Når Lene Kaaberbøl præsenterer sig selv for fremmede, så siger hun, at hun underviser på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg. Hun holder som regel igen med at fortælle, at hun kun er lærer på halv tid og har skrevet bøger, siden hun var teenager. Som stor pige debuterede hun i 1975 med 'Tina og Sunny', der var første bind i en serie om en pige og hendes heste. Som voksen har hun skrevet fantasy, siden hun i 1988 fik udgivet romanen 'Morgenlandet'. Men hvis hun præsenterer sig som fantasy-forfatter i stedet for gymnasielærer, så kan hun tit fornemme en undren. Også selv om interessen for og udbuddet af fantasy er eksploderet i de seneste to årtier: »Folk spørger: »Skriver du altid fantasy?«. Som om fantasy er noget lidt mystisk at beskæftige sig med. I øjeblikket er mange skolebibliotekarer og lærere optagede af serien om 'Skammerens datter'. Og fra nogle af dem hører jeg af og til ting som »Det er godt nok fantasy. Men det er gode bøger alligevel«. Jeg møder også somme tider den holdning, at fantasy er eskapisme, og som akademiker kan jeg da godt interessere mig for den diskussion. Men som forfatter interesserer den mig ikke«. Lene Kaaberbøl kan ikke lade være med at skrive fantasy. I 1990'erne har hun skrevet trilogien om Katriona Bredinari, og i 2000 kom den første i en serie af bøger på i alt fire planlagte om 'Skammeren og hendes børn'. Lige nu er hun ved at skrive fem fantasy-bøger i en ny Disney-serie, W.I.T.C.H., som Egmont-koncernen har bedt hende om at lave. Bøgerne skal udkomme over hele verden, og det er en ordentlig cadeau til den danske forfatter, at Egmont og Disney har bedt hende om at skrive dem. Bøgerne henvender sig til store piger, og hvis nogen rynker på næsen af det, så preller det af på forfatteren: »Jeg forstår ikke, at man kan have fordomme over for hele genrer. Al litteratur har regler at overholde. Og fantasy har udviklet nogle traditioner, som gør genren meget egnet til at være eventyrernes arvtager«. Det kulturelle kørekort Mens Lene Kaaberbøl skriver, skænker hun ikke genrens regler en bevidst tanke. De ligger på rygmarven »som et kulturelt kørekort«. For fantasy gælder bl.a., at bøgerne som regel er forholdsvis tykke, og at forfatteren skal beskrive en ny, fiktiv verden. Uden at beskrivelserne kommer i vejen for handlingen og derved keder læseren. »Det er jo ikke sådan, at nogen har opfundet et regelsæt for hver genre. Det er omvendt: Der blev skrevet nogle velfungerende historier, som andre analyserede og fandt fællestræk i. I fantasy er happy end et af genrens træk«. I en kommende dansk fagbog med titlen 'På fantasiens vinger' har Lene Kaaberbøl i sit karakteristiske flydende og uopstyltede sprog skrevet en artikel om at være forfatter med bopæl i Eventyrland. Artiklen hedder 'Og de levede lykkeligt?'. Den drejer sig bl.a. om, at fantastiske fortællinger er som kabaler: Selv efter nok så mange forhindringer og forviklinger skal de gå op til sidst. Det er ikke som i for eksempel gysere, hvor man godt kan ende med at skrive, at »mareridtet fortsætter«! »Den slags sker ikke i fantasy. Det bruger vi ikke her, som Maude Varnæs fra Matador engang sagde, når hun skulle udtrykke sin yderste misbilligelse«, skriver Lene Kaaberbøl i artiklen. Og det passer godt til hendes livssyn, siger hun: »Jeg er et optimistisk gemyt, så jeg ser frem til, at alting nok bliver bedre i morgen. Det er ikke fordi, jeg ikke ved, at der er bunker af store, håbløse problemer i verden. Men jeg vil hellere vise, at problemer kan løses, end vise, hvor håbløst alting er«. Nogle gange er det dog fristende at bryde den regel, fordi det er så svært at skabe en god løsning. Man skal have personerne nogenlunde helskindet og troværdigt ud af problemerne. Uden at snyde: »Man kan jo snyde på forskellige måder, hvis man vil. Man kan gøre forhindringerne mindre, så det bliver nemmere at finde løsningen. Men så bliver det mere kedeligt at læse. Eller man kan lade en frelsende engel eller det amerikanske kavaleri stille op på et givtigt tidspunkt, men det er også snyd. For så ligger løsningen ikke i personernes egen kraft«. Tidstypisk kompleksitet Også i fantasy skal man tro på personernes handlinger og karakterer. Det er noget af det, som lykkes ualmindelig godt i Lene Kaaberbøls bøger 'Skammerens børn', 'Skammerens datter', 'Skammertegnet' og senest 'Slangens gave', som har den i begyndelsen 12-årige Dina som hovedperson. Fra sin mor har Dina arvet en særlig evne. Når hun ser folk i øjnene, kan hun få dem til at indse alt det dårlige, de har gjort og få dem til at skamme sig. Her i bladet skrev børnebogs-kritiker Steffen Larsen om 'Slangens gave' fra sidste år, at »Lene Kaaberbøl leger med genrens virkemidler på en meget raffineret facon«, og at »sproget er stærkt«. Og i Berlingske Tidende konstaterede anmelder Kari Sønsthagen, at serien om 'Skammerens børn' bliver mere og mere spændende, og at Lene Kaaberbøl i 'Slangens gave' bryder med genrens regel om, at skurke kun er onde, og helte udelukkende er gode. I 'Slangens gave' spiller en mindre gennemskuelig mand (Dinas far) en hovedrolle. Han er ikke god. Men han er heller ikke kun ond. Og han voldte forfatteren store problemer, mens hun skrev. »Dinas far er en sammensat person, som jeg havde svært ved at få hold på. Hans kompleksitet er ganske tidstypisk, for vi har nok vanskeligere og vanskeligere ved at få øje på de rene og de nemme løsninger«. I 'Slangens gave' er det Dinas far, som sørger for en god slutning. »Normalt er det ellers heltens privilegium«, som Lene Kaaberbøl siger. Ligesom i virkeligheden er det i hendes fantasy blevet sværere at kende forskel på godt og ondt. Den virkelige verden sniger sig altså ind i det pure opspind - ligesom den gør det i for eksempel Harry Potter-bøgerne, der af Lene Kaaberbøl karakteriseres som en meget vellykket »kombination af kostskoleromanens trygge rammer og det magiske univers«. Lene Kaaberbøl får da også nogle gange at vide, at hun skriver 'realistisk fantasy'. Det er hun nu ikke udelt begejstret for: »Jeg er ikke helt stolt ved det - for hvad vil naboerne ikke tænke? Tolkien vil helt sikkert rynke misbilligende på de buskede bryn. Ovre i Narnia er C.S. Lewis næppe mere begejstret. Hvis den udvikling fortsætter, kan jeg så overhovedet blive boende i Eventyrland?« »Hvis ondskaben ikke længere bare er forklarlig, men allestedsnærværende. Hvis helte ikke længere er helte, og skurke ikke længere skurke. Hvis de etiske grænser flyder så meget sammen, at fortællingen ikke længere handler om en kamp mellem godt og ondt«, skriver hun i artiklen i den kommende fagbog om fantasy. Holder af flyveøgler Virkeligheden må gerne lege med. Men Lene Kaaberbøl har ikke lyst til at miste statsborgerskabet i Eventyrland. Hun holder af flyveøgler, hun er glad for sine naboer, og hun vil gerne leve lykkeligt til sidst. Og hvis nogen efterlyser et pædagogisk sigte med selve genren, har hun det i kikkerten: »Fantasy er fabelagtig til at fortælle om etiske problemer. I sin mest primitive form har genren handlet om det godes kamp mod det onde. Men den bliver ikke mindre spændende af, at man afsøger nogle af mellemafdelingerne. 'Skammerens børn' er i høj grad en etisk serie. I bøgerne kan Skammerne vække folks slumrende etiske sans til live, og det er helt afgørende for mig, at man ikke bare handler ud fra praktiske eller økonomiske hensyn. At man trods alt forsøger at træffe et etisk valg, selv om det er blevet svært at skelne mellem godt og ondt«.

Er det ikke en lidt gammeldags indstilling? »Jo. Men jeg tror, det er et overlevelsesspørgsmål. Uden en etisk dimension i vores civilisation kan vi ikke overleve. Det er ikke kun egennytte eller hensyntagen til praktiske, sociale og økonomiske spørgsmål, som kan afholde os fra at ødelægge os selv. Det er også etik. Og dér har fantasy en funktion, som eventyrene havde engang, og som socialrealismen ikke har«. »Ligesom eventyr gjorde det engang, så kan fantasy give psykisk styrke og fortælle noget om forskellen på de rigtige og de forkerte valg. Som Dinas mor siger i en af mine bøger: »Hvis vi ikke tager os af, hvad der godt, og hvad der er ondt, hvordan skal vi så overhovedet leve med hinanden?«. Lene Kaaberbøls foreløbig tre fantasy-romaner i serien Skammerens børn er udkommet på Forum. Hendes trilogi om Katriona Bredinari er udgivet af Klematis, som også har genudgivet bøgerne om Tina og hestene. Centrum udgav i 1988 voksenromanen Morgenlandet.