Forfatter om sin bestseller-status: »Det er en stor overraskelse«

Florian Illies' bestseller '1913 – Århundredets sommer' fortæller om det travle liv i en myretue, der ikke aner, at historiens store hjul et øjeblik senere vil køre henover og knuse den. Bogen har ligget i toppen af det tyske ugemagasin Spiegels bestsellerliste snart et år. Nu er den nr. 1 igen.

»Det er sket stort set uden reklame fra forlagets side. Folk køber den og fortæller andre om den«, fortæller Florian Illies. I Politiken gav anmelderen Hans Hertel bogen seks hjerter, altså topkarakter.

»Det glæder mig, at Deres avis har anmeldt min bog så positivt. Jeg har forsøgt at fortælle historien levende, men også med lune, med en vis respektløshed over for aktørerne, men i respekt for det, de har skabt«, siger Illies.

LÆS OGSÅ

Den 42-årige stjerne på Tysklands litterære himmel tager imod i auktionshuset Villa Griesebach, som han er medejer af. Villa Griesebach er nabo til Berlins Litteraturhaus i Fasanenstrasse. Her er kultur i overflod.

Politikens korrespondent vil vide, hvordan en nørdet bog om, hvad en hel masse bedagede kunstnere og intellektuelle gik og lavede i 12 måneder for hundrede år siden, på nogen mulig måde kan gribe hundredtusinder af læsere. Fornuftige forlæggere ville have skrinlagt projektet omgående og desværre for dem så have tabt millioner.

»Ja, egentlig er emnet finkultur. Så både for forlaget og mig selv er det en stor overraskelse og en glæde. Det kunne man ikke have sagt sig på forhånd«.

Florian Illies har en fortid som kulturredaktør og skribent på to af Tysklands fornemste aviser, Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Zeit. Han har en encyklopædisk viden og ved, hvordan man skriver. Han har, ud over '1913', skrevet fire bøger, der alle har haft et godt tag i læserne. Og historie optager ham.

»Det er en stor opdagelsesrejse, en bog over det gamle Europas rigdom. Det var ikke udgangspunktet, da jeg begyndte at skrive. Men det så jeg, da det gik op for mig, hvordan alt hang sammen, hvordan de kunstneriske netværk var. Kunstnerne opholdt sig i hinandens lande. Det er et stort internationalt fletværk med en utrolig kulturel rigdom«.

»I en tid, hvor vi diskuterer, hvem der hører til eurozonen, kan det ikke skade at se på den europæiske kulturs rødder. Det er en befriende oplevelse at opdage de kulturelle rødder, der forbinder os«.

»1913 var et mægtigt opbrud. Naturligvis kender jeg Tyskland bedst, men det handler også om en følelse af et intellektuelt, kunstnerisk og videnskabeligt europæisk fællesskab i 1900-tallets begyndelse. Jeg håber, at det kan opmuntre mange læsere til at gå videre ind i denne kultur, den fine kultur. Så har jeg opfyldt min mission«.

Læserne tænder på historie?

»Ja, hvis den fortælles gennem mennesker, der kan komme tæt på læserne. Sådan har jeg altid forsøgt at skrive som journalist. Læserne skal have en følelse af, at figurerne kunne være så nær dem selv, at de kan røre dem. De figurer, jeg fortæller om, er alle interessante efter 100 år, eller rettere: nu er de virkelig interessante«.

Som en opdagelsesrejse
»Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg kunne fortælle historier, som om de var nutid«, fortsætter Illies. »Hvad skete der i Wien eller Berlin i tiden før Første Verdenskrig? Det interesserer mig. Men historier om kunstnere er allerede fortalt på hundrede måder. Så kom jeg pludselig på ideen med at skrive om de 12 måneder i 1913. Det er en ny måde at forstå historie på, også for mig selv som forfatter. Jeg håber, at læserne også mærker denne begejstring og deler den med mig«.

»Det var en opdagelsesrejse. Jeg studsede, blev irriteret og begejstret. Som forfatter er jeg stærkt følelsesmæssigt engageret, når jeg skriver, og når jeg oplever, hvad stoffet kan. Det var en oplevelse for mig at lægge dette snit tværs gennem historien. Pludselig ser man Thomas Manns levnedsløb, Picassos levnedsløb og Prousts levnedsløb samlet i et. Så kommer der strøm på. Den metode gav mig en masse nyt. Selvfølgelig vidste jeg meget allerede, men jeg vidste ikke, at 1913 var et så uhyre vigtigt år«.

»Mange af datidens fremtrædende skikkelser kender vi slet ikke mere. Andre lagde man afstand til i 1950'erne, f.eks. den store tyske digter Gottfried Benn, der brændte fingrene på Adolf Hitler. Benns lyrik talte man ikke længere om, det gør man i dag. I et hundredårsperspektiv ser man bedre på året 1913. Man ser videre. Det bliver for mig en anden måde at se på den såkaldte førkrigstid. Vi kan træde ind i et årstal og foregive, at vi ikke ved, hvad der skulle komme efter«. En blomstringstid


100 år er et rundt tal, men valget skyldes vel også, at 1913 er året før verdenskrigens udbrud?

»Naturligvis. Det er et højspændt år, men også et år, der ikke er skrevet så meget om. I biografier får året 1913 heller ikke meget plads. Man skal hurtigt videre til august 1914, da Verdenskrigen brød ud. Vi rykker frem til start og glemmer egentlig, hvordan aktørerne dengang oplevede deres samtid«.

»Jeg mener, at 1913 er den moderne kunsts store år. Det er irriterende, at man ikke opfatter det sådan, fordi man hele tiden skruer tiden frem til krigen og ser udviklingen derfra. Ser man pludselig alene på kulturen, på forfattere som franskmanden Marcel Proust, ireren James Joyce, østrigeren Robert Musil og tyskeren Thomas Mann eller på kunstnere som franskmanden Duchamp, russeren Kasimir Malevitj eller spanieren Picasso, så opdager man, at 1913 er århundredets kulturelle fødsel – en blomstringstid«.

Er det ikke også et år, hvor uligevægten mellem den fremadrettede kunstneriske forståelse af verden og den politiske konservatisme kommer helt ud af balance? Altså, hvor de politiske forhold ligger grotesk bagud for den kunstneriske og intellektuelle erkendelse?

»De kronede hoveders udfoldelser, f.eks. ved jagtselskaber, var præget af et overmål af vold og en voksende afstand fra det normale liv. Magthavernes verden var en anden. Her spillede kulturen ingen rolle. Jeg tegner bare den politiske udvikling som en baggrund for selve kulturhistorien. Kulturen glemmer man altid, og derfor ser man ikke den rigdom, som blev skabt i disse år«.

Ud over den 21-årige Walter Benjamin er der vist ingen af de intellektuelle, De citerer i Deres bog, der gyser for en kommende storkrig.

»Meget få kunstnere anede uråd. Thomas Mann gjorde. Han skrev i 1913 til en ven, i forbindelse med udgivelsen af 'Døden i Venedig', at folk, der holder af en så dekadent bog, elsker også krigen. Der var forudanelser, men egentlig var alle optaget af deres egne kulturprojekter, maleri, litteratur, store bøger«.

De nævner Stanley Kubricks film 'Eyes wide shut' fra 1999. Den var inspireret af østrigeren Arthur Schnitzlers 'Drømmenovelle' (1925). Schnitzler og hans drømmeverden spiller en stor rolle i Deres bog. Havde tiden øjnene vidt lukkede?

»Ja, man lukker øjnene for det, der kommer. Men 1913 er et rigt år. Det er interessant, at Robert Musil med romanen 'Manden uden egenskaber' skaber et helt kosmos over dette år. Bogen kan foldes ud som en århundrederoman. Men jeg ser ikke på førkrigstiden, som Stefan Zweig gjorde det. Min tekst er ikke nostalgi«. Verden mister sin fortryllelse

Det er ikke verden af i går, det er verden af i dag, vi oplever. »Ja, præcis. Sådan ser jeg det også. Kulturen er ganske tæt på os. Sociologen Max Weber formulerede i 1913 udtrykket 'affortryllelsen af verden'. For mig var det fantastisk at finde det hos Weber i netop 1913. Niels Bohrs atommodel blev også formuleret i det år. Malevitj malede sit første sorte kvadrat i december 1913. Der er så meget modernitet, at vi må sige, at det er vores samtid, selv om det er 100 år siden. Det er æggende«.

Duchamps 'Nøgen kvinde går ned ad en trappe', udstillet i 1913, spiller en gennemgående rolle i Deres bog. Billedet skal vise en krop i bevægelse og måske derfor pege på det nye massemedie filmen. Men det forekommer mig, at kvinden, der er på vej ned ad trappen, bærer en rustning. Hun er affortryllet og kampklar.

LÆS OGSÅ

»Det var et afgørende spørgsmål dengang, hvordan kønnene skulle forholde sig til hinanden. Kvinderne måtte iklæde sig en rustning. Se bare på Alma Mahler, komponisten Gustav Mahlers enke. Hun udlevede rollen som kæmpende kvinde. Hun var også klædt i rustning, og mændene lagde sig for hendes fødder. Eller Coco Chanel. Der skete et massivt skred i forholdene mellem mand og kvinde på den tid. Det er højst påfaldende. Duchamp var et geni. Han havde succes som maler og holdt op med at male i 1913. Det var også året, hvor han lavede den første 'ready made', cykelhjulet på en skammel«.

Hvis vi ser bort fra Chaplin, der filmede i USA, var det kulturelle tyngdepunkt Europa og ikke mindst Tyskland.

»Ja, den tyske kultur var spillevende. Det kunne ingen mere forestille sig i 1939, da Anden Verdenskrig brød ud. Tyskland var et kulturelt rigt land«.

Er tysk kunst og kultur i dag, 100 år senere, stadig mærket af landets nazistiske og kommunistiske diktaturer?

»Det skrækkelige, det, der ikke mere findes, er hele den jødiske intelligens og kreativitet. Den er tilintetgjort eller fordrevet, og det ser man også ud fra det, jeg kan fortælle om kulturlivet i Wien, Sigmund Freud, Wittgenstein, Karl Kraus. Det er et smerteligt tab, det føler jeg selv«.

»Men man kan ikke afgøre, om 2013 kulturelt er svagere end 1913. Af historien lærer man, hvor blind man er over for det samtidige. Ved vi, om der et eller andet sted skulle sidde en embedsmand i et forsikringsselskab i Prag og skrive verdenslitteratur og breve til sin veninde i Berlin, eller ved vi, om en gal maler i Østrig har lavet et billede, der er lige så stort som hans elskedes seng, eller om der et eller andet sted i Frankrig sidder en Duchamp, der sætter et hjul på en skammel?«.

»Det ser man bedre på 100 års afstand. God kultur skal selvfølgelig også have værdi 100 år senere. Set i retrospektiv opdager man, hvor vigtigt udtrykket 'affortryllelse af verden' viste sig at være. Dengang vidste man måske ikke, hvad Weber mente med det«.

»Ved at beskæftige mig med fortiden har jeg personligt opdaget, hvor blind man er over for sin samtid. Man forstår ikke alt, man ser ikke alle dimensionerne, og man skal vogte sig for at tale om kulturelt forfald. Kampen om tradition og modernitet er vigtig, men på det område er jeg hverken nostalgiker eller apokalyptiker, jeg er ikke sentimental på fortidens vegne, og jeg tror ikke på kunstens undergang«.

»Der er i dag en lige så stor kulturel rigdom som dengang. Den viser sig på mange andre områder, f.eks. på internettet, i film. Alt ændrer sig, vi kender bare ikke udtryksformerne endnu. Renæssancens store italienske malere har deres modsvar i det 20. århundrede i form af de store italienske filmskabere. Hos dem ser vi den samme rigdom, den samme lyst og evne til kompositioner, præcis den samme eksplosion som i renæssancemaleriet: Michelangelo Antonioni, Luchino Visconti osv. Kultur udtrykker sig altid i forskellige former. Men kultur fortsætter altid, gudskelov, videre på det højeste niveau«.

Er vi på samme måde som i 1913 blinde for politiske trusler?

»Det ved man ikke. Jeg har ikke skrevet min bog for at pege på det problem. Jeg drager ingen paralleller. Jeg hæver ikke pegefingeren. Jeg har koncentreret mig helt om fortiden og har til min egen forbløffelse, og forhåbentlig også til læsernes, konstateret, hvor tæt denne fortid er på nutiden. Det var for mig den største overraskelse«.