Kom ikke mere herhen, du må tænke på dig selv! Jeg vil ikke have, at du kommer herhen, for du er nemlig min ven, det har du bevist i dag, og derfor vil jeg ikke også bringe dig i fedtefadet, Conde. Pas på, du ikke brænder fingrene. Du ved jo godt, at hvis der smides lort i ventilatoren, bliver alle svinet til. Selv en som du, et mandfolk og en ven, som der siges ude på gaden ... Her er så zorroen Leonardo Padura, der katapulterer læsere durk ind i Cubas hypnotiserende menneske-zoo i 'Maskespil i Havana' og maser kønnet op i fjæset på os, mens virkeligheden flækkes på langs som en overmoden papaja, og ormene vrimler ud ... Og han er en lille, stilfærdig mand. Med næsten hypokondrisk angst for, at en gammel brok skal bryde op, og på spanden uden sin Lucía. Den stilfærdige hjemmefødning Leonardo Padura er manden fra Havana, men endnu mere drengen fra el barrio, fra kvarteret Mantilla i den sydlige forstad Arroyo Naranjo, søn af (Leo)Nardo og Alicia, barnebarn af Juan og Juana, altid den samme i det samme hus, der netop nåede at stå færdigt til Leonardos ankomst i 1955. Alicias søn er lokal og afhængig af at høre til. Han hæger om sit selvvalgte Mantilla- inxilio, det tilbagetrukne livs eksilmulighed for den, der ikke rejser væk , og nyder daglig at høre sin mor kalde Nardito! fra stueetagen op til førstesalen, hvor han bor med sin uundværlige kone gennem 28 år ... Og igen, hvem er så denne stilfærdige hjemmefødning? Forkærlighed for krimi noir-genren Den Leonardo Padura Fuentes eller Leonardo Padura - begge versioner optræder på internationale bogforsider - der »fra mandag til søndag« sidder ved sit skrivebord og arbejder, er universel og efter eget udsagn kun afhængig af sin samvittighed. Berømmelsen og priserne kan han takke sin forkærlighed for krimi noir-genren for. Med forbilleder som Raymond Chandler og Dashiel Hammett og i nyere tid bl.a. Manuel Vásquez Montalbán fra Spanien skrev han i 1990'erne tetralogien 'Havanakvartetten' eller 'De fire årstider', om kriminalkommissær Mario Condes jagt på forbrydere, sandheder og sig selv i det socialistiske tropeparadis i året 1989. Og bøgerne er gået rent hjem lige siden. Melankolsk-ironisk temperament Hver gang Leonardo Padura oversættes til et nyt sprog, er modtagelsen en greve værdig. Conde - 'Greven' - falder nemt i læsernes og anmeldernes smag, senest i Danmark, hvor den tredje bog i serien, 'Máscaras', på dansk 'Maskespil i Havana', udkom primo april på Ole Sohns forlag. Også danskerne kan lide 'Maskespil i Havana's Cuba for det eksotiske bøssemiljø, transvestitterne, de udstødte 'samfundsforrædere', bureaukraternes magtmisbrug og livet i el barrio set gennem et melankolsk-ironisk temperament. Eskatologisk historie Temperamentet tilhører erindringsfetichisten Mario Conde, macho-stalinisten Conde, skabsforfatteren Conde, der først frastødt og modstræbende, siden fascineret og lyttende og til slut taknemmelig får hjælp af en aparte og lysende mentor, historiens motor, den kimonoklædte bøsse, fritænker, provokatør, teaterinstruktør og persona non grata Alberto Marqués - Markisen. I en »eskatologisk historie om en kvalt homoseksuel fyr med to pesostykker i røven, der forinden havde spadseret rundt i et teaterkostume, som bagefter skulle blive griset til med mindre og større former for ekskrementer, som Alberto Marqués ville have sagt« - for nu at citere side 84 i den danske oversættelse. Vi er vilde med arketyper, stereotyper og i det hele taget typer, og krokodilleøen i Caribien vrimler med dem, i virkeligheden og i Paduras krimi noir, som har virkeligheden bag den forfaldne revolutionsfacade som ærinde. En hædersmand »Jeg skabte figuren Mario Conde til den første bog 'Pasado Perfecto', og det, jeg gik efter, var en hovedperson, som kunne være min mellemmand«, fortæller Leonardo Padura i en blød sofa på Hotel Phoenix i Bredgade, mens den ramme lugt af sort cigarettobak breder sig fra hans medbragte Popular. »Jeg skulle bruge en person, der var i stand til at analysere og være visionær og følsom over for fænomenerne i den cubanske virkelighed. Det skulle samtidig være en politimand. I Cuba er det umuligt at være privatdetektiv. Og det skulle være en politimand, der hverken mindede om de rigtige politimænd i Havana eller om politifolkene i de politisk korrekte krimier, der før var blevet skrevet i Cuba«. »Mario Conde er på den måde en usandsynlig politimand. Han er litterær, taler og tænker i metaforer, han elsker litteratur, vil selv være forfatter, i 'Maskespil i Havana' når han endog frem til at få skrevet en fortælling. Han er en mand med stor venskabsfølelse, der mærker behovet for venskab og solidaritet meget stærkt«. »Hans ven 'Tynde's fysiske tilstand, for eksempel, krøbling efter Angolakrigen og overdrevent fed af livet i kørestol, minder Conde om de tider, hvor det blev lovet, at alt ville blive bedre. Og om tabet af illusioner i en nutid, i hvilken han ser, at fortidens løfter var baseret på noget, der ikke var virkeligt«. Smøger og sprut Leonardo Padura udstyrede naturligvis kriminalkommissæren med et arketypisk krimi noir-forhold til smøger og sprut. Conde siger aldrig nej til øl, rom, en god cigar, og cigaretter kan han altid ryste ud af pakken. »Men jeg var nødt til at give ham et vigtigt karaktertræk med hensyn til adfærd og moral. Han er ordentlig, faktisk meget decente. For da han i hver bog skulle bedømme og dømme andre, kunne jeg ikke lade ham være svag og en del af dårligdommene«. Den kriminelle verden blandt de hvide flipperDenne ordentlige person afviser på den ene side totalt sin fortid, og på den anden side længes han efter den og søger den altid. Hvorfor dette dobbelte behov? »Det er et almenmenneskeligt behov, tror jeg. At forsøge at forklare for sig selv, hvorfor livet har været et og ikke noget andet. Mario Conde ser aldrig sig selv som politimand. Det koster ham store anstrengelser at se sig selv som del af dem, der undertrykker, bruger vold og magt. Og han søger hele tiden efter grunden til, at han blev politimand. Og kan kun finde den samme forklaring: at han blev politimand, fordi han ikke kan fordrage, at røvhullerne, los hijos de putas, slipper af sted med at lave lort uden at betale for det«. »I mine romaner er det særlige så, at røvhullerne ikke er en sort, som stjæler en høne, eller en fyr, der bryder ind i et hus og rapser et stereoanlæg. Røvhullerne her er direktører i virksomheder, viceministre, diplomater, lærere, som er ungkommunister, ansvarlige personer for de store økonomiske planer ...«. »Jeg prøver at forskyde den kriminelle verden fra det marginaliserede til cuello blanco-verdenen, bureaukratiet med de hvide flipper og meget på samvittigheden. Jeg havde brug for at reflektere over forbrydelser som korruption og magtmisbrug og vold i langt højere grad end over simpel kriminalitet. Der hvor det handler om magt, beslutninger og muligheder, finder du de 'onde' i mine historier«. Smækfyldt af illusionerMario Conde har levet i det samme tidsrum som Dem. Hvor meget af Dem er der i ham? »Han er 100 procent en mand af min generation. Hans måde at tænke på, hans uddannelse, hans erfaringer. Disse romaner er i allerhøjeste grad generationsfortællinger. Med typiske karakteristika som at Mario Conde altid optræder omgivet af venner. Vennerne følges med ham igennem bøgerne og udtrykker med hver sin livsanskuelse, kultur og erfaring en fælles adfærd for den generation, jeg tilhører«. »Vi er generationen, der voksede op med revolutionen. Inde i revolutionen. En generation, der levede smækfyldt af illusioner, med tro på en lovet bedre fremtid, der ville komme, og som pludselig fra 1989-90-91 så denne fremtid opløse sig som salt i vand. Og især begyndte vi at få en reel fornemmelse af, hvad der havde været. For eksempel de forbrydelser, der var blevet begået i den sovjetiske socialisme i den bedre fremtids, utopiens, det mere retfærdige samfunds navn«. I et større perspektiv Samtidig fik de øjnene helt op for, hvad der var sket i Cuba i samme mere retfærdige samfunds navn. Og Leonardo Padura så, at systemets strategi nu var at lade fortidens mindre flatterende hændelser glide ud af befolkningens kollektive hukommelse ved ganske enkelt ikke at vende tilbage til det ubehagelige i tale og skrift. »'Maskespil i Havana' handler om 1970'ernes undertrykkelse og frem for alt marginalisering af mange intellektuelle, fordi de var homoseksuelle og ikke demonstrerede den kommunistisk-revolutionære indstilling, som man mente, de burde have«. »For mig var det altid meget dramatisk, at store cubanske forfattere som Virgilio Piñera og José Lezama Lima måtte leve deres sidste år uden håb om, at deres bøger igen ville blive publiceret, at de igen ville blive interviewet, eller at man ville lave et teaterstykke eller et universitetsstudie over deres arbejder. De var personae non gratae. Civile døde. De levede der i Cuba, ingen generede dem fysisk, men det var, som om de ikke eksisterede«. »Disse historier kendte vi til, og nu kunne vi sætte dem ind i et større perspektiv. Men der blev ikke skrevet om dem. Derfor besluttede jeg at vende jorden en omgang og dykke ned i temaet«. Billeder af den faktiske virkelighed Det historiske perspektiv løber som en pulserende åre gennem Paduras liv og forfatterskab. Ligesom han altid længes efter sit Mantilla med de mange træer; et folkeligt kvarter tilbagetrukket fra Havanas kaotiske indtryk og gammelt nok til, at både hans oldefar, bedstefar, far og han selv kunne slå rødder samme sted, er det tilsvarende afgørende for ham, at cubanerne ikke mister vigtige fornemmelser af, hvordan de har levet gennem alle disse år under revolutionen. »Derfor opfylder litteraturen i Cuba to funktioner. Den ene er at redde erindringen og genetablere hukommelsen, den anden er at skrive krøniken over det cubanske folkeliv«. »Når du om halvtreds år læser en af mine bøger og læser en udgave af Cubas officielle avis, Granma, fra i dag, vil du tro, at du læser om to forskellige lande. I Granma vil du blive belært om, at alt er perfekt og fungerer smukt, at Cuba er et mirakel. Og i mine bøger vil du finde fortællinger om, at der var undertrykkelse, korrupte politifolk, funktionærer, der misbrugte deres magt. - Så hvilket af disse to lande er det virkelige Cuba?«. »Det faktum, at der eksisterer en totalt statsstyret presse, hvis vigtigste funktion er propaganda, har givet den narrative fortælling ansvaret for at skabe sande billeder af den faktiske virkelighed. Det er en almen egenskab ved litteratur, men i vores tilfælde er det nærmest blevet en besættelse«. Noirlitteratur kan det hele 'Maskespil i Havana' stikker til læseren, hvor den kan komme til det. Man vækkes af ulidelig augusthede, liderlighed og mere liderlighed, primitive slagsmål, skingre dramaer i forudsigelige telenovelaer, affald, forfald, rastløse kroppe i en kværnende hverdagsmonotoni. Det er Cuba, og man frastødes og tiltrækkes på én gang af det fandens boblende liv. Alt imens Padura tilsætter sin særlige husblas for at få billedet til at stå skarpt og afslører, at plot, mord og suspense er totalt underordnet et eksistentialistisk kammerspil. Hør her, hvordan teaterinstruktøren Alberto Marqués indvier Conde i systemets famøse 'kategorisering' af ham: »Det hed sig, at mine stykker og iscenesættelser kun sigtede mod æstetisk at forarbejde snobbisme, ekstravagance, homoseksualitet og andre sociale vildfarelser. Med min grusomhedens, det absurde og totale teaters filosofi var jeg veget bort fra den vej, hvor man stræbte mod rene mål«. »Man ville ikke tillade mig at fremture med min »storborgerlige arrogance« - nu stammer anførselstegnene igen fra taleren, for det drejer sig ord til andet om et citat - hvormed jeg ville tiltage mig rollen som en eksklusiv kritiker af samfundet og Cubas historie, men samtidig på scenen også holde de sande kampe udenfor og gennem mine værker gøre latinamerikanske folk til borgerlige teatres og imperialistiske forlags yndlingstema ... Jeg ved ikke helt, hvad det hele skulle betyde, men sådan har han altså sagt det, ord for ord, og til sidst har han hævdet, at mit værk, mit eksempel, ja hele min person aldeles ikke, som gud og hvermand jo vidste, lod sig forene med den nye realitet. Og så gik man over til afstemning«. »Til slut blev den afsluttende tale læst op af den, der førte forsædet i tribunalet og hidtil ikke havde sagt et ord. Som man kan tænke sig, sagde han næppe noget nyt. Han talte om en åben kamp imod fortiden, imperialismen og borgerskabets trælle, for en bedre fremtid i et samfund, hvor mennesket ikke var menneskets ulv. Kort og godt, et jammerligt afsluttende ord for skuespillet denne historiske dag i året 1971, hvor der sågar havde lydt klapsalver og bravurråb. Og dermed faldt tæppet ned over min nakke ...«. Social litteratur Bemærk (...)-klammen. Afsnittet i bogen er længere endnu. Og ikke det eneste af sin art. Kan man det i en politiroman? »Jeg skriver politiromaner, som for hver roman bliver mindre politiromaner og mere sociale. Forestil dig, at du står foran en væg. Denne væg repræsenterer mulighedernes grænser. For hver bog skubber jeg en smule mere til væggen for at komme dybere ind i den virkelighed, der eksisterer i dag i mit land«. »Noirlitteratur er i høj grad social litteratur. Og jeg valgte genren, fordi den tillader dig at gøre lige, hvad der passer dig. Det er ikke en underlødig genre, der forpligter dig til at skrive enkelt. Tværtimod. Og den har den dyd, at dens karakteristika med det samme placerer dig i de mørkeste egne af virkeligheden«. En af dem, der skriver Og så må man jo spørge. Kan han gøre og skrive, hvad der passer ham? »I Cuba kan ingen gøre, hvad der passer dem. Ingen minister kan gøre, hvad han vil, for vi har hundredvis af gange set, at dagens minister i morgen er direktør på en skole i Guantánamo. Magten uden for de snævreste cirkler omkring Fidel er absolut midlertidig. Det vil sige, at jeg er ikke sikker på noget«. »Jeg er en simpel forfatter, der lever temmelig afsondret fra den sociale og kulturelle verden og totalt afsondret fra den politiske verden i en slags refugium i mit kvarter, mens jeg skriver. Det er det, jeg mener, at jeg skal. I Cuba er der mange, som siger, at de er forfattere, men der er langt færre, der skriver bøger. Jeg er en af dem, der skriver. Og prøver at leve så tilbagetrukket som muligt«. Hverken eller Leonardo Padura er ikke blevet censureret, nej. Måske fordi han lever, som han gør. Måske fordi han ikke er aggressiv, men undersøgende og tempereret i sin approach. Måske fordi han ikke går direkte efter Fidel Castro. Og jo, der findes givetvis en file med hans navn et sted, med alt hvad han har sagt og gjort, men undersøgt og forfulgt er han ikke i Cuba. Tværtimod lever han der med den glæde, at han også læses der. Leonardo Padura svarer beredvilligt og omhyggeligt på selv de mest stereotype Cubaspørgsmål. Nej, Cuba er hverken det socialistiske paradis eller det helvedes diktatur, som europæiske henholdsvis venstre- og højreorienterede tegner op, men en blanding af det gode og det dårlige. Et sted som alle andre egentlig, hvor der sker beundringsværdige ting og dybt begrædelige ting. Man kan også stille ham alle spørgsmålene om, hvor Cuba er på vej hen, og han svarer venligt, at systemet har brug for evolution og liberalisering, uden at det behøver at gå ud over dets essens, og at det ikke vinder ved at begrænse og kontrollere og marginalisere. Lorten i ventilatoren Det føles på sin vis uhøfligt og unfair at tænke, at også han, denne åbne, ordentlige og samvittighedsfulde mand, har sine maskespil, der skal spilles i og uden for Havana. Men der er et mærkbart fravær i udvalgte svar. Vaselinefornemmelsen. Og 'tampen brænder'-udstråling, da Leonardo Padura uopfordret siger: »Jeg ved ikke, om vi bør sige det her, men i slutningen af romanen er der en stor lektion. Udholdenheden er en del af menneskets muligheder. Mennesket kan udholde. Og Marqués har udholdt ved at gøre det eneste, han ved, at skrive«. Og så igen, måske er det bare det med lorten i ventilatoren.