0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mord på alle hylder

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et nyt billede af Danmark er på vej. Det vokser frem mellem reolerne i en lille antikvarboghandel på Alhambravej på Frederiksberg, hvor indehaveren - en tidligere politimand - deler sit liv mellem bøgerne og de private detektivopgaver, ligesom han forsøger at dele sol og vind lige, når det gælder dagens omsætning - lidt til det klingende kasseapparat og lidt til den stumme, men rummelige papkasse under disken.

Vi befinder os i Andersens Antikvariat, og flittige læsere af danske krimier og avisernes litteratursider vil efterhånden vide, at indehaveren hedder Erik Andersen, og det er hans liv mellem bøger og forbrydere, vi som læsere er blevet præsenteret for i de foreløbig tre kritikerroste krimier, som forfatteren og journalisten Niels Lillelund har skrevet.

»Min ambition med bøgerne om Erik Andersen er for det første at skrive nogle gode krimier, men derudover vil jeg da gerne have, at bøgerne også tegner Erik Andersens danmarksbillede«, siger 36-årige Niels Lillelund.

Det første udsnit tegnede han i 1999 i debutromanen 'Rouletten', hvori han trak på sine egne erfaringer som croupier på Casino Copenhagen, og siden rullede han managementkonsulenternes miljø ud i opfølgeren 'Besat til anden side'.

Også her trak han på egne, om end korte, erfaringer i det private erhvervsliv. I den nye roman 'Den amerikanske samler', som Thomas Harder roste her i avisen for nylig, fortæller Lillelund og Andersen i fællesskab om mennesker, der er så bidt af Søren Kierkegaard og sjældne bøger, at de er parate til at slå ihjel for at få fat i de rigtige udgaver.

Eksempelvis for en bog, hvori Kierkegaard skal have afleveret en personlig dedikation til H.C. Andersen.

»Jeg var i gang med at skrive, da Joakim Garffs Kierkegaard-biografi 'SAK' udkom, så ideen kom et helt andet sted fra. Jeg forestillede mig, at forholdet mellem Kierkegaard og H. C. Andersen måtte have skabt nogle interessante klenodier«, siger Lillelund.

Han læste bl.a. i et tidsskrift, der specielt handler om H.C. Andersen, og her fandt han en artikel om særlige boggaver, hvori en mand skrev: »Jeg ved ikke, hvor bogen er i dag, men jeg ville utrolig gerne eje den««.

»Da jeg så det, tænkte jeg: Ja, det er ham, jeg skal skrive om. Jeg tænkte, at en bog fra Kierkegaard til Andersen måtte være noget, der kunne vække en samlermani, og der findes jo faktisk folk, der forsøger at samle netop det bibliotek, Kierkegaard havde«.

Krimikærlighed
Niels Lillelund er cand.mag. med hovedfag i dansk, så selvfølgelig har han slugt sin del af den danske skønlitteratur, hvad man heller ikke er i tvivl om, når man ser de tusindvis af bøger, der fylder stuevæggene i huset på Poul Møllers Vej på Frederiksberg.

»Jeg har selv en rem af huden, når det gælder om at samle bøger, men for mit vedkommende er der nu mere tale om en ophobning end om en samling«.

»Jeg synes, det er fascinerende at skrive om samlermanien, fordi der jo går en hårfin grænse mellem at være samler og at være tyv - eller det, der er værre«, siger Lillelund og begynder at citere fra Gustav Wieds Knagsted, hvor en af mændene, samleren fra det pæne borgerskab, tydeligvis har neglet et af sine yndlingsklenodier.

For Lillelund selv er det krimierne, der har hans store kærlighed. Ikke kun som bogophobning, men også som lystlæsning.

»Dér har jeg fundet de bedste historier, og det er desuden en genre, der har bevaret en uudtalt kontrakt med læserne om, at der skal ske noget. Der skal være en historie. Det er også derfor, en forfatter som Tom Wolfe er et af mine store idoler«, siger han med henvisning til den amerikanske forfatter og journalist, som ganske vist ikke skriver krimier, men som i dén grad fortæller historier fra virkelighedens verden.

Som forfatter synes Niels Lillelund, at krimigenren rummer uanede muligheder for at fortælle gode historier, og derfor irriterer det ham også voldsomt, at en del succesrige krimiforfattere begynder at skrive anderledes, når de først har opnået succes.

»Som om det ikke var nok at være verdens bedste krimiforfatter eller nok at være John le Carré«, siger Niels Lillelund.

Den svenske arv
At han mener, det må være mere end rigeligt at være f.eks. John le Carré, fremgår tydeligt af den række af thrillermesterens bøger, han har stående hjemme i reolen, og Lillelund gør heller ingen hemmelighed af, at det er i Storbritannien og USA, han henter sin lyslæsning hos så forskellige forfattere som Lawrence Block, Dorothy Sayers, Raymond Chandler, Colin Dexter og Michael Connelly.

Navnene falder uden betænkningstid, hvorimod der opstår en nærmest larmende tavshed, hvis man beder ham om at nævne danske krimier, han har lyst til at læse.

»Altså, der er meget langt mellem snapsene i Danmark«, siger Niels Lillelund, og med et stort grin sætter han hænderne op som en megafon for munden og siger helt tæt på båndoptageren:

»Må jeg ikke hellere sige noget om den skandinaviske krimi, der har en arv fra Sjöwall og Wahlöö, og arven er den politiske korrekthed. Den er ødelæggende i litteraturen, især hvis du vil skrive realistiske romaner, hvor du vil have virkeligheden til at passe ind i et glansbillede af, hvordan tingene nok er«.

»Jeg kan give et meget tydeligt eksempel, hvis der er tale om en dansk eller svensk krimi: Hvis der optræder en flygtning eller en person med en anden etnisk baggrund, kan du være sikker på, at vedkommende er offer. Sådan er det ikke i virkeligheden. Nærmest tværtimod«.

»Det andet problem i skandinaviske krimier er denne dyrkelse af dagligdagen. Folk er ustandselig ude i køkkenet for at smøre leverpostejmadder og drikke skummetmælk, og det er ufattelig kedeligt. Det har noget med velfærdssamfundet at gøre. Det amerikanske samfund er simpelthen mere råt og egner sig derfor bedre som bagtæppe for krimier«, siger Niels Lillelund.

En læreproces
Han har selv flyttet en del af handlingen i sin seneste bog til New York, hvor Erik Andersen graver en fjern slægtning til Søren Kierkegaard op, inden han møder en både vanvittig og vanvittig rig samler - 'den amerikanske samler'.

Politikens anmelder Thomas Harder har taget positivt mod den nye, danske krimiforfatter fra første bog, og i tirsdagsavisen konkluderede han, at Lillelund stadig skriver bedre og mere originalt end flertallet af de udenlandske krimiforfattere, Harder plejer at anmelde. Anmeldelser af den type har forfatteren selvsagt intet imod, men han erkender også, at de første bøger for ham har været en læreproces.

»Jeg havde ikke skrevet fiktion, før jeg begyndte at skrive 'Rouletten'. Jo, engang i niende klasse skrev jeg en novelle, som jeg sendte ind til en konkurrence, uden at der skete noget ved det«.

»Jeg begyndte at skrive 'Rouletten' i 1990, da jeg havde arbejdet et stykke tid på Casino Copenhagen. Jeg tog et job som croupier, da jeg var færdig med mine studier, fordi jeg tænkte, at det kunne være sidste chance for at prøve noget andet, inden jeg måske skulle være gymnasielærer«.

.Jeg kom fra det beskyttede miljø på universitetet, og pludselig skulle jeg ind ad bagindgangen på Hotel Scandinavia, så det var en forholdsvis brutal overgang. Det gav mig samtidig et indblik i en helt anden verden, og derfor fik jeg ideen om, at det måske kunne bruges til en roman«.

»Jeg begyndte at skrive på den, men den endte i skuffen og blev i virkeligheden først skrevet færdig otte år senere. I dag synes jeg selv, den bærer præg af at være en debut«.

»Når man skriver sin første bog, har man virkelig fornemmelsen af, at 'nu skriver jeg MIN ROMAN', og man synes, at det hele skal med. Allerede ved nummer to fik jeg et mere professionelt forhold til bøgerne, forstået på den måde, at jeg ikke ville fortælle det hele, men kun brudstykker af historien, for man skal jo netop ikke fortælle det hele«.

»Hemmeligheden ved at kede er jo, som nogen har sagt, at man fortæller det hele«, siger Niels Lillelund.

Han er allerede så småt gået i gang med roman nummer fire om Erik Andersen, men han har ikke i dag noget bud på, hvor lang eller kort krimiserien skal være. Indtil videre forsøger han at skrive sine romaner, samtidig med at han arbejder som journalist, og drømmen om at skrive en stor, bred og realistisk roman må vente, indtil han får mere sammenhængende tid, end han har i dag.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere