Khaled Hosseinis far var 2. sekretær på den afghanske ambassade i Paris, da sovjetiske tropper invaderede Afghanistan i 1979, så hans emigration til USA var ikke så traumatisk og livsfarlig som den, hans hovedperson foretager i det indre af en tankbil i bogen 'Drageløberen'. Den 18-årige Amir flygter under dramatiske omstændigheder med sin far fra Afghanistan og klarer sig siden godt i Californien, men han bærer på en skyld over for en socialt og etnisk underprivilegeret barndomsven, Hassan. Hassan med hareskåret var den, der i de traditionelle dragekonkurrencer fangede de drager, der blev skåret ned af konkurrenternes glasskårsbelagte liner, og lod Amir have dem som trofæer. Noget, der var livsvigtigt for at opnå den faderlige anerkendelse, Amir næsten sygeligt tragtede efter. Hosseini har bevidst gjort Amir ret usympatisk i bogens begyndelse for at se, hvor langt han kunne få læseren til at følge sig i beskrivelsen af en fej, forkælet og i egne øjne æreløs ung mand. Var i gang før 11. september Det er den voksne Amir, der er bogens fortæller, og det er hans skyldfølelse, der skaber dynamikken i historien. Den begynder i Californien, hvorfra vi hastigt bringes tilbage til hans barndoms Kabul - det Kabul før krigene, som næsten ingen mere husker. Det var blandt andet ønsket om at vise et andet Afghanistan, der har drevet Khaled Hosseini (f. 1965), der nu arbejder som læge i San Francisco, til at skrive 'Drageløberen'. Og så selvfølgelig glæden ved at skabe personer og fortælle en god og medrivende historie. Og den er da også både medrivende - sine steder som en thriller - stedvis gribende og meget øjenåbnende i sine beskrivelser af afghanske skæbner og følelser. Hosseini begyndte at skrive 'Drageløberen' i marts 2001, et halvt år før WTC's to tårne blev torpederet. Så holdt han op, for nu var USA i krig med Afghanistan-baserede terrorister, og hvem ville læse en bog om 'the bad guys'. Og under alle omstændigheder ville bogen ligne spekulation. Men Hosseinis kone, der også er afghaner, fik ham overbevist om, at logikken er omvendt: Netop derfor skulle han skrive bogen, som er hans første. Den udkom sidste år til meget positive anmeldelser, selv om nogle kritikere hæftede sig ved, at hovedpersonens udviklingshistorie er lidt for tydelig og symbolsk mættet for en moderne roman. Men måske skal man hellere læse 'Drageløberen' som et eventyr. Og under alle omstændigheder gør beskrivelsen af Kabul i 1970'erne og 1980'erne som baggrund for en velhavende drengs barndom stærkt indtryk, ligesom beskrivelsen af en før magtfuld mands svære liv som skrothandler i Californien. 'Drageløberen' udkommer i dansk oversættelse på tirsdag. Opdraget i USA Khaled Hosseini var - som så mange andre emigranter efter Talebans fald i december 2001 - tilbage i Afghanistan sidste forår, men inden da havde han ikke været der i 27 år. Som lille boede han nogle år med familien i Teheran: »Jeg husker, jeg blev drillet, da jeg kom tilbage derfra, og måtte lære at tale Kabul-farsi igen«. Han var 11, da familien forlod Kabul for faderens post i Paris, som de aldrig vendte hjem fra. Faderen søgte og fik simpelthen asyl i USA. »Jeg er opdraget i USA«, siger Hosseini selv. Han var 15 og den ældste af fem børn, da de kom til Californien. Men alligevel behøvede han ikke lave megen research for at kunne give plastiske og levende beskrivelser af sin barndoms steder i bogen. »Jeg prøvede at beskrive, hvordan et typisk overmiddelklassehjem så ud. Jeg husker alt fra vores hjem. Det er forbløffende, hvor meget man kan huske fra sin barndom, hvis man lukker øjnene og virkelig anstrenger sig. Når jeg lukker mine, ser jeg den store blå himmel med de her drager. Det er det første, jeg ser for mig, når jeg tænker på Kabul. Jeg fløj med drager og havde blodige håndflader af linernes glasskår som alle andre. Og så havde jeg alle de historier, afghanere har fortalt mig gennem årene - også om tiden efter at jeg var rejst - under den sovjetiske besættelse og Taleban«. Forbindelser hjælper Hosseini besøgte sidste år Kabul sammen med sin svigerindes mand og boede i hans fars hus. Han er nu viceudenrigsminister. »Jeg kender flere af den type mennesker«, siger Hosseini, »folk, der havde høje stillinger i den gamle regering og mentalt aldrig rigtig forlod deres skriveborde, men sad i emigrationen og ventede på at kunne komme tilbage. Og mange af dem er nu kommet tilbage i ledende positioner. I Afghanistan afhænger meget af, hvem du kender. Der er altid forbindelser, der hjælper«. »Min far studerede politisk videnskab ved Kabuls universitet, og han havde meget fine karakterer fra skolen, men da han fik arbejde i udenrigsministeriet, er jeg sikker på, han havde en masse anbefalingsbreve. I Afghanistan er der ikke som i industrialiserede lande en stor privat sektor, kun småhandel, så det eneste rigtig gode sted at arbejde var for regeringen«. »Der var massiv hjerneflugt fra Afghanistan, da kommunisterne kom til magten, og på grund af krigen. Der var højere læreanstalter i Kabul, men de fleste veluddannede havde fået deres uddannelser i USA, Frankrig og Sovjetunionen«. Etnicitet betyder meget Der var i det hele taget et enormt svælg mellem de øvre lag og de nedre, der desuden var analfabeter. Derfor siger en mand i romanen også til den hjemvendte Amir, da denne siger, at han føler sig som en turist i sit eget land: »Det har du altid været«. »Det er et af de store tabuer i Afghanistan og noget, man nægter at indrømme, men etnicitet betyder meget for dine muligheder. I virkeligheder havde du som etnisk hazara (den stamme Hassan i bogen tilhører, red.) ikke en chance for at blive for eksempel ambassadør«. »Men du kunne åbne en restaurant eller sælge tæpper - det ville ingen forhindre dig i. Hazaraerne var dygtige forretningsfolk, og mange af dem flyttede til Pakistan eller Iran, fordi de også er shiamuslimer« (den dominerende befolkningsgruppe, pashtunerne, er sunnimuslimer, red.). Kærlighedstrekant Det var ikke meget sværere for en afghaner at være teenager i USA end derhjemme: »Jeg skulle bare passe ind og have det rigtige tøj«. »Og jeg husker, hvor berusende det var at føle, at i USA kunne alt lade sig gøre, når bare man ønskede det stærkt nok«. Det var sværere for forældrene. De havde forladt et meget privilegeret liv, og moderen havde arbejdet som lærer på et pigegymnasium. Det var belastende at være på bistand, og så snart Khaled Hosseinis far havde skaffet sig et job som kørelærer, frabad han sig bistandshjælpen. Senere fik han arbejde inden for socialforsorgen med at fordele bistandshjælp til fortrinsvis afghanere. Der er tre store afghanske kolonier i USA: en i Virginia, en i Sydcalifornien og så den største i det nordlige Californien, hvor der bor næsten 100.000 afghanere. Det er det største afghanske samfund uden for Pakistan og Iran. Drenge erstatter kvinder Et andet afghansk tabu er især pashtunske familiefædres brug af unge mænd til seksuel adspredelse. »Der har altid været denne tiltrækning mand-dreng. Det var ikke nødvendigvis seksuelt misbrug af egne tjenestefolk, og det var slet ikke konsekvent homoseksuelt - det var bare en alternativ tilfredsstillelse og adspredelse med brug af socialt laverestående drenge. En delikatesse«, siger Hosseini. I hvert fald i Kabul. Ude på landet var drenge en erstatning for de kvinder, der var totalt utilnærmelige og isolerede før ægteskabet. Khaled Hosseini hørte en dag sin fars kok henkastet fortælle, at han »kneppede« den fattige dreng på nabogrunden, som Khaled og hans bror af og til legede med. Den oplevelse har spillet en rolle for handlingen i 'Drageløberen', der ellers ikke har ret mange selvbiografiske træk. »Jeg så også meget op til min far - men heldigvis ikke så sygeligt som Amir, og min far gengældte også min kærlighed. Men det er meget typisk afghansk at tilbede og ære fædrene. Det er dem, man vil gøre indtryk på og accepteres af. Moderens kærlighed tror man på, man har, men ikke nødvendigvis faderens - den skal man fortjene«. Hvor Hosseinis næste bog skal handle om kvinder - med udgangspunkt i kvinderne i hans egen familie - så er 'Drageløberen' næsten støvsuget for kvinder. »Jeg var interesseret i kærlighedstrekanten mellem Amir, hans far og Hassan. Derfor er begge drengene moderløse, og det er måske derfor, de er så tæt knyttet til hinanden«. Kun få kan læse 'Drageløberen' er ikke udkommet i Afghanistan, men folk har haft den med dertil, og Hosseini har fået reaktioner derfra, der at dømme efter hans lykkelige smil har været positive. At tage på forfatterrejse dertil kommer dog ikke på tale. Så meget bliver der ikke læst i Afghanistan, hvor under 30 procent af mændene og 15 procent af kvinderne overhovedet kan læse. »Men før var den afghanske kultur meget litterær. Om byen Herat i det vestlige Afghanistan, som mine forældre kommer fra, plejede man at sige: »Man kan ikke strække benet i Herat uden at sparke en digter i røven«. Og i skolen var der konkurrencer mellem børnene, der reciterede klassisk poesi i timevis. For eksempel endte et vers på en lyd, som det næste barn skulle indlede sit vers med. Det var alt sammen mundtligt og efter hukommelsen«. Glade for amerikanerne Når man taler om Afghanistan, må man skelne skarpt mellem Kabul og ikke-Kabul, siger Hosseini. »Kabul var en lille isoleret ø af fremskridt og liberal adfærd. Ude på landet findes jo den feudale middelalder, som også gjorde Taleban mulig. Den mentalitet fandtes allerede ude på landet. Og så var folk dødtrætte af mujahedin og de kampe, uskyldige civile blev fanget i«. (Umiddelbart efter den sovjetiske tilbagetrækning og frem til midt i 1990'erne kæmpede mujahedin i en borgerkrig, der gik hårdt ud over civilbefolkningen. Derefter kom Taleban, der bestod af forældreløse unge mænd, der var vokset op under kampene, flygtet til lejre i Pakistan og opdraget til krig i islamiske skoler, red.). Hvad var værst: mujahedin eller Taleban?, spørger jeg Hosseini, selv om han ikke har oplevet nogen af dem på sin krop. »Det var forskellige slags djævle. Det er næsten som at spørge folk, hvilken måde de helst vil skydes på. Men når jeg stillede folk i Afghanistan spørgsmålet, så sagde ni ud af ti, at livet under mujahedin var værre. Talebanerne var psykopater, de var grusomme og utilregnelige og skød folk, der så 'forkert' på dem«. »Men der var i det mindste ikke krig i Kabul, som dengang var delt i to, der indbyrdes beskød hinanden. Det var helvede på jord - en dame sagde, at der havde været 2.000 raketter på én dag. Først var der begejstring og lettelse over Taleban, indtil man fandt ud af, at det var et andet onde og en ny tortur. Nu er folk i Kabul glade for, at amerikanerne er der, for de vil ikke tilbage til hverken mujahedin eller Taleban«. Udlandsafghanere Selv om den nye præsident Karzai kraftigt har opfordret flygtede afghanere - især de veluddannede - til at vende tilbage og hjælpe med landets genopbygning, var Hosseini bevidst om risikoen for at blive mødt med fordømmelse af de afghanere, der havde været i landet hele tiden og oplevet rædslerne under først mujahedinerne og så Taleban, da han tog på besøg sidste forår. For nu, hvor der er udenlandske investor- og støttepenge i Kabul, dukker der pludselig masser af afghanere op fra udlandet. Og de værste er ifølge Hosseini dem, der prøver at give indtryk af, at de fuldstændig forstår og deler de tilbageblevnes følelser og erfaringer. Selv havde han ingen dårlige oplevelser - ud over den at se sin barndoms fredelige by, sin skole, sit hjem, som ruiner. Den oplevelse havde han forberedt sig på, men det var alligevel rystende. Ingen bitterhed »Har De nogensinde set et sted lige efter en krig? Der er ruiner overalt, oprørende fattigdom og mange amputerede invalider og enker med mange børn, der kun har gaden som opholdssted. Men folk kom hen til mig og ville fotograferes sammen med mig, de udspurgte mig og fortalte deres historie og inviterede mig måske hjem. Nogle af de ting, de fortalte mig, vil jeg måske bruge i min næste bog«. »Jeg mærkede ingen bitterhed. Det er meget venlige og ydmyge mennesker. Der var måske lidt fjendtlighed fra dem, der havde kæmpet i krigen, men det var bare i form af sarkasme. Jeg følte mig heller ikke i fare, for det hele er så bevogtet - der er en international fredsbevarende styrke. Folk kan straks se, om man er tilrejsende, selv om man er afghaner, så børnene ved, hvem de skal tigge hos«. Kabul er proppet med udenlandske arbejdere, journalister og hjælpearbejdere, og masser af afghanere i udlandet køber bare en billet og flyver (via Dubai) til Kabul for at gøre forretninger, sælge deres hus eller land. Amerikanerne er diskrete Det tager tid at skaffe al dokumentationen på de ejendomme, folk er rejst fra, men det er de lokale myndigheder, der har jurisdiktionen. Det blander amerikanerne sig ikke i - de er i det hele taget meget diskrete, siger Hosseini, der i øvrigt vælger at svare optimistisk på det uundgåelige spørgsmål om Afghanistans mulige fremtid. Der har været hede diskussioner i Afghanistan om, hvorvidt folk med udenlandsk statsborgerskab skal have ret til at besætte høje regeringsposter. Det endte med, at det kan de godt. »Ellers ville det betyde, at man udelukkede alle de kompetente personer og gav stillingerne til nogle mindre kompetente«. At nogen skulle opgive deres amerikanske statsborgerskab til gengæld for en regeringspost i Afghanistan, har Hosseini svært ved at forestille sig. »Jeg ville i hvert fald ikke«.