Roy Jacobsen nåede at kende sin svigerfar i ti år. Alligevel nåede den norske forfatter aldrig at høre ham fortælle om sin tid i den franske hær omkring 1940, om sine lidelser som tvangsudskrevet soldat i den tyske hær ved Østfronten i over tre år eller om sin bitterhed over at blive sendt to år i allieret fangelejr i Skotland, hvorfra han vendte tilbage som en olding med snehvidt hår - som 28-årig. Roy Jacobsen hørte kun svigerfaderen tale i tekniske vendinger om de våbentyper, han havde benyttet, og om de bilmærker, de forskellige hære havde haft til rådighed. Ikke et ord om kampene ved fronten eller pinen ved at have fået sit liv ødelagt. Alt det holdt han for sig selv. Og på den måde lignede svigerfaren alle de andre i Ardennerne, det bjergrige område i det østlige Belgien. Angreb landsmænd »Han hadede alt, hvad der var tysk, og når hans døtre åbnede for Radio Luxembourg, hvor de talte engelsk, truede han med at smadre radioen. Han hadede dem alle, og han blev skovarbejder, så han kunne få lov at gå helt for sig selv«, fortæller Roy Jacobsen. Langsomt begyndte han at forstå, hvorfor ingen skønlitterær forfatter i Belgien eller Luxembourg hidtil havde ønsket at skrive historien om, hvad det gør ved folk, når de bor i et område af Europa, hvor mændene i næsten hver generation risikerer at stå som soldater i en hær, der på et tidspunkt går til angreb på deres egne landsmænd. Roy Jacobsen begyndte at forstå, at der måske skulle en udlænding til at skrive denne del af historien om Anden Verdenskrig. Måske endda en nordmand. »Jeg kan godt lide den del af historien, der ikke er den officielle historieskrivning. Jeg er jo - som også mange danskere er - vokset op med heltehistorierne om Anden Verdenskrig. At det var os, der vandt krigen, og at vi hele tiden var på den rigtige side og kæmpede mod nazisterne«. »Bagefter kunne vi hejse flaget og juble. I Belgien og området omkring Ardennerne blev mændene fra 16 år og opefter tvangsudskrevet til den tyske hær og havnede bagefter i krigsfangelejre«, fortæller Roy Jacobsen. Han er netop nu aktuel på dansk med sin roman 'Grænser', som er en historie om Ardennerne, men samtidig en historie om tyske soldaters oplevelser ved slaget om Stalingrad. Samtidig er det en roman, der lige så godt kunne have heddet 'kunsten at overleve'. En soldat vælger at spille blind resten af livet efter slaget ved Stalingrad, andre fortrænger livets realiteter og atter andre giver bare slip på alle moralbegreber og vælger de nemmeste løsninger i situationen, også forræderiet, hvis det er det, der skal til. Granatsplinter i træerne »Min ambition med 'Grænser' er selvfølgelig at fortælle den historie, jeg har fået serveret på et fad. Om Ardennerne, hvor man altid kommer i den forkerte hær, og hvor hærchefer altid sender deres tropper igennem dette ellers så idylliske og fredelige hjørne af Europa. Derudover er ambitionen vel at fortælle, hvor mærkelig krig egentlig er. Hvordan der bliver vendt op og ned på alting under en krig. Hvordan mentaliteten ændrer sig. »Jeg har aldrig selv oplevet en krig, så jeg kan ikke skrive dirty realism fra skyttegravene, men jeg kan fortælle, hvad folk har talt med hinanden om under krigen, hvordan de har overlevet«, siger Roy Jacobsen. Han har boet seks-syv år i Belgien og har der haft masser af samtaler med folk, der har oplevet Anden Verdenskrig. Enten hjemme i landsbyen eller ved fronten et sted i Europa. I dag bor forfatteren i Norge sammen med sin belgiske hustru, men i 1975 boede han i Ardennerne. »Dengang skulle vi gå rundt med metaldetektorer, hvis vi skulle fælde træer, som var mere end 30 år gamle. Samtlige træer havde granatsplinter i stammerne, og inde midt i skoven var der massevis af cirkelrunde vandhuller, som var blevet skabt af granatnedslag«, siger forfatteren. Selv siger han, at han også ser sin roman som en historie om identitet. Et spørgsmål, som er sært påtrængende i Ardennerne, hvor alle - sådan bare for en sikkerheds skyld - kan tre sprog, fordi man nu engang bor i et hjørne af Europa, hvor de store naboer næsten altid har sat dagsordenen. Hader norsk selvgodhed Hvis man tænker lidt skandinavisk, kunne det godt lyde, som om den tidligere EU-modstander Roy Jacobsen også har haft sine norske landsmænd i tankerne, da han skrev om de krigsplagede folk i Ardennerne, og det er da heller ikke helt ved siden af. »Jeg har aldrig brudt mig om traditionel politisk litteratur, for den bliver ofte så banal, men et eller andet sted er al litteratur jo politisk, hvis man beskæftiger sig med historien. Selv er jeg vældig lidt nationalistisk, og det skyldes vel, at jeg har boet forskellige steder i verden. Jeg har boet i Japan, i USA og i længere perioder i Belgien«. »Jeg går ikke ind for EU, fordi jeg er en begejstret unionstilhænger, men det er national arrogance at holde sig udenfor, og vi kan jo kun holde os ude, fordi vi er så rige. Det er uetisk«. »Men hvis man har fulgt bare lidt med i norsk EU-debat, ved man, at der i Norge kun eksisterer to slags mennesker. Nordmænd og udlændinge. Og når nordmænd diskuterer kvaliteten af et eller andet, eksempelvis mad eller vand eller mentaliteten, så siger de, at de ikke vil have europæiske tilstande i Norge, som om Norge altid har noget, der er bedre«. »Folk tror eksempelvis, at Norge har et godt skolevæsen, men sagen er, at det i dag ligger som nummer 132 i verden. Der findes en ekstrem selvgodhed i Norge, som jeg er i hård opposition til«, siger Roy Jacobsen. Efter denne svada mod nordmændene kan det nærmest lyde ironisk at fortælle, at hans store roman om udviklingen af det moderne Norge bar titlen 'Sejrherrerne', da den udkom for efterhånden ti år siden. 'Sejrherrerne' blev Roy Jacobsens helt store gennembrud. Den solgte i 200.000 eksemplarer i Norge og blev oversat til flere sprog. Den skaffede forfatteren hus og bil og sørgede for, at han blev gældfri. Sortklædte unge forfattere »Året efter skrev jeg metaromanen 'Fatamorgana' og satte alle mine læsere til igen«, siger Roy Jacobsen med et stort grin. Siden har han langsomt, men sikkert halet læserne til sig igen, og med 'Grænser' når han igen ud til et internationalt publikum. Bogen har fået flot kritik i Holland, og den udkommer i Tyskland næste år. Når man spørger Roy Jacobsen, hvad der har fået et tysk forlag til at købe en norsk bog om den tyske hær, siger han: »Tyskerne er vældig politisk korrekte, og det er vel en historisk skæbne for dem. De reagerer instinktivt, hvis de ser en venlig tysk soldat eller en sympatisk tysk officer, hvis en sådan skulle findes. Deres identitet består jo i høj grad af, hvordan de håndterede tiden efter krigen, Stunde Nul, og der var jo ingen vej udenom«. »Tyskland måtte, som historiens største synder, bare lægge sig helt ned på ryggen. Overgivelse, både fysisk og mentalt i årevis, og jeg tror ikke, at nogen tysk forfatter eller intellektuel i 1940'erne, 1950'erne eller 1960'erne kunne begynde at skrive nuanceret om krigen«, siger Roy Jacobsen. Selv er han på vej til - igen - at skifte spor som forfatter. Efter en stor socialt engageret roman om Norge, derefter metaromanen 'Fatamorgana', flere novellesamlinger og romanen om Anden Verdenskrig er han nu i gang med en roman, der foregår i middelalderen, og han kan ikke tage sig af, hvorvidt han har fat i et stof, som norske forlæggere brænder for at udgive. »De vil jo helst have sortklædte unge fra middelklassen, der går rundt i gader-ne og siger noget, som ingen forstår«, siger Roy Jacobsen.