En morgen rullede døden ind på stationen. Det er over 20 år siden, men forfatteren Christina Hesselholdt husker det stadig. Fornemmelsen af brystet, der var ved at sprænges. Øjnene, der blev blanke, og følelsen af, at hun måtte ud på gangen og sunde sig og slippe af med den våde serviet. Efter mødet med litteraturen. På Memphis Station. Blodvaade frakker Det var Johannes V. Jensens berømte digt 'På Memphis Station', der var ved at slå benene væk under hende, da hun skulle læse digtet højt på sit studenterkursus. Med sin spinkle stemme læste hun om personerne, der stod dér i morgenlyset på en togstation i Tennessee. Våde, formentlig, for regnen stod ned i tove, og i seks timer havde de ventet på det elendige godstog. Og de så, hvordan Mississippi vågnede der i sin seng af oversvømmede skove, og de hørte, hvordan godstoget langt om længe og meget langsomt rullede ind på stationen. Svagt piftende. Og noget var galt, for på tenderen mellem kullene lå fire skikkelser. »Dækket af blodvaade frakker«, som der står hos Johannes V. Jensen. »Jeg blev nærmest ude af mig selv, da jeg læste det op«, siger Christina Hesselholdt, og i dag kan hun næsten føle en trang til at lægge armen trøstende om sit dengang yngre jeg, der stod ude på gangen og ledte fortvivlet efter en papirkurv til sin tårevædede serviet. Men hun kan også se, hvad det var, der rystede hende. Ud over at hun, som hun selv siger, måske blev forelsket i sin egen stemme og ordenes lyd i rummet. For i dag kan hun se, at det episke digt ramte lige ned i hendes egen unge tvivl om eksistensen. Og hun kan også se, at digtet gjorde lige netop nogle af de ting, hun selv har dyrket, siden hun begyndte som forfatter. Ikke i digtene som Johannes V. Jensen, men i prosaen. Fortæller antydningen af en historie og zoomer ind på detaljer i fortællingen. Vil skabe selvbevidsthedHvad er det litteraturen skal?

»Den har gjort mig bevidst om, hvordan jeg selv tænker, og hvordan jeg selv er i verden. Det samme vil jeg gerne gøre med min egen litteratur. Jeg vil gerne sætte et skred i gang, som skaber selvbevidsthed, og som måske også skærper ens evne til at se noget mere, end hvad man ville se uden litteraturen. Kunst sætter verdener op, som kan tydeliggøre ens egen måde at være i verden på«. »Hos Johannes V. Jensen er det en historie med et menneske, der står på en station og ser disse lig køre forbi. Og samtidig er der en stor bevidsthed om, ja, et chok over, at eksistensen er endelig. Da jeg læste 'På Memphis Station' læste jeg også meget Morten Nielsen. Det var følelsen af, at eksistensen er skrøbelig, og at alt står på spil hele tiden. At det har en ende«, siger Christina Hesselholdt. Da hun gik på studenterkurset, var hun 19-20 år gammel, og hendes tanker kredsede ofte om døden. Heller ikke dengang kunne hun forsone sig med, at livet har en afslutning, som er definitiv. Forfatterdrømmen eksisterede allerede dengang, men alt hvad hun skrev, fik hun i hovedet igen. Det var stærkt nedslående, og det blev ikke bedre af, at hun havde fantastisk svært ved at få ordene ned på papiret. »Sådan var det, fra jeg var 20, og til jeg fik udgivet den første bog. Det gik så langsomt, at det nærmest var en vittighed. Jeg måtte trække ordene ud af mig selv. Jeg skrev måske tyve sider om året«. Hvad holdt dig tilbage?

»Jeg tror, jeg var et meget uforløst menneske, som ikke kunne give slip på en tekst. Jeg var kontrollerende og meget selvkritisk. Men den langsommelighed og perfektionisme gjorde jo, at jeg fik lært mig selv en hel masse ting, så set i bakspejlet var det måske ikke så skidt. Men heldigvis havde jeg universitetet samtidig, så jeg kunne gå et andet sted hen i stedet for bare at sidde og smide papir i skraldespanden. Jeg sendte virkelig meget af sted i de år, men jeg fik ikke trykt noget som helst i hverken aviser eller tidsskrifter. Det var en lykkestund, da jeg debuterede«, siger Christina Hesselholdt. Blik ind i menneskers liv Hendes første udgivelse var kortromanen 'Køkkenet, gravkammeret & landskabet'. Nogen kaldte den en punktroman, og når man læste forlagets eget resume af bogen, forstod man godt hvorfor. »Et gammelt hus kaster sin skygge over en flods flimrende farvespil. Elizabeth dør, hendes mand får en fotograf til at forevige den afdøde. Audrey flytter ind, barnet forsøger at forestille sig ingenting. Manden gemmer sig i badeværelset, Audrey prøver at slette sporene efter fortiden. Barnet overværer et samleje mellem manden og Audrey, manden kaster sig ud ad vinduet, ned i floden, fotografen fotograferer og Audrey ser til«. I al sin fragmentariske opbygning var det en roman med en række blik ind i nogle menneskers liv. Læserne måtte selv fylde tomrummet mellem billederne ud. »Når jeg ser på min første bog, ser det næsten ud, som om den er skrevet for at blive fortolket. Det er måske derfor, de studerende er så glade for den trilogi«, siger Christina Hesselholdt. Ud over debutbogen består trilogien af bøgerne 'Det skjulte' og 'Udsigten'. Hvorfor valgte du at skrive på den måde i starten?

»Jeg kunne ikke andet. Jeg kunne ikke være så direkte, som jeg har arbejdet mig frem til at blive. I dag arbejder jeg på at være åben og eksplicit og sige tingene direkte, så vidt jeg overhovedet kan. Dengang var jeg et mere kantet, genert og ungt menneske«, siger Christina Hesselholdt. Selv om hun ikke synes, at alle - hverken hos publikum eller kritikere - har opdaget det, har hun i dag arbejdet sig et helt andet sted hen, end hvor hun startede. I sin seneste bog 'En have uden ende', er det ganske vist stadig forholdsvis korte prosatekster, men der er en ladeport åben mellem forfatteren og omverdenen. I et af stykkerne er hun nærmest samfundskritisk politisk i en reportageagtig tekst fra et dansk Røde Kors Center med asylansøgere. I et andet stykke med titlen 'Kærlighed, kærlighed, kærlighed' trækker hun direkte på sine egne barndomserindringer, der lyder sådan her: »Da jeg var barn, ankom der regelmæssigt papkasser. De var fra min mormor«. (...) I kassen befandt der sig som et dække sammenkrøllet avispapir, og under det et hjemmebagt franskbrød fra et sted, hvor smør ikke var farligt; som regel var et brev anbragt oven på brødet, desuden to kringler: én med kardemomme og én med kanel, og under bagværket kom man igen til avispapir, men i dette lag indeholdt hvert stykke, hvis det var den rigtige årstid, et æble af en særlig god sort, og æblerne hvilede på endnu et lag af sammenkrøllet papir. Selv efter at kassen var båret i skraldespanden, hang luften i vores køkken - det ene hus havde taget bo i det andet«. Følte sprudlen Det er tekster af den art, der får Christina Hesselholdt selv til at tale om en større generøsitet i sine tekster. I øvrigt tekster af en art, som også løber som en erindringsstrøm gennem hendes meget populære bog 'Hovedstolen', som direkte er affødt af barndomsminder. Hvad er forklaringen?

»Indtil romanen 'Eks' havde jeg arbejdet med at holde samme sprogtone hele vejen igennem, men fra den bog prøvede jeg at gøre det modsatte. At få så meget forskelligt med som muligt. Og så har det også betydet noget, at jeg begyndte at skrive børnebøger. Jeg skrev den første i 1998, og det havde jeg aldrig tænkt på før, men pludselig var jeg i et felt, hvor jeg ikke havde ambitioner. Jeg kastede mig bare ud i det og følte en stor frihed. For første gang følte jeg en virkelig sprudlen. Jeg kunne være plat og sjov og fuldstændig, som jeg havde lyst. Det havde en stor frigørende effekt og har smittet af på alle de bøger, jeg har skrevet siden«. Du lod aldrig teksten få frit løb før da?

»Jo, men det var meget mere alvorligt, end det er nu, og det er også blevet sjovere at skrive. Hvis mine første bøger er skrevet på et traumatisk stof, så er der ikke mere tilbage af det. Der er ikke mere personligt traumatisk stof, men man kan have de traumer, man føler i forhold til en verden fuld af ulykke og spænding, så det er ikke sådan, at det ikke er alvorligt længere, men det er meget lettere for mig at skrive, end det nogensinde har været«. Når man oplever et større samfundsengagement i dine bøger, har det så mest noget med dig selv at gøre?

»Det har i hvert fald også noget med tiden at gøre. Op gennem 1990'erne talte jeg og mine venner altid om æstetik og litteratur og aldrig politik. Det begyndte at vende sidst i 1990'erne, og nu handler det stort set altid om politik, når man mødes. Og om hvordan der ser ud i Danmark. Mange oplever, at en masse ting man har taget for givet nu smuldrer, og det har været rystende. De sociale sikringer, eksempelvis. Det politiske er blevet væsentligt for en masse mennesker og også for mig«, siger Christina Hesselholdt. Emnet var så påtrængende for hende, at hun på et tidspunkt havde planer om at udgive en Danmarksbog. Det blev i stedet til den essayistiske bog 'En have uden ende'. Godt nok var hun ude i felten for at ville skrive om både en dansk fodboldlandskamp, Roskilde Domkirke og Socialdemokratiets formandsskifte, men i flere tilfælde måtte hun droppe at skrive om emnerne, fordi der ikke var stof til meget andet end hendes egen mening. »For at noget kommer med i en bog, skal der være noget ekstra. Her måtte jeg lade være, hvis jeg ikke havde noget usædvanligt at komme med. Hvis jeg på forhånd ved, hvad jeg synes, kan jeg ikke blive overrasket undervejs. Så kan teksten ikke køre i frihjul, og det er bare mig, der styrer, og det er ikke godt. Der skal være en kombination af at være åben over for teksten og åben for de sproglige muligheder, tanken giver«. Du vil have en fornemmelse af, at sproget gør noget, du ikke har helt styr på?

»Når det går bedst, er det som at skrive efter diktat. Det oplever jeg oftere og oftere, men det har noget med erfaring at gøre. Det kom ikke af sig selv i den lange periode, hvor jeg lærte mig selv at skrive. Nu er det vel som med improvisation inden for musik, at det kommer i takt med lang tids arbejde. Det går jeg ud fra. I dag retter jeg ikke meget i teksten«. Det ene ord tager det andet?

»Der kommer bare fuldendte sætninger ud af én, og det ene niveau i ens bevidsthed leverer til det andet. Det er forunderligt og fantastisk behageligt. Jeg tror, det er kommet gradvist fra og med 'Hovedstolen', men der er selvfølgelig også slidsomme passager i enhver bog, der består af en masse sammensætninger. Forleden talte jeg med Kirsten Hammann om, hvor mærkeligt det er, når man læser sådan et patchworkarbejde bagefter, at man kan arbejde spidser og takker i teksten ud«. Et sted uden gud Der synes imidlertid at være én ting, Christina Hesselholdt har meget svært ved at få filet ud af sine tekster. Døden. Også i den seneste bog stikker den hovedet frem, og det er ikke, fordi hendes familie er hjemsøgt af for tidlig bortgang. Alle lever faktisk meget længe, siger hun. »Jeg har lige set Søren Ulrik Thomsen i tv, hvor han talte om sin kristendom, men sådan en har jeg ikke. Det kan godt være, jeg finder en forsoning et sted uden gud, men jeg er fuldstændig ude af stand til at forsone mig med døden, og derfor bliver jeg måske ved med at beskæftige mig med den. Men jeg er jo ikke sådan en døds-freak, der ikke kan åbne øjnene uden at se den. Nogen siger, at jo tættere man kommer på den, jo mindre vil man tænke på den, og jeg håber da, det går sådan. Men måske er døden for mig bare en dækfigur for tab i det hele taget«. Tænker du på det, når du skriver? At der var den igen, døden?

»Ja, lige nu skriver jeg på en roman, hvor jeg gerne vil holde den fuldstændig ude, men det har jeg forsøgt før, uden at det lykkedes. Jeg vil gerne have, at mine bøger er så forskellige som muligt, også i indhold, og hvis døden ikke er der, bliver der plads til noget andet«. Hvorfor er det så vigtigt hele tiden at genopfinde sig selv?

»Det skal også være svært, for at det kan blive ... ja, nyt. Jeg har svært ved at forstå forfattere eller billedkunstnere, hvor det næsten er mere udbredt, som bliver ved med at lave de samme ting et helt liv. Det kan godt være, de selv kan se de små variationer, men udefra kan det være svært at se, hvor drivet kommer fra«. Ikke interesseret i handlingDu finder nyt i dig selv ved at finde nye måder at fortælle historien på?

»Det er måske det, der er svært i mit forfatterskab. At udpege historier. Jo, i romanen 'Du, mit du' er det en historie om forelskelse, men ellers er der meget, der ikke handler om noget. Det handler om at se verden og lade den strømme ind«. Hvad har du imod det episke forløb?

»Ikke noget, men jeg er ikke fantastisk interesseret i handling. Jeg er mere interesseret i, at nogen siger noget interessant om, hvordan det er at være i verden og fremviser ting for mig, så jeg kan se det. Jeg plæderer ikke for nogen bestemt litteratur, men der er noget, jeg har mere lyst til at lave end andet«. »Måske falder jeg en dag over en fantastisk historie. Nogle gange tænker jeg, om nogen kunne give mig en interessant historie, som jeg så kunne skrive. Så ville jeg have et skelet. Jeg kunne også bare stjæle en, det er der jo så mange, der har gjort for eksempel fra film, men jeg har endnu ikke fundet en, jeg kunne føle mig i familie med«, siger Christina Hesselholdt. Hun er helt klar over, at nogle af dagbladskritikerne har det svært med hendes bøger, som ofte kan være svære at referere. Og hun er træt af deres tilgang til bøgerne. Eksempelvis når nogen af dem skriver, at hun skriver forfærdelig smukt, men at hun ikke har noget at skrive om. Det er, mener hun, virkelig en fornærmelse. »Jo flere bøger, man udgiver, jo mere forudsigeligt bliver det, hvem der mener hvad«. Hvordan har du det med modtagelsen?

»Det bliver værre og værre. Det er aldrig særlig rart at læse noget grimt om sig selv i avisen, og jeg har endda været heldig, for det er gået godt meget af tiden, men det er da ubehageligt at blive udstillet med et billede under en grim overskrift. Det skal man da være masochist for at holde af. Jeg synes, det er ubehageligt, og jeg bliver mere og mere nervøs. Egentlig forstår jeg det ikke, for der er ikke særlig mange af kritikerne, jeg er begejstret for«. Glad for LiteraturhausHvad gør det ved dig?

»Jeg læser det én gang, og hvis det er meget slemt, læser jeg det ikke engang færdigt. Jeg ville ønske, litteraturen kunne komme længere ud, og på den måde bliver det en lidt mere nedslående gesjæft, for det er næsten lige meget, hvad man laver. Man kan næsten overgå sig selv, og man kommer alligevel ikke til at sælge 50.000 eller bare 5.000 bøger. Se en forfatter som Niels Frank, som bliver bedre og bedre, men hans salg og anseelse påvirkes ikke af det. På den baggrund er jeg meget glad for, at der er kommet et Literaturhaus i København, for det er mennesker, som er meget glade for litteratur, der kommer der. Det hjælper lidt på nogle af de forfatterskaber, som ikke når så langt ud«. Har det noget med diskussionen om det elitære over for det folkelige at gøre?

»Ja, og jeg mener selv, jeg er blevet fejlanbragt i det elitære. Jeg er blevet fejlkategoriseret. Først som minimalist og derefter som svær. Det er meget ærgerligt, at det er gået sådan, for det begrænser publikumstilgangen. Man skræmmer simpelthen folk væk«. Hvad kan du gøre ved det?

»Formentlig ingenting. For eksempel ville jeg ønske, mit forlag ville markedsføre mig på en anden måde, men eftersom jeg ikke tjener en masse penge til dem, så er de ikke interesseret i det. Jeg har ikke selv nogen ideer til, hvordan det skulle gøres, og de siger altid selv, at annoncer ikke virker. Måske skulle forlagene blive bedre til at tage ud, hvor litteraturen er. Køre rundt med bøgerne på højskolerne, hvor der bliver holdt litteraturkurser. Boghandlerne har også en del af ansvaret, fordi der ikke er så mange eksemplarer tilgængelige«. Dine bøger er der da?

»Ja, to eksemplarer hvert sted. Det er nedslående, at bøgernes levetid er så kort. Efter to år kommer der en paperback, og derefter sælger man ikke flere af de andre. Siden får man makulationssedlerne (om usolgte bøger til destruktion, red.) tilsendt, og så føles det, som om fortiden går op i flammer bag én, mens man selv skriver videre«. Christina Hesselholdt kommer på ingen måde fra et hjem, hvor litteraturen blev smidt væk. Hun har, som hun selv siger, fået den ind med ske, så hun kunne starte forfra og arbejde sig hen til modernister som Samuel Beckett, Virginia Woolf og Claude Simon. »Min meget læsende mor lod bøgerne regne ned over mig. Jeg er blevet fodret med litteratur. Måske ikke med Beckett og Woolf, men de stod på reolerne. Det svære er at komme hen til den litteratur, som ikke bliver oversat og når ud over landegrænserne. På det punkt var det fantastisk at omgås Poul Borum på Forfatterskolen, for han bragte os i kontakt med så meget såkaldt smal litteratur,. Han kunne give os forfattere, vi aldrig havde hørt om. Han havde jo det, han kaldte 'Sprøjtekanonen', som var en fem-seks A4-sider med alt det, man burde læse«. Er i miljøetHvorfor søgte du i sin tid på Forfatterskolen?

»Jeg ville forfærdelig gerne diskutere det, jeg lavede, og jeg ville have et miljø. Jeg følte mig meget alene, meget langsom og meget gået i stå. På Forfatterskolen fik jeg nogle gode spark fremad. Det var nærmest berusende«. Bruger du det stadig?

»Mine venner er forfattere, og min mand er forfatter, så det har slet ikke noget at gøre med ensomhed længere. I dag kan det tværtimod være svært at blive ensom nok«. Det har været diskuteret, hvor stort et præg lærerne afsatte på eleverne?

»Både Poul Borum og Per Aage Brandt var meget mere dominerende og fyldte meget mere, end vi andre kom til at gøre som lærere. Især Per Aage Brandts læsemåde og tænkemåde i litteraturen kom til at præge mig i meget lang tid. Poul Borum satte ikke noget aftryk, men Per Aage Brandt var med til at gøre os alle meget præcise. Han lavede nærlæsninger, der hele tiden koncentrerede sig om det enkelte ords betydning. I mange år hørte jeg hans stemme, når jeg skrev. Han forholdt sig aldrig til, om det var godt eller skidt. Han koncentrerede sig om, hvad det betød. Han var god sammen med Poul Borum, der skød fra hoften i forhold til, om det var godt eller skidt, og han havde en ret sikker vurderingsevne«. Havde de nogen indflydelse på, hvilken genre man skrev i?

»De var digtere begge to, og der var overhovedet ingen undervisning i narrativitet og plot og komposition. Undervisningen var dengang mest lagt an på poeterne, men det gjorde ikke så meget. Helle Helle var f.eks. også elev hos dem, og hun er komme til at skrive handlingsbårne romaner«, siger Christina Hesselholdt. Befrielse at kassere I øjeblikket skriver hun selv på to ting. Et bestillingsarbejde på et teaterstykke om H.C. Andersen, som skal sættes op om to-tre år af en canadisk instruktør, og en roman. Hvis ellers teksterne når igennem hendes eget kritiske filter, for hun er stadig ikke bange for at kassere selv lang tids arbejde. Du har engang smidt det meste af en bog ud?

»Ja, jeg ville skrive om Baader-Meinhof-gruppen, og det blev ikke særlig interessant«. Hvordan kan man ville skrive om nogle terrorister uden at komme ind en handling?

»Jeg forestillede mig, at jeg kunne skrive det i en slags stykker og kombinere det med andre spor i teksten. Det var før, jeg skrev min roman 'Kraniekassen', der jo løber i flere spor. Men det var en befrielse at smide det væk, for når noget ikke er godt, føles det som en ørken at arbejde på«. Det var overraskende, at du gerne ville skrive om det emne?

»Det var jo noget, der fyldte meget, da jeg var barn i 1970'erne. Dengang skrev vi danske stile om det, og pludselig blev det nærværende, fordi der igen kom terrorisme«. Hvordan har du det i øvrigt med at skrive om noget, der ligger tæt på dit eget liv?

»Det var en meget stor ting for mig med 'Hovedstolen', og jeg tænkte, at jeg aldrig mere ville lave et jeg, der lå så tæt op ad mig selv, som jeg gjorde der. Men det har jeg så gjort igen i 'En have uden ende'. Det er en overskridelse at bruge sit eget jeg, men det er et sløret felt, for når man tillægger en anden person sine egne tanker, så bruger man også sig selv, men så har det en anden skal, men det gør det jo ikke mindre personligt. I den roman, jeg nu skriver, vil jeg håbe, at man ikke tror, personen er mig, men jeg kan ikke undgå det, for de fleste, der læser en roman, hvor der er et jeg, tillægger det forfatteren. Det gør jeg også selv. Ofte uden grund. Det er meget primitivt. Men eftersom det alligevel er fuldstændig umuligt at gardere sig imod, hvad nogen tillægger én, kan man lige så godt springe ud i det med begge ben«.