Samme år som ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl forårsagede en ulykke, der ikke var bundet til tid og sted, udkom den tyske sociolog Ulrich Becks bog om 'Risikosamfundet'. Den blev hurtigt en moderne klassiker. Udviklingen har på tusind måder bekræftet Becks tese om det moderne samfunds skyggeside: de utallige risici, som går hånd i hånd med velstanden. Diskussionen om mobilmasters stråling er et aktuelt dansk eksempel. Hvis vi vil kunne sende billeder og videoklip via mobiltelefoner, må vi acceptere nye mobilmaster - men er de farlige eller ej? Eksperterne strides, forbrugere - og forældre - ængstes. Er det hysteri, eller er det sund fornuft, og hvad er det nu for noget med de stråforkortningsmidler og ftalater? Ulrich Beck er for længst havnet i sociologernes Premier League sammen med folk som Anthony Giddens og Zygmunt Bauman, men professoren fra universitetet i München hviler ikke på laurbærrene. Mens braget fra bomberne i Istanbul endnu giver global genlyd og konturerne af et helt nyt europæisk EU-samfund anes forude, er Beck på vej med en helt ny teori om nutidens globaliserede eller kosmopolitiske samfund. 'Kosmopolitisk kritisk teori' hedder dagens foredrag i København, og det kommer til at handle om behovet for at udvikle en samfundsvidenskabelig begreber, der ikke er er bundet til nationalstaten. »Det meste samfundsvidenskab - fra sociologi til statskundskab - er præget af det, jeg kalder 'metodologisk nationalisme'«, forklarer Beck i telefonen fra sit kontor i München. »Alle de væsentlige begreber er forbundet med nationalstaten. Men det går ikke, hvis vi vil forstå den situation, vi lever i. Så må vi overskride det nationale perspektiv. Jeg bruger studiet af social ulighed som eksempel. Nationalstaten er tæt forbundet med den måde, vi opfatter social ulighed på. Men den politiske dynamik omkring social ulighed i EU-landene er stærkt påvirket af en masse grænseoverskridende forhold«. »Vi har brug for at gøre den kosmopolitiske synsvinkel til udgangspunktet for en helt ny teori for de samfundsmæssige videnskaber. Social ulighed i Danmark eller Tyskland kan ikke længere forstås med henvisninger til det nationale samfund. Vi kan se en voldsom stigning i den globale ulighed, som slår tilbage på den velstående del af verden, men vi er ikke i stand til at undersøge det og begrebsliggøre det«. De nye former for ulighed, der interesser Ulrich Beck, er relateret til livsstil og individualisering. »Der er en pluralisering af ulighederne«, som han siger det på sociologsprog. »Grænserne mellem forskellige lande fungerer ikke på samme måde som før. Vi ved slet ikke, hvilke ord vi skal bruge, når vi skal analysere det nye europæiserede samfund. Landene i EU bliver på samme tid europæiseret indefra. De har de samme penge, det samme retssystem i et vist omfang, de er del af EU, del af samme dynamik, men vi har svært ved at forstå, hvad europæisering virkelig indebærer. Når vi næste år udvider EU med ti nye lande, bliver hele systemet yderligere forandret. Måske kommer der en ny geografisk dynamik i ulighederne, ikke mellem Nord og Syd, men mellem Vest og Øst eller en kombination af begge«. Socialdemokraternes dilemma Det er ikke kun samfundsforskerne, der må skifte begreberne ud. De politiske partier slipper heller ikke. Det gælder også socialdemokratierne, der har spillet en vigtig rolle i Europa i det tyvende århundrede. Ulrich Beck er optaget af splittelsen i arbejderbevægelsen: »Der er opstået nye grænser i de socialdemokratiske bevægelser. På den ene side har du det gamle venstre, som er ret protektionistisk i sit forsøg på at forsvare den nationale velfærdsstat. På den anden side har vi, hvad jeg vil kalde det kosmopolitiske venstre, som forsøger at redefinere det socialdemokratiske projekt på et transnationalt niveau og ikke ser på staten som den eneste garant for velfærd«, siger Beck. »Globaliseringen har virkelig bragt den socialdemokratiske bevægelse i Europa ud i tovene. Jo mere sikkerhed og tryghed du har i en national kontekst, jo mere er du nødt til at forsvare den mod outsidere, der kommer udefra og vil ind. Ligesom i de konservative partier er der i Socialdemokratiet en stærk bevægelse imod det åbne samfund og den transnationale forståelse, sådan som man også ser det i den borgerlige danske regerings politik. Mange gammeldags socialdemokratier frygter den ny åbenhed. Hele venstrefløjen står foran nogle meget afgørende diskussioner om hele den ny udvikling«. Nye erfaringsrum VK-regeringens alliance med Dansk Folkeparti og kontante udlændingepolitik vakte stor opmærksomhed i Europa. Ulrich Beck ser den danske regerings politik som del af en større protektionistisk tendens, der er stærk i Europa. Men han mener ikke, der er meget at stille op med den form for indre globalisering, som finder sted i Europa. »Vi ser et Europa, som består af en ny blanding af nationale, etniske og religiøse identiteter. Det muslimske samfund er ikke uden for Europa, det er allerede en del af den europæiske identitet. Der er så megen globalisering af produktion og forbrug, så vi globaliseres indefra«. »Det er interessant at bemærke, at hvis man ser på globalisering, så er alle en minoritet. I alle lande, fra Tyskland til USA, forsvarer folk sig mod globalisering. Mange tror, at deres identitet trues. »Vi bliver truet af udlændinge til at være noget andet end os selv, vi er en minoritet i vores eget land«, hedder det. Men samtidig med, at folk føler de mister identitet, er de i fuld gang med at redefinere deres identitet på et mere kosmopolitisk niveau«. »Tag den musik og de film og bøger, folk er optaget af. Ingen er længere fikseret i et territorialt, kulturelt eller etnisk rum. Alle oplever en stadigt større indre pluralitet, og de fleste vil anerkende, at denne pluralitet er en rigdom. At erkende at ens egen identitet rummer mange nye erfaringsrum, er en god begyndelse for at lade sig konfrontere med globaliseringens nye udfordringer«. Brasilianske målDet lyder flot, men også en analyse af den slags, der vil få prædikatet 'elitær', fordi du ser bort fra, at ikke alle har den fysiske og mentale mobilitet, som en intellektuel som du selv er i besiddelse af? »Alle har ret til at have deres egen forbundethed med det lokale. Folk har deres egen baggrund og livshistorie, men det er et falsk spil, hvis man hævder, at det kosmopolitiske perspektiv kun er forbeholdt eliterne. Vor tids gennemsnitsimmigrant er vant til at leve mellem forskellige retssystemer og kulturer, han taler forskellige sprog«. »Den kosmopolitiske virkelighed er et vilkår for fantastisk mange mennesker. Ikke kun de privilegerede. Der er kosmopolitisme i det, vi spiser, i musikken, i de store fodboldhold, der har fans i hele verden. Den internationalisering, jeg taler om, er overgribende. Den stikker hovedet frem alle vegne. I sport, mad, musik, tøj, underholdning, arbejdsliv. Tit aner vi ikke, hvilken kultur et eller andet kommer fra, vi kan bare godt lide det. Jeg kan godt lide Bayern München, men spillerne kommer alle andre steder fra end Bayern. Brasilianerne laver de smukkeste mål. Det er for os helt naturligt«. Hvad synes du så om Real Madrid, er jeg her nødt til at spørge?

»Ha-ha. Det er et virkeligt skønt mandskab! Og fuldt af folk fra hele verden. Folk fra hver sin ende af kloden er tilhængere af de samme hold, som for længst er vokset ud af den nationale kontekst. Følelserne er også globaliserede, som vi så det over hele verden i februar, da folk langt væk fra Irak gik på gaden for at protestere mod krig. Den emotionelle globalisering ses også på menneskerettighedsområdet. Det fjerne bliver nært. Der er masser af det, vi kalder globalisering, som ikke har noget som helst med økonomi at gøre. Vi er på en fælles rejse med masser af nye spørgsmål og nye svar«. En af de personer, der vækker mest global opmærksomhed og i disse dage i den grad bliver mødt med kritiske spørgsmål, er den amerikanske præsident. Ulrich Beck sætter USA op mod Europa i spørgsmålet om, hvad indholdet i fremtidens kosmopolitisme bør være. »USA ønsker at udbrede den amerikanske model over hele kloden. Den demokratiske kapitalisme med sig selv som forbillede«, siger Ulrich Beck. »Europa står for en globalisering, hvor anderledesheden mellem folk og kulturer anerkendes. Europa kan blive fortaler for, at der er flere veje i det moderne. Veje, som kommer i konflikt med hinanden og derfor må reguleres. Et kosmopolitisk Europa gennemsyret af viljen til mangfoldighed og færdselsregler, der gør mangfoldighedens sameksistens mulig, vil have en enorm attraktion i fremtiden«. Definitionsmagten Moderne sociologi er, ligesom den danske Magtudredning, der udkom for nylig, optaget af, hvem der har retten til at afgøre, hvad der er vigtigt. Man kan sige, at der er sket et skift i fokus fra produktionsmidler til definitionsmidler. Her kommer disse års terrorrisiko ifølge Ulrich Beck ind i billedet. Ligesom USA gør det. »Retten til at være den, der definerer tingene, er et vigtigt redskab i alle former for politik. Lige nu må vi spørge, hvem der egentlig definerer, hvad der er terrorisme? Retten til at svare på dette spørgsmål afgør vigtige aspekter af vores indre liv og af forholdet mellem staterne«, siger Ulrich Beck. Det er en gammel drøm for sociologer at være en slags moderne præst. En, der udlægger teksten. Ulrich Beck beskæftiger sig på fuldtid med at udlægge indholdet i den store fortælling, som alle mennesker på kloden er med i. Hvor stor indflydelse føler han egentlig, han selv har? Oplever samfundsforskeren, der fandt på betegnelsen 'risikosamfundet', at han selv har en vigtig definitionsret? »Ingen lytter til sociologen nu om dage«, svarer Beck. »Han har ikke magt til at definere. Måske fordi alt for mange sociologer ikke tager samfundsforskningens hovedforpligtelse på sig. Man hænger fast i gamle begreber og forestillinger. Man har en forældet opfattelse af samfundet. Af demokrati, solidaritet, magt. Men vi lever i en ny verden, hvor alle disse grænser både eksisterer og ikke eksisterer på samme tid. Det er meget afgørende for den, der arbejder analytisk med samfundet, at træde ind i den nye realitet. Det et vores hovedbusiness, det er den måde, jeg definerer min egen rolle på«. »Hvis vi tager det alvorligt, kan vi måske få en vi rolle i redefineringen af, hvordan samfundet skal forstås. Politikere, journalister, borgere har brug for nye begreber og ideer for at forstå deres egen virkelighed. Vi er ikke i stand til at definere situationen, som disse mennesker lever i, slet ikke. Men måske har de brug for et nyt blik, en ny forståelse, nye ideer for at kunne tage hånd om de problemer, de er optaget af. Min egen bog om 'Risikosamfundet' har kun fået indflydelse på grund af en stigende bevidsthed om risici. De folk, der er mest bange, har ikke læst den«.