0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En amerikaner i København

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Foto: Thomas Borberg

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ved Sortedamssøen i København bor en 57-årig amerikansk forfatter, som er velanskreven i sit fødeland. I Danmark er Thomas E. Kennedy derimod kun kendt af få, selv om han har boet her i 25 år. Ikke at det trykker ham. Han ved om nogen, at berømmelse skal være uden betydning for en forfatter. Thomas E. Kennedy var forfatter i 20 år, før han fik noget udgivet.

Forfatter blev han allerede som helt ung. 40 år senere kan han stadig tydeligt huske den dag, han besluttede, at han ville være forfatter:

»Jeg var 17 år og læste en novelle af Katherine Mansfield. Den handlede om en ældre dame, som blev virkelig dårligt behandlet. Jeg blev så vred på forfatteren, fordi jeg troede, at hun havde gjort det, hun skrev om. Jeg ville skrive til Katherine Mansfield, at hun måtte holde op med at skrive den slags noveller«.

»Men så læste jeg bag på bogen, at hun havde været død i 40 år eller deromkring. Hvor underligt, at en død person kan bevæge mig på den måde, tænkte jeg ved mig selv. Og så vidste jeg, at jeg selv måtte prøve at skrive«.

I Thomas E. Kennedys lejlighed på 1. sal i Kartoffelrækkerne på Østerbro står en grundigt brugt paperbackudgave af Katherine Mansfields noveller i en af de mange reoler. Her er kunst på væggene og et stereoanlæg, som lige nu er så venligt at spille Miles Davis' 'Kind of Blue'. Men her er især meter efter meter af bøger.

Eller »boer« som Thomas E. Kennedy siger. Han er veluddannet og har altid haft job ved siden af forfattervirksomheden i det kvarte århundrede, han har boet i Danmark. Men sprogligt er han ikke voldsomt bedre assimileret end Henri de Monpezat. Det kniber med ø'erne, og det lyder, som om der ligger en masse amerikanske w'er i baggrunden af hans danske udtale.

Det er ikke noget, han er stolt af. Men det er heller ikke noget, som gør ham diskrimineret, for Thomas E. Kennedy er hvid og stikker ikke nogen i øjnene, når han læner sig ud af det åbne vindue i lejligheden for at nyde synet af »soerne« og Irma-hønen, der punktlig som et ur lægger sine neonæg i det fjerne.

Ikke angst i København
I en kronik i dagbladet Information ved juletid sidste år skrev Thomas E. Kennedy om at være indvandrer i Danmark. Om at være hvid og blive betragtet som en af vor egne i stedet for at være sort og blive set på som fremmed.

Han skrev også om nogle af de ting, han holder af ved Danmark. Som for eksempel de mørke vintermåneder, »hvor danskerne tænder lys over det hele«. Også samfundssystemet værdsætter amerikaneren, som indtil for fem år siden var dansk gift og har to voksne børn, der begge læser på universitetet i København:

»Jeg kan huske første gang, jeg fik en lønseddel i Danmark. Jeg kiggede på den og undrede mig over al den skat, man betaler her. Min svigerfar trak mig til side og sagde: »Du skal ikke se på det papir. Du skal kigge dig omkring og spørge dig selv, om du har det godt. Bor du godt? Spiser du godt? Har din familie det godt?«.

Det var et godt råd, for jeg får så meget for de penge, jeg betaler i skat i Danmark. I USA ville det f.eks. koste mig et par hundrede tusinde kroner om året at sende et barn på universitet«.

Skud på Manhattan
Det var nu ikke beskatningen, som oprindelig gav Thomas E. Kennedy lyst til at bo i Danmark. Han er vokset op i New York, og han boede på Lower East Side, Manhattan, i begyndelsen af 1970'erne, hvor byen og specifikt den bydel var ubehagelig:

»Jeg havde på det tidspunkt en norsk kæreste, der også boede på Lower East Side. Hun havde en søn på fem år. En dag truede en af hendes naboer med at dræbe hende, fordi hendes vandhane dryppede. Hun var ikke bange for ham - det er min erfaring, at nordmænd ikke er bange for noget«.

»Men dagen efter kom han tilbage. Med et gevær. Han skød fem- seks gange gennem døren, og det var et mirakel, at hverken min kæreste eller hendes søn blev ramt. Jeg var ikke til stede. Men da jeg så skudhullerne, besluttede jeg mig for at flytte. Væk fra New York«.

På det tidspunkt havde Thomas E. Kennedy været forfatter i nogle år, selv om han ikke havde fået noget udgivet. Han levede af at skrive for lægeorganisationer, og i 1972 fik han mulighed for at flytte sit arbejde for Verdens Lægeforening (WMA) til Paris, hvor han bosatte sig. Samme år besøgte han København for første gang:

»Jeg var ude en aften, fik et par bajere og gik vild i mørket på vejen hjem. Jeg glemmer aldrig den nat. Jeg gik på de der sten, hvor man tydeligt hører sine egne trin ... brosten, hedder de. Og jeg var helt afslappet. Jeg følte ingen angst, og jeg tænkte: Her vil jeg bo«.

Nødt til at skrive
Seks år senere var Thomas E. Kennedy blevet gift med en dansk medicinstuderende og var flyttet til København. Lægeverdenen blev han ved med at arbejde for, og så skrev han i fritiden. Han blev ved med at tænke på sig selv som forfatter, selv om han aldrig havde fået noget udgivet.

I 1981 havde han været forfatter i 20 år uden at få nogle af sine ting trykt. Flere gange havde det været tæt på. Men det var ikke blevet til noget.

»Dengang prøvede jeg at holde op. Jeg sagde til min ekskone: »Nu er det nok. Jeg er ved at blive sindssyg af det. Jeg holder op med at skrive, og jeg vil også være fri for alle de bøger«. Jeg så en annonce i avisen indrykket af en mand, som gerne ville købe amerikanske paperbacks. Jeg ringede til ham og fik solgt 400 bøger for 2.000 kroner«.

Et halvt år efter blev Thomas E. Kennedy inviteret med, da et antikvariat med bl.a. hans gamle bøger åbnede.

»Jeg kikkede mig omkring i butikken og tænkte: Den mand er vel nok litteraturinteresseret. Jeg fik øje på mine egne paperbacks, der nu var til salg for 40-50 kroner stykket. Og så begyndte jeg at købe dem