Det danske landskab var barsk og koldt, da isen trak sig tilbage omkring 13.000 år f. Kr., men de åbne, tundralignende vidder og det rige dyreliv med harer, ræve, ulve, rensdyr og et væld af fugle tiltrak jægere sydfra, og de blev de første indbyggere i det, vi i dag kalder Danmark. Museumsinspektør Jørgen Jensen fra Nationalmuseet udgiver tirsdag det første af fire store bind om oldtidens historie, og der er på mange måder tale om et brud i forhold til tidligere, ofte romantiske forestillinger om den danske æt udrundet af en fælles stamme. »De første mennesker i Danmark var indvandrere, og de var blot de første i en række af mennesker, som i hele vores lands historie er kommet til Danmark. De var ikke danskere, for Danmark som land og stat blev først en realitet langt senere, men de kom sammen med andre tilflyttere over årtusinderne til at udgøre den gruppe, vi er i dag«. »Og i dag kalder jeg folk, der bor i Danmark, for danskere, selvom det nok ikke er en definition, fremmedpolitiet bryder sig om«, kommer det fra Jørgen Jensen med et underfundigt glimt i øjet. Historien om de første mennesker i oldtidens Danmark er også beretningen om samfund, som hele tiden er under påvirkning udefra. Nogle gange går det hurtigt. Andre gange er påvirkningerne udefra længe om at bryde igennem. »Vi havde for eksempel et landbrugssamfund liggende lige syd for os i over 1.000 år. Men det trængte ikke op til os i alle disse år. Vi ved ikke hundrede procent sikkert hvorfor, men en af forklaringerne kan være, at vi ikke havde brug for de produkter, et landbrugssamfund fremstillede«. »De blev betragtet som en form for luksus i det danske jægersamfund, men da de sociale forhold ændrede sig, da det at besidde luksus også betød at have magt, kom landbruget også til Danmark over en længere periode«, forklarer Jørgen Jensen. Kvinderne i baggrunden Det er blot en af flere nye teser i bogen, og Jørgen Jensen indrømmer, at der er tale om en tese. For arkæologerne er i modsætning til historikerne, som har skriftlige kilder, nødt til at fortolke det materiale, de har. Det gælder, når de udgraver fundamenterne til et hus, finder dele af en klinet væg og stumper af noget, som kan være et tag. Så gælder det om med udgangspunkt i dimensioner, materialer, tidligere erfaringer og forsøg som i oldtidsbyen i Lejre at forestille sig huset. »Det samme gælder menneskelige relationer. Vi ved intet om, hvad oldtidens mennesker følte. Vi ved, at de i det store og hele lignede os, men de var kortere, havde gigt og mange andre sygdomme og døde omkring de 40 år«. »Der var også en stor børnedødelighed, og ved at sammenligne med samfund, hvor livsvilkårene på nogle områder ligner oldtidens, for eksempel hvad angår børnedødelighed, kan vi godt forestille os, at oldtidens forældre sørgede lige så meget over et dødt barn, som vi gør i dag«. »Vi ved heller ikke ret meget om kvinder og børn. Børnene finder vi ikke i gravene, og der er kun i begrænset omfang kvinder. Så hvad er der sket med de øvrige kvinder? Det er uvist, men vi kan samtidig konstatere, at oldtidens samfund var et mandssamfund, og at det også var et stærkt hierarkisk samfund. Det kan vi se på fundene og de langhuse på op til 50 meter, som er udgravet. Det var ikke helt almindelige børnefamilier, som boede der«, siger Jørgen Jensen. De gik mod nord Han har afleveret manuskriptet til bind to, og hele værket vil være afsluttet i 2003. Det er den første store, samlede fremstilling af den danske oldtid siden Johannes Brøndsteds store værk, som kom i 1940'erne, og Jørgen Jensen skriver med en solid ballast. Han har i mange år organiseret udstillinger om Danmarks oldtid på Nationalmuseet og skrevet flere bøger om oldtiden og museumsvæsen, herunder bind 1 i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie. »Jeg fik netop lyst til at samle denne viden til en fortælling om vores fortid, og lysten blev styrket af den interesse, jeg mærker for historien. Jeg er uenig med dem, som taler om manglende interesse for historie. Den er måske ikke så synlig, men den er der, hvilket vi kan konstatere her på museet og på den store læserskare for et tidsskrift som Skalk«. Derfor satte Jørgen Jensen sig for tre år siden ned og gik i gang med fortællingen om jægeren, der vandrede nordpå. Og hvorfor gjorde han så det, for der var både koldt og vådt. »Ja, man kan stille sig spørgsmålet, hvordan de klarede sig på den permanent fugtige jord uden gummistøvler. Men de havde jo også gigt alle sammen. Nå, men mere alvorligt så er min tolkning, at de første jægere i Danmark var folk, som blev drevet hertil for at finde nye muligheder«. »Jeg tror, der i menneskets genetiske arv ligger en viden om, at det kan føre til undergang, hvis man hager sig fast et bestemt sted. Derfor var der jægere, der bevægede sig mod nord, og derfor er historien i det hele taget præget af menneskenes vandringer«, siger han. Økologiske katastrofer Jægerne valgte ikke den nemme løsning. Nok blev klimaet mildere i Danmark, og i flere af de smukke naturskildringer, som går igennem bogen og bærer den ligesom forfatterens kærlighed til Danmark, fortæller Jørgen Jensen om et Danmark rigt på planter, træer og dyr, som bliver føde for jægerne. Men der er også tilbagefald og økologiske katastrofer som klimaændringerne omkring 9500 f. Kr., hvor den årlige gennemsnitstemperatur steg med mindst seks til syv grader over knap 30 år. Det var ændringer i havstrømmene i oceanerne, som forårsagede forandringerne, og de enorme vandmasser fra en issø ved bjerget Billingen i Västergötland i Sverige flåede i bogstaveligste forstand hele det sydlige Skandinavien sønder og sammen. Denne økologiske katastrofe fandt sted omkring 9570 f. Kr., viser kombinerede naturvidenskabelige undersøgelser. Sydskandinavien fik et nyt udseende, nyt klima og ny bevoksning. På en generation blev klimaet forvandlet fra et arktisk til et tempereret klima. Den åbne tundra blev erstattet med birkeskov, fyr, asp og enebær. »Istiden var forbi, den mellemistid, vi lever i endnu i dag, var begyndt, fortæller Jørgen Jensen. Den ældste dansker Igen formåede menneskene at tilpasse sig. Gennem to årtusinder søgte Maglemosejægerne, som vi kalder dem, deres udkomme i skove og ved kysterne, hvor de jagede og fiskede urokser, elsdyr, bjørne og bævere og i søerne fandt ferskvandsfisk. »Det var et hårdt liv, men vi kan af knoglerne se, at de ikke led af fejl- eller underernæring. Kødet blev kombineret med planter, og Maglemosefolket levede sundt«, siger Jørgen Jensen. Det er fra denne civilisation, vi har den først kendte dansker. Hun var en kvinde og blev fundet i 1941 i en mose ved Koelbjerg nær Vissenbjerg på Fyn. Hun er sandsynligvis druknet, for hun blev fundet på omkring tre meters dybde. Knoglerne kan ved hjælp af den såkaldte kulstof 14-metode dateres til cirka 8000 f. Kr. Hvordan så hun så ud ? At dømme efter lårbenet var den cirka 25-årige kvinde kun 155 cm høj. Hun havde kraftige øjenbrynsbuer, brede kindben og et fremspringende mundparti med stærkt udviklede tyggemuskler og slidte tænder. Hun var kødspiser - og havde haft runde kinder. Men vi kender ikke hendes hårfarve, og vi får aldrig noget at vide om hendes tanker. Revolution med landbrug Omkring 4000 slog agerbruget igennem og skabte en af de største og mest afgørende forandringer i danskernes historie. »Der var ingen egentlig begrundelse for det, og jeg tror ikke på den tidligere teori om, at indvandrere fra syd bragte landbruget med sig. Men der var igennem 1.000 år kontakter mellem agerbrugerne i syd og jæger- fiskerfolkene i nord, og man udvekslede gaver, og nogle af gaverne fra syd har muligvis været noget af det, de producerede i deres brug«. »Det var ren luksus for jægerne i nord, og prestige- og luksusvarer spillede en stor rolle - som i dag. Og jo flere man kunne skaffe sig, desto større prestige, og ud af dette sociale pres for flere luksusvarer opstår agerbruget. Så indførelsen af landbruget var en kombination af handel og social dynamik«, mener Jørgen Jensen. Senere blev landbrugsvarerne den basale føde for befolkningen, men igen gik det langsomt. Landbruget var over 500 år om at vinde fodfæste, men det vandt langsomt ind på landets skove, og landets natur blev igen forandret. Landskaberne blev også præget af de store gravmonumenter, der både fungerede som et led i en kult af forfædrene, men som også var med til at samle gruppen omkring en fælles opgave og den fælles dyrkelse. »Vi er nu i en situation, hvor befolkningen har overskud. Man har beregnet, at der til opførelsen af nogle af de største gravmonumenter er gået ikke mindre end 10.000 arbejdstimer. Igen kommer spørgsmålet: Hvorfor gjorde de det, og det er der givet mange svar på, men jeg mener, at der var tale om en form for begravelsesritual«. »Jættestuerne var en form for samlingspladser, hvor de overlevende splittede knoglerne ad for at sidde med forfædrenes rene, hvide knogler. De havde et tabubelagt forhold til døden, men det var anderledes end vores«, mener Jørgen Jensen. Nord og syd Hele denne kultur udfoldede sig ikke alene i periferien, men i margenen af det centrum, som Middelhavsområdet udgjorde, fastslår Jørgen Jensen. »Men al udvikling kom ikke fra de store civilisationer, selvom Danmark langtfra var isoleret. Periferi- og margenkulturen udviklede egne særtræk, og spørgsmålet om påvirkninger er i det hele taget meget kompliceret«, siger han. Jørgen Jensen tilføjer, at bykulturen også var længe om at komme til Danmark, selvom den eksisterede syd for Danmark og var kendt her. Men her havde den aristokratiske krigerkultur ikke brug for byer. De betydningsfulde familier klarede selv en række af de funktioner, byerne havde andre steder. »Senere slog påvirkningerne sydfra stærkt igennem, men hele oldtiden igennem er der forbindelser og kontakter mellem nord og syd, og det er vigtigt at se vores tidligste historie også i det lys«, understreger Jørgen Jensen.