For syv år siden bragede Jokum Rohde ind i den danske litteraturverden med sin kritikerroste debutroman 'Jonas' bog'. Her beskrev han et ludernes, natmændenes og pornoklubbernes København, som nok kunne få det til at gibbe i det fleste. Nu er han aktuel med 'Falkonmysteriet', der ligesom debutromanen foregår i København. Dog er det denne gang, blandt meget andet, et mysteriøst komplot af højtstående logebrødre, som i en fælles blodrus udsletter samfundets kriminelle, der er genstand for interesse. I årene mellem de to romaner har Jokum Rohde slået sit navn fast som et af de største talenter i den bølge af ny dramatik, der op gennem 1990erne er skyllet hen over de danske scener. Og han har især gjort sig bemærket som en dramatiker, der ikke er bange for at lukke instruktør, scenograf og skuespillere ind i sin arbejdsproces - tværtimod. Dramaerne 'Det virkelige liv', 'Fantomsmerter' og 'Snedronningen' er således opstået gennem et tæt samarbejde mellem Rohde og blandt andre instruktøren Katrine Wiedemann. I flere sammenhænge har den unge dramatiker da også argumenteret for det kunstneriske potentiale, som den kollektive og procesorienterede arbejdsmetode rummer. Men hvordan er det så at vende tilbage til den ensomme proces, det er at skrive en roman efter i så mange år at have indgået i en stadig interaktion med instruktør og skuespillere? »Det har været dejligt«, udbryder Jokum Rohde spontant. »Efter mit arbejde med 'Snedronningen', hvor vi var en del ret stærke stemmer - Katrine Wiedemann, Mia Steensgaard, Lennart Ginman, Steen Jørgensen og mig selv - som arbejdede meget tæt sammen, havde jeg virkelig behov for at lukke døren til mit arbejdsværelse og skrive en bog - alene. Hele det her romanprojekt har simpelt hen været så lystbetonet, og samtidig har min første bog været helt ude af syne for mig. Så jeg har følt mig lykkeligt befriet for det forventningspres, der typisk opstår, når ens første roman er blevet godt modtaget«. »Hvad det at skrive dramatik angår, må jeg nu også sige, at jeg tror, der med 'Snedronningen' er blevet sat et foreløbigt punktum i forhold til at arbejde så tæt sammen med andre, som jeg før har gjort. Der er ingen tvivl om, at det virkelig har været frugtbart, og at det har skærpet min dramaturgiske sans utrolig meget at åbne processen for andre, men nu tror jeg så også, at jeg er nået dertil, hvor jeg gerne vil lukke den igen. Der er da heller ikke andre end mig, som har været involveret i at udforme mit nye drama 'Seance', som har premiere på Bådteatret her i september«. Oprørstrang og erindring Når Jokum Rohde skal beskrive, hvad der for ham har været den mest slående forskel mellem at arbejde med prosa og dramatik, fremhæver han sit forskellige forhold til de to genretraditioner. »Jeg har slet ikke den samme oprørstrang i forhold til prosaen, som jeg har til dramatikken. For mig er det at være dramatiker ensbetydende med konstant at være på flugt fra traditionen - du skal hele tiden løbe væk. For fuld fart«. »Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke kan medtænke eller bruge traditionen - det gør jeg da også i teaterstykket 'Seance', som man kunne kalde en form for klassikerforvrængning«. »Men det betyder, at du hele tiden er i gang med at gøre oprør - og det skal man også være, hvis man arbejder ud fra den teater- og sceneæstetik, som jeg gør«. »At mit forhold til prosa er helt anderledes, kommer ret klart til udtryk i 'Falkonmysteriet'. Den roman er på en eller anden måde forelsket i de gamle genrer - lige fra krimien til kærlighedshistorien - den dyrker de gamle genrer, giver sig hen i dem og synker ned i dem. Der er slet ikke det samme behov for at gøre op med dem«. »Jeg er da også godt klar over, at mine romaner ikke umiddelbart har deres samtids stemme forstået på den måde, at de både strukturelt og sprogligt adskiller sig fra megen moderne, dansk prosa, som netop er optaget af at lægge afstand til de gamle, fabulerende genrer for i stedet at opdyrke de korte og skarpt pointerede historier«. Alligevel kan man sige, at du fremmaner dit eget rohdeske univers, som går på tværs af genrer. Alle dine tekster foregår i det samme tidløse, næsten mytiske København, dine karakterer går på den samme bar, Jernhesten, og nogle gange er der ligefrem nogen karakterer, der går igen i dine dramaer. Hvad er pointen med at lade dine karakterer kredse rundt i det her fælles univers? »Et svar er nok, at jeg forsøger at tilnærme mig læserens tankeverden forstået på den måde, at enhver læsers tankeverden kan siges at udgøre et komplekst netværk af association, personlig erindring og en eller anden form for geografisk kendskab til de steder, som jeg beskriver«. »Et andet svar er, at det er noget, jeg gør for at komme på sporet af min egen erindring, men at jeg i modsætning til mange andre forfattere ikke udvisker de her tilnærmelser til mit eget univers«. »I mine tekster er der jo netop nogle meget tydelige tråde mellem mit personlige og mit fiktive univers, som man næsten kan sige har opnået en form for personlighed, som folk efterhånden kender«. »Grunden til, at jeg ikke kapper de tråde, er nok, at jeg arbejder med en eller anden form for fiktionstydning - hvad er det, der adskiller fiktion fra virkelighed og personlige oplevelser? Jeg tror, jeg forsøger at afdække sporene mellem det reelle og det irreelle uden at viske dem ud igen«. »Det med at placere mine karakterer i et genkendeligt København handler jo også om at indsætte og fastlåse nogle konkrete objekter - Heimdalsgade, Falkonér Allé osv. - i noget fiktionskød. Altså at blande fiktive og virkelige objekter, så man til sidst ikke længere ved, hvad der er hvad«. »Og så er det, at den velkendte virkelighed pludselig forvrænges og ændres til en grotesk karikatur af sig selv, og at tiden vrister sig løs fra sin vante rytme og bliver magisk og uhåndterlig«. »Jeg har da også en fornemmelse af, at folk, som vandrer igennem mit terræn, altså mine tekster, vil opleve, at de dér kan samle reelle objekter op fra et København, som ikke længere findes«. Samfundskritik og pseudohumanisme Et andet gennemgående element i Jokum Rohdes forfatterskab er den samfundskritik, som synes at lure lige under overfladen. Hans personer befinder sig i et både menneskeligt og socialt randområde, og de har alle på en eller anden måde sat sig ud over de gængse adfærdsnormer - kappet forbindelsen til velfærdsstaten Danmark. I 'Falkonmysteriet' skriver Rohde da også ironisk: »Vesterlændinge bor i Paradis. Der kommer ikke noget 'efter' eller nogen krise. Danmark er nået frem«. »I mine værker er der da helt klart tale om en samfundskritik. Jeg synes, at hele den gamle europæiske koloniseringstankegang og selvopfattelse er destruktiv, den afspejler et storhedsvanvid. Men samtidig er det den, som har bragt os frem til det civilisationsniveau, hvor vi befinder os i dag«. »Nu, hvor vi føler, at den hellige grav er vel forvaret, kan vi så lulle os ind i en eller anden form for pseudohumanisme, og den er jeg meget skeptisk over for. For jeg mener, at den dybest set dækker over en overmennesketilbedelse, som vel at mærke ikke er forbundet med nogen ideologi eller noget ønske om at forandre verden«. »Mine figurer befinder sig da netop også ved deres egen, men så sandelig også historiens endestation. De er sjæleligt afmattede, fordi der ikke længere findes nogen ideologier eller store fortællinger, de kan spille op imod«. »Men samtidig forsøger de alligevel at genstarte sig selv, at afstedkomme en eller anden form for forandring. Og det er da også lige præcis det, som jeg synes må være kunstens opgave - at finde nogle andre veje og bygge nogle nye fortællinger oven på ruinerne af de gamle«. Kunstneren har altså et samfundsmæssigt ansvar? »For at citere Søren Ulrik Thomsen så vil jeg sige, at en gørtler har en lige så stor forpligtelse til at deltage i samfundsdebatten som en kunstner. Nej, når man siger kunst og samfundsmæssigt ansvar i samme åndedrag, kommer jeg simpelt hen straks til at tænke på det støvede politiske teater med de fortærskede bloksandheder og bekendelseslitteraturen fra 1970erne«. »Det er, som om kunstneren her er blevet tildelt rollen som den, der i en hyperkompleks tid skal formidle enkelhed til borgeren. Og jeg tror ikke på enkelhed - ikke i kunsten i hvert fald. Jeg tror på kompleksitet og på, at man ved hele tiden at bevæge sig opad i kompleksitet måske kan finde frem til et 'efter' eller et 'noget', som udgør et reelt alternativ til vor tids pseudohumanisme«.