0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De herlige år med postkommunisme

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Michal Viewegh er en modig mand. Den 39-årige forfatter vælger sig kærester, der ikke er meget ældre and hans egen datter, og han er fuldstændig ligeglad med, hvad omgivelserne må mene om sådanne alliancer.

Han siger som regel sin mening højt og utilsløret, også om litteraturanmelderne, som absolut ikke hører til hans favoritter. Og han kritiserer med sin karakteristiske sarkasme selv de politikere, som mange tjekker tilbeder som ikoner.

Hans absolutte yndlingsaversion er Vaclav Klaus, Tjekkiets fhv. ministerpræsident og en mand, der er i stand til at rose sig selv uden at rødme. Klaus er hovedpersonen i Vieweghs næste bog.

Den skal hedde 'De herlige år med Klaus' og er en fri fortsættelse af forfatterens succesroman, 'De herlige helvedes hundeår', som netop er udkommet på dansk. Den er også oversat til en stribe andre sprog, ligesom de fleste af Vieweghs ni bøger.

Han er faktisk p.t. Tjekkiets mest oversatte forfatter. I hjemlandet har han en stor hær af trofaste fans, som med spænding venter på hver en ny linie fra hans pen. En del modstandere har han også - bl.a. i anmeldernes rækker - men det ændrer intet ved det faktum, at hans bøger udkommer i oplag, som andre slet ikke kan hamle op med.

'Hundeårene', hans mest solgte bog, findes i over 100.000 eksemplarer. Til værkets popularitet bidrog en vellykket filmatisering for et par år siden med nogle af Tjekkiets bedste skuespillere i hovedrollerne. Filmatiseret er også 'Opdragelse af unge piger i Tjekkiet', som ligeledes findes i dansk oversættelse.

Ministerpræsidenten er selvglad
»Vaclav Klaus skal i min næste roman, som igen bliver en familiefarce, spille den rolle, kommunisterne spillede i 'De herlige helvedes hundeår'. For det var Klaus og hans partis ånd, som formede udviklingen og prægede atmosfæren her i de første posttotalitære år«.

»På det økonomiske område har han ganske vist opnået visse resultater, men på det politiske og moralske, som er mindst lige så vigtige i et samfund, der skal lære demokrati efter 40 års kommunisme, har han efter min mening virket som en bremse. Hans uhyrlige selvglæde, arrogance og demagogi har alvorligt skadet den politiske kultur, som er så ung og skrøbelig«.

»Det er dog ikke lykkedes Klaus at destruere den helt, for vi har gudskelov Vaclav Havel. Vi er heldige, at vi har en så kultiveret, dannet og internationalt respekteret personlighed som landets præsident. Og selvfølgelig også fordi vi trods alt nu lever i et demokrati. Men det er ikke Klaus' fortjeneste«, fortæller Michal Viewegh.

Han er en grundig mand. Før han begyndte at skrive om Klaus, studerede han faglitteratur om psykologiske deformationer for at finde ud, om der var belæg for hans opfattelse af Klaus som en sygeligt navlebeskuende og selvforgudende person.

»Første gang, jeg skrev om Klaus, var i en samling føljetoner om tjekkerne og Tjekkiet. Den hedder 'Tag-selv-borde eller hvordan er vi'. Inden da havde jeg gennemlæst en bog om narcissistiske personlighedsforstyrrelser og til min store glæde konstateret, at jeg ikke tog fejl. Alle teserne passede præcist på Klaus. Det var som om bogen kun var om ham. Eller som om forfatteren havde brugt ham som model«.

»Føljetonen om Klaus hed 'Den næste præsidents helbredstilstand' og var min kommentar til debatten om, hvem der bør efterfølge Havel. Klaus vil frygtelig gerne være præsident, og han og andre Havel-modstandere ynder at sige, Havel ikke dur, bl.a. fordi hans helbred er dårligt«.

»Det kan være, at Havels fysiske formåen er svækket, men det er hans etiske og intellektuelle kvaliteter på ingen måde. Klaus spiller tennis og ser, med lidt god vilje, atletisk ud, men hvad nytter det, når hans ånd er deformeret«, siger Viewegh.

Han ved ikke endnu, hvornår Klaus-bogen bliver færdig. Viewegh plejer at skrive tre timer daglig, men nogle dage er mere produktive end andre, siger han. Når han ikke arbejder, læser han eller er sammen med sin kæreste. Eller med familien, han er meget knyttet til. Især moderen, fremgår det.

Han holder også meget af at være sammen med vennerne. Og af at snakke, vel at mærke hvis samtalepartneren og emnerne optager ham, understreger han. Og han kan også godt lide ikke at lave noget som helst. Man skal kunne dovne, siger han.

Vi sidder på en cafe i Prag-bydelen Nusle, hvor han er født og hvortil han er flyttet tilbage efter mange år i en lille provinsby. Han bor i en stor lejlighed, hvor han i begyndelsen af 1960erne tilbragte sine første leveår. Ejendommen tilhørte oprindelig forfatterens bedstefar, men blev nationaliseret ligesom alt andet, da kommunisterne kom til magten. Efter regimets fald fik familien huset tilbage.

Udgivelse forbudt
»Der er sket mange rigtige og retfærdige ting siden kommunisterne forsvandt. Også under Klaus, det har jeg aldrig benægtet, jeg mener blot, at han har gjort flere skader end gode gerninger«.

»Men selvfølgelig er ikke alt det, jeg er sur over i dag, hans skyld. Den vanvittige globalisering f.eks. Eller det faktum, at man ikke kan gå en stille tur, bare for at nyde denne vidunderlige by, fordi det overalt vrimler med turister. Eller de latterlige nyrige. Disse fænomener kan jeg blive ret irriteret over«.

»Men det er alt sammen petitesser. Generelt set er jeg dybt overbevist om, at stort set alting er bedre i dag end under kommunisterne. Ikke helt godt endnu, men meget bedre. Vi kan tale frit, vi kan læse, hvad vi vil, vi kan rejse, kommunisterne er ved at uddø, og det betyder alt sammen, at de unge, som vokser op nu - min datter på snart 18 hører til dem - er frie for de traumer, min og mine forældres generationer stadig bærer i sig. Stadig, selv om nogle sår efterhånden er helet. Jeg tror ikke, at vi nogen sinde fjerner dem helt«.

Han selv har fået helet en række sår på sin professionelle selvbevidsthed - den, som partidiktaturet udhulede systematisk og målbevidst, især hos mændene, som faderen i 'De herlige helvedes hundeår' er et eksempel på. Mange, især de højtuddannede, havde - medmindre de var villige til at danse efter regimets pibe - svært ved at gøre karriere og komme op ad den sociale rangstige.

»For mig var det værste under kommunisme, at jeg ikke måtte skrive. Rettere sagt: det måtte jeg godt, men ingen ville udgive det. Eller turde ikke. Jeg var 22 år, da jeg blev færdig med min første bog og fuld af forhåbninger afleverede den på landets førende forlag, Den tjekkoslovakiske Forfatter. Det var i 1984, kommunisterne sad stadigvæk fast i deres stole, vi byggede fortsat socialisme, censuren var effektiv, og da kom jeg med en novelle, som hed 'Meninger om et mord'«.

»På forlaget mente de, at den var god nok - de kaldte den 'en ung forfatters lovende debut' - men det mente censuren ikke. Og jeg havde det meget skidt med det. Den fik først lov til at udkomme i 1990, da var kommunisterne og censorerne blevet gået«.

»Året efter udkom 'Hundeårene', og så kørte det. Siden har jeg skrevet ca. een bog om året. Og de udkommer alle sammen. Og bliver oversat, til 16 sprog i alt. Jeg er ret tilfreds med min professionelle karriere, og jeg regner selvfølgelig med, at jeg som forfatter bliver bedre og bedre og bedre ...«.

Også mennesket Viewegh har ændret sig siden kommunistpartiets enevælde kollapsede i 1989, for den nye virkelighed gør det muligt gradvist at reparere også de skavanker, totalitarismen har tilført psyken.

Drømmen om sachertorte
»Som næsten alle andre 'børn af kommunisme' var jeg fuld af mindreværdskomplekser. Vi vidste jo inderst inde, at der var frygtelig meget, vi ikke kunne sammenligne med de jævnaldrende fra normale lande«.

»Jeg var næsten 29 år, da jeg første gang så et vestligt land. Det var i 1990, få uger efter systemskiftet, da jeg sammen med et par venner tilmeldte mig en en dags tur til Wien for endelig at se, hvad 'denne her Vesten' var for noget. Det var et chok«.

»Men også en uforglemmelig oplevelse. Vi havde næsten ingen penge, for den vestlige valuta var dyr. Men jeg havde alligevel en drøm om at sætte mig på den berømte Cafe Sacher og drikke en kop mocca og nyde et stykke sachertorte, for jeg havde fået nok af hele tiden at være fattigere end vesterlændingene og misundelig på dem«.

»Men det blev ikke til noget. Vi havde ganske enkelt ikke råd. Så fandt vi en bænk i en park og drak vores medbragte te fra en termokande og spiste de schnitzler, vores familier havde forsynet os med til turen«.

Fem år senere var han i Wien igen, nu som en 'kendt' forfatter, som var kommet på sit forlags invitation og havde sit pæne honorar til rådighed.

»Die Sachertorte smagte fortrinligt. Men det vigtigste for mig var, at jeg nu kunne føle mig ligestillet med andre gæster, også jeg kunne nu sidde afslappet på cafeen, konversere, nyde eftermiddagshvilen og ikke være bange for regningen«, fortæller forfatteren.

Den cafe, vi sidder på i Prag-Nusle, er noget mere beskeden end Sacher, men elegant og smagfuldt indrettet er den. Utallige nye cafeer, restauranter m.m. er dukket op siden jerntæppet faldt og det private initiativ fik lov til at blomstre. Også det glæder Viewegh meget. Han ser heller ikke ud til at have noget imod, at alle på stedet kender ham.

Det sidste kvarters tid deltager også hans kæreste, Veronika, i vores møde. Hun er en køn, mørkhåret pige på 25 år, han nyder åbent hendes selskab og fortæller, at han nu endelig har fundet ro og orden i sit privatliv. Men han siger i samme åndedrag, at den vigtigste kvinde i hans liv er datteren Misja. 'Myten' om, at han skulle være den pigeglade type, afviser han med et stort grin.

Skilsmisse
»Jeg var en meget ung far, kun lidt over 20, da Misja blev født. Det var min daværende hustru også. Jeg var en meget samvittighedsfuld far, jeg skiftede bleer, læste op for hende, legede med hende, gjorde alle de ting, fagbøgerne siger man bør gøre«.

»Men det varede desværre kun kort tid. Så blev vi skilt, og det bør man helst ikke gøre over for børn. Men det sker. Ret tit, af mange mine venner har også været igennem det«.

»Misja havde en lang periode, hvor hun var vred på mig, fordi hun var overbevist om, at skilsmissen primært var min skyld. Det blev endnu værre efter at hun hemmeligt havde læst 'Opdragelse af unge Piger', som ikke just var velegnet for hendes aldersklasse«.

»Hun opfattede bogen som bekendelsesroman, som det ikke er, trods visse selvbiografiske elementer. Og hun var gal på mig og skældte ud over de 'frække udtryk', jeg brugte i bogen. Jeg tror også, hun var lidt flov, for hendes veninder havde også læst den«.

Nu er forholdet mellem ham og Misja, som til daglig bor hos sin mor, godt igen. En markant forbedring kom efter bogen 'Faderkærlighedens referenter', der var skrevet specielt for hende.

»Jeg havde i flere år lovet at skrive en eventyrbog til hende. Det nåede jeg ikke, for pudselig var hun halvvoksen. Men det blev en bog, som åbenbarer meget om mine følelser over for hende, og som også fortæller om, at fædrene til pubertespiger ikke har det nemt«.

»Jeg skrev i øvrigt bogen under et stipendieophold i USA. Den blev til min forbavselse færdig på en måned, for jeg var på en forfattercollege, hvor alle var uhyre flittige, så jeg arbejdede meget mere end de sædvanlige tre timer daglig. Det var fint, men ellers havde jeg det ikke godt, for mit engelske er ret svagt, og jeg føler mig dum hver gang, jeg skal sige noget«.

»Det gjorde jeg også i Danmark. Jeg læste først op ved en litteraturaften i Århus, og det var rigtigt godt, fin stemning, varmt, interesseret publikum. Men så kom en radiojournalist og ville have mig til at sige noget begavet. Dårlige sprogkundskaber lider en stor del af min generation under. Det er også kommunisternes skyld, for det eneste, vi lærte i skolen, var russisk«, siger forfatteren.

At forbedre sit engelske er et af Vieweghs mål for fremtiden. Han vil også pleje sit privatliv og udelukker ikke at blive far igen. Han har ligeledes planer om at være mere politisk aktiv, udnytte de muligheder, han har - f.eks. overvejer han at invitere sine favoritpolitikere til de mange læsermøder, han holder rundt i landet. Klaus standser ikke af sig selv, han skal stoppes, siger han.

Datteren er stolt
»Og selvfølgelig vil jeg skrive. Og bruge så meget tid på Misja, som hun gider at tilbringe sammen med mig. Hun går på Skvorecky-gymnasium (et specielt gymnasium for litterære talenter, opkaldt efter forfatter Josef Skvorecky - red.) og er selv begyndt at skrive. Det er faktisk ret godt, det, hun præsterer. Det siger fagfolk på skolen, og jeg selv er også ret tilfreds«.

»Men endnu mere glæder det mig, at vi nu har fundet en rigtig god bølgelængde. Hun er i hvert fald holdt op med at kritisere