Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: ingen
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den store samtidsroman

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvordan går det med USA's yndlingsforfatter?«, råber Jonathan Franzens overbo. »Det går o.k.«, svarer Franzen forskrækket og lidt forlegen. Han vil lukke døren til sin lejlighed, men naboen giver ikke op.

»Nåh? Du må give en masse interviews og få taget en masse billeder for tiden«, bliver han ved. »Jahhhh« siger Franzen og trækker spotsk ordet ud. Hans mund kruses i et tyndt smil. Han har besluttet at gå med på spøgen. »De var her fra Vogue i går. Jeg barberede mig ikke om morgenen. De kan godt lide, når forfattere ser lidt lurvede ud på billederne«.

For at få indblik i, hvordan romanen helt konkret kom til verden, tager Franzen mig med i sine daglige gøremål. Med en mappe i hånden forlader vi hans lejlighed og tager toget til 125. gade, hvor han har et kontor på fjerde sal i en gammel bankbygning.

Det er nøgne lokaler, som han selv har renoveret. I de sidste seks år, mens han har skrevet 'The Corrections', har Franzen taget denne tur fem dage om ugen. Og han er (ligesom vi gør nu) standset op ved den lokale sandwichbar og har fået sig en sandwich (som bæres hen til 125. gade i en papirpose og stilles til side indtil frokost).

Ligesom hans lejlighed er kontoret lille og i pertentlig orden: Det ene af rummene indeholder bord og stol, det andet et arbejdsbord af træ, køleskab, elkoger. Der er et loftlignende opbevaringsrum, som er ved at flyde over med gamle kufferter, sengetøj og ekstra computere. (»Folk giver dem bare væk!« ler han, da jeg spørger, hvorfor han har brug for tre temmelig forældede computere).

Både ydmyg og overlegen
Den 42-årige forfatter er høj og slank, og han bevæger sig rundt i verden på en omhyggelig, hensynsfuld og velovervejet måde. Han udmåler præcis den rigtige mængde kaffe på samme måde som han vejer sine ord og tøver, inden han giver sig i kast med en særlig anekdote, eller før han lader ordene forlade sine læber i en præcis rækkefølge.

Han siger »tak« til ekspedienter. Men hans stemme er fuld af ironi - selvironi frem for ondskabsfuld ironi, men ikke desto mindre ironi - og, når han slapper af, dukker den humor op, der gennemsyrer hans essays og 'The Corrections'.

Han er tilbøjelig til overdrivelser af Oscar Wildeske dimensioner, og han er glad for ord som »grufuld« og »skrækkelig«. Og han ler sjældent af sine egne vittigheder (for eksempel da han siger: »skællene faldt fra mine øjne, og det gik op for mig: Den her er kedelig!« om den 1.100 sider lange version af hans første roman 'The Twenty-Seventh City').

Man kunne også sige om Franzen, hvis mørkeblå øjne udstråler en rolig selvtillid, at han svinger mellem den ydmyge charme og ærligheden, som man finder hos mennesker i midtvesten, og den hovne overlegenhed hos newyorkeren

Og jeg går ud fra, at det ikke er nogen overraskelse, at sådanne modsætninger - som ganske åbenlyst eksisterer side om side i Franzen selv - er et centralt tema i 'The Corrections'.

Familiens slåskampe
Plottet er, især når man sammenligner med Franzens to første romaner, ret enkelt: Alfred og Enid Lambert tilhører middelklassen og bor blandt alle de andre gamle i forstæderne til den fiktive by St. Jude (som ganske oplagt er St. Louis, Franzens fødeby).

Ægteparret skramler rundt i det hus, som de har boet i i nogle og 40 år. Det er et hus, de ikke længere har styr på, et hus, som har »indtaget dem begge to«. Problemet er alder: Både Enid og Alfred er ved at miste grebet om deres stadig mere komplicerede økonomiske forhold.

Og de har endnu sværere ved at gøre noget ved revnerne, der er kommet i loftet på første sal. Men problemet er også, at Alfred har udviklet Parkinsons syge, og Enid er ude af stand til at tage sig af ham.

I Philadelphia og New York er deres tre børn - Gary, Chip og Denise - i færd med at gennemleve deres egne udgaver af et kosmopolitisk liv. I løbet af et par meget intense måneder - hvor Alfreds sygdom forværres hurtigt - danser de fem i familien Lambert med og rundt om hinanden i, hvad der må kaldes et sammenstød mellem generationer, regioner og temperamenter. Børnene slås med deres forældre (og med hinanden og sig selv).

Franzens portræt af familiedynamikker er fremragende, ligesom beskrivelsen af hver af hans hovedpersoners særheder og idiosynkrasier. Ligesom Enid og Alfred er bange for det bysamfund, som deres børn bor i, så er de voksne børn nærmest skrækslagne over at skulle vende tilbage til St. Jude.

De frygter at blive opslugt af det hængedynd, hvor det kulturelle samlingspunkt er indkøbscentrene, hvor indbyggerne er bedøvede af at se fjernsyn, og hvor de moralske værdier er gammeldags. Og sådan er det i det midtvestlige USA.

I gæld til Gatsby
Og det centrale spørgsmål i bogen er måske nøjagtigt, hvad det vil sige at være fra midtvesten - og at bevare et forsigtigt forhold til den mærkelige, amoralske og intellektuelle østkyst.

Efter al denne snak om de store bøger, der har haft indflydelse på Franzen - fra 'Gravity's Rainbow' af Thomas Pynchon til 'Underworld' (af Don DeLillo, red.) - kommer det som en lille overraskelse at høre ham sige, at han måske mest af alt identificerer sig med den virtuose skaber af midtvestlige temaer F. Scott Fitzgerald, der er forfatter til bøger af mindre omfang.

»Ideen med at opfinde sig selv«, forklarer han, »bliver ikke beskrevet mere præcist andre steder end i 'Den store Gatsby'. Og jeg læste den bog - jeg kunne ikke gøre andet end at læse den bog - som en roman om midtvesten. Jeg står i dyb gæld til 'Den store Gatsby'.

Uanset om han nu tænkte på Gatsby eller ej i de år, hvor han skrev 'The Corrections', så står det i hvert tilfælde klart, at han begyndte at tænke på romaner i mindre målestok. Dette betyder ikke, at romanen er fysisk mindre end hans første to romaner (det er den ikke), men at han begyndte at tænke på romanen som et sæt af tæt sammenknyttede dele.

»Jeg så denne bog for mig som bestående af fem sammenhængende noveller, hvoraf hver enkelt skulle kunne fungere for sig selv. Hver del skulle også have sin egen indre spænding og sin egen indre drivkraft af længsler«.

»Planen var: Lad os stryge det store plot, lad os stryge den store mekaniske udtænkning, og lad os i stedet få en lang bog til at fungere uden den fornemmelse af maskineri, af tandhjul, der kværner, af emner, emner. Jeg havde en følelse af, at jeg måtte gøre hver eneste del overbevisende i sig selv«.

Denne erkendelse var lang tid undervejs: Inden Franzen begyndte at arbejde på 'The Corrections', tilbragte han seks år med at arbejde på et monstrum af en roman, som han ønskede skulle blive »ligesom de første to, bare større, mere omfattende, mere universel og relevant for alt i kulturen og alt i det politiske landskab samt alt i det teknologiske landskab«-.

»Og så, i løbet af en del år, udviklede jeg et utroligt detaljeret plot, som omfattede fængsler og insiderhandel og raceoptøjer i Philadelphia og forældreløse børn og den katolske arbejder og...«. Han tier og ler.

»Nå ja, jeg kradser bare lidt i overfladen. Jeg havde virkelig en roman, der bestod af omkring fem romaner. Jeg prøvede på at skrive den, og jeg kunne ikke få den til at fungere«.

Humor
Alligevel solgte han i 1996 de første 200 sider af denne fem-i-en-roman til sin udgiver. »Jeg tog imod mine penge«, forklarer han ironisk, »og fortsatte med at forsøge at skrive kapitel fem ... Og jeg blev meget nedslået. Jeg tog til Mexico og medbragte manuskriptet til 'Underworld', Don DeLillos bog«.

»Jeg læste den og holdt af hver eneste side. Og jeg afsluttede den med en tom følelse af: »Hold nu op! Det er ikke den bog, vi har brug for. Jeg ved, hvilken bog vi har brug for«.«

»Så tog jeg hjem og skrev det første, der virkelig manglede i 'The Corrections': Kapitlet med krydstogtskibet, der nu udgør kernen af romanen. Jeg havde en følelse af, at dette var bedre end noget andet, jeg nogensinde før havde skrevet«.

På en eller anden måde faldt alting på plads for Franzen, da han skrev 'The Corrections'. Selvom han omhyggeligt havde undgået at skrive bare den mindste smule om sig selv i sine første to romaner, begyndte han at give efter og tillade sig selv at dukke op i denne nye roman på overraskende måder.

»Alle mine hovedpersoner har træk fra mig selv - som en prisme reflekterer de en kompleks subjektivitet. Der er ingen tvivl om, at jeg selv er som Enid, og at jeg er som Alfred«.

Og hvad der måske er endnu vigtigere, begyndte han også at svække nogle af kravene til sig selv. »Jeg begyndte at more mig«, forklarer han og gør det smerteligt klart, at det at »more sig« måske var det element, der manglede i hans første to dødsens alvorlige romaner

»Jeg tillod mig selv at give slip på en vis autoritet, og at nærme mig stoffet på en legende måde. Jeg begyndte at skrive meget lange sætninger«.

Og dette er på en måde, hvad han har kæmpet for fra starten. Hans enorme skuffelse over hans anden roman, 'Strong Motion', skyldtes, forstår han nu, hans følelse af, at selvom hans romaner er litterære, så har de også almindelige læsere som målgruppe.

Almindelige læsere
»Jeg har det ligesom en række af mine kolleger, som skriver for en mindre skare, end jeg gør. Jeg prøver at skrive bøger, som det faktisk er sjovt at læse, og som man glæder sig til at tage op fra natbordet«.

Han tøver og strækker sine lange arme op over hovedet. »Det er formodentlig derfor, at jeg er sådan en sjusket læser selv. Jeg har ikke tålmodighed til at gå i krig med svære ting. Jeg ønsker at blive - du ved - begejstret«.

»Jeg har venner, der faktisk kan lide at læse Samuel Beckett eller Celine. Du ved, der er mennesker, som læser Ulysses for fornøjelsens skyld eller Moby Dick for fornøjelse. Og det er som om - ah! Jeg begynder faktisk at kede mig. Jeg kan læse Proust for fornøjelsens skyld, men så er grænsen også nået. Videre går jeg ikke«.

Men selvom hans første bøger ikke helt levede op til idealet om at være sjove at læse (en kritiker beskrev 'The Twenty-Seventh City' som »den slags bog, om hvilken man hellere må sige: »Den er interessant««), så er der ingen tvivl om, at 'The Corrections' i høj grad lever op til idealet

»Da Fitzgerald skrev på Gatsby«, siger Franzen, mens vi gør os klar til at vende tilbage til de solbeskinnede gader, »så vidste han, at han var ved at skrive en stor bog«.

Og hvad så med Franzen? Vidste han, at han var ved at skrive en stor bog? .

»Jeg ved det ikke«, siger han og føler sig utilpas ved erklæringer om storhed. Men det er klart, at denne gang er interviewet med Vogue - med eller uden limousine - helt sikkert ikke hovedprisen.

'The Corrections' viser, i hvor høj grad store romaner virkelig er af betydning for kulturen. Og man skal ikke tage fejl: Det ved Jonathan Franzen godt.

Oversættelse: Lars Davidsen

Copyright Joanna Smith Rakoff og The Guardian

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden