0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skriftens førsteelsker

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lever vi Nietzsche ud i det moderne samfund - måske uden at vide det? Kommer for eksempel opfattelsen af retten til lykke fra Nietzsche? Eller den totale individualisme?

»Vi lever den vigtige grundsætning ud, at ethvert individ skal skabe sig selv som individ. Denne grundsætning, at det kommer an på individet og ikke på et kollektiv - den ses i vores kultur som et ideal, en selvfølgelighed. Men for Nietzsches tid var det ikke nogen selvfølge, og imod det retter energien i hans filosofi sig.

Meningen med vores eksistens er for Nietzsche ikke i et historisk fremskridt, men at så mange mennesker som muligt udvikler sig til individer. Og denne personalismens eller individualismens grundsætning er blevet omdrejningspunkt i de mangfoldige demokratier. Selvom vi har massekultur«.

Og denne ide har Freud og psykoterapien ført videre?

»Ja, Freud siger, at hvor 'det' var, skal 'jeg' blive. Jegdannelse hos Freud svarer til Nietzsches 'at blive til en person'. Ikke at tanken er så original - Nietzsche står selv på skulderen af en tradition.

Men Nietzsche ville vende den religiøse energi væk fra Gud og mod mennesket selv, mod ens egen person. Men i kernen forbliver han en religiøs tænker. Det er en menneskets selvforgudelse«. Men det er jo en kortslutning. Hvor bliver kærligheden af i det lukkede kredsløb?



»Kærlighedsenergien rettedes mod enten det helt nære eller det meget store. Mod ham selv og mod hele verden. Men ikke mod andre mennesker. Hvad angår konkrete andre mennesker var han ensom. Han skubbede også mange fra sig med sin foragt«.

Erotik i pennen
Spiller kærlighed som begreb overhovedet nogen særlig rolle i hans filosofi?

»Ja - amor fati, kærlighed til sin skæbne. Men der er noget autisme i Nietzsche. Kærligheden mangler han«.

Hvordan hænger Nietzsches liv og tanker sammen? For vi kan jo ikke helt løsrive os fra hans biografi. Ville f.eks. et normalt seksualliv have fået Nietzsche til at reagere mindre psykosomatisk på sine tanker?

»Man må først og fremmest gøre sig klart, at for Nietzsche var tænkningen og nedskrivningen af hans tanker en virkelig lidenskab. I så høj grad, at de andre kropslige lidenskaber faktisk blev trængt i baggrunden. I hans tænkning var de affekter og følelser involveret, som hos andre mennesker sidder i andre kropsdele, om jeg så må sige.

Derfor er der så meget erotik i hans skrift. Hans sprog smyger sig op ad virkeligheden. Følelsen af at kunne fatte og modellere virkeligheden med sine ord er en konstant fornøjelse for ham. Han gør det skiftevis ømt og med vold. Det at skrive var erotisk, derfor er hans skrift også så rig.

Og måske var han så intens, fordi han på den praktiserede seksualitets område var enormt genert og tilbageholdende. Hans seksualitet var ubesluttet og ubeslutsom. Han overførte intensitet fra et område til et andet. Det var nok mere skæbne end det var villet, men vi kan kun formode.

Forholdet til kroppen er et vigtigt tema i Nietzsches filosofi. Selv ville han jo udvikle en sundhedsfilosofi, han gik ind for både kropslige og åndelige diæter. Hans ideal var den sunde sjæl i det sunde legeme.

Derfor var det også vigtigt for ham at blive afklaret med sin seksualitet. Han var ikke en platoniker, der blot satte det til side. Kroppen skulle ikke fortrænges, den skulle beherskes.

Nietzsche havde jo mange smerter, og han ville ikke bukke under for dem. Han ville gå sådan ind i smerten, sige 'ja' til den, så at han kunne leve med den og triumfere over den. Så der var ingen dualisme og ingen kamp, men en integration og en organisk, ikke ødelæggende enhed.

Han forsøgte det samme med seksualiteten, men der lykkedes det ham ikke. Med smerten lykkedes det ham temmelig godt. Og det var han stolt af, det var åndens triumf for ham«.

Nietzsche er en sølvfisk
Formes Nietzsches tanker af hans fysiske tilstand eller er det omvendt?

»Det er en cirkel. Men kroppen kom først. Kroppens smerter var psykosomatiske, men de var virkelige, og så måtte han finde ud af, hvad han kunne gøre ved dem. Det var en filosofisk udfordring.

Ingen andre filosoffer end Nietzsche har haft dette 'ansigt til ansigt med kroppen' som tema i filosofien. Han brugte gerne det på tysk ret sjældne udtryk, at man skulle 'einverleiben', altså indkorporere det man tænker, lærer, præsenteres for.

Før er det ikke eksistentielt gyldigt. Før har det ikke intensitetskvalitet. Nietzsche tænkte i intensitet.

Han var i ekstase, når han hørte musik, der betød noget for ham. Og han ville skabe denne lykke ved hjælp af sproget, ved at musicere med begreber og sprog.

'Således talte Zarathustra' var Nietzsches forsøg på at skrive en opera på sit sprog, at efterligne eller overgå Wagner. Og der arbejdede han som kunstner, ikke som videnskabsmand«.

Kan man kalde Nietzsche farlig i betydningen skadelig- og for hvem?

»Det afhænger af standpunktet. For mig er solidaritet og medlidenhed i en socialt meget uretfærdig verden en grundsætning.

Dette standpunkt: solidaritet med de svage, det har Nietzsche eksplicit forkastet. Så for en der finder solidariteten vigtig er Nietzsches omhyggelige og medrivende afvisning af den naturligvis farlig.

Man må holde hovedet klart i forhold til Nietzsche, for han kan være berusende.

Men han bygger ingen store systemer, man ikke kan komme ud af. Det gør Wagner. Han var en kunstens Napoleon og en religionsstifter, han var et magtmenneske. Han holdt jo Bayreuth-publikummet som gidsler!

Nietzsche er mere en fortryller, så derfor er han mere ophidsende end farlig, fordi han hele tiden modsiger sig selv. Og han beder jo om at blive opfattet ironisk.

Han beder også om at blive modsagt. Det lyder næsten som en bøn om hjælp - som han aldrig fik.

»Ja, han manglede ligeværdige samtalepartnere. Han havde optaget mange bøger i sig, men han manglede en sammenhæng af debat og diskussioner.

De må betænke at Nietzsche ikke i sin levetid var en figur, der udløste offentlig debat. Og de få venner han havde, trak sig halvt undrende og beundrende, halvt frastødt og ængsteligt tilbage fra den vej han slog ind på.

Hvilke følelser har De haft under Deres arbejde med Nietzsche?

»Det er som en eventyrrejse og lidt som et spøgelsestog! Det eventyrlige blander sig med et raseri mod ham. Det hænger også sammen med, at han er umulig at få fat i og hold på.

Nietzsche-bogen var den sværeste at skrive, selv om Heideggers filosofi er mere kompliceret at forstå. Schopenhauer er som en kugle, der ligger smuk og skinnende der i det 19. århundrede.

Men Nietzsche smutter som en sølvfisk, som kviksølv. Nietzsche er en proces, et laboratorium. Man lander lynhurtigt i det banale, hvis man vil skildre Nietzsche i form af resultater. Det bedste ved Nietzsche er den nervepirrende proces«.

»Der en fase i hans udvikling, hvor han er truende tæt på erstatningsreligionen. Det var da han projekterede sin samleteori for verden med titlen 'Vilje til magt'.

Han var en uhyre levende og kompleks tænker, der alligevel af og til faldt ind under dogmatismens forførelseskraft. Derfor er han også så spændende - og derfor er hans faldhøjde så stor.

Vilje til magt
Nietzsche havde over lang tid udviklet en filosofi, der som grundsætning gik ud fra, at vi ser på verden med tusind forskellige øjne. Der findes ingen entydig tolkning - kun perspektiver.

Den menneskelige tænkning er bundet til perspektivet - man må med andre ord perspektivere sin egen tænkning. Det var Nietzsches grundsætning og hans store befrielse fra al dogmatisme«.

Hvorfor brød han så sammen - med den indsigt?

»Det var tydeligvis på Nietzsches tid ikke så let at give afkald på ideen om en samlende forklaring - det er blevet lettere nu. Derfor var forførelsen også at finde et punkt, man kunne holde sig til som til en sandhed.

Nietzsche troede også på naturvidenskaben. I anden halvdel af 1800-tallet gjorde naturvidenskaben enorme fremskridt, og Nietzsche havde svært ved at unddrage sig naturvidenskabens suggestion og sandhedsværdi.

Nietzsche nævner darwinismens tiltrækning og argumenterer i dens kontekst i 1884-6, men i 1887 opgiver han projektet med 'Vilje til magt' og erkender, at han er på vildspor. Det var kun hans egen intelligens, der hjalp ham til det.

Den ene grundbetydning af 'vilje til magt' er viljen til magt over sig selv - i første person ental. Det er kammerspillet på den indre scene, og det er utrolig vigtigt for Nietzsche og et tema for hele hans liv.

Det dækker seksualitet, værdighed, kreativitet og målet - som også er et Goethe-ideal - at opnå en rig personlighed.

Den anden betydning af 'vilje til magt' er en tydning af det samlede liv med etiske imperativer og moralske konsekvenser. Det er et verdensteater, hvor alt, også planter, dyr og bakterier, er manifestationer af livskraft og livsvilje.

Darwins teori er, at det mest tilpasningsdygtige overlever, men Nietzsche siger, at hvad menneskene angår, må vi sætte alt ind på at ikke de fleste, men de mest vellykkede overlever. Det er en elitær moral for åndsaristokrater«.

Egentlig var han vel her i samklang med sin tid?

»Ja, i dette spørgsmål var han ingen outsider. Og nogle år efter sin død - netop fordi han var brudt sammen og således på en måde legitimerede sin filosofi - begyndte hans enorme betydning for hele det intellektuelle Europa. Man opdagede hvilken utrolig sprogkunstner, han var.

Og Nietzsche har gjort mere for kunstens selvbevidsthed end nogen anden i det sene 19. århundrede. I begyndelsen af det 20. århundrede kunne ingen seriøse kunstnere, hvad enten det var musikere, malere eller forfattere, komme uden om en 'Nietzsche-oplevelse'«.

Filosofikunstner
Er Nietzsche egentlig mest kunstner eller filosof?

»Han kaldte sig selv en kentaur, et dobbeltvæsen. Og hans filosofi er på grænsen - og en syntese mellem - kunst og filosofi. Ingen har hverken før eller siden formået det«.

Og han klarede det heller ikke helt ...

»Naturligvis, men han havde begge de to produktive åndsstrømninger så nært sammenføjet, at det var en sand symbiose.

Filosofien vil finde formuleringer og tanker, der kan oversættes, formuleres forskelligt af forskellige subjekter. Kernen i for eksempel Descartes' filosofi kan man også fatte i andre formuleringer.

Men i litteratur er tankens forbindelse med sproget meget tættere, så tæt at mange litterære ideer kun kan videregives i den selv samme sprogkonstellation.

Et digt kan indeholde en bestemt ide, men kun i den konstellation af ord! Udtrykt i andre ord forsvinder den eller bliver triviel og banal.

Hos Nietzsche er det også sådan, at ilden og lidenskaben delvist forsvinder, hvis hans tanker overføres til en anden jargon. Man mærker, at Nietzsche er en filosofikunstner. Det var han også selv meget bevidst om og stolt af«.

Men var det ikke også en begrænsning, at hans tanker ikke kunne overføres?

»Jo, som altid med Nietzsche var det begge dele. Han vidste han stod på grænsen, og at det var en særlig styrke, og samtidig ville han gerne tages alvorligt af den akademiske, klassiske filosofi.

Nazisternes fantasi
Hvor stort er publikum for filosofiske bøger er der i Tyskland?

»Ja, det er det interessante: normalt har sådanne bøger 2.000-3.000 købere. Men Heidegger-bogen har alt i alt solgt næsten 100.000 i Tyskland. Deraf ser man at der nu er et potentielt bredt publikum. Nietzsche-bogen har solgt over 50.000 på et år.

Nietzsche har så mange aspekter, og derfor har Nietzsche-nysgerrigheden også man