Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Miriam Dalsgaard

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Historien fortsætter

Finlandssvenske Lars Sund udforsker Europas historie og de kræfter, der har formet den. Den store fortælling er ikke død, hævder han. Den er bare flyttet til Österbotten.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Finner er et folk, der tier på to sprog, sagde Bertolt Brecht engang. Og selv om Lars Sund er finlandssvensker og derfor kan tie stille på både finsk og svensk, er det ikke noget, den 52-årige forfatter gør.

Måske er det den österbotniske fortælletradition, der ligger dybt i ham og gør ham svær at stoppe, når han først går i gang med at fortælle.

På trods af at han indtil for nylig arbejdede som journalist på fuld tid, er det siden debuten i 1973 blevet til en digtsamling og fem romaner, hvoraf den seneste, 'Eriks bog', i 2004 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Den udkommer nu på dansk på forlaget Athene.

Formes i spændingsfeltet
'Eriks bog' handler om Erik Smeds, der efter Finlands nederlag i Anden Verdenskrig må flygte til USA. Her gør han strålende karriere i CIA og befinder sig konstant i centrum af den kolde krigs begivenheder.

Vekslende med den store historie om Erik i den kolde krig skildrer romanen også livet i den lille fiktive landsby Siklax i det svensktalende Finland, som Erik måtte rejse fra. Her er de centrale personer Margareta Smeds, uægte datter af spritsmugleren Otto, og Charles Holm, der efter mærkelige krigshændelser får succes som kunstmaler.

De tre personers liv formes og kantes i spændingsfeltet mellem deres individuelle personlighed og det tryk, som udøves af tidsånden, samfundet og historien.

Historiens kræfter
'Eriks bog' afslutter det, der i Finland er blevet kendt som Siklaxtrilogien. Trilogien blander den nære menneskelige fortælling med verdenshistoriske begivenheder og spejler den store historie i den lille.

»Jeg tror på, at den store historie påvirker os. Vi er alle delagtige i den. Og så er det nok også sådan, at vi alle påvirker den, både igennem det, vi gør, men også igennem det, vi ikke gør. Ingen kan undslippe historien«, siger Lars Sund, der ikke giver meget for ideen om 'historiens afslutning'.

»I 1980'erne talte man meget om, at de store fortællinger var døde. Det har jeg aldrig kunnet være enig i. Historien er jo den største af alle historier, og den er jo en fortløbende fortælling, også den dag i dag. Man begik den fejl at tro, at historien havde nået sin afslutning, som Francis Fukuyama hævdede i 'The End of History and the Last Man'«.

»Men det har jo vist sig, at sådan er det definitivt ikke gået. Det har behaget historien at tage en helt anden drejning, end man forventede, da Muren faldt for 15 år siden. Det, vi ser i dag, med krigen mod terrorisme, var der jo ingen, der kunne have forudsagt. Min roman starter med historiens afslutning«, siger Lars Sund.

Finlandiseringen
I Finland er historien mere aktuel end i de fleste andre lande, mener Lars Sund. Efter at være blevet selvstændigt i 1917 blev landet i 1918 ramt af en blodig borgerkrig, der efterlod et sår i samfundet, der stadig er åbent. Og så kom Anden Verdenskrig.

»En væsentlig del af den finske nationalidentitet er skabt af Anden Verdenskrig. Minderne om krigen lever meget stærkere her, end jeg har indtryk af, at de gør i Danmark. Vi diskuterer hele tiden historien, og der udgives stadig mange bøger om krigsårene.

Det er det, fortælleren i 'Eriks bog', Carl-Johan Holm, klager over: at krigen er målestokken, som alting, der er sket siden hen, måles efter. Og oftest vejer det, der er sket efter krigen, meget lettere«, siger Lars Sund.

Verdenskrigens og den kolde krigs temaer er stadig levende i Finland, men samtidig oplever Lars Sund en stor modvilje mod at diskutere disse emner frit. Det finske samarbejde med Nazityskland, 'finlandiseringen' mod Sovjet og benægtelsen af jødeforfølgelserne er issues, som burde blive, men ikke bliver, behandlet.

Ikke en cirkushest
Men er det romanens opgave at tage disse emner op? Her tøver Lars Sund for første gang under interviewet, flytter sig en smule beklemt i sædet og retter på jakken med 'Nej til atomkraft'-badgen.

»Ja ... du ser, at jeg tøver. Jeg bryder mig ikke om, at man tillægger romanen forpligtelser. Den må leve på sine egne vilkår. Romanen er ikke en cirkushest, som man kan dressere. Romanens vigtigste opgave er at fortælle historier. Gode, spændende, sjove og sørgelige historier. En romanforfatter kan ikke afsløre noget, som en faghistoriker ikke først har afsløret«.

»Men samtidig må jeg indrømme, at en roman, der ikke tager sit udgangspunkt i samfundet, og som ikke interesserer sig for samfundet, sådan en roman interesserer mig ikke. Romanen for romanens egen skyld, romaner, som så at sige handler om sig selv, har jeg aldrig været interesseret i«, siger Lars Sund.

Selv om romanforfatteren ikke som faghistorikeren kan finde svar på historien, har han nogle andre fordele, mener Lars Sund. I modsætning til den mere og mere specialiserede historieforskning kan romanen tage de store greb og se de store sammenhænge. Og så kan den problematisere, nuancere og komplicere fastlåste konventioner og opfattelser.

Begrænsninger
En af de konventioner, Lars Sund problematiserer i 'Eriks bog', er selve fortællerinstansen. Fortælleren Carl-Johan Holm er nemlig kun en næsten alvidende fortæller, hvilket flere steder i romanen gør, at man som læser ikke kan få alle de oplysninger om romanpersonerne, man har lyst til.

Selv om fortælleren ikke er fysisk til stede i handlingen, støder han alligevel på begrænsninger.

Han har ikke CIA's sikkerhedsgodkendelse til at kigge i fortrolige papirer, han misser rutebilen og dermed starten afen vigtig samtale, og han må ty til avanceret overvågningsudstyr i en stjålen bil for at høre, hvad hovedpersonen taler om på et hemmeligt møde.

De dødes mening
Og så skændes fortælleren igennem hele romanen med Siklax' døde om, hvad der i virkeligheden skete dengang for længe siden. Lars Sund indrømmer, at der er en grund til fortællerens upålidelighed.

»Jeg har længe haft et problem med den alvidende fortæller, der har en absolut autoritet, en absolut kundskab om sandheden. For det har ingen mennesker. Jeg ved ikke, hvordan andre end jeg selv oplever verden, jeg ved ikke, hvordan du oplever verden, jeg kan ikke engang være sikker på, at du ser de samme ting, som jeg gør. Man kan aldrig rigtig være sikker på noget; ingen mennesker kan have en total autoritet over virkelighedsopfattelsen«.

»Og de her døde, ja, de trængte sig på. Jeg var meget usikker i starten på, om det ville fungere med de døde, der blander sig i alting. Men man skal huske på, at de døde er ægte österbotninge, og vi österbotninge er et vældig ejendommeligt folk. Vi er ret stædige, vi vil have ret hele tiden og blander os i alt. Og det er præcis det, de døde gør. Samtidig ville jeg gerne have, at de fungerede som en slags 'historiens egen stemme'«.

»For historien har jo ikke sin egen stemme, den er helt og holdent afhængig af vores tolkninger. Så her kommer de døde og blander sig og forsøger at tale for egen retning og forsvarer historien. Romanen giver mig mulighed for at lade de døde selv komme til orde og sige deres mening«, siger Lars Sund.

Vitalitet og muligheder
Det er det gode ved romangenren, at man som forfatter kan gøre den slags ting, mener Lars Sund. I 'Eriks bog' blander realistiske begivenheder sig med fantastiske og usandsynlige hændelser.

»Romanen er så fantastisk en form, fordi den har så mange muligheder, og langtfra alle er udtømte.

Romanen har vel eksisteret siden 1700-tallet, og der er vel skrevet i millionvis af romaner, men alligevel har romanen så meget vitalitet og så mange muligheder tilbage at opdage«.

Nordisk magisk realisme
Din romanstil er blevet kaldt nordisk magisk realisme?

»Det glæder mig meget. Jeg var 19 år gammel og skulle lige til at tage studentereksamen, da jeg opdagede Gabriel García Márquez' 'Hundrede års ensomhed'. Dengang havde jeg hverken hørt om magisk realisme eller Márquez. Men jeg faldt over ham på stadsbiblioteket i Jakobstad, læste de første linjer og blev hooked. Siden da har jeg været fascineret af magisk realisme.

Og det er jo ikke bare sydamerikanere, der har tillempet magisk realisme. Salman Rushdie gør det i 'Midnatsbørn', og det er en helt suveræn roman. Så når magisk realisme kan fungere i Indien og Sydamerika, hvorfor skulle den så ikke kunne fungere i Österbotten?«.

Men har Österbotten et specielt anlæg for magisk realisme?

»Österbotten er et vældig specielt område. Det er præget af, at det er et grænseland, som man altid har udvandret fra, først til Amerika og siden til Sverige. Næsten alle finlandssvenskere har en del af deres slægt i Amerika og Sverige. Det har præget den österbotniske mentalitet. Og så er der en stærk tilbøjelighed for det religiøse og det åndelige. Så på den måde føles det ret naturligt med magisk realisme i Österbotten«.

Ingenting at komme efter
Men det allervigtigste er den stærke mundtlige fortællertradition, der findes i Österbotten. Sproget lever, og fortællingerne strømmer fra de gamle historiefortællere, så selv ikke en hurtigtalende forfatter kan følge med.

»Der findes et meget vitalt sprog i Österbotten. Dialekterne lever, man taler stadig sproget. Der findes en stærk mundtlig fortællertradition, og det er ofte suverænt fantastiske historier, man kan høre fra historiefortællerne.

»De forsøger hele tiden at finde de mest drastiske og malende og blomstrende og vilde udtryk for personer og hændelser. Hele tiden er der en stræben efter det. Der findes en enorm sproglig energi. Jeg er en klejn og bleg fortæller i forhold til dem. Der har jeg ingenting at komme efter«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden