Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med livet i bakspejlet

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Allerede som 14-årig meddelte Hanne-Vibeke Holst sine forældre, at hun havde bestilt værelse på et pensionat på Læsø i fire dage for at få ro til at skrive. Herefter hankede damen op i sin røde Olivetti og sit voldsomme indre åndsliv og drog af. Lige siden har hun øst af sit eget liv i et forfatterskab, der til dato tæller otte romaner.

- Jeg skriver kun med mit hjerteblod - det er destilleret liv, der kommer ud. Og det skal stå på flasker nogle år og lagre, før jeg kan hælde af det, siger forfatteren, debattøren og journalisten Hanne-Vibeke Holst.

Tusindvis af danske kvinder har fulgt tv-journalisten Therese Skaarups konflikt mellem karriere, kærlighed og yngletrang i 90er-romanerne 'Thereses tilstand' og 'Det virkelige liv'. Tilsammen er de to romaner trykt i lige ved 100.000 eksemplarer. Og nu er der ved at være lagret liv nok til et bind mere.

Hanne-Vibeke Holst sidder med rank ryg i sofahjørnet i den lyse havestue i villalejligheden på Frederiksberg. Dialekten er stadig svagt nordjysk. Håret er stadig lyst og kortklippet og øjnene meget lyseblå. Men i det spinkle, klare ansigt sidder en overraskende og vedvarende alvor.

- Man bliver mere alvorlig, når tingene koster noget, lyder den korte forklaring.

Og det har kostet i det seneste par år. Næste bind i serien om Therese Skaarups liv bygger på et par voldsomme år i forfatterens liv. Om faderen, forfatteren Knud Holsts død, om det smertefulde brud med den tidligere ægtemand. Og om det granatnedslag, der totalt ændrede hendes liv. Nemlig den store kærlighed. Og om glæden ved endelig at turde give sig hen.

- Det har altid været et bakspejls-forfatterskab. Jeg kører gennem erkendelsesmæssige landskaber, og først når jeg kan se et stykke liv i bakspejlet, kan jeg skrive om det, siger hun.

Jeg lod min far forsvinde
At Hanne-Vibeke Holst formår at tappe sit liv på flasker og udgive det i bogform, skyldes måske, at hun altid har følt sig som observatør. Det er en ensom fornøjelse altid at stå et halvt skridt uden for fællesskabet og sit eget liv, men man ser til gengæld klart på den afstand. Sin observatørstatus bruger hun også flittigt som debattør i aviser, ugeblade og på tv. Ofte som skarp gennemskuer af sig selv og sin egen generation af kvinder.

Nu er tredje bind i trilogien om Therese Skaarup ved at tage form, og sendes i handlen i den kommende bogsæson.

- Jeg har den i hovedet og har allerede skrevet en tredjedel af den. Men problemet er at få tid. I øjeblikket kæmper jeg for hvert minut ved computeren, siger Hanne-Vibeke Holst.
Det kan da også virke som overlagt selvmord at gå i gang med at skrive en roman i en husholdning og et liv, der ud over fem sammenbragte børn og en mand også tæller et spædbarn på bare fire måneder.

- Bøger skal skrives, når de skal skrives. Man kan ikke forcere det eller udskyde det. Syrenerne blomstrer i juni og er afblomstret i juli. Sådan er det også med en roman - den skal plukkes, når den er moden, siger hun med et smil, der afslører de lidt skæve fortænder, som giver ansigtet karakter.

Det er heller ikke ligefrem befordrende for romanens færdiggørelse at Hanne-Vibeke Holst desuden er succesramt medforfatter til seks nye afsnit af tv-serien 'Strisser på Samsø' med snarlig deadline.

- Mit store forbillede er Bjarne Riis. Det er det rene Tour de France at skrive en roman. Man har kørt 50 kilometer og foran én ligger de skide alper. Man har tyndskid, modvind, og det regner. Og man har Jalabert og Zülle lige i nakken. Men der er jo kun ét at gøre, og det er at gennemføre lortet, siger hun.

Den ny bog tager sit udgangspunkt i, at Therese Skaarups far dør.

- Bogens far-tema bygger selvfølgelig på mit forhold til min egen far, som dog forblev mere uafklaret end Thereses gør. I bogen bliver hun nok nødt til at indrømme, at han var et dumt svin. At han faktisk forlod sine børn og ikke tænkte meget på dem siden. Og det er noget af det mest ubærlige, fortæller Hanne-Vibeke Holst.

Hun er selv skilsmissebarn og Hanne-Vibeke Holst så ikke sin far, forfatteren Knud Holst, i de sidste syv år før hans død i efteråret 1995.

- Jeg ærgrer jeg mig over, at jeg ikke insisterede på at få et ordentligt forhold til ham. Jeg fortryder, at jeg tillod, at han forsvandt ud af mit liv. Han erklærede, at han aflagde sig faderrollen. Og det burde jeg ikke have ladet ham gøre. Om ikke andet så for mine børns skyld. De nåede aldrig at møde ham, siger hun.

År i ophøjet ensomhed
Den 38-årige Hanne-Vibeke Holst er født og opvokset i Løkken i Nordjylland. Og som barn af forfatter-forældre var hun 'ret aparte' i det nordjyske.

- Jeg havde et meget intenst åndsliv. Jeg var meget søgende, meget tænkende, læste og diskuterede intellektuelle spørgsmål. Men der var ikke mange, jeg kunne dele den side med i Løkken.

Hanne-Vibeke Holsts far fungerede som en slags læremester for hende. Han havde eget arbejdsværelse, mens moderen, forfatteren Kirsten Holst, måtte skrive ved spisebordet.

- Min far var utilnærmelig og væk i sin kunst - interessant og uopnåelig. Det betød meget at få ros af ham. Den eneste måde at komme ind til ham, var at skrive. Så jeg skrev fra jeg var helt lille, siger hun.

Som barn havde Hanne-Vibeke Holst en meget stor udlængsel.

- Jeg følte, at jeg ikke hørte til i Løkken. Der var nok højt til himlen, men ikke højt til loftet. Jeg følte, at jeg skulle væk. Og det kom jeg, siger Hanne-Vibeke Holst.

Som 14-årig tog hun på kostskole i Wien. Det var et et ensomt år, men også et valg, der for alvor sendte hende ind i litteraturen og kunsten.

- De piger, jeg delte sovesal med, var meget umodne. De syntes, jeg var så klog. Jeg var respekteret og interessant, men jeg var ikke med i fællesskabet. Jeg var ophøjet ensom.

- Vi havde to timers udgangstilladelse om ugen. De andre piger gik på iscafé og blev gjort gravide af jugoslaviske gæstearbejdere. Jeg gik ud og så på kunst. Hver uge var jeg på det samme kunstmuseum. Det var som at gå i kirke. Jeg stod bare der foran Gustav Klimt og lod mig fylde op. Eller sad på wienercafeer rundt omkring og skrev. Det var ren overlevelse - og en smule selviscenesættelse, siger hun.

Omringet af goldhed
Hanne-Vibeke blev student, tog til Paris som au pair-pige og følte sig alene, fattig og fed. Hun skrev stakkevis af dagbøger, skamred byens museer og blev 'en rigtig Chagall- groupie'.

- Samtidig blev min mor klippet korthåret og gik hjemmefra. Og så var den barndom forbi. Jeg lærte virkelig at være alene dengang. Og fornemmelsen af at være bænkevarmer til de andres fest, har egentlig først fortaget sig i det seneste par år, siger hun.

Efter fire år på Journalisthøjskolen i Århus og et par job som skrivende journalist i hovedstaden, blev Hanne-Vibeke Holst i 1984 gift med Laurs Nørlund, der i dag er kabinetschef på miljøkommissær Ritt Bjerregaards kontor i Bruxelles.

I 1987 blev han udstationeret i Moskva som diplomat og hermed startede Hanne-Vibekes karriere som diplomatfrue og freelance-skribent. Under de tre års ophold i Moskva skrev hun blandt andet filmmanuskriptet til filmen 'Dagens Donna' og fødte to børn.

- Vi boede der i Glasnost-årene. Det var dengang, man kunne gå en tur på gaden og mærke historiens vingesus. For mig var det nærmest en vækkelse at komme fra et forkælet, velfungerende smørhul som det danske til et land, hvor politik ikke var ligegyldigt, men handlede om liv, død og frihed for et hårdtprøvet folk. Siden dengang har jeg taget politik gravalvorligt, siger hun.

Efter årene i Moskva, drog familien videre til Bruxelles. Herfra skrev Hanne-Vibeke Holst blandt andet 'Thereses Tilstand' og 'Det virkelige liv'. Men årene i 'Euro-city', som hun kalder Bruxelles, gjorde det nærmest af med hendes åndsliv. Livet piblede simpelt hen ikke længere.

- Jeg følte, at den ånd, den poesi, jeg havde fat i som helt ung efterhånden blev mere og mere udtyndet. Der bredte sig en goldhed omkring mig. Efterhånden var der kun en lille, flakkende flamme tilbage af det, jeg egentlig hægede mest om. Og så døde min far. Jeg tror, at alle der er i en vakkelvoren livssituation, oplever, at et dødsfald tæt på kan være det, der får alt til at brase sammen.

Mindre brug for ironien
Det var med betænkelighed, at Hanne-Vibeke Holst i efteråret 1995 sagde ja til at rejse ud og lave en række dokumentarprogrammer i Østeuropa med titlen 'Fra Swinoujscie til Odessa'.

- Jeg var meget i tvivl, for det betød, at jeg skulle være væk fra mine børn i 25 dage i træk. Dengang vidste jeg jo ikke, at jeg aldrig ville komme hjem igen, siger hun. På rejsen forelskede hun sig i holdets fotograf, filmfotografen Morten Bruus.

- Jeg mødte et menneske, som tog min hånd. Pludselig kunne jeg slappe af, der kom en utrolig ro ind i mit liv. Jeg fik mig selv tilbage, siger hun.

Kort efter hjemkomsten pakkede hun sin bil og kørte sig selv og sine to børn til Danmark.

- Det var både brutalt og dramatisk. Det er faktisk ligesom at skrive en roman: Pludselig er den bare slut, uden at man vidste det på forhånd. Sådan var det også med mit ægteskab. Pludselig var der ikke flere skinner, her løb sporet ud. Det kom som et chok - også for mig.

- Jeg havde svært ved at forklare det. Jeg kan huske, at der var én, der spurgte mig, hvad jeg dog ville med den mand. 'Jeg vil stå i en vinduesniche sammen med ham og se på himlen', svarede jeg. Det lød jo tåbeligt, men så stort og så småt var det.

- Faktisk er jeg et meget poetisk menneske. Men det blev væk i det der rappe hardcore-liv, jeg levede før, siger hun.

Nok er Hanne-Vibeke Holst blevet mere alvorlig. Men det ser hun selv som en styrke. Ironien har hun stadig, men hun behøver den ikke hele tiden.

- Jo bedre man har det, jo mere alvorlig kan man tillade sig at være. Tidligere havde jeg en ironisk distance til mig selv, til min mand og til mine omgivelser - jo dårligere, jeg havde det, jo mere ironi. Den ironi behøver jeg ikke så meget mere. Jeg har fået et liv, hvor jeg kan være mig selv. Jeg behøver ikke at forstille mig længere. Men en skilsmisse er ikke nogen picnic. Jeg slikker stadig mine sår, siger hun.

Skilt og fordømt
Og når et succespar pludselig bliver skilt, reagerer omgivelserne temmelig voldsomt.

- Det så så godt ud udefra. Og folk har så få glansbilleder, at de ikke kan holde ud, når man river et af dem i stykker. Man bliver så fordømt. I flere måneder går man kun ud efter mørkets frembrud og er totalt sårbar. Man skal hele tiden forsvare sig. For når man har det hele, kan man da ikke være bekendt at forlange mere.

- Og så kommer tvivlen: Gør jeg nu det rigtige, bliver mine børn traumatiserede, kan jeg virkelig tillade mig det her. Det er utroligt skyldbetynget og skamfuldt at gennemgå en skilsmisse.

- En skilsmisse udløser også de andres angst for pesten: Det smitter, det smitter, lad os holde os langt væk, for hvem bliver de næste.

- Det er en skrap omgang. Og et eller andet sted tror jeg aldrig, man kommer over det. I vores generation vil vi jo ikke skilles. Det ville jeg heller ikke. Vi var begge skilsmissebørn, og jeg har altid sagt vidt og bredt, at det ville jeg ikke byde mine børn. Men man er jo ikke klogere, end det liv, man har levet, siger hun.

- Men man oplever også, at hullerne lukker sig efterhånden. Og det er en benhård erkendelse, at vi er udskiftelige. Jeg har altid undret mig over, at man kunne få flere liv. Jeg forstod aldrig, at mine forældre kunne få et nyt liv med nye partnere.

En lykkelig kvinde?
Det er efterhånden langt over spisetid, og uroen i den to-etagers lejlighed på Frederiksberg stiger langsomt men mærkbart. De store unger er sultne, babyen er træt og den unge pige i huset har sat grøntsagstærten i ovnen.

Som endnu et diskret vink har Hanne-Vibeke Holsts mand ladet døren til havestuen stå åben sidste gang, han var inde og vende. Det er kort sagt tid til at bryde op. Inden da er der lige tid til et superkort spørgsmål om titlen på den ny bog.

Hanne-Vibeke Holst smiler.

- Arbejdstitlen er 'En lykkelig kvinde', siger hun.

- Det ved jeg ikke, om hun bliver, men jeg arbejder på sagen.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden