkterne for oversætteren selv. Det var en oversættelse, der betød, at hun blev nomineret til den store, europæiske oversætterpris, Aristeion-prisen. Hvor meget må man egentlig kunne se en oversætter i teksten? »Det må man overhovedet ikke kunne. En tekst skal fremstå, som var den skrevet på dansk, og det må ikke skinne igennem, at den er oversat. Jeg mener, det er muligt at genkende en god oversættelse, selv om man ikke har originalen ved siden af, men det kan også være forræderisk, for det er jo muligt at snyde, hvis man gør sproget nemmere og jævner nogle af originalens knaster ud. Det må man ikke«. »Som oversætter skal man være loyal over for forfatteren, og hvis teksten indeholder usædvanlige, stilistiske ting, bliver man nødt til at lave noget lignende på dansk. Det er nok sådan, at indstillingen til oversættelse har ændret sig gennem årene, for engang kunne en oversætter slipper af sted med at levere en sludder for en sladder. Den går ikke i dag, hvor masser af læsere har en stor viden, og de vil ikke spises af med en gang snik-snak«. Er oversættelse kunst? »Jeg vil gerne citere Otto Steen Due (oversætter af bl.a. Homer, red.): »Jeg ved ikke om det ER kunst, men det bør være det«. Et eller andet sted er det jo rigtigt, at oversættelse er umuligt, men det er morsomt at undersøge, hvordan man som oversætter kan slippe fra det«, siger Anne Marie Bjerg. Selv ser hun ikke kun oversætterne som en gruppe danskere, der sørger for, at nationen holdes forsynet med litteratur fra den store verden. Hun ser også oversætterne som en gruppe, som er vigtige for, hvordan det danske sprog udvikler sig. »Selvfølgelig forvalter f.eks. jurister, journalister og reklamefolk også det danske sprog, men det er forfattere og oversættere, der forvalter sproget, hvor det er mest intrikat, og hvor flertydigheden er på spil. Halvdelen af bøgerne på bibliotekerne er også oversat fra fremmede sprog, så det er bestemt ikke uvæsentligt, hvordan oversætterne forvalter det danske sprog«.