Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debutforfatter karikerer den arketypiske alfahan-forfatter

Nathaniel Richs første roman er vovet, men bygger på en stor kærlighed til forgængerne.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er som en scene fra en roman.

En gammel mand er kommet en time for tidligt til en celeber fest på Manhattan. Festen afholdes af det prestigiøse, litterære magasin The Paris Review.

Den gamle mand er en af festens naturlige hovedpersoner, en stjerneforfatter. Men alligevel står han nu alene og forvirret i en stor balsal. Måske er han konfus, tænker personalet. De aner ikke, hvem han er.
En gin og grapejuice

Magasinets unge redaktør går hen til den gamle forfatter, som han straks genkender: »Må jeg bringe Dem noget?«, spørger han.

»Jamen, hvad med at De går op i baren og henter mig en gin og grapejuice og så holder mig med selskab?«, svarer den gamle forfatter. I den næste time fortæller han om gamle dage på The Paris Review. Om baseball. Og om Brooklyn.

Pludselig, ud af det blå, spørger han så, om den unge redaktør har planer om at skrive en roman. Det har redaktøren faktisk.

»Så har jeg et godt råd til dig: Hvis du nogensinde skal på forfatterturné, er der én regel for, hvad du skal læse op: Sexscenerne«.
LÆS OGSÅ


Forfatteren var den litterære løve Norman Mailer. Redaktøren var Nathaniel Rich, der i mellemtiden er blevet 31 år, har kvittet sit redaktørjob og er flyttet fra New York til New Orleans. Og nu er han blevet forfatter. 12. januar udkommer hans debutroman på dansk, 'Borgmesterens tunge', på det nye forlag Ordenes By.

Og Da Rich tog på oplæsningsturné, huskede han Mailers råd.

»Som oftest læste jeg fra bogens eneste sexscene, som er lige i begyndelsen af bogen. En grotesk, skræmmende sexscene. Jeg er ham meget taknemmelig«, fortæller Nathaniel Rich, da jeg møder ham i New York i slutningen af november.
Arketypisk alfahan-forfatter

Han er hjemme for at fejre Thanksgiving med familien og - ikke mindst - for at spille american football i Central Park med sine gamle skolekammerater. Det har han, sin unge alder til trods, gjort i 13 år.

I det aktuelle nummer af New York Times Magazine har han under titlen 'The Turkey-Lurkey Bowl' skrevet om denne nærmest sakrale tradition, der for ham og hans venner er blevet en lige så vigtig del af Thanksgiving-ferien som de rester af kalkunen, man spiser dagen derpå.

Nu afdøde Norman Mailer har ikke bare leveret gode råd om markedsføringen af bogen, ganske uvidende har han sammen med en håndfuld andre mandlige forfattere leveret karaktertræk til romanens groteske og mytiske forfatter Constance Eakins.

En central figur i 'Borgmesterens tunge'. Eakins mestrer en stor mængde genrer, og hans samlede værker er nærmest uendelige og genstand for omfattende forskning. Læg dertil Eakins skræmmende, bryske personlighed, og man har den ultimative, patriarkalske arketype af en forfatter.

Monstrøse forfattere
»Han er kombinationen af de mest monstrøse kvaliteter fra de forfattere, som jeg synes er gode og intimiderende«, fortæller Nathaniel Rich.

»Han er en seksuelt hæmningsløs eventyrer som Hemingway. Jeg bruger dog ikke Hemingway så meget, fordi han ikke er et vigtigt litterært forbillede for mig, men som model for alfahan-forfatteren er han arketypen. Så er der også noget af Faulkner og af J.D. Salingers og Thomas Pynchons hemmelighedsfulde eksklusivitet. Af Nabokovs og Gore Vidals foragt for andre forfattere og andre mennesker. Og det selvmytologiserende«.

På hjemmesiden for 'Borgmesterens tunge' har Nathaniel Rich lavet en fanside for Eakins, hvor folk kan uploade hjemmedesignede bogforsider til den fiktive forfatters mange bøger. Der ligger også et fingeret interview med Eakins, der skal forestille at være fra The Paris Review.

LÆS OGSÅ

»Det er i virkeligheden et sammenskrab af alle de mest horrible ting, som forfattere har udtalt i The Paris Review-interview igennem tiden plus andre ting, som jeg har klippet ind i det. Jeg ville gerne have, at hans figur skulle være den ekstreme udgave af alle unge forfatteres værste fantasier. Når man begynder at skrive på en roman, er det intimiderende for en førstegangsforfatter at skulle forholde sig til den litteraturhistorie, der er gået forud for en selv. At prøve at nå frem til en følelse af, at man har noget nyt at sige - og at skulle sige det på en ny måde«.

Pæne forfattere
Nathaniel Rich kalder selv Eakins for »det største mareridt af en figur«, men ikke desto mindre kan han godt savne flere forfattere, som tør udfordre pænheden.

»Der er for mange, der - som jeg - er bange for at træde andre over tæerne. Der er en stor del af generationen før mig, der er ekstremt politisk korrekte. I forbindelse med Jonathan Lethems nye bog har jeg lige læst et sted, at han sammenligner det at være forfatter med at gå i gymnasiet. Det ville ikke have givet mening for mig, mens jeg skrev på 'Borgmesterens tunge', men nu, hvor den er udkommet, giver det virkelig mening. Når man udgiver en roman, får man adgang til en verden af forfattere. Du møder andre forfattere hele tiden, selv i New Orleans. Det er en del af den måde, bøger bliver markedsført på i dag. Man ser konstant hinanden til konferencer, til undervisningsseancer og på skrivekolonier. Det går op for en, at man befinder sig i et samfund, hvor folk faktisk er utrolig rare, støttende og interesseret i hinandens arbejde«, siger Nathaniel Rich, der erkender, at det er et rart miljø at befinde sig i. Men spørgsmålet er, om det gavner litteraturen.
Behov for kritik

»Det er et problem, fordi en masse middelmådighed bliver løftet op til et højere niveau, når folk er bange for at sige noget negativt. Forfattere som Jonathan Lethem, Jonathan Franzen og Jennifer Egan - ikke for specielt at fremhæve dem - folk i den liga ville aldrig sige noget negativt om en anden forfatter. Det respekterer jeg, det er fint, men hvis man skal hjælpe den litterære kultur, er det nødvendigt med virkelig skarp kritik fra folk, man respekterer«.

Du mener nærmest, at man skal væk fra alle de venlige citater - blurbs - på omslagene af hinandens bøger?

»Alle skriver blurbs til hinanden«.

Og du har et Stephen King-citat på din bog ...

»Ja, ham elsker jeg. Og Gary Shteyngart og Colum McCann. Jeg er nu i gæld til de mennesker resten af mit liv, forfattere jeg virkelig beundrer, hvilket er godt. Hvis ingen af dem havde kunnet lide bogen, havde jeg måttet få en, jeg ikke kunne lide, til at sige noget pænt«, griner han.
Afviste førsteklassesforfattere

»En forfatter, der på mange måder er et forbillede for mig, er Martin Amis. Ikke bare er jeg vild med hans romaner, men jeg synes, at han er den bedste litterære kritiker. Han er virkelig hård, han er virkelig begavet, og han må være uhyre belæst, fordi han er i stand til at forstå tingene i en sammenhæng. Han skrev for nylig et essay om Don DeLillo i The New Yorker, hvor han havde en god åbning - han er god til åbninger - om, hvordan man, når man siger, man elsker en forfatter, i virkeligheden kun elsker halvdelen af forfatterskabet. Det gør ikke forfatteren dårligere. Det var noget, jeg lærte som fiktionsredaktør på The Paris Review. Mit job var at rekvirere fiktion fra mine yndlingsforfattere, hvilket betød, at jeg skulle bede forfattere, jeg beundrede, om historier. Som regel var de ikke særlig gode, fordi det var tekster, de tilfældigvis havde liggende. Så snart de skriver en historie, som de synes er fantastisk, sender de den til The New Yorker. Pludselig var jeg i en position, hvor jeg måtte afvise andenrangtekster fra førsteklassesforfattere. Det var ret vanskeligt, men lærerigt«.

Et langsomt mareridt
Ved siden af forfattergerningen skriver Nathaniel Rich for velestimerede magasiner som New York Times Magazine, Harper's Magazine, New York Review of Books og The Rolling Stone.

Om han som romanforfatter ender i ligaen af førsteklassesforfattere, må tiden og hans kommende romaner vise. Hans næste bog er allerede antaget på det ansete New York-forlag Farrar, Straus & Giroux.

Med 'Borgmesterens tunge' kan man ikke beskylde Rich for at please læseren med et let tilgængeligt episk univers.

LÆS OGSÅ

Ret skal være ret: Han lægger forholdsvis realistisk ud med at skildre tilsyneladende almindelige menneskers relationer via to handlingsspor.

»Det var helt bevidst, at jeg ville bevæge mig fra en nærmest realistisk verden i indledningen til det fantastiske mod slutningen. Men jeg ønskede, at det skulle være en meget langsom udvikling, som et mareridt eller hvilket som helst trip, man måtte være på. Som en, der bliver vanvittig på en så langsom måde, at man ikke lægger mærke til det, sådan at det mod slutningen virker normalt, på trods af at der nu er tale om et helt andet univers. Jeg mener, at enhver god roman bør være i stand til at skabe sin egen verden, selv en realistisk roman«.

Den evindelige sprogforbistring
I denne verden skabt af Nathaniel Rich er temaet noget så universelt som kommunikation mellem mennesker.

»Bogens tema er menneskets intense trang til at kommunikere med andre mennesker og til at skabe intimitet gennem kommunikation - og umuligheden af nogensinde at blive i stand til det. Den konstante frustration over, at sproget er utilstrækkeligt. Man ved aldrig, hvad et andet menneske virkelig tænker, selv ikke i det mest intime forhold. Noget, jeg finder meget oprørende, men alligevel er der noget meget positivt og håbefuldt i, at der altid er den trang til at kommunikere. Det er i virkeligheden denne konflikt, denne spænding, bogen handler om. Den er fuld af personer, der ikke er i stand til at kommunikere, og som er nødt til at finde andre måder at gøre det på. Ofte kommer det til udtryk i en nonverbal form«.
En italiensk sofa

Nathaniel Rich begyndte at skrive på bogen, da han boede en sommer i Italien. Her fandt han for alvor ud af, hvad det ville sige at kommunikere nonverbalt.

»Jeg var i praktik på det italienske forlag Mondadori, hvor jeg første dag mødte en ung redaktør. Han var den eneste redaktør, der mødte kl. 9. Ingen andre viste sig før kl. 11. Jeg manglede et sted at bo, selv om jeg egentlig boede på en slags pensionat for fotomodeller, hvad jeg dengang ikke i tilstrækkelig grad formåede at sætte pris på. Det var jo en indlysende fornøjelse, men underligt og dyrt, så redaktøren tilbød, at jeg kunne bo hos ham«.

Nathaniel Rich flyttede ind og »boede på en stol i spisestuen«. Det gik op for ham, at han i virkeligheden var blevet 'adopteret', for at italieneren kunne øve sit engelsk.

»Mit italiensk var heller ikke for godt, men jeg fik ikke lov til at tale det, i stedet talte han til mig på sit forkrøblede engelsk. Hvis man havde hørt vores samtaler, ville det have lydt som nonsens. Jeg blev nødt til at tale dårligt engelsk, for at han kunne forstå det. Jeg kom ikke i gang med at forbedre mit italiensk, og samtidig var mit engelsk på retur. Hvis jeg havde været der i tre år i stedet for tre måneder, ville jeg til sidst være blevet fuldstændig nonverbal«, forklarer Rich. Inden han leverer pointen i sin personlige historie om den menneskelige trang til at kommunikere:

»Efter et stykke tid følte vi, at vi alligevel forstod hinanden. Vi kunne grine og føre lange samtaler«.

FACEBOOK

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts