Han var karl på en gård i Oreby ved Kalundborg, da han tog livet af sig. Inden han begik selvmord, gravede han to grave og skar det ene ben af. Set med historikeren Charlotte Appels briller var dette dog ikke det mest bemærkelsesværdige ved dramaet i Vestsjælland. For den 40-årige forsker var det spændende, at karlen efterlod sig et selvmordsbrev, hvori han skrev om troen på Gud og om de gode gerninger. Endda et brev, som han bad den lokale bisp om at få trykt og offentliggjort. Alt sammen højst usædvanligt, eftersom vi befinder os omkring 1630 - en periode, hvor den gængse opfattelse ellers har været, at folk ude på landet stort set var analfabeter - medmindre der var tale om herremanden eller sognepræsten. »Karlen er imidlertid et menneske, som ikke alene kan læse, men også skrive. Derudover har han, hvad vi i dag ville kalde mediebevidsthed. Der er da tale om en sindsforvirret mand, men der er også tale om en mand, der synes, han har noget, der skal ud. Og når det er vigtigt, skal det trykkes«. »Karlen er selvfølgelig ikke typisk, men han er et eksempel på et menneske uden for eliten, som også har haft tanker om, hvad læsning og bøger betyder«, siger Charlotte Appel. I mandags blev hun dr.phil. på en afhandling om netop læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark, og historien om karlen fra Oreby er en af disputatsens centrale fortællinger om almindelige menneskers forhold til læsning og bøger i århundredet før oplysningstiden. Flere kunne læse En af afhandlingens hovedkonklusioner er, at langt flere danskere end tidligere antaget har været i stand til at læse allerede i 1600-tallet. Charlotte Appel skønner, at man ved periodens begyndelsen formentlig har haft en læsekyndig i hvert andet købstadshjem, og at det mod slutningen af 1600-tallet formentlig har været sjældent, at der kun har været en, der kunne læse. Men hvordan kan det så være, at vi længe har gået med den opfattelse, at de fleste nærmest var analfabeter, indtil vi i Danmark fik en egentlig skolelov i 1814? »Det skyldes nok, at forskningen længe kun var institutionshistorie. Forskerne har kigget efter institutioner som dem, vi kender. De har kigget efter skoler i stedet for at kigge efter læsning«, siger Charlotte Appel. Gennem fire og et halvt års forskningsarbejde har hun fundet frem til, at der op gennem 1600-tallet blev undervist i læsning på mange niveauer, og at mange i både byen og på landet ikke bare læste, men også havde trykt materiale, såsom 'små historier' eller viser, der i hæfteform blev solgt til en skilling eller to. Indbundne bøger var stadig forbeholdt de velstående, og der var også i 1600-tallet en meget stor del af befolkningen, som ikke kunne læse. Meget af undervisningen i perioden foregik ikke i skoler, som vi kender dem i dag. Der var tale om læseundervisning, som ofte var helt adskilt fra undervisning i skrivning. Derfor var mange også i stand til at læse, selv om de helt bogstaveligt ikke kunne skrive deres eget navn. »Når vi hører noget om disse tidlige skoler, er det nærmest kun, hvis der har været en konflikt, eller hvis øvrigheden har blandet sig i skolernes drift. Det er kun i de tilfælde, at vi har noget om skolerne på skrift. Det kan være en sognepræst, der synes, at nu skal der styr på tingene, eller det kan være en gruppe borgere i Vester Brønderslev, som klager over en fordrukken skolemester, som ikke lærer børnene noget«. »Og hvad siger så det? Ja, det siger os, at der hos almindelige mennesker faktisk var en forestilling om, hvad sådan en skolemester skulle lave. Og de gik meget op i skolen, for de havde også betalt for at få børnene undervist«, fortæller Charlotte Appel. Materialet til sin disputats har hun måttet stykke sammen af mange forskellige bidder, for intet sted finder man det entydige bevis på, at mange danskere kunne læse i 1600-tallet. Det meste bygger på indicier. Små tegn, der tilsammen tegner et billede af et Danmark, som måske ikke var så formørket endda, når det gjaldt evnen til at læse. På jagt i kirkebøgerne Charlotte Appel har bl.a. fundet optegnelser i kirkebøger, hvor præster - til forskernes held - har skrevet små stykker om de sognebørn, der døde. Bl.a. har præster skrevet om børn, som inden de døde havde lært at 'læse i bog'. Hun har desuden fundet skiftedokumenter, hvoraf det fremgår, at bøger er indgået i boet, når arv og gæld efter afdøde personer har skullet gøres op. Ved de samme skifter er det også fremgået, at man har indført bestemmelser om, hvordan der skulle sørges for de efterladte børn. Der var ikke bare tale om, at man ville sikre børnene føde og klæder, men også at de fik en god undervisning i bl.a. at læse og skrive. »Ved et skifte i Nakskov kan man se, at en håndværker har afdraget bogkøb med naturalier og tjenesteydelser, og ved skifter i Aalborg og Nakskov kan man se, at flere ydmyge håndværkerhjem har haft fem eller ti bøger, heriblandt endda verdslige titler«. »Man kan ikke sige, at der her sker en sekularisering, men folk har i hvert fald tilegnet sig en læseteknik, som de også kunne bruge til andre ting, og det er her, fundamentet bliver lagt til verdsliggørelsen i 1700-tallet«, siger Charlotte Appel. De religiøse bøger var dog dem, der fyldte mest gennem hovedparten af 1600-tallet, og det var også præsterne, der var de drivende kræfter i store dele af læseundervisningen. Alle bestræbelserne havde til formål at gøre gode mennesker ud af danskerne, som skulle i »gudfrygtighedens planteskole«, som den sjællandske bisp Hans Poulsen Resen udtrykte det. Det var netop i referaterne fra et af Resens halvårlige møder med provsterne, at Charlotte Appel fandt historien om den sindsforvirrede karl fra Oreby ved Kalundborg. Egentlig ville hun bare se, hvilke tanker præsterne gjorde sig, når de selv udgav ABC-bøger og katekismeforklaringer til menigmand. Mente de dybest set, at det var nok, hvis sognepræsten kunne læse teksterne højt for sognebørnene, eller mente præsterne, at det var godt, hvis folk selv kunne læse dem? Præsterne hældede i stigende grad til, at det var nødvendigt at folk selv kunne læse, hvis kampen mod det onde skulle vindes, og bisp Resen er også refereret for, at præsterne skulle sørge for, at børnene i sognet blev undervist i læsning, hvis det overhovedet var muligt. Gode bøger mod onde »Sognepræsterne var virkelig optaget af det nye medie, bogen, og de følte en pligt til at udbrede sig. Det gjaldt f.eks. en mand som præsten Christen Christensen Ferring fra Mejrup ved Holstebro, som virkelig gik op i vigtigheden af, at man måtte sende mange gode bøger ud for at vinde kampen mod de onde bøger«, siger Charlotte Appel. Man skal dog ikke forestille sig, at hver gård på landet havde sit eget lille bibliotek, eller en bogsamling for den sags skyld. Hvis folk ejede rigtige bøger, var der oftest tale om salmebøger, katekismer eller huspostiler, hvor man kunne følge med i kirkeårets tekster. I perioden blev der trykt en del billige hæfter med 'små historier', så ifølge Charlotte Appel er det ikke urealistisk at forestille sig, at almindelige hjems læsestof har bygget på de hæfter, vi i dag ville rubricere under triviallitteratur. Ofte blev hæfterne slidt op, men at de faktisk var i omløb, kan man se af en historie fra Kolding-egnen. Det var nemlig et af disse hæfter, der lokkede den 30-årige Mette Jensdatter til fastelavns-marked i Kolding. Den fattige Jensdatter havde lært sig selv at læse, og det var i jagten på læsestof, hun drog fra Strårup til Kolding, hvor hun åbenbart ville bruge nogle af sine få skilling på hæftet 'Peders Sølvnøgle'. Hun nåede aldrig hjem, men omkom af kulde på tilbageturen og blev først fundet syv uger senere. Hendes levnedsforløb blev nedskrevet af Vonsild-præsten Johannes Rüde, og det var bl.a. historien om Mette Jensdatter, der satte Charlotte Appel i gang med sit mangeårige forskningsprojekt om læsning og bogmarked. Det store spørgsmål var, om Jensdatter var et enestående tilfælde, eller om læsning i 1600-tallet var mere udbredt end hidtil antaget. Med sin disputats har Charlotte Appel vist, at Mette Jensdatter ikke var enestående, og hun har ifølge Politikens anmelder Steffen Heiberg bragt forskningen på området et vældig skridt fremad, og afhandlingen vil efter Heibergs mening blive et uomgængeligt udgangspunkt for alle fremtidige undersøgelser over sammenhængen mellem læsefærdighed og modernisering. Og der synes at være rigeligt at tage fat på, for der eksisterer meget lidt viden om, hvad udbredelsen af læsningen egentlig betød for de almindelige danskere. »Hvis man vil have svar på, hvad læsningen betød for folk, skal man enten have fat i eliten i samfundet eller også bevæge sig længere op i historien. Der er foregået utrolig meget i 1600-tallet i Danmark, som vi simpelthen ikke ved noget om«, siger Charlotte Appel.