Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Per Petterson. Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Per Petterson. Foto: Finn Frandsen

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I kølvandet på en katastrofe

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg vidste godt, at jeg lagde hovedet på blokken«.

Den norske forfatter Per Petterson var udmærket klar over, at det ville vække opmærksomhed, at han valgte at lade skibskatastrofe og pludselig død være udgangspunktet for sin hærværksroman 'I kølvandet'.

I Norge var det nemlig almindelig kendt, at Per Petterson i 1990 mistede sine forældre og to af sine søskende ved branden på 'Scandinavian Star'. Han havde tidligere forsvoret, at han ville skrive om katastrofen. Han skulle i hvert fald ikke være sådan en Titanic-forfatter.

Men nu overvejede han atter sit valg nøje, og han endte med at fastholde en genkendelig skibskatastrofe i stedet for at opfinde en anden slags ulykke. »For hvorfor gå over åen efter vand?«, som han udtrykker det.

Alle Per Pettersons hidtidige romaner har fra vidt forskellige vinkler taget sit udgangspunkt i en familie, der har mange fællestræk med Pettersons egen. Men der er ikke desto mindre tale om en nøgtern, stiliseret fiktion, og 'I kølvandet' er ikke nogen skandinavisk Titanic-historie. Selve katastrofen fylder faktisk kun ganske få sider.

'I kølvandet' handler ikke om 'Scandinavian Star'. Den handler om en mand i krise og panik. En mand, der med erindringen som limkrukke prøver at samle stumperne af sig selv. En essentiel, eksistentiel fortælling om forfatteren Arvid Jansen, der, fraskilt, fortabt, forvirret, fordrukken, er kommet slemt ud at svømme.

Hvilket ikke var nok til at tilfredsstille en engelsk anmelder, der mente, at manglen på makabre detaljer i katastrofe-afdelingen gjorde romanen lidt slap. Et synspunkt Per Petterson i sagens natur finder temmelig smagløst.

Den store svenske digter Tomas Tranströmer har i samlingen 'Mörkerseende' skrevet et digt, 'Namnet', der handler om det paniske i at vågne op på bagsædet af sin bil og i alt for mange sekunder ikke kunne huske sit eget navn.

Forfatteren Arvid Jansen læser faktisk Tranströmer i romanen, og det er i en beslægtet panisk stemning jegfortælleren Arvid befinder sig, da 'I kølvandet' begynder.

I kølvandet på en ubearbejdet katastrofe og en tilværelse, der er skredet ud, flakker han rastløst om i sit liv, mens fortiden til gengæld langsomt, møjsommeligt og uden nemme forløsninger falder på en slags plads.

Der sker ikke meget på det ydre plan i romanens nutid. »Der sker jo ikke en skid«, konstaterede en dansk læser nærmest forarget. Alligevel sker der en pokkers masse i en mættet lille roman, der ligger tættere på Hemingway og Raymond Carver end på både minimalprosa og socialrealisme.

Uopnåelige Hemingway
»Jeg var som ung meget optaget af Hemingway. Det bliver man, når man som 18-årigt ungt menneske læser Nick Adams-historierne og opdager, at der findes noget virkningsfuldt noget, der hedder stil«.

»Jeg slugte bøgerne i lange baner. Jeg vidste, det var helt uopnåeligt, men sådan ville jeg gerne kunne skrive! Der opdagede jeg, at sproget ikke bare var en rus inde i hovedet, men noget, der ydede modstand og formedes med ganske bestemte effekter for øje«.

»Raymond Carver begyndte jeg selv at importere, da jeg i begyndelsen af 1980erne havde en lille boghandel. Carver er ikke som Hemingway noget stilistisk forbillede for mig, men Carver demonstrerede for mig, at der også efter 1970erne var måder at skrive realisme på, som kunne blive til litteratur. Som Richard Ford og den genopdagede John Fante gjorde det«.

»Jeg prøvede på at blive forfatter i 1970erne, men det gik helt ad helvede til. Jeg var meget radikal, men jeg skrev småt og druknede helt blandt de store radikale forfattere som Dag Solstad og Kjartan Fløgstad. Men så kom postmodernismen i 1980erne og hakkede hele det litterære landskab op. Og så var der pludselig plads til en lille realist«.

»Man kan sige, at jeg er et litterært barn af 1980erne og et politisk barn af 1970erne, så jeg hører faktisk ikke rigtigt til noget litterært miljø. Jeg kender både de gamle radikale og de unge gale, men i min egen aldersgruppe er der faktisk ikke rigtigt nogen at snakke med«, siger den 49-årige forfatter med et spøgefuldt lille vemodssuk.

Søn af en arbejder
»Jeg bliver tit betegnet som socialrealist i Norge, men det er, fordi jeg skriver om folk fra arbejderklassen. Det er socialrealistisk, når det smager lidt af de fattigere lag. Hvis man skriver om folk fra den lidt rigere del af Oslo, er det ikke længere socialrealisme, men psykologisk realisme eller eksistentiel realisme. Hvilket jo er meningsløst«, udbryder Per Petterson, der deler baggrund med romanens forfatterskikkelse.

Født i et arbejderkvarter i Oslo og vokset op i en betonforstad. En drabantby, som de kalder det deroppe. Som en dreng, der med sine interesser for litteratur og radikal politik kom til at stå i skarp modsætning til sin far, den gamle arbejderkæmpe og den stædige sportsmand, der anså kroppen for et tempel, der ikke skulle besudles med røgtobak.

Men på trods af sin kompromisløshed kom han aldrig helt op i nogen elite. Han var den evige toer, som trak sønnerne med sig på løjperne, uanset om de peb eller hylede.

»Mit projekt er ikke biografisk«, understreger Per Petterson. »Men det udspringer af noget i den biografiske sfære. Det er fiktion, men det biografiske leverer den fysiske ramme og mange af personerne, som både kan genkendes og ikke genkendes. Jeg er ikke bleg for at vende det hele på hovedet«.

»Flere i min familie tror, at min hovedperson er identisk med mig. Men det giver jeg pokker i! Jeg har iscenesat et far-søn-forhold, som dækker over det samme indhold som mit eget, men er forskelligt i det ydre. Man må bare føle sig frem«, mener Petterson, der skriver mere på intuition end logik.

Det er en strengt behersket form for realisme, Per Petterson skriver. Hvert ord synes at være vejet, vendt, drejet og velovervejet. Kunstfærdigt, men aldrig fortænkt. Præcisionen er ikke et resultat af møjsommelige omskrivninger.

Petterson skriver bare langsomt og omhyggeligt og bruger masser af tid på at glo ind i væggen, indtil de helt rigtige formuleringer indfinder sig. Det er noget med Hemingway. Med stilen og det helt rigtige ordvalgs dybsindighed.

Han står op kl. 6 hver morgen på den lille gård i den store skov tæt ved den svenske grænse, hvor skæbnens uransaglige veje - og det vil sige en kvinde og en kærlighed - har endt med at føre en arbejderklasseknægt fra Oslo. Her sætter han sig ved skrivebordet til midt på dagen. Langsomt går det. Der ligger tre års hårdt arbejde bag 'I kølvandet' på 175 sider.

»Nej, det går ikke så hurtigt med mig«, indrømmer han på norskklingende dansk. Danmark spiller en stor rolle i Per Pettersons liv og forfatterskab. Gennembruddet 'Til Sibirien' handlede om hans danske mor og foregår i 1930erne og under Besættelsen i Nordjylland. Per Petterson har stadigvæk forbindelser til Frederikshavn og et sommerhus i det nordjyske.

Kravlende mand
Det er ikke en nedtursroman, der svælger. På trods af blackout og nogle ordentlige glas sprut udstiller Per Petterson ikke Arvids nedtur, og figuren Arvid selviscenesætter ikke sin elendighed.

Arvid nægter at være et offer for omstændighederne, men har svært ved at sætte noget andet i stedet i det kaos, der er blevet hans liv

I seks år har Arvid ifølge forfatteren lagt låg på katastrofen. Undervejs er hans ægteskab røget sig en tur, men i romanens nutid vælder skyldfølelserne frem.

Men 'I kølvandet' er en overrumplende nøgtern beskrivelse af en mand, der drevet af rastløs og aggressiv energi bliver ved med at kravle for på et eller andet tidspunkt at kunne komme op at stå igen.

'I kølvandet' er måske ikke ord, der forløser, men det er ord, der ved tilbageblikke sender stråler af lys ned i de mørke vande i kølvandet på katastrofen.

Forsoning er i sagens natur ikke nogen mulighed. Den gamle er jo død. Det er definitivt. Men selv om det sidste ord ikke blev sagt, følger de næste i dets spor.

»Man må lære at leve med sit liv. Vi vil jo alle gerne være gennemgode mennesker. Har vi været stygge ved hinanden, vil vi gerne have tilgivelse i god gammeldags katolsk forstand. Det kunne jo også være praktisk, men for en med puritansk protestantisk baggrund som mig, er det ikke en mulighed.

Man må leve med, at man er en delt person, og man må lære at holde sig selv ud. Man må lære at blive voksen i stedet for at blive renvasket. Man skal ikke lære at lægge tingene bag sig eller blive smerten kvit, men man skal lære at kontrollere den.

Man kommer videre, fordi man skal videre. Jeg tror det er livsfarligt at lade de døde være døde«, siger Petterson. »Det vigtige ved de døde, er jo ikke at de er døde, men at de har været i live«.

Mandebog
»Aggression med form, hvor sætningerne spændes til det yderste. Til de står bristefærdige, men ikke brister«. Sådan beskriver Per Petterson selv stilen i romanen. Et udsagn, der understreger dens maskuline kerne.

Det er en mand, der er i krise 'I kølvandet'. Uden på nogen måde at være udrustet med en terapeutisk overbygning er det i ordets bedste betydning en mandebog.

»Jeg har altid hadet sådan noget med kvindegrupper og mandegrupper. Jeg har aldrig været med i en mandegruppe og kommer det heller aldrig, og 'I kølvandet' er bestemt ikke skrevet som en terapibog for mænd«.

»Jeg tror faktisk, mænd og kvinder ligner hinanden ret meget, når det kommer til stykket«, siger forfatteren, der f.eks. i 'Til Sibirien' brugte en kvindelig jegfortæller.

»Men noget andet er, at der nok er ganske mange ting, der brænder på for mange mænd«, siger Per Petterson om mænds behov for kontrol og deres problemer, når den glipper.

Selv oplevede han som 37-årig for første gang, at han omsider havde opsparet en såkaldt tappekvote, som gjorde, at der nu var råd til, at han kunne begå fejltagelser uden at det behøvede, at gå helt galt, hvis det gik galt. En slags kredit på samvittighedens nota.

»Men jeg tror ikke, vi har behov for bekendelser«, understreger han på både kønnets og litteraturens vegne. »Jeg tror, vi har behov for kunstnere, som kan konkretisere, hvad det er, vi egentlig snakker om«.

Hvad det egentlig er, mænd ikke snakker om, når de snakker med hinanden, bliver man en hel del klogere på 'I kølvandet' på Per Pettersons hærværksroman om en mand og hans bror og familierne, de mistede undervejs.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden