Svantes far og Benny Folkekær er stresset. Nys ankommet fra den blide ø Barbados lider han af kulturchok. Livet i Danmark er så hektisk, og programmet er hårdt: »Jeg har igen rejst landet rundt med Povl Dissing. Jeg skal holde foredrag, flytte ind i en ny sommerbolig og på turné i Letland med nogle skøre spillemænd, som synger Svantes Viser på lettisk. Men det er min egen skyld, at jeg har fået pakket for meget stress sammen. Jeg må mande mig op. Det er muligt, og jeg skal nok klare det. Men det slider«. Benny Andersen er som et skib uden kaptajn. Han savner sin vidt besungne hustru, der plejer sit skrøbelige helbred på fødeøen i det varme Caraibien. Dér bor parret halvdelen af året - langt væk fra medisterpølse og varmedunk. De har bygget hus på en gammel sukkerrørsmark med udsigt til kolibrier, grønne marekatte og det blå hav. Og på Barbados kender man i dag danskhedens digter som den hvide europæer med briller, der altid bærer pakkerne for sin kone. »Vi kan godt tåle at være væk fra hinanden, hvis arbejdet kræver det. Men i kritiske situationer savner jeg hendes ro og overblik. Jeg går alt for let i spåner«, siger han og tænder endnu en cigaret. Alt imens han bedyrer, at den stimulans er overflødig, når Cynthia er nær. 'Min livsfordobler' Hvis det danske sprog var en kvinde, ville Benny Andersen være den person, der altid havde fri adgang til køkkendøren. Sådan beskrev forfatteren Sven Holm den gamle sprogkunstner, da han i 1999 blev hyldet på sin 70-års dag. I forfatterskabet vrimler det med damer. Der er Svantes Nina. Men først og fremmest er der Cynthia: 'Min livsfordobler / mit hjertes indvandrer'. »Jeg har aldrig brudt mig om karlekammersnak. Men når fire raske gutter er på turné, kan det jo ikke undgås, at vi kommer ind på emnet damer! Måske ser vi en forbipasserende dame, der er veludstyret både til gården og gaden. Så kan vi godt lade, som om vi slet ikke kan huske, hvad man kalder 'de der foran'. Vi har været så længe væk fra vores koner, at vi slet ikke kan huske, om man skal dreje på dem eller trykke på dem. Sådan kan vi få en formiddag i bilen til at gå med små dristige indslag. Vi er lidt vovede, men aldrig sjofle. Vi har respekt for kærligheden«. Men Benny Andersen vil helst tale om én bestemt dame. Han mødte hende i Tivolis ViseVersHus i 1976. Begge var nyskilte, men ingen af dem var 'ude med snøren'. Cynthia faldt for Bennys ord. Og senere kvitterede han med en sang 'Da jeg mødte dig', som Povl Dissing har indsunget: 'Du holdt mig så fast med dit blik / at jeg blev herre over min panik'. Robuste overlevere »Det er nok meget karakteristisk, at jeg betages af stærke kvinder. Ikke dominerende kvinder i sort læder med pisk. Men kvinder, som er psykisk stærke. Det hænger sandsynligvis sammen med, at jeg er et umådeligt nervøst gemyt. Jeg hader stress. Derfor er det vigtigt for mig at have en kone, der får mig til at bevare roen«. »Min mor havde også den evne, at hun kunne bevare fatningen i kritiske situationer. Og hun fik resten af familien til at fatte sig. Min far for i flint og fægtede med armene: 'Nu går det hele da ad helvede til'. Men min mor holdt trådene samlet og var det naturlige midtpunkt. Når hun løftede et øjenbryn, vidste vi alle, hvad vi havde at rette os efter«. »Cynthias facon er lidt anderledes. Men også hun formår at træffe de rigtige beslutninger i det afgørende øjeblik. Hun er næsten som kaptajnen på et skib eller piloten i sit fly. Vore døtre har den samme evne. Når det virkelig gælder, bliver de urokkelige. Ikke flagrende feminine væsener, men robuste overlevere«. Humor skader ikke Benny Andersen havde en ny digtsamling med hjem under armen til sin forlægger. For på Barbados er der den ro og samlethed, som i sig selv er inspirerende. Det er hans kone også. Stadigvæk efter 20 års ægteskab. Faktisk i den grad, at han måtte skære nogle af digtene til sin elskede viv fra, for at det ikke skulle blive for meget. »Jeg kom til at skrive en ny digtsamling. Undskyld!« Han gnægger lidt og kaster sig ud i en lovsang til kvinden, der er hans sekretær, hans førstelæser og hans livsmanager. »Hendes ansigt er lige så smukt som altid. Og jeg synes næsten, det hvide hår er kønnere end det sorte afrohår. Hun er en dejlig pige, der har udvidet min horisont. Vi deler de samme interesser inden for litteratur, kunst og musik, og vi keder os aldrig. Vores samliv kører på åbenhed og en stor evne til at lytte. Og så skader det jo heller ikke med humor«. 'Denne kvinde må adlydes' »Jeg er meget konfliktsky, fredselskende og behøver meget ro. Men Cynthia er heldigvis beslutsom og handlekraftig. Indimellem synes hun nok, jeg er lidt for fej og slap, når jeg gerne overlader konflikter til hende. Omvendt har hun antydet, at jeg i hvert fald ikke er kedelig«. »Det handler måske om, at jeg af og til kan gribe en replik i farten og dreje den, så den virker overraskende. Det er noget, hun sætter pris på. Nogle gange har jeg grebet hende i at komme med lignende pudsigheder. Så på det punkt har hun måske lært noget af mig - i al beskedenhed«. »Min kone kan så meget, jeg ikke selv kan. Og jeg er dybt afhængig af hendes mange evner. Det er hende, der kører bil, for jeg har aldrig haft kørekort. Hun er suveræn, når det gælder planlægning, overblik og boligindretning. På et kvarter kan hun få et anonymt hotelværelse til at ligne et fortroligt hjem. Og jeg aner ikke, hvordan hun bærer sig ad«. »Hun er den fødte indendørsarkitekt, og når håndværkere pr. automatik henvender sig til mig med deres bøvl, peger jeg altid på hende: Denne kvinde må adlydes!« Kvindernes ø Begge har helt fra ungdommen haft drømmen om en større virkelighed. Benny Andersen brød ud af sit håndværkermiljø i Søborg, blev barpianist, uddannede sig på aftenskole og endte som sprogvirtuos og komponist. Cynthia er datter af en pressefotograf, der gerne så hende uddanne sig til journalist. Men hun ville hellere være sygeplejerske, rejste til England for at uddanne sig og endte via ægteskab i Danmark. »Kvinderne på Barbados har traditionelt haft en stærk rolle«, fortæller Benny Andersen. »Sådan var det også i Vestafrika, der i sin tid leverede slaver til plantagerne på Barbados. Familier blev splittet, ægteskaber blev forbudt, og de enlige mødre blev kernen i familierne. Man bruger vist udtrykket 'matrilokalitet'. Nu er slaveriet for længst afskaffet. Men Barbados kan stadig byde på mange stærke kvinder inden for politik og erhvervsliv«. »Jeg kan huske, at Cynthia i sin tid undrede sig lidt over rødstrømpernes krav. For på Barbados havde man ikke de problemer. Men bortset fra hudfarven er jeg blevet slået af lighederne mellem danskere og barbadianere. De er pragmatikere, midtsøgende og meget lidt stridbare. De minder mig lidt om min barndoms mennesker i Søborg, hvor man havde lidt mere tid til at snakke med hinanden«. De bedste venner Pubertetsdrengen i Søborg var altid forelsket. Og altid ulykkelig, når skoleskift og sommerferier adskilte ham fra den pige, han aldrig havde fået taget sig sammen til at erklære sin kærlighed. »Jeg blev i stedet gode venner med de piger, jeg var forelsket i. Jeg har altid haft let ved at knytte venskaber med piger. Sammen med piger kunne jeg opnå tryghed og en fortrolighed, jeg aldrig fik til drenge. Både i mit første og andet ægteskab har venskabet været et vigtigt element. Et venskab, som blev akkompagneret af kærlighed«. »Det minder lidt om det venskab, jeg har med Povl Dissing. Han er min musikalske livsledsager, og man har i spøg kaldt os et ægtepar. Da vi forrige år havde 25 års jubilæum, talte man om vores 'sølvbryllups-turné'. Det er ikke helt forkert. For selv om vi hver især holder os ærbart til vore koner ved nattetide, kan forholdet godt minde om mine venskaber med kvinder«. »Jeg tør betro mig til Povl lige så let som til mine kvindelige venner. Hvor gode venner, man end kan være med en mand, er der altid lidt prestige og konkurrence i luften, som betyder, at man gemmer sig lidt. Men Povl står jeg meget nær«. Mænd laver ballade På nogle punkter har Benny Andersen svært ved at forstå sit eget køn. Han føler sig ikke på samme hold som de mænd, der svulmer af testosteron. »Der findes jo mænd, som altid skal lave ballade. Min mor hævdede ganske vist, at jeg altid var oppe at slås i skolegården. Men det kan jeg absolut ikke huske«. »Selvfølgelig har jeg en rem af huden. Men i politik og andre situationer synes jeg altså, at mænd ofte kaster sig ud i foreteelser, som er unødigt svineri med menneskeliv. Der er altså nogle mænd, som lige foretrækker en hurtig krig. - Åh, ja. Men så lad dem dog få det ud i sporten ...«. »Jeg vedkender i høj grad, at jeg har nogle kvindelige elementer i mig. Ligesom min kone er udstyret med nogle mandlige egenskaber, der bestemt ikke forstyrrer hendes kvindelige dejligheder og charme. Det er godt for en kunstner at have lidt af hvert. Det kan man udnytte på det groveste«. »Nogle gange lykkes det at skabe troværdige kvindelige personer. Ja, det er lige før, man selv synes, man kender dem indefra. 'Hvor får jeg det dog fra', kan man spørge sig selv. Svaret er, at det naturligvis stammer fra den kvindelige side i én selv. Eller fra kvinder, man har snakket fortroligt med og fået dessiner fra«. En ny barndom Igen lyder det: 'Jeg savner min kone ...' Hjem, hjemmere, hjemmest. For Benny Andersen er hjemme dér, hvor Cynthia befinder sig. En stærk kvinde, der med hans egne ord stiger op af verdenshavet med dryppende vand om hår og smil. »Hun har redigeret de sidste tyve år af mit liv på fornemste vis. Og nu glæder vi os til at gå i barndom sammen. Jeg kan garantere, at vi ikke vil forsøge at holde os unge med de unge. Bestemt ikke. Men derfor kan man jo godt forholde sig åbent og lyttende til hinanden og verden. Vi vil ikke iføre os små sko«. »Selvfølgelig er det ikke rart at have ondt i knæene og gigt i tommelfingeren. Men så husker jeg, at filminstruktøren Henning Carlsen engang i USA besøgte den aldrende forfatter Henry Miller. Han sagde: 'Jeg er dagligt dybt fascineret af at iagttage mit tiltagende forfald'. Det kan man da kalde positiv tænkning«.