Jo, Kirsten Hammann har prøvet at gøre, som læreren ude i samfundet sagde, hun skulle. Den 35-årige forfatter har forsøgt at skrive den pæne, sammenhængende roman, som hovedparten af anmelderne har bedt hende om, siden hun tordnede igennem den litterære lydmur med historien om 'vera winkelvir' - og lige lidt hjælper det. Efter de første 30 sider ender det hver gang med, at forfatteren er i fuld galop på vej væk fra den realistiske fortælling. Senest har det resulteret i dobbeltbogen 'Bruger De ord i kaffen?', som udkom i onsdags. En kombineret roman og poetik. Den nye bog handler om at skrive. Om at være forfatter. Eller rettere om at være en forfatter, som ikke kan skrive. En forfatter med skriveblokering. Og anmelderne har haft lige så svært ved at få hold på den nye bog, som de havde med romanen 'Bannister' fra 1997 og den selvkørende sprogmaskine i 'vera winkelvir' fra 1993. 'Bannister' handlede bl.a. om Ramona, som ikke var en almindelig person i en almindelig verden, men nærmest var en tilstand. Den tilstand man når i, hvis ens verden er brudt sammen, og alt skal starte på ny. 'winkelvir' var historien om Vera, der kun eksisterede, når hun talte. 'Bruger De ord i kaffen?' er igen noget nyt. »Jeg har vidst, der ville komme blandede reaktioner, og det handler bogen jo også om. At jeg evig og altid vil møde reaktionen: 'Jamen, det er jo ikke til at forstå!' - Hvor er det hun vil hen? - 'bare hun ville skrive en rigtig bog!«. Veras forbandelse Kirsten Hammann må stoppe op et øjeblik efter sin ironiske henvisning til, hvad det er, anmelderne har efterlyst hos hende, siden hun udsendte 'vera winkelvir'. En roman, som alle i dag husker som en øjeblikkelig succes. Bare ikke Kirsten Hammann. »Nogle tror, jeg nærmest blev båret rundt på et guldfad, da den udkom, men så har jeg altså en bedre hukommelse end dem. Anerkendelsen af bogen er først kommet efterfølgende«, siger hun. I sin nye dobbeltbog er forfatteren på skift vred eller skuffet eller irriteret over, at hun hele tiden bliver afkrævet svar på, hvorfor hun skriver, som hun gør. Hvorfor hun ikke bare skriver, som ni ud af ti prosaforfattere gør. Men hvorfor nøjes hun ikke med at vende det døve øre til anmelderne? Hvorfor må hun forholde sig til det gennem store dele af 'Bruger De ord i kaffen?' »Du har ret. Men jeg kunne også spørge, hvorfor de gør så stort et nummer ud af det. Jeg er da selv glad for, at der bliver lavet musik, som jeg ikke kan lide. Nogle synes, det er så forfærdeligt, at jeg ikke bruger mine evner bedre, når jeg nu er så dygtig«, siger Kirsten Hammann med tyk ironi. Ja, det siger de jo, anmelderne. »Det har jeg fået at vide siden 'vera winkelvir'. Jeg kiggede forleden i de gamle anmeldelser, og gang på gang stod der, at nu har hun jo fået det treårige stipendium fra Statens Kunstfond, og så må vi jo håbe, hun får mere styr på tingene. Sådan er det, når man laver noget nyt. Man bliver ikke lige forstået, men bagefter er der nogen, som kigger i bakspejlet og siger, uha, det var der, det rykkede dengang. Men det gør det jo ikke sjovere«, siger hun. I dag kan alle se, at historien om den overfladiske, ironiske figur 'vera winkelvir' har været Hammanns største succes, men den samme Vera har også lagt grunden til den skriveblokering, der i lange perioder har lammet forfatteren. Som hun skriver i romanen 'Bruger De ord i kaffen?': »Man skulle hedde Kirsten Hammann og være 26 år og aldrig have udgivet en bog. Ikke ane, hvad det ville resultere i, ikke vide, hvad konsekvenserne var, bare være så utrolig ung og vild og fylde sin mund med den stemme, der ville kvæle én til sidst«. Prøvede at forlade vera Med andre ord har 'vera' været både en glæde og forbandelse for forfatteren de seneste otte år. Derfor er 'vera' også blevet både en del af problemet og en del af løsningen på Kirsten Hammanns skriveblokering. Den nye bog består for en stor del af dagbogsblade, som er skrevet i forlængelse af udgivelsen af 'winkelvir'. Dagbogsbladene fortæller, at forfatteren på ingen måde var færdig med figuren, da romanen udkom. Hendes pludrende stemme gennemsyrede alt, hvad Hammann skrev. Problemet var bare, at 'winkelvir' var færdig med Hammann. Der var ikke mere i figuren. Du forsøgte ikke at skrive 'Vera 2'? »Nej, og jeg forsøgte heller ikke at skrive den første. Jeg begyndte bare at skrive, og så blev det ved. Her prøvede jeg nærmest at skrive mig ud af det. Enten måtte jeg få den person og det univers i tale igen, eller også måtte jeg få det lukket. I teksterne kommer mit savn frem - at jeg savner at have hendes sprog at skrive med - og samtidig ønsket om at blive sluppet fri, så jeg kan komme i gang med noget andet«. Når du skriver, du ville ønske, du var 26 år og aldrig havde udgivet en bog, er det så, fordi du mener, det ville være lettere ikke at være forfatter? »Nej, det er mere de forventninger, jeg har følt. Det er selvfølgelig mine egne, men dem har man ikke første gang, man udgiver en bog. Man skal ikke grave for meget i det, sådan er det bare. Det er forskellen på denne bog og 'vera winkelvir'. Denne gang var jeg forberedt på reaktionerne«. »Med 'vera winkelvir' forestillede jeg mig alt fra, at anmelderne ville buuuhe mig ud og synes, bogen var noget lort, til at de ville synes, den var fremragende. Jeg syntes selv begge dele, for det er ved gud en underlig bog. Det er jo en fuldstændig forfærdelig bog, hvis man regner med, at vera skal begynde at fortælle en historie«. »Det er det samme her, bare med den forskel, at jeg begynder at kommentere problemet. For det er en del af problemet, at jeg hele tiden bliver bedt om at svare på, hvorfor jeg skriver, som jeg gør«, siger Kirsten Hammann. Hovedet mod en ny mur Hun er godt klar over, at bogen i høj grad er en nødvendighed for hende som forfatter, men hun er også overbevist om, at der er læsere til en poetik - en bog, hvor forfatteren skriver om at skrive og om de overvejelser, der ligger bag. »Man kommer ikke ud i en foredragssal, uden at nogen spørger, hvordan digte bliver til, og hvorfor man skriver. Interessen for at følge forfatteren ind i værkstedet er til stede, men det er ufattelig svært at tale om«, siger hun. Kirsten Hammann har dog svært ved at se, at forfatterens overvejelser over livet og, hvad man bruger det til, skulle være så meget anderledes end andre folks overvejelser. »Hvad gør I andre? Så speciel er jeg sgu ikke, bare fordi jeg skriver bøger. At jeg går og tænker så meget over, hvad jeg ikke forstår, hvad jeg har oplevet eller hvad jeg gerne vil udrette. Selv om andre ikke skriver bøger, betyder det jo ikke, at de er blanke inde i hovedet. De har også drømmen om, hvad livet kunne blive til«. »Jeg mødte forleden en gammel bekendt, som jeg kort fortalte om bogen, og om hvordan man som forfatter hver gang skal opbygge et nyt univers. Han er erhvervsleder og havde netop talt med en psykolog, som var begyndt at sammenligne store erhvervsfolk med kunstnere. De skal også ud på helt nye områder, og det går ud på hele tiden at banke hovedet mod en ny mur«. »Erhvervsmanden gør det, andre ikke kunne drømme om at gøre, fordi det ser umuligt ud, men det er hans opgave, for han skal banke et firma op eller indtage et nyt marked. Jeg skal også hen, hvor jeg ikke kan bunde, men det er da ikke kun forfattere, der har det problem«. I 'Bruger De ord i kaffen?' har du fået forklaret og forsvaret dig. Hvad sker der nu? »Det er fandeme et godt spørgsmål. Jeg siger ikke, det er let, hvis du skriver realistiske romaner, for alle forfattere får helt tydeligt større og større problemer med årene. Der opstår større og større forventninger, men jeg kan godt savne at vide, at jeg forfølger en helt bestemt type litteratur, som jeg vil forfine«. »Jeg ville gerne have et forbillede. Ikke for at skrive som vedkommende, for jeg ville være original, for eksempel (Kenzaburo) Oe, men så ville jeg vide, hvilken type litteratur, hvilken realisme, jeg gerne ville skrive. Det kan jeg godt savne, at jeg ikke har«, siger Kirsten Hammann. Der kommer mereSom læser kan du godt blive grebet af den realistiske fortælling. Hvorfor? »Det er jo, at man bliver lukket ind i et andet menneske - at man følger med og går med ham. At det bliver til virkelighed, men hvad er virkelighed? Det er bare en anden form for virkelighed. Jeg prøver at lave en tættere virkelighed i mine bøger, og det er ikke sikkert, at den er det, men den er tættere på min virkelighed i min litteratur, og så må man tage den eller lade være«. »I denne bog har jeg prøvet at diskutere alle facetter af problemet. Jeg har skældt ud på jer alle sammen, og jeg har skældt ud på mig selv. Det må snart stoppe, men det kommer ikke til at ændre noget. Der vil hele tiden være en anden type litteratur end den sammenhængende realisme, og vi bliver aldrig enige om, hvorvidt den også skal skrives«. En anmelder er i tvivl om, hvorvidt vi kommer til at høre mere fra dig? »Det gør I. Efter mine tidligere bøger har jeg også hver gang været i tvivl om, hvilken ny jord jeg nu skulle betræde. Det er også det, jeg er så vred over i denne bog. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være normal. Hvorfor vil jeg hellere rive romanen i stykker og se, hvad vi kan få ud af den. Det må være noget ... Jeg ved det sgu ikke. Det kunne de formentlig finde ud af på et hospital, hvor de rodede rundt i ens hjerne ...«.