Man tror, det er løgn. Men den er god nok. Forfatteren John Updike har om Rohinton Mistrys seneste roman skrevet, at han ikke har set så mange ekskrementer i en roman, siden han for længe siden læste Marquis de Sade. Og her sidder han så forfatteren. Født i Bombay i Indien, gennem 25 år bosat i Canada. Lige nu i Frankfurt. Rolig og tilsyneladende uforstyrret, mens alverdens forlæggere pisker rundt om ørerne på ham på verdens største bogmesse. Ikke et hår sidder forkert i denne inders knaldsorte, tætklippede frisure. Tøjet er diskret og nobelt, og hans væremåde svarer fuldstændig til hans udseende. Det er et udseende med samme sirlighed, der karakteriserer Mistrys detaljerede fortællinger fra Indien. Man forestiller sig ikke, at denne mand kan tage et af det britiske sprogs beskidte four letter words i sin mund. Ikke desto mindre løber fækalierne i en sand hørm gennem romanen 'Et familieanliggende', som tirsdag aften var i tæt kapløb om den prestigefyldte Bookerpris i Storbritannien. Det er en roman, som blandt meget andet opridser et familiedilemma, der er kendt i både øst og vest. Hvem er det, der skal tage sig af familiens gamle? Og hvem er det egentlig, der gider bo i en mikroskopisk lejlighed, når den ikke alene skal huse to voksne og to drenge, men også bedstefaderen, der ikke kun lider af Parkinsons syge, men også har brækket en ankel og desuden er omgivet af en lugt, der har det bedst nede i en lokumstønde? »Ja, jeg har læst Updikes anmeldelse i The New Yorker. Men egentlig handler det jo bare om, at man som forfatter holder sig til realismen. Enhver, der skal passe en syg, gammel mand, som må holde sengen, vil formentlig føle, at denne sygepleje er krævende og fysisk stressende, medmindre man er professionel sygeplejer, og det ville være kujonagtigt, hvis man som forfatter ikke ofrede dette aspekt samme opmærksomhed som andre i denne lille lejlighed«, siger Rohinton Mistry. Han fortæller det under en samtale, der foregår under en bogmesses travlhed, og det er først bagefter, det går op for én, hvordan denne pæne mand undgår at sige hverken lort, pis, skideble eller bækken til citat. Ildelugtende magtkamp Nu handler romanen 'Et familieanliggende' imidlertid heller ikke kun om lugten i den lille lejlighed hos Yezad og Roxanne, der må have morfaderen Nariman liggende hjemme i stuen. Historien handler lige så meget om den magtkamp, der foregår inden for familien, hvor Nariman - billedligt talt - er den lort, de to dele af familien skubber frem og tilbage mellem to lejligheder i Bombay. Sideløbende med historien om denne tovtrækning, fortæller Mistry historier om parsi-familien gennem flere generationer. Bl.a. om hvordan Nariman engang blev tvunget til at gifte sig med en anden end hende, han elskede. Og om korruption, indisk politik, religion og samfundsliv - alt sammen på en måde, der har fået engelske The Times til at tale om ekstraordinær skrivekunst, mens andre kalder det gammeldags romanfortælling. Hvad var din intention med romanen? Ville du skrive om indisk familieliv indkapslet i denne historie? »Nej, sådan en generalisering starter jeg aldrig med. Jeg begynder i det konkrete, og jeg har ikke til hensigt at vise noget som helst om familier eller politik. Jeg forsøger ikke engang at fortælle noget om parsi-samfundet i Indien eller om Bombay. Hvis det alligevel sker, og læserne efterfølgende synes, de har fået noget at vide om parsier og Bombay, er det kun fint. Det er en bonus. Men jeg kan aldrig starte med det udgangspunkt, for det ville kun aflede mig fra mit udgangspunkt, som er at fortælle en god historie«, siger Rohinton Mistry. Med 'Et familieanliggende' har Mistry ifølge anmelderne igen skrevet netop det. En god historie. Hans første roman 'Such a long journey' var i finalen om Bookerprisen, det samme var opfølgeren 'A fine balance', og i den forløbne uge har hans nye familieroman igen været blandt de sidste seks romaner (ud af 130), hvor vinderen ikke alene er sikret verdensberømmelse, men også skyhøje oplagstal. Du har været i finalen tre gange, så det er nok ikke bare held? »Vi hører jo ofte om bøger, som slet ikke får den anerkendelse, de fortjener, og nogle gange kan selv dårlige bøger vinde. Men held er da vigtigt. For mig ville det have været farligt, hvis jeg havde vundet med min første roman, men nu har jeg været i finalen et par gange. Når man er ung og vinder, kan man tro, at man virkelig vinder, fordi ens bog er den bedste, men i dag ved jeg, at det måske ikke er den bedste bog, der vinder. Vinderen er den bog, som fem mennesker i en jury beslutter sig for er den bedste. Måske er det ikke den bedste, men i deres øjne er det, og hvis de vælger min bog, er det da fint«, siger Rohinton Mistry, før han selv ved, at han for tredje gang har været lige-ved-og-næsten at vinde Bookerprisen. Kedede sig Havde han vundet, ville det langt fra have været første gang, en jury har slået ned på en af hans historier. Det var faktisk en jury i Canada, der for snart 20 år siden for alvor satte ham i gang som forfatter. Indtil da var han »noget i en bank« i Toronto. Og han kedede sig. Han blev født i Bombay i en middelklassefamilie, og det var også her, han tog sin eksamen i økonomi og matematik. Ikke fordi det var de fag, han brændte for, men de var mere overkommelige end stræberfagene, der ville føre til job som ingeniør eller jurist. De job, som traditionelt kunne føre en inder til udlandet. Ligesom alle andre i den indiske middelklasse mente Mistry imidlertid, at mulighederne for ham lå i et af de store engelsktalende lande, og derfor drog han i 70'erne til Canada, hvor han blev ansat i en bank. »Efter nogle år begyndte jeg at læse litteratur og filosofi ved siden af, fordi jeg havde lyst til at læse noget bare for min egen fornøjelses skyld. Det var her, jeg fandt ud af, at jeg elskede at skrive, og at det slet ikke føltes som arbejde. Jeg begyndte at dagdrømme om at skrive og fortælle historier, og da min kone havde hørt længe på det, gjorde hun opmærksom på, at der var udskrevet en novellekonkurrence på universitetet, hvor jeg gik. Jeg skrev en historie og vandt«. »Da konkurrencen blev gentaget året efter, sendte jeg endnu en historie ind. Og vandt. Så tænkte jeg, at det måske ikke var rent held, at jeg vandt, og at jeg kunne dyrke det som en seriøs hobby ved siden af jobbet i banken. Da jeg efter nogen tid havde skrevet og fået trykt seks historier i diverse magasiner, fik jeg et legat, der gjorde det muligt for mig at skrive på fuld tid, og da jeg havde skrevet historier nok til en hel samling, var hele tre forlæggere parat til at udgive dem«, fortæller Rohinton Mistry, som ikke siden har arbejdet i banken. ForældrepresHar du tænkt over, hvorfor du skriver om Indien, selv om du har boet i Canada i 25 år? »Bombay fylder stadig meget i min erindring, og jeg har tæt kontakt til byen, selv om man kan sige, at Toronto er tættere på mig, fordi det er her, jeg bor, men byen, man er vokset op i, hvor ens forestillingsverden dannes, og hvor man har sine formative år, er nok det vigtigste sted i dit liv og oppe i dit hoved. Sådan er det, uanset om man kan lide det eller ej. Dermed ikke sagt, at jeg ikke en dag vil skrive om Toronto, hvis jeg ellers finder en historie, der har et lige så stærkt billede, som det jeg så af eksempelvis Nariman i 'Et familieanliggende'.« Hvilken respons får du fra læsere, som ikke er indere? »Sært nok synes de fleste ikke-indiske læsere, at de i bøgerne har lært meget om en kultur, de ikke kender, men alligevel føler de, at de kender personerne, som kunne være deres egne naboer med tilsvarende problemer i deres liv og med deres familier«. »For nylig var jeg på en pr-tur i Washington i USA, og under et radioprogram, hvor lytterne kunne ringe ind, sagde hele tre af dem, at de godt kunne genkende det, jeg skrev om arrangerede ægteskaber. Det var noget, de havde oplevet i USA. Deres forældre havde gjort noget tilsvarende, selv om de ikke anså USA for at være en eksotisk kultur. På den måde fik vi en snak om, at man ikke formelt behøver at have arrangerede ægteskaber for at blive ulykkelige. Forældre kan lægge mange former for pres på deres børn. De kan overbevise datteren om, at hun skal finde en veluddannet mand, læge, tandlæge, advokat, og uden at vide det begynder pigen at se sig om efter netop sådan en person. Og ubevidst kommer hun måske til at foretage det forkerte valg«, siger Rohinton Mistry. Han er derefter meget interesseret i, hvordan den danske titel på bogen bliver, når den udkommer den 6. november. På engelsk har titlen 'Family Matters' en ekstra betydning ud over at betyde 'et familieanliggende'. På engelsk betyder titlen også, at familien er vigtig. »Udefra kan man forledes til at tro, at familien har større betydning i Indien, hvor folk har mere respekt for den som institution, og hvor man har den udvidede familie, hvor mange lever sammen i modsætning til den vestlige verdens kernefamilier, men i virkeligheden tror jeg, at familien alle steder har et kraftigt greb i os. Selv om vi forsøger at etablere os som selvstændige enheder, så er det vore familier, der har formet os og stadig har kløerne i os. Man kan lide det eller ej. Familien betyder noget. Family Matters«, siger Rohinton Mistry.