0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Historien fortsætter

Finlandssvenske Lars Sund udforsker Europas historie og de kræfter, der har formet den. Den store fortælling er ikke død, hævder han. Den er bare flyttet til Österbotten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Miriam Dalsgaard

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Finner er et folk, der tier på to sprog, sagde Bertolt Brecht engang. Og selv om Lars Sund er finlandssvensker og derfor kan tie stille på både finsk og svensk, er det ikke noget, den 52-årige forfatter gør.

Måske er det den österbotniske fortælletradition, der ligger dybt i ham og gør ham svær at stoppe, når han først går i gang med at fortælle.

På trods af at han indtil for nylig arbejdede som journalist på fuld tid, er det siden debuten i 1973 blevet til en digtsamling og fem romaner, hvoraf den seneste, 'Eriks bog', i 2004 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Den udkommer nu på dansk på forlaget Athene.

Formes i spændingsfeltet
'Eriks bog' handler om Erik Smeds, der efter Finlands nederlag i Anden Verdenskrig må flygte til USA. Her gør han strålende karriere i CIA og befinder sig konstant i centrum af den kolde krigs begivenheder.

Vekslende med den store historie om Erik i den kolde krig skildrer romanen også livet i den lille fiktive landsby Siklax i det svensktalende Finland, som Erik måtte rejse fra. Her er de centrale personer Margareta Smeds, uægte datter af spritsmugleren Otto, og Charles Holm, der efter mærkelige krigshændelser får succes som kunstmaler.

De tre personers liv formes og kantes i spændingsfeltet mellem deres individuelle personlighed og det tryk, som udøves af tidsånden, samfundet og historien.

Historiens kræfter
'Eriks bog' afslutter det, der i Finland er blevet kendt som Siklaxtrilogien. Trilogien blander den nære menneskelige fortælling med verdenshistoriske begivenheder og spejler den store historie i den lille.

»Jeg tror på, at den store historie påvirker os. Vi er alle delagtige i den. Og så er det nok også sådan, at vi alle påvirker den, både igennem det, vi gør, men også igennem det, vi ikke gør. Ingen kan undslippe historien«, siger Lars Sund, der ikke giver meget for ideen om 'historiens afslutning'.

»I 1980'erne talte man meget om, at de store fortællinger var døde. Det har jeg aldrig kunnet være enig i. Historien er jo den største af alle historier, og den er jo en fortløbende fortælling, også den dag i dag. Man begik den fejl at tro, at historien havde nået sin afslutning, som Francis Fukuyama hævdede i 'The End of History and the Last Man'«.

»Men det har jo vist sig, at sådan er det definitivt ikke gået. Det har behaget historien at tage en helt anden drejning, end man forventede, da Muren faldt for 15 år siden. Det, vi ser i dag, med krigen mod terrorisme, var der jo ingen, der kunne have forudsagt. Min roman starter med historiens afslutning«, siger Lars Sund.

Finlandiseringen
I Finland er historien mere aktuel end i de fleste andre lande, mener Lars Sund. Efter at være blevet selvstændigt i 1917 blev landet i 1918 ramt af en blodig borgerkrig, der efterlod et sår i samfundet, der stadig er åbent. Og så kom Anden Verdenskrig.

»En væsentlig del af den finske nationalidentitet er skabt af Anden Verdenskrig. Minderne om krigen lever meget stærkere her, end jeg har indtryk af, at de gør i Danmark. Vi diskuterer hele tiden historien, og der udgives stadig mange bøger om krigsårene.

Det er det, fortælleren i 'Eriks bog', Carl-Johan Holm, klager over: at krigen er målestokken, som alting, der er sket siden hen, måles efter. Og oftest vejer det, der er sket efter krigen, meget lettere«, siger Lars Sund.

Verdenskrigens og den kolde krigs temaer er stadig levende i Finland, men samtidig oplever Lars Sund en stor modvilje mod at diskutere disse emner frit. Det finske samarbejde med Nazityskland, 'finlandiseringen' mod Sovjet og benægtelsen af jødeforfølgelserne er issues, som burde blive, men ikke bliver, behandlet.

Ikke en cirkushest
Men er det romanens opgave at tage disse emner op? Her tøver Lars Sund for første gang under interviewet, flytter sig en smule beklemt i sædet og retter på jakken med 'Nej til atomkraft'-badgen.

»Ja ... du ser, at jeg tøver. Jeg bryder mig ikke om, at man tillægger romanen forpligtelser. Den må leve på sine egne vilkår. Romanen er ikke en cirkushest, som man kan dressere. Romanens vigtigste opgave er at fortælle historier. Gode, spændende, sjove og sørgelige historier. En romanforfatter kan ikke afsløre noget, som en faghistoriker ikke først har afsløret«.

»Men samtidig må jeg indrømme, at en roman, der ikke tager sit udgangspunkt i samfundet, og som ikke interesserer sig for samfundet, sådan en roman interesserer mig ikke. Romanen for romanens egen skyld, romaner, som så at sige handler om sig selv, har jeg aldrig været interesseret i«, siger Lars Sund.

Selv om romanforfatteren ikke som faghistorikeren kan finde svar på historien, har han nogle andre fordele, mener Lars Sund. I modsætning til den mere og mere specialiserede historieforskning kan romanen tage de store greb og se de store sammenhænge. Og så kan den problematisere, nuancere og komplicere fastlåste konventioner og opfattelser.

Begrænsninger
En af de konventioner, Lars Sund problematiserer i 'Eriks bog', er selve fortællerinstansen. Fortælleren Carl-Johan Holm er nemlig kun en næsten alvidende fortæller, hvilket flere steder i romanen gør, at man som læser ikke kan få alle de oplysninger om romanpersonerne, man har lyst til.

Selv om fortælleren ikke er fysisk til stede i handlingen, støder han alligevel på begrænsninger.

Han har ikke CIA's sikkerhedsgodkendelse til at kigge i fortrolige papirer, han misser rutebilen og dermed starten afen vigtig samtale, og han må ty til avanceret overvågningsudstyr i en stjålen bil for at høre, hvad hovedpersonen taler om på et hemmeligt møde.

De dødes mening
Og så skænde