0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I kølvandet på en katastrofe

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Per Petterson. Foto: Finn Frandsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg vidste godt, at jeg lagde hovedet på blokken«.

Den norske forfatter Per Petterson var udmærket klar over, at det ville vække opmærksomhed, at han valgte at lade skibskatastrofe og pludselig død være udgangspunktet for sin hærværksroman 'I kølvandet'.

I Norge var det nemlig almindelig kendt, at Per Petterson i 1990 mistede sine forældre og to af sine søskende ved branden på 'Scandinavian Star'. Han havde tidligere forsvoret, at han ville skrive om katastrofen. Han skulle i hvert fald ikke være sådan en Titanic-forfatter.

Men nu overvejede han atter sit valg nøje, og han endte med at fastholde en genkendelig skibskatastrofe i stedet for at opfinde en anden slags ulykke. »For hvorfor gå over åen efter vand?«, som han udtrykker det.

Alle Per Pettersons hidtidige romaner har fra vidt forskellige vinkler taget sit udgangspunkt i en familie, der har mange fællestræk med Pettersons egen. Men der er ikke desto mindre tale om en nøgtern, stiliseret fiktion, og 'I kølvandet' er ikke nogen skandinavisk Titanic-historie. Selve katastrofen fylder faktisk kun ganske få sider.

'I kølvandet' handler ikke om 'Scandinavian Star'. Den handler om en mand i krise og panik. En mand, der med erindringen som limkrukke prøver at samle stumperne af sig selv. En essentiel, eksistentiel fortælling om forfatteren Arvid Jansen, der, fraskilt, fortabt, forvirret, fordrukken, er kommet slemt ud at svømme.

Hvilket ikke var nok til at tilfredsstille en engelsk anmelder, der mente, at manglen på makabre detaljer i katastrofe-afdelingen gjorde romanen lidt slap. Et synspunkt Per Petterson i sagens natur finder temmelig smagløst.

Den store svenske digter Tomas Tranströmer har i samlingen 'Mörkerseende' skrevet et digt, 'Namnet', der handler om det paniske i at vågne op på bagsædet af sin bil og i alt for mange sekunder ikke kunne huske sit eget navn.

Forfatteren Arvid Jansen læser faktisk Tranströmer i romanen, og det er i en beslægtet panisk stemning jegfortælleren Arvid befinder sig, da 'I kølvandet' begynder.

I kølvandet på en ubearbejdet katastrofe og en tilværelse, der er skredet ud, flakker han rastløst om i sit liv, mens fortiden til gengæld langsomt, møjsommeligt og uden nemme forløsninger falder på en slags plads.

Der sker ikke meget på det ydre plan i romanens nutid. »Der sker jo ikke en skid«, konstaterede en dansk læser nærmest forarget. Alligevel sker der en pokkers masse i en mættet lille roman, der ligger tættere på Hemingway og Raymond Carver end på både minimalprosa og socialrealisme.

Uopnåelige Hemingway
»Jeg var som ung meget optaget af Hemingway. Det bliver man, når man som 18-årigt ungt menneske læser Nick Adams-historierne og opdager, at der findes noget virkningsfuldt noget, der hedder stil«.

»Jeg slugte bøgerne i lange baner. Jeg vidste, det var helt uopnåeligt, men sådan ville jeg gerne kunne skrive! Der opdagede jeg, at sproget ikke bare var en rus inde i hovedet, men noget, der ydede modstand og formedes med ganske bestemte effekter for øje«.

»Raymond Carver begyndte jeg selv at importere, da jeg i begyndelsen af 1980erne havde en lille boghandel. Carver er ikke som Hemingway noget stilistisk forbillede for mig, men Carver demonstrerede for mig, at der også efter 1970erne var måder at skrive realisme på, som kunne blive til litteratur. Som Richard Ford og den genopdagede John Fante gjorde det«.

»Jeg prøvede på at blive forfatter i 1970erne, men det gik helt ad helvede til. Jeg var meget radikal, men jeg skrev småt og druknede helt blandt de store radikale forfattere som Dag Solstad og Kjartan Fløgstad. Men så kom postmodernismen i 1980erne og hakkede hele det litterære landskab op. Og så var der pludselig plads til en lille realist«.

»Man kan sige, at jeg er et litterært barn af 1980erne og et politisk barn af 1970erne, så jeg hører faktisk ikke rigtigt til noget litterært miljø. Jeg kender både de gamle radikale og de unge gale, men i min egen aldersgruppe er der faktisk ikke rigtigt nogen at snakke med«, siger den 49-årige forfatter med et spøgefuldt lille vemodssuk.

Søn af en arbejder
»Jeg bliver tit betegnet som socialrealist i Norge, men det er, fordi jeg skriver om folk fra arbejderklassen. Det er socialrealistisk, når det smager lidt af de fattigere lag. Hvis man skriver om folk fra den lidt rigere del af Oslo, er det ikke længere socialrealisme, men psykologisk realisme eller eksistentiel realisme. Hvilket jo er meningsløst«, udbryder Per Petterson, der deler baggrund med romanens forfatterskikkelse.

Født i et arbejderkvarter i Oslo og vokset op i en betonforstad. En drabantby, som de kalder det deroppe. Som en dreng, der med sine interesser for litteratur og radikal politik kom til at stå i skarp modsætning til sin far, den gamle arbejderkæmpe og den stædige sportsmand, der anså kroppen for et tempel, der ikke skulle besudles med røgtobak.

Men på trods af sin kompromisløshed kom han aldrig helt op i nogen elite. Han var den evige toer, som trak sønnerne med sig på løjperne, uanset om de peb eller hylede.

»Mit projekt er ikke biografisk«, understreger Per Petterson. »Men det udspringer af noget i den biografiske sfære. Det er fiktion, men det biografiske leverer den fysiske ramme og mange af personerne, som både kan genkendes og ikke genkendes. Jeg er ikke bleg for at vende det hele på hovedet«.

»Flere i min familie tror, at min hovedperson er identisk med mig. Men det giver jeg pokker i! Jeg har iscenesat et far-søn-forhold, som dækker over det samme indhold som mit eget, men er forskelligt i det ydre. Man må bare føle sig frem«, mener Petterson, der skriver mere på intuition end logik.

Det er en strengt behersket form for realisme, Per Petterson skriver. Hvert ord synes at være vejet, vendt, drejet og velovervejet. Kunstfærdigt, men aldrig fortænkt. Præcisionen er ikke et resultat af møjsommelige omskrivninger.