Norges svar på Lars von Trier: Hold kæft eller vær ansvarlig

Som Lars von Trier har også Tomas Espedal en særlig evne til at udtale sig, så ansvarlige folk i hans nærhed overvejer at springe ud ad det nærmeste vindue.

Nu gik det lige så godt! Næppe har man med møje og besvær gjort Tomas Espedals smalle bøger bredt appellerende, før forfatteren offentligt gyser ved tanken om at blive en af den slags forfattere, der skriver til kvinder i 50’erne.

LÆS OGSÅ

Påstanden om at det er statistisk bevisligt, at jo dårligere en bog er, desto bedre sælger den, har næppe heller gjort ham til kælegris hos krimiforfatteren Anne B. Ragde, der stod foran målskiven i den konkrete situation.

Hård medvind
Med sine virtuose filosofiske og personlige autofiktive romaner ’Gå’, ’Mod kunsten’ og senest ’Mod naturen’ har Espedal opnået en bemærkelsesværdig popularitet hos både kritikere og publikum.

Bevares, ikke af Knausgårdstørrelse, men bøgerne er også tilsvarende meget mindre. Ved at skrive romaner, som kombinerer romanen, dagbogsnotatet og lyrikken, er Espedal sent i karrieren nu en af de forfattere, der roses for at anvise nye veje for romanen.

LÆS OGSÅ

Det er selvfølgelig dejligt, men medvinden har ikke været let at håndtere for en forfatter, der i bund og grund er en skæv outsider på litteraturens parnas.

Det fortæller Espedal om, da vi mødes en sensommerdag på Louisiana, hvor Tomas Espedal taler om ’Mod naturen’. En roman, som bl.a. handler om Espedals lige så uventede som stormende forelskelse i en ung kvinde og hans efterfølgende nedtur, da hun ender med at forlade ham.

I livsfare Aldersforskellen viser sig på mange måder at være mere tabubelagt, end han havde forestillet sig. Og sorgen i forladtheden mere ødelæggende, end han havde drømt om. »Den store kærlighed i en alder af otteogfyrre år, det er livsfarligt«, som han skriver. Hvad skete der?

»Jaehh«, kommer det genert småleende, »det er jo lige før alt begynder at blive sent i livet. Samtidig kan man som mand risikere, at man pludselig skal have barn igen. Det kan være en meget dramatisk periode af livet. Hvis man så til og med forelsker sig, begynder det hele forfra på ny«.

I en alder, hvor man måske ellers lige følte, at de store dramatiske følelser var ladt bagude og man havde nået den mere pragmatiske fase i livet?

»Ja, faktisk. Men da jeg så bliver forladt, er jeg på en måde i livsfare. Det har jeg aldrig været før. Når man er 23 år, er der masser af nye muligheder, hvis noget går galt. Livet fortsætter. Men når man bliver forladt som 48-årig eller som 50-årig, så er det faktisk livsfarligt. Jeg har set det hos flere mænd, jeg kender. Det er ikke alle, der klarer det«.

Ingen katarsis
Var det så voldsomt, at du måtte have en inkubationstid, før du kunne skrive om det?

»Nej, for skriveriet er så stærk en del af mit liv, at jeg ikke kan skille det ad. At skrive om det blev en måde at gennemleve tingene på for mig. Det har jeg oplevet før. Min kone døde, mens jeg sad ved siden af. Det er jo forfærdeligt. Men hvis ikke man kan sådan noget, så er man ikke forfatter. Da jeg blev forladt, stod jeg midt i noget af det sværeste, jeg har oplevet som menneske, men jeg tænkte: nå, men så lad os undersøge det med«.

Men havde det så en katarsis-virkning?

»Næ, overhovedet ikke. Det har det aldrig. Det holder tværtimod såret åbent. Men sådan er det. Man må gøre det. Ellers er man ikke forfatter«.

LÆS OGSÅ

På et andet tidspunkt i ’Mod naturen’ skriver Espedal om en periode af sit liv, hvor han følte sig fed, doven og mæt og ude af stand til at skrive. Måske fordi livet på nogle måder gik lige lovlig godt.

»Det er et dilemma, hvis man som jeg har valgt at skrive med udgangspunkt i mine egne erfaringer«, konstaterer Espedal og kigger ud over Øresund, hvor skyerne ruller tungt hen over øen Ven.

Skrivearbejdet
I ’Mod naturen’ skrev han om arbejdet i tre generationer af sin familie. I ’Mod kunsten’ besluttede han sig for at skrive om sit eget arbejde – skrivearbejdet.

»Og det er en meget farlig ting at gøre«, siger Tomas Espedal med en nervøs latter. »For hvor interessant er det at skrive om det at skrive? Men jeg har haft lyst til at vise, at det rent faktisk er et arbejde, man godt kan udføre i forlængelse af at tilhøre en arbejderfamilie. Jeg gør en dyd af det maskinelle i arbejdsprocessen. Som mine forældre og bedsteforældre har jeg faste arbejdstider, og jeg har lyden af maskinen, skrivemaskinen jeg skriver på, og så gik det op for mig, at det rent faktisk kan kaldes et rigtigt arbejde«, siger Espedal og ligner en mand, der omsider har alibiet i orden.

Du er blevet rost for at være en teknisk virtuos forfatter. Hvor meget tid bruger du på at komponere og overveje, hvilke formmæssige greb du vil benytte, inden du går i gang med at skrive?

»I hver roman prøver jeg noget nyt. Jeg har prøvet lyrik, brevformen og dagbogsformen for at se, hvad det gør ved sproget. Denne gang har jeg kærlighedshistorien om Abélard og Héloïse fra 1100-tallet inde over, og jeg satte mig for at digte middelalderen frem, og se, hvad det kunne afstedkomme sprogligt. Reglen var, at jeg ikke havde lov til at læse noget som helst om middelalderen. Den skulle digtes frem. Jeg fortalte om min ide til en historiker, jeg kender, og han sagde, at det dog var det dummeste, han havde hørt! Men jeg gjorde det alligevel og overførte så indtrykkene fra ’middelalderen’ til den nutidige historie om den ældre mand og den unge kvinde«.

Du arbejder med notatet, med muligheden for at prosa kan slå over i lyrik og tilbage igen. Føler du, du skaber en ny litteratur?

»Jeg har studeret norsk litteratur i 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne, og jeg så, at der med det selvbiografiske og med det at blande genrer var en mulighed for at skabe noget nyt. Jeg synes faktisk, at mine bøger er blevet noget andet, end hvad andre nordmænd skriver. Jeg har fundet noget, og det har jeg lyst til at fortsætte med«, siger Espedal, der både er eksperimenterende og benytter sig af klassiske fortælletekniske greb.

»Dramaturgien er romanens«, fastslår Espedal. »Det er det i alle mine bøger. Ikke alle sammen ligner romaner, men det er de altså! De har en episk tilgang. Men nu er jeg spændt på, hvad der vil ske, for jeg er i gang med en roman, der går endnu videre«.

Min næste bog måske min sidste
Ideen til sin nye roman har han fået af sin gamle vandrekammerat, som han har gået på lange vandreture med i mange Herrens år.

Rejsekammeraten er klassisk uddannet og læser overhovedet ikke samtidslitteratur. Han sagde til sin ven forfatteren, mens de gik: »Nu er du 50 år, du har fået legater, du har penge. Nu er det på tide, du skriver en god bog!«.

»Med en god bog mener han Dostojevskij«, forklarer Espedal. »Så nu prøver jeg at skrive en bog til ham. En bog, som kan matche den klassiske litteratur. Og det er næsten helt umuligt! Men nu prøver jeg altså omsider at skrive en god roman«, griner han.

LÆS OGSÅ

»Og hvis man gør det, så må man holde op med at tænke på tiden. Så er der ikke noget med, at man da også skal udgive en bog til næste år. Det kan tage lang tid. Proust brugte hele sit liv. Der er andre, der har brugt hele livet på én roman. Så jeg ved, jeg kan risikere at bruge resten af min skrivetid på min næste bog. Hvis den skal blive god, er det en mulig udgang. Men at jeg måske skal sidde resten af min tid med min sidste bog, er jo en ganske fascinerende tanke«.

Det kan jo være, at vi andre bliver lidt utålmodige?

»Ja, og forlagene bliver utålmodige. Men det er nok det spørgsmål, man må stille sig selv omkring litteraturen – vil du skrive en god bog, eller vil du komme med en ny bog hvert efterår? Tjene dine penge og have dit navn i cirkulation ... jeg tror, der er et behov for at komme på afstand af læsernes forventninger. Jeg tror, man skal give læserne alt andet, end hvad de forventer. For mig er det, hvad der skaber spændende litteratur«.

På kollisionskurs
Du skriver et sted i bogen, at du vil være »en ærlig og besværlig mand«. Er du på kollisionskurs med den moderne forlagsverden?

»Jeg har et vældig godt forlag. De bakker op om mig og har forståelse for de ting, jeg gør. Men jeg tror, jeg er på kollisionskurs med læserkontrakten og hele forlags- og litteraturtænkningen. At du skal producere og tage hensyn til læserne og alt det, som har været fuldstændig fremmed for mig. Fordi jeg har skrevet i 25 år uden læsere! Mine bøger har solgt i gennemsnit 800 eksemplarer«, fortæller forfatteren, der havde udgivet ni bøger, før han fik sit gennembrud med ’Gå’.

LÆS OGSÅ

»Så når nogen kommer hen til mig og meget alvorligt siger, at jeg da må tænke på læserne, så svarer jeg: Jamen, de har ikke tænkt på mig i 25 år! Det privilegium, det er at være uden for kanon, er ikke noget, mange forstår værdien af. Men jeg har kunnet skrive i fred, arbejde i fred og kunnet udvikle litteraturen i en retning. Men nu kommer forventningerne! Så nu består en vigtig del af min opgave i at afskaffe disse forventninger«.

Intellektuel? Nej tak

Du nyder selvfølgelig din nye succes, men den er også besværlig?»Jeg vil egentlig ikke sige, jeg nyder den. Jeg arbejder jo hele tiden. Det eneste, jeg har bemærket, er, at jeg nu befinder mig i et offentligt rum, som jeg ikke behersker. Så jeg rejser på festivaler og siger alle mulige dumme ting«, griner han og ryster på hovedet ad sig selv. »Jeg har været vant til at stå på en scene, hvor jeg kunne sige hvad som helst, for der var alligevel ikke andre end menigheden, der hørte efter. Nu sidder journalisterne og skriver alt ned. Jeg må tilbage til det rum, hvor jeg hører hjemme!«. LÆS OGSÅ »Men man har et valg. Enten kan man holde sin kæft. Eller også kan man vælge at være en offentlig person og udtale sig ansvarligt. Jeg har valgt det første. Jeg fraskriver mig rollen som intellektuel. Det besluttede jeg 22. juli. Flere aviser – både danske, norske og svenske – ville have mig til at skrive en kommentar i anledning af dagen (årsdagen for Breiviks massakre, red.). Det magtede jeg ikke. Min datter var involveret i eksplosionen. Jeg magtede ikke at skrive ét ord. Så det tog jeg til mig. Jeg skal ikke skrive til aviser om politik. Det offentlige rum har sine egne regler, og jeg behersker dem ikke. Jeg ved en masse om litteratur, men politik og de hersens forlagsting må jeg nok hellere holde kæft med«, siger Tomas Espedal og ligner en mand, der mener, hvad han siger, mens den lukkede mund ser ud, som om den ikke er helt enig.

Eller bare ikke er til at styre.