I den lille lejlighed på Østerbro findes ingen fælles anskaffelser fra 30 års samliv. For da Annette Engell forlod sin mand, tog hun kun de møbler med sig, hun selv havde bragt med sig ind i ægteskabet. Ting, der stammer fra hendes forældres hjem. Eller ting, hun selv har købt og betalt. Som en student overlever hun fra dag til dag. Når huslejen og skatten er betalt, er der ikke meget tilbage. »Jeg har mistet fornemmelsen af sikkerhed«, siger hun. »Her står jeg - afklædt som en træt, halvgammel kone på 55 år, der ikke bare kan gå ud og skabe sig en ny karriere. Man bliver stemplet: 'Hun har bare været sin mands kone'. Ingen ser din hjerne, din styrke og din baggrund. Man ser kun kone-billedet. Og måske ser konen sur ud. Det billede bliver man solgt på«. Det engellske ægteskab og dets forlis er blevet offentlig ejendom. Da Annette Engell efter 13 år i helvede omsider besluttede at smække med døren, skrev hun en regning til sin eksmand - Hans Engell, tidligere konservativ partileder, forsvars- og justitsminister og nuværende chefredaktør for Ekstra Bladet. Bogen 'Utro, håb og kærlighed' blev en bestseller. Den rejste også en mediestorm. For kan man nu det? »Jeg blev beskyldt for at hænge mit beskidte vasketøj til tørre. Men det var ikke mig, der havde snavset det til«, siger hun. »Jeg har ikke fortrudt bogen. Jeg har kun fortrudt, at jeg blev i mit ægteskab for længe«. Et hul i verden Ni måneder efter bogen og bruddet ser hun sig selv som en kloning af 'Palle alene i verden' og 'Den uartige Caroline'. Skufferne bugner med breve fra kvinder, der har genkendt deres egen historie i den gruelige beretning. Hun holder foredrag om, hvordan man tager sig sammen til at komme ud af et dårligt ægteskab. Hun er på vej ind i politik som kandidat for Venstre til det kommende kommunalvalg. Men mest af alt kæmper hun for det daglige brød. »Jeg er opdraget til at knokle. Man sætter sig selv i skyggen og tænker: 'En dag bliver det min tur. Hvis bare jeg er sød og rar, skal det hele nok gå. Så kan jeg være sikker på at ældes med ynde'«. »Men en dag måtte jeg se i øjnene, at det var mig, der måtte handle. En fornuftig løsning var ikke mulig. Men hvor skulle jeg gå hen? Rædslen og tomheden åbnede sig som et hul i verden«. »For det er jo ikke bare en mand, man forlader. Man går også fra sit hjem og den fælles omgangskreds. Hele det sociale liv, man har bygget op i årtier, forsvinder med et slag. Naboerne, præsten, lægen, de andre børns forældre, de lokale butikker og de gamle kolleger fra det rengøringsjob, jeg i lange perioder havde i Teknisk Forvaltning. Alt det mistede jeg. Tilbage var kun rynkerne og visheden om at være alene i en barsk verden«. Ægteskabet havde været et teamwork. Det var planen fra starten, at én karriere var nok. Og i masser af år fungerede det fint. Det var godt for både ægteskabet, børnene og hende selv, at mor gik derhjemme. Men i dag fortryder hun, at hun ikke koncentrerede sin energi, sin viden og sine evner om en målrettet karriere. De uddannelser, hun tog ved siden af arbejdet i hjemmet, førte ikke rigtig til noget. Fordi hun manglede modet og overskuddet. »Jeg kan ikke tale for alle kvinder. Heldigvis er det kun en lille procentdel, som lever i forhold, hvor man trækkes ned: 'Lad nu være, ti nu stille og jeg skal nok ...'. Alle de forholdsregler, som gør kvinden mere og mere isoleret og afhængig af dette ene menneske«. Mandighed og magt »Men der er ikke lighed på skilsmissefronten. Utroligt mange kvinder kommer i klemme efter en skilsmisse. I erhvervslivet er det stadig kvinderne, der har de 'små' job. Det er kvinderne, der tager barselsorloven og børnenes sygedage«. »Det er kvinderne, der bliver den svage part, både når det gælder pensioner og livsmuligheder. Men manden fortsætter bare sin karriere. Privatlivet er smadret, men selv får han ikke en skramme. Han holder bare fast i sit daglige liv«. »En midaldrende mand har det på mange måder nemmere efter en skilsmisse. Selv om han er lidt overvægtig og halvskaldet, er det, som om han bare bliver mere 'mandig'. Han har sin magt, sin indflydelse og har ikke svært ved at score yngre damer«. »Men den midaldrende kvinde bliver sjældent kønnere og kønnere. Alderen sætter sine spor, når man er omkring de 50 år. Men man bliver stadig vurderet på sit udseende«. »Det har været hårdt. Men der er jo ikke noget at gøre ved det. Jeg føler mig sund og rask. Men jeg ville da gerne have et andet ansigt«. »Man har ventet og ventet, stået til rådighed, været til behag og taget hensyn til ham, som havde den store karriere. Men hvis indsatsen ikke værdsættes, bliver man lidt grå. Man blomstrer ikke så meget, når der mangler ros, kærtegn og opbakning«. Et testamente Hun føler sig ikke som Fay Weldons hundjævel - selv om tanken frister. Hun siger, at hendes bog simpelt hen er et testamente fra en kvinde, der har været ydmyget i det offentlige rum. En ærlig bog om et ægteskab og en forklaring fra denne 'mærkelige kvinde, som blev mere og mere ked af det'. »Jeg mener jo stadig, at bogen hverken er hævngerrig eller bitter. For jeg har ikke skrevet det hele. De daglige trakasserier og idiotier har jeg udeladt. Jeg lægger jo heller ikke skjul på, at der var masser af gode ting i det ægteskab. Fantastiske oplevelser, hyggelige skovture og glødende samtaler til langt ud på natten. Og jeg vil ikke ynkes, for jeg har selv været med hele vejen«. »Folk har angrebet mig for at skrive bogen. Men ingen har spurgt: 'Hvorfor opførte denne mand sig ikke ordentligt? Hvorfor bad han ikke om skilsmisse, hvis jeg virkelig var så håbløs? Og hvorfor hjalp han ikke sin kone med at finde en bolig, som hun kunne betale?' Jeg forstår ikke, at jeg ikke må afsløre det. Min tilværelse er jo blevet brugt. Jeg får ikke årene tilbage, og det er for sent at ændre signaler«. »Når man er et politisk magtmenneske, må man forvente også at blive dømt på karakteren og personligheden. Ingen undslipper. Det ved de amerikanske præsidenter«. Servicemodulerne Annette Engell opfatter sig som talskvinde for tusinder af tavse kvinder, der bruger en stor del af tilværelsen på at bakke en succesrig mand op. Bogen var en opfordring til at tænke lidt mere på konen derhjemme. Og en advarsel til kvinderne om ikke at blive for længe i et håbløst ægteskab. »På Christiansborg er der utroligt mange skilsmisser. En nyvalgt politiker dukker op med sin kone. Man når lige at hilse på hende. Og vupti - ud ryger hun til højre, og ind kommer der en ny smart kone fra venstre«. »Mit hjerte græder for de koner, der pludselig 'dør' og forsvinder. For disse kvinder er oven i købet vidne til mandens nye lykke i offentligheden. Man holder jo ikke op med at læse aviser eller se fjernsyn, fordi man bliver skilt«. »I årevis gik vi derhjemme som servicemoduler. Vi bakkede op på de første svære trin. Vi støttede, lyttede og gav inspiration. Helt dumme er vi jo ikke alle sammen. Vi har ydet vores bidrag til den succes, manden senere kan baske sig i«. »Man kan vælge at finde sig i manden. Eller man kan slå i bordet. Men så kommer man også ganske nøgen ud af ægteskabet, mens manden lever videre i fred med en ny model«. Privatlivets grænser Det kom ikke bag på Annette Engell, at bogen skabte blæst i offentligheden. Men det overraskede hende, at kommentatorerne byggede deres forargelse på ganske korte uddrag fra 300 sider. Hårene rejste sig - også på hende selv - da hun læste de uddrag. »Man skal læse hele bogen for at forstå, at den ikke er ond. Den giver baggrunden for de offentlige billeder, hvor en kone står og blegner ved siden af en mand. Hvorfor kan man ikke tillade sig at beskrive den proces?« »Der var utroligt mange vidner på Christiansborg, som vidste, hvad der foregik. Pressefolkene vidste det. Den eneste, der ikke vidste det fra starten, var mig. Hvordan kan man så sige, at jeg har overskredet privatlivets grænser?«. »Jeg blev betragtet som en noksagt. En veg og smådum dørmåtte. Mange troede, at jeg bare blev i ægteskabet på grund af de store officielle fester, glans og glamour. Men festerne var en del af aftalen. Vi blev ikke inviteret som 'Hans og Annette'. Vi repræsenterede et embede«. »Man gjorde, hvad man skulle, og jeg er pænt opdraget. Festerne gav mig også en sjælden mulighed for at møde andre mennesker. Jeg var jo meget alene i det ægteskab«. »Jeg ville heller ikke give folk anledning til at sige: 'Nåh, hun er nok ikke 'i stand til' at møde op ...'. Men fine fornemmelser har jeg aldrig haft. Det har aldrig betydet noget for mig, at jeg var gift med en minister. Jeg er vant til at spinke og spare«. »Og når jeg stadig føler et sug af længsel efter huset i Espergærde, handler det ikke om trang til at bo i et palæ. For huset er ganske almindeligt. Men gennem tyve år var det mit elskede hjem«. Ligestilling findes ikke Annette Engells døtre har lært hende, at man ikke skal gå tilbage til en fuser. Og man skal ikke tro på en mand, der lyver. De var gennem hele forløbet særdeles klartskuende. Hun er stolt af sine stærke og seje piger, der holder fast i deres uddannelser, kender deres eget værd og lever i gode forhold. Alligevel er hun ganske pessimistisk på kvindekønnets vegne: Ligestilling findes ikke. Ligestilling er måske slet ikke mulig. »Da man krævede fuldtidsarbejde til lige løn, kom kvinderne faktisk lidt i klemme. Vi ved, at det er kvinderne, som bliver gravide og tager børnenes sygedage. Når man så kræver lige løn, vil man jo ikke blive foretrukket til de gode stillinger. Det er stadig kvinderne, der har de 'små' job«. »Først tog man de områder fra kvinderne, hvor de var stærke: hjemmet, børnene og opdragelsen. Men ude på arbejdsmarkedet kom de også til kort. Og efter fyraften venter dobbeltarbejdet«. »På en eller måde må hjemmearbejdet værdsættes. Man må have en form for forsikring og en pensionsordning. For ellers er man prisgivet. Jeg mener ikke, det er en opgave for det offentlige. Men et par kunne måske sikre hinanden via en ægtepagt, når de gifter sig«. Annette Engell var ganske ung, da det gik op for hende, at verden er styret af penge, religion og politik. Nu er hun fri som fuglen og kan for første gang selv tænke på en politisk karriere. På sin vis er hun jo beriget med 30 års erfaring fra det politiske liv. Hendes kodeord er værdighed. Hvis hun bliver valgt, vil hun arbejde for de ældres trivsel og et sundhedssystem, der fungerer. De basale ting skal være i orden, før man bruger penge på flotte paladser og kulturhuse. »Jeg tænker som en husmoder. Man køber jo heller ikke en pels til sig selv, hvis børnene mangler gummistøvler. Jeg er verdensmester i at skabe trivsel på et lille budget«, siger hun. »Jeg kan flyve« I flere år har Annette Engell arbejdet som kustode på Statens Museum for Kunst. Men lige nu har hun intet lønarbejde. Hun lever af indtægterne fra sin bog. Det strækker til et år endnu. Derefter er fremtiden usikker. Hun bruger meget tid på sine tre børnebørn. Hun skriver også på en ny bog om livet efter skilsmissen. En bog om tanker, følelser og skæbner, hun er kommet i kontakt med. »Der er stadig mange kvinder, som ikke kommer til orde i deres ægteskaber. Kvinder, som bliver helt forundrede, når de ser et par, hvor kvinden pludselig siger: 'Hold da kæft, din idiot'. Tænk, at de tør!«. »Men alt er ikke den rene tristesse. Jeg er ikke et ynkeligt tilfælde. Og indtil videre tænker jeg, at lykken nok ligger lige om hjørnet. Jeg ved bare ikke hvor, hvordan og hvornår. Men jeg har kastet den pæne piges ham af mig. Jeg har mærket luften under vingerne. Og jeg kan flyve. Jeg skulle bare være fløjet lidt tidligere i livet«. »Det største savn er det venskab, man troede, man havde. Trygheden ved at være to. Et andet menneske at dele glæderne og bekymringerne med. Visheden om at kunne dele en alderdom oven på en fælles ungdom«. »For når man har det, er det, som om man stadig kan se ungdommen i hinanden. Jeg bliver misundelig, når jeg ser et par, der er gode ved hinanden«.