0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Avantgardisten, der blev populær

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Læseren ved det allerede på bogens tredje tekstside. Irene Beckman står med det ene ben i en skilsmisse. Det kan gå hurtigt eller langsomt, men den kommer. Den 56-årige advokat har selv haft en affære med en meget yngre mand, men fik kolde fødder, og nu er det i stedet manden, Martin, der er på vej til at flå tosomheden midt over.

Undervejs mod skilsmissen opdager Irene Beckman imidlertid, at hendes egen familiehistorie rummer en hemmelighed. Hendes baggrund er helt anderledes, end hun troede, og hun må sende sig selv ud på en rejse, hvor hun er nødt til at se sit eget liv i et andet lys.

Hvis det lyder som plottet til en roman af Jens Christian Grøndahl, er det ikke så sært. For det er lige, hvad det er.

Den populære forfatter har igen skrevet en historie om kærlighedens minerede territorium, hvor mænd smider bomber og kvinder svarer igen med partisansøm og snubletråd, hvis det da ikke er omvendt.

Romanen er også en historie, hvor den lille personlige ægteskabstragedie bliver stillet op over for Europas store, menneskelige katastrofer, og ifølge Politikens anmelder Thomas Bredsdorff er Grøndahl sluppet ualmindelig godt af sted med sit projekt. Bredsdorff kalder simpelthen 'Et andet lys' for Grøndahls opdatering af Rifbjerg-romanen 'Anna (jeg) Anna', og det er ment som en ros.

»Da jeg begyndte på romanen, forestillede jeg mig, at den ligesom mine andre bøger ville være et forsøg på at fortolke begivenheder i mit eget liv, bl.a. min skilsmisse for nogle år siden«.

»Jeg havde personligt et behov for at bearbejde, som det hedder med et åndssvagt ord, men jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne skrive om mit eget liv uden at lyve, uden at fortie og fordreje tingene og skrive en lang besværgelse, og det er vel en erfaring mange har gjort sig, at de simpelthen ikke kan skrive direkte om sig selv«, forklarer Jens Christian Grøndahl. Du har bevidst ladet hovedpersonen have et andet køn?



»Ja, og derfor endte det også med, at det i højere grad blev en roman om hende end om mig, og det har jeg det fint med. Jeg kan godt lide at være en biperson i min egen roman«.

Angst eller lettelse
»'I et andet lys' har jeg forsøgt at gøre det samme ved mig selv som forfatter, som historien gør ved Irene. Ligesom historien tvinger Irene til at se sit liv og historie i et andet lys, et længere perspektiv, så har jeg også selv ønsket at placere den verden, jeg plejer at beskrive - en intim verden, middelklassen i et velfærdssamfund - i et bredere perspektiv. Jeg har villet tvinge mig til at få historien med, finde en fortællerstemme, der ikke bare forholder sig til sin egen historie, men også til samtiden og den umiddelbare fortid«, fortæller Jens Christian Grøndahl.

Han lader derfor sin kvindelige hovedperson drage ned i Europa, hvor hun opsøger en gammel mand, jøden Samuel, som en gang boede i København. Gennem hans historie, hans hemmelighed, vil hun også nå tættere på hemmeligheden om sit eget liv. Den personlige historie møder den store historie og samtiden.

»Det er bogens ene tema. Det andet handler om Irene. Det er spørgsmålet om, hvad der betyder mest for ens identitet. Hvad fortæller mest om et menneske? Det man ikke kan løbe fra, ens historie, ens ophav, eller det man rækker ud efter? Det, der knytter sig til ens håb og forsøg på at blive sig selv?«.

»Her føler jeg selv, at der er sket en forskydning i forhold til romanen 'Tavshed i oktober', hvor fortælleren er meget optaget af sin fortid. Han har opfattelsen af, at han er sin historie. Hans seneste identitet er den, der udfolder sig i den historie, han har at fortælle. Det gør også, at han er en nostalgisk mand, til tider ligefrem sentimental, mens Irene er sig mere bevidst, at hun fortæller sin historie for at lægge den bag sig. At det vigtigste for hende ikke er hendes fortid, men den fremtid, der trods alt stadig åbner sig for hende«.

»Irene ved godt, at hun nu skal være alene efter en årrække i et ægteskab, for hun opdager, at hun har løjet for sig selv, at hun har været fej. Hun har i årevis været tøvende og valen i forhold til det ægteskab, hun har levet i. Og da hendes mand Martin så endelig går, kan hun ikke rigtig blive vred på ham, for han gør bare det, hun selv burde have gjort for længe siden«.

»Og så er der jo et oprør i Irene mod den kvinderolle, der har fulgt hende hele livet. Både i omgivelserne og i hende selv ligger der en forventning om, at hun skal blive bitter og give sig hen til den følelse af forsmåethed, som hun ser andre give sig hen til«.

»Men for hende er der noget fornedrende, noget uværdigt, ved at melde sig i hylekoret af midaldrende kvinder, som engang, da de selv var unge, kæftede op om fri kærlighed og kvindefrigørelse, og nu da de er blevet ældre, og nogle af dem bliver forladt, bliver de pludselig meget moralske over for de mænd, der finder sig en yngre model. Det kor vil hun ikke være en del af, for hun ved godt, det ville være løgn. Det er jo det, hun spørger sig selv om: Hvorfor skal en kvindes liv altid handle om en mand?«. Holder du nogensinde op med at skrive om dette tilsyneladende mismatch mellem mand og kvinde?



»Det lader til, at jeg har svært ved at blive færdig med det. Hver gang, jeg har skrevet en bog, føler jeg mig helt tom. Jeg kan være angst, fordi jeg spørger mig selv, om jeg nogensinde kommer til at skrive igen, eller jeg kan føle lettelse, som jeg gør denne gang. Men hver gang aner jeg ikke, hvad det næste bliver. Og sommetider, når jeg begynder på en ny bog, tror jeg, det skal blive helt anderledes, men så bliver det alligevel en fortælling, der lægger sig i forlængelse af de foregående«.

Det er ironisk
Hvordan ville du have det med om nogle år at være kendt som forfatteren, der altid skriver om en mand og en kvindes forsøg med kærligheden, et forsøg, som faktisk ikke lykkes særlig godt?

»Forudsætningen for, at jeg selv kan se frem, er, at jeg ikke gør mig alt for fikserede forestiller om fremtiden. Men jeg tror, jeg har lært at resignere over for, at jeg nu engang er den forfatter, jeg er«. Indtil du udgav 'Indian Summer' i 1994 blev du anset for at være en svær forfatter?



»Ja, men den svære forfatter rummede jo den anden forfatter i kim-form. Den svære forfatter var en nødvendig sten på vejen. Udviklingen har været sådan, at hvor jeg i starten skrev for at udtrykke min egen enestående individualitet og finde et autentisk sprog for den, har jeg med alderen været nødt til at erkende, at jeg er ikke så enestående, hverken som menneske eller forfatter«.

»Der er folk, der har skrevet før mig, og de har endda skrevet om det samme, og der er også umådelig mange mennesker, der har gennemlevet det samme som jeg. Og det er faktisk en befrielse at give sig hen til den erkendelse«.

»For mig er det også blevet vigtigt, at fortællingen er blevet et fællesrum, hvor læseren og jeg, uden at vi kender hinanden, kan meditere over de samme spørgsmål, undre os over livet og kredse om nogle af de uoplyste hjørner af tilværelsen, hvor hemmeligheden om mig selv gemmer sig«.

»Det er meget vigtigere for mig at få det i mit eget liv, jeg skriver om, oversat til et sprog, der er genkendeligt for andre og måske endda alment, hvis jeg har gjort mig umage. Det skulle gerne gøre, at læserne kan bruge fortællingen til at rette blikket mod deres eget liv i stedet for at undersøge, hvor der er spor af det liv, der er mit«, siger Jens Christian Grøndahl. Du peger selv på, at du har bevæget dig fra avantgarden til det bredt fortællende?



»Ja, det er ret ironisk. Jeg har skrevet siden 1985 og har oplevet at blive opfattet som en næsten hysterisk ulæselig og avantgardistisk forfatter, og her for nylig har jeg oplevet en afstandtagen fra, at jeg nu har fået mange læsere. Jeg bliver næsten skudt i skoen, at jeg i mine bøger lefler for de mange læsere. Det ironiske er, at jeg inderst inde er den samme forfatter«.

»Mange af de ting, jeg skrev om i de smalle romaner, bringer jeg med mig. Måden at komponere en roman på og måden at få tiden til at bevæge sig cirkulært og i spiraler frem for at skrives lineært. Der er mange elementer, der går igen, men nu er det blevet vigtigt for mig, at det, jeg skriver, faktisk kommunikerer. Og hvis ikke, der var nogen, der kunne engagere sig i det, jeg havde skrevet, ville jeg ikke føle, det var umagen værd«. Har du tænkt over, hvorfor du har fået så mange læsere?



»Jeg har somme tider undret mig over det, for det er nogle sørgelige historier, jeg fortæller. Men jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg på et tidspunkt besluttede mig for, at jeg ville overvinde min egen frygt for det banale. Det har igen noget at gøre med blasertheden. Hvis man er forfatter og endda en forfatter med et intellektuelt gemyt, kan man godt være blasert over for det banale, og mine historier er jo inderligt banale. Mennesker elsker, de bliver forladt og de længes efter hinanden«.

»Min egen opdagelse har været, at det i vores liv, der er allermest banalt, også er det, som er allermest grundlæggende. Læserne er måske kommet, fordi jeg har reddet det allermest intime i vores liv fra banaliteten, så at sige. Det er blevet gengivet en værdighed, for vi skal jo alle gennemleve de samme konflikter, de samme følelser og stå over for de samme ubesvarede spørgsmål til livet, som mange andre har gjort før os, men for hver af os er det en ny historie, selv om det samtidig er den ældste historie i verden«.

Hemmelig drøm
Du er slået igennem i udlandet, bl.a. i USA med 'Tavshed i oktober', og du har for nylig fået stor omtale i Frankrig med 'Hjertelyd'. Hvordan føles det at blive anmeldt i udlandet?

»Der er noget befriende ved at blive anmeldt uden filter. Uden at anmelderne har en eller anden ideosynkratisk opfattelse af, hvem jeg er som forfatter. I Danmark har jeg jo ofte følt, at anmelderne har anmeldt den foregående bog, jeg udgav, fordi de ikke kunne eller ikke ville se, hvad der var sket i mellemtiden. Jeg har også oplevet en arrogant berøringsangst over for at have at gøre med en forfatter, som har fået flere læsere, samtidig med at jeg egentlig er forblevet den samme. Derfor er der noget befriende ved at blive anmeldt for det, der står i bøgerne og ikke noget som helst andet«. Hvordan forestiller du dig, at resten af din forfatterkarriere skal se ud?



»Som alle andre forfattere er en del af min drivkraft jo også banal forfængelighed og en hemmelig drøm om at blive berømt og anerkendt, men jeg er faktisk glad for, at den medgang, jeg har fået, først er kommet, efter at jeg i mange år havde skrevet for et meget lille publikum, for det betyder, at det ikke forstyrrer mig. At det ikke kan bringe mig ud af den ligevægt, jeg skal finde, hver gang jeg isolerer mig og igen forsøger at få ord til at hænge sammen og finde den tråd, der igen bringer mig ind i en ny fortælling«.

»Samtidig er jeg glad for, at medgangen kommer på et tidspunkt, hvor jeg kan nyde den uforbeholdent og svælge i den uden at sidde med en nagende bitter følelse af, at det kommer for sent. Jeg håber selvfølgelig også, det bliver ved med at gå godt - og måske endnu bedre - men jeg ved også, at et forfatterliv er meget omskifteligt, og at man kan opleve at blive glemt igen. En optur kan blive efterfulgt af en nedtur«.

»Men det er også derfor, jeg tror, jeg simpelthen bare vil blive ved med at skrive, uanset hvad der sker. Men det er sikkert, at jeg ikke kan vende tilbage til den trodsige selvretfærdighed, jeg havde, dengang ingen gad læse mig. For mig er det at skrive blevet en måde at dele erfaringer, oplevelser og tanker, og derfor er det vigtigt for mig at blive læst«.