Skifte. Susanne Staun kaster sig snart over en ny genre. Tegning: Mette Dreyer

Skifte. Susanne Staun kaster sig snart over en ny genre. Tegning: Mette Dreyer

Interview

Bogaktuel forfatter: »Alle vil bolle med en voldspsykopat, altså!«

Susanne Stauns sidste bind i trilogien om retsmedicineren Maria Krause udkommer på torsdag.

Interview

Susanne Stauns ’Helt til grænsen’ udkommer 7. marts.

Allerede inden maden dukker op, forkynder Susanne Staun, at hendes næste bog skal være en sonetkrans. Det vil sige 14 sonetter med den forrige sonets sidste linje som den næstes første, og disse skal samlet danne en afsluttende 15. sonet.

En sonetkrans er nok det sværeste at skrive overhovedet, så for en thrillerforfatter er det noget af en udmelding, der falder i en solbeskinnet Cap Horn i Nyhavn.

LÆS OGSÅ

Her er stemningen i det hele taget meget fjernt fra den, der hersker i min frokostgæsts bøger.

Blandt Susanne Stauns 14 udgivelser er de prisbelønnede serier om adfærdspsykologen Fanny Fiske og retsmedicineren Maria Krause. Trilogien om sidstnævnte afsluttes på torsdag med udgivelsen af ’Helt til grænsen’.

Alle skriver krimier
»Det var simpelt hen for nemt at blive ved i samme genre. Så nu er et tid til noget andet. For mange år siden kritiserede Lars Bukdahl en krimi af Henrik Nordbrandt og skrev, at det svarede til, at jeg skrev en middelmådig sonetkrans. Så tænkte jeg: Hvorfor tror du den absolut skulle være middelmådig? Så nu vil jeg skrive en sonetkrans!«.

Arj, mener du det?

»Ja, jeg gør sgu!«.

Der har vi så rubrikken, tænker jeg:



Men hvad vil du så gøre ved al din sex og vold?

»Den har jeg ligesom udlevet. ’Al min sex og vold’ ... det er sådan noget, jeg ikke gider høre mere ... Nu vil jeg være en ordentlig Hausfrau ... der skriver sonetkranse«.

En anden grund til, at Susanne Staun har skrevet sin sidste krimi, er genrens ekspansion. Krimimessen i Horsens midt i marts har været som en familiefest for hende og en håndfuld andre danske krimiforfattere. Men nu er den blevet for stor og myldrende:

»Der er så mange, der skriver krimier i håb om at blive den nye Stieg Larsson. Og jeg tænker bare: Gå dog væk! I elsker jo slet ikke litteratur!«.

Jeg bestiller hvidvin; det skal Susanne Staun ikke nyde noget af. Hun er i det hele taget ikke så meget for frokoster, og: »Hvis jeg drak vin på denne tid af dagen, ville jeg ende på en bænk«.

Men siden, da vi har fået vores fiskefrikadeller, skal hun da også lige have et glas.

Vold og sex
Har du nogen ambition om at få en bog filmatiseret?

»Det interesserer mig ikke«.

Hvorfor ikke?

»Hvis du læser mine bøger, har de mest indre monolog – der er i virkeligheden ikke så meget handling i«.

Det diskuterer vi så lidt, for i ’Helt til grænsen’ er der masser af filmegnede ting. Men ville det være en film, Susanne Staun selv havde lyst til at se?

Min redaktør har i samfulde 14 år prøvet at få mig til at lave noget i stedet for



»Næ«.

Der er en nær sammenhæng mellem vold og sex i dine bøger.

»Jamen, det ved du da, at der også er i virkeligheden. Du kan se på køerne til de dømte på dødsgangen i USA og til Peter Lundin. Alle vil bolle med en voldspsykopat, altså!«.

Ikke jeg ...

»Det vil jeg da heller ikke ... men sådan er det! Der har altid været en meget fin grænse mellem vold og sex. Og meget voldelige mænd virker enormt tiltrækkende på rigtig mange kvinder. Jeg bliver overrasket over de mærkeligste kvinders mærkelige ... i debatten om prostitution er det kommet frem, at mellem 50 og 80 procent af prostituerede er vokset op i misbrugshjem«.

Totalt ufølsom
Er der noget af dig selv i de kvinder, du skriver om?

»Nej! Jeg er ikke til sådan noget der; så ville jeg slet ikke kunne skrive om det«.

Men kan du mærke, at du har fået et image som hende den lidt grænseoverskridende og kinky ...

»Nej, folk er jo så pæne i det her land. Men jeg ved, at der er flere mænd, der læser mine bøger, end der er kvinder«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Er du ikke bange for at bekræfte mænds måske fejlagtige billeder af, hvad kvinder vil have?

»Det kan da godt være; men det kan jeg ikke tage mig af. Men hvad skal man så sige til ’Fifty Shades’?«.

Har du nogen absolutte tabuer?

»Nej«.

Dyremishandling?

»Det kunne jeg godt skrive om. Jeg er totalt ufølsom!«, griner Susanne Staun over jordskokkesuppen.

Men ville din redaktør ikke ...

»Jo! Min redaktør har i samfulde 14 år prøvet at få mig til at lave noget feel good i stedet for feel bad. Han håber, hver gang han får et nyt manuskript, at det ikke vil være så grimt. For det skræmmer læserne væk. Det store købedygtige publikum af kvinder kan jo slet ikke have det ... Krimier er jo traditionelt behovsopfyldelsesbøger, ikke?«.

Hackere

I ’Helt til grænsen’ er Susanne Staun optaget af de ubegrænsede muligheder for at bryde ind i internettet og folks mail.

Gennem sin mand, der er professor i datalogi, kender hun en hackergruppe, der arbejder for militæret og regeringen.

»De er fantastiske; deltager i konkurrencer mod de andre landes hackergrupper med sites, de skal bryde ind i«.Men ud over den slags er der aldrig samfundsdebat i Susanne Stauns romaner. »Man skal være meget forsigtig, for en roman er jo meget følsom over for docerende klodser. Jeg synes fundamentalt, at hvis man har noget at sige om samfundet, skal man skrive en kronik eller et essay«.





LÆS OGSÅ Dine bøger foregår ligesom i en boble af selvtægt.»Undskyld!«, ler hun og forklarer:



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»En thriller er en krimi, der er blevet personlig. Detektiven er en person med en sag, som går uden om retssystemet. Noget andet er, at jeg selv er totalt fascineret af selvtægt og dagligt har lyst til at begå den«.

Da den søde tjener kommer med vores vitello tonnato, er hvidvinsglassene tomme, og Susanne Staun spørger: »Arh, skal vi ikke have et glas til?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce