Ved Sortedamssøen i København bor en 57-årig amerikansk forfatter, som er velanskreven i sit fødeland. I Danmark er Thomas E. Kennedy derimod kun kendt af få, selv om han har boet her i 25 år. Ikke at det trykker ham. Han ved om nogen, at berømmelse skal være uden betydning for en forfatter. Thomas E. Kennedy var forfatter i 20 år, før han fik noget udgivet. Forfatter blev han allerede som helt ung. 40 år senere kan han stadig tydeligt huske den dag, han besluttede, at han ville være forfatter: »Jeg var 17 år og læste en novelle af Katherine Mansfield. Den handlede om en ældre dame, som blev virkelig dårligt behandlet. Jeg blev så vred på forfatteren, fordi jeg troede, at hun havde gjort det, hun skrev om. Jeg ville skrive til Katherine Mansfield, at hun måtte holde op med at skrive den slags noveller«. »Men så læste jeg bag på bogen, at hun havde været død i 40 år eller deromkring. Hvor underligt, at en død person kan bevæge mig på den måde, tænkte jeg ved mig selv. Og så vidste jeg, at jeg selv måtte prøve at skrive«. I Thomas E. Kennedys lejlighed på 1. sal i Kartoffelrækkerne på Østerbro står en grundigt brugt paperbackudgave af Katherine Mansfields noveller i en af de mange reoler. Her er kunst på væggene og et stereoanlæg, som lige nu er så venligt at spille Miles Davis' 'Kind of Blue'. Men her er især meter efter meter af bøger. Eller »boer« som Thomas E. Kennedy siger. Han er veluddannet og har altid haft job ved siden af forfattervirksomheden i det kvarte århundrede, han har boet i Danmark. Men sprogligt er han ikke voldsomt bedre assimileret end Henri de Monpezat. Det kniber med ø'erne, og det lyder, som om der ligger en masse amerikanske w'er i baggrunden af hans danske udtale. Det er ikke noget, han er stolt af. Men det er heller ikke noget, som gør ham diskrimineret, for Thomas E. Kennedy er hvid og stikker ikke nogen i øjnene, når han læner sig ud af det åbne vindue i lejligheden for at nyde synet af »soerne« og Irma-hønen, der punktlig som et ur lægger sine neonæg i det fjerne. Ikke angst i København I en kronik i dagbladet Information ved juletid sidste år skrev Thomas E. Kennedy om at være indvandrer i Danmark. Om at være hvid og blive betragtet som en af vor egne i stedet for at være sort og blive set på som fremmed. Han skrev også om nogle af de ting, han holder af ved Danmark. Som for eksempel de mørke vintermåneder, »hvor danskerne tænder lys over det hele«. Også samfundssystemet værdsætter amerikaneren, som indtil for fem år siden var dansk gift og har to voksne børn, der begge læser på universitetet i København: »Jeg kan huske første gang, jeg fik en lønseddel i Danmark. Jeg kiggede på den og undrede mig over al den skat, man betaler her. Min svigerfar trak mig til side og sagde: »Du skal ikke se på det papir. Du skal kigge dig omkring og spørge dig selv, om du har det godt. Bor du godt? Spiser du godt? Har din familie det godt?«. Det var et godt råd, for jeg får så meget for de penge, jeg betaler i skat i Danmark. I USA ville det f.eks. koste mig et par hundrede tusinde kroner om året at sende et barn på universitet«. Skud på Manhattan Det var nu ikke beskatningen, som oprindelig gav Thomas E. Kennedy lyst til at bo i Danmark. Han er vokset op i New York, og han boede på Lower East Side, Manhattan, i begyndelsen af 1970'erne, hvor byen og specifikt den bydel var ubehagelig: »Jeg havde på det tidspunkt en norsk kæreste, der også boede på Lower East Side. Hun havde en søn på fem år. En dag truede en af hendes naboer med at dræbe hende, fordi hendes vandhane dryppede. Hun var ikke bange for ham - det er min erfaring, at nordmænd ikke er bange for noget«. »Men dagen efter kom han tilbage. Med et gevær. Han skød fem- seks gange gennem døren, og det var et mirakel, at hverken min kæreste eller hendes søn blev ramt. Jeg var ikke til stede. Men da jeg så skudhullerne, besluttede jeg mig for at flytte. Væk fra New York«. På det tidspunkt havde Thomas E. Kennedy været forfatter i nogle år, selv om han ikke havde fået noget udgivet. Han levede af at skrive for lægeorganisationer, og i 1972 fik han mulighed for at flytte sit arbejde for Verdens Lægeforening (WMA) til Paris, hvor han bosatte sig. Samme år besøgte han København for første gang: »Jeg var ude en aften, fik et par bajere og gik vild i mørket på vejen hjem. Jeg glemmer aldrig den nat. Jeg gik på de der sten, hvor man tydeligt hører sine egne trin ... brosten, hedder de. Og jeg var helt afslappet. Jeg følte ingen angst, og jeg tænkte: Her vil jeg bo«. Nødt til at skrive Seks år senere var Thomas E. Kennedy blevet gift med en dansk medicinstuderende og var flyttet til København. Lægeverdenen blev han ved med at arbejde for, og så skrev han i fritiden. Han blev ved med at tænke på sig selv som forfatter, selv om han aldrig havde fået noget udgivet. I 1981 havde han været forfatter i 20 år uden at få nogle af sine ting trykt. Flere gange havde det været tæt på. Men det var ikke blevet til noget. »Dengang prøvede jeg at holde op. Jeg sagde til min ekskone: »Nu er det nok. Jeg er ved at blive sindssyg af det. Jeg holder op med at skrive, og jeg vil også være fri for alle de bøger«. Jeg så en annonce i avisen indrykket af en mand, som gerne ville købe amerikanske paperbacks. Jeg ringede til ham og fik solgt 400 bøger for 2.000 kroner«. Et halvt år efter blev Thomas E. Kennedy inviteret med, da et antikvariat med bl.a. hans gamle bøger åbnede. »Jeg kikkede mig omkring i butikken og tænkte: Den mand er vel nok litteraturinteresseret. Jeg fik øje på mine egne paperbacks, der nu var til salg for 40-50 kroner stykket. Og så begyndte jeg at købe dem tilbage. Jeg glemmer aldrig den dag. For da blev det klart for mig, at jeg ikke kunne holde op med at skrive«. Fra den dag havde Thomas E. Kennedy ikke længere vanskeligt ved at få udgivet sine ting. Han vidste, hvad han skulle skrive, og hvordan han skulle skrive det. De første 20 dollar »Jeg var kommet igennem«, som han siger. Siden den dag i 1981 har han fået udgivet 14 bøger og fået trykt omkring 100 noveller. Men han husker stadig tydeligt betydningen af at sælge den første novelle, 'The Sins of Generals', som senere kom med i novellesamlingen 'Unreal City': »Det havde været meget svært at blive ved med at tænke på sig selv som forfatter i de 20 år, før jeg solgte noget. Nu stod jeg med de første 20 dollar, jeg havde tjent som forfatter. Jeg var fjernstuderende på en forfatterskole i Vermont, som jeg besøgte et par gange om året«. »En aften gik jeg ind på en bar, hvor der sad to forfattere, serious writers, der har betydet meget for mig. Andre Dubus og Gordon Weaver. Jeg gik hen til dem og sagde: »Jeg har solgt min første novelle for 20 dollar. Og jeg vil tage det som en stor kompliment, hvis I forfattere vil drikke den op med mig««. »Jeg satte mig og spurgte, om jeg egentlig havde ret til at kalde mig forfatter, når jeg kun havde udgivet en enkelt novelle. Gordon Weaver svarede ... det her kan jeg ikke finde ud af sige rigtigt på dansk ... »A writer is one who writes. How much you publish, how much money you earn and how much attention you get as a writer are extralitterary facts. A writer is one for whom writing is the most serious act he knows««. For Thomas E. Kennedy har Gordon Weavers ord været en hjælp i alle årene, der fulgte efter. Han ville bare ønske, at han havde kendt dem i de tyve år, inden han fik udgivet noget. Men det er netop de 20 frustrerende år, som giver passager i hans nye bog ekstra kraft. Bogen hedder 'Realism & Other Illusions' med undertitlen 'Essays on the Craft of Fiction'. Den udkom i USA 1. februar i år, og i den skriver Thomas E. Kennedy et sted: »Selv om de første 20 år var en tid med ekstrem frustration, lærte de mig en essentiel ting: Glæden skal være i selve skrivningen. Ellers er det ikke noget værd«. Ude af sig selv Ordene er i klar forlængelse af noget, Rainer Marie Rilke skrev i 'Breve til en ung digter', som Thomas E. Kennedy anbefaler alle forfatteraspiranter. »I bogen siger Rilke til en ung digter: »Du skal spørge dig selv, om du er nødt til at skrive. Hvis dit svar er nej, så lad være. Men hvis dit svar er ja, så gør det. Og gør det for alvor««. »Det spørgsmål er helt afgørende. Måske skal alle forfattere igennem et punkt, hvor man må sige til sig selv: Det er usandsynligt, at jeg bliver rig af at skrive. Det er usandsynligt, at jeg bliver berømt. Det er usandsynligt, at jeg får noget af det, jeg måske håbede på i begyndelsen. Men måske får jeg noget andet. Noget dybere og vigtigere«. Thomas E. Kennedy giver sine børn en del af æren for, at han fra 1981 kunne skrive ting, som var gode nok til udgivelse. At blive far modnede ham som menneske og forfatter, siger han: »Livet er forvirrende. Vi ved ikke, hvorfor vi er i live, og hvad der sker mellem mennesker. I sidste ende er vi alene. Vi bor i hver vores lille konvolut, vores hud. At skrive og at læse er for mig en måde at prøve at komme igennem til omverdenen. Ikke fordi jeg på forhånd ved, hvad jeg vil sige. Jeg tror, det var Flannery O'Connor, som sagde: »I write to discover what I didn't know I knew«. Når jeg skriver, kommer jeg ud af mig selv, og jeg opdager ting«. Under neonægget I sin nye roman 'Beneath the Neon Egg' er Thomas E. Kennedy bl.a. på opdagelse i den by, hvor han bor. Som dansker er det interessant at læse iagttagelser af København skrevet af en amerikaner, som i øvrigt har oversat en del danske tekster til engelsk. Man kunne tro, at et dansk forlag ville være interesseret i at oversætte newyorkeren, som i USA har fået mange pæne anmeldelser for sine bøger. Men indtil videre har det ikke været tilfældet. »Jeg har heller aldrig virkelig prøvet på at blive oversat. Et par gange har jeg spurgt. Men det er længe siden, og det var måske ikke de rigtige mennesker. Jeg læste for nylig, at I nu også i Danmark skal til at have litterære agenter. Måske skulle jeg prøve på den måde. For det kunne da være sjovt at få noget udgivet på dansk«.