Det er med en vis forsigtighed, man nærmer sig Piratforlaget på Bygdøy Allé i Oslo. Anne Holt er ikke en dame, man har lyst til at møde uforberedt, når man har gennemlæst en stak tidligere interview med hende. De efterlader et indtryk af en skrap dame, der igen og igen fortæller, at hun hader at blive interviewet. Og så beskrives hun i øvrigt som bidsk og mut. Opfarende og tvær. Brune øjne og uregerligt hår Således opmuntret er man ikke meget mere end 90 centimeter høj, når man et par minutter for sent skubber døren til forlaget op. Men det er som bekendt ikke alt, hvad man læser i aviserne, man skal tro på. For det er en smilende, livlig og en anelse utålmodig dame, der tager imod med brune øjne og uregerligt hår. »Jeg er et meget lukket menneske« »Jeg lyver ganske meget, når jeg bliver interviewet«, advarer hun. »Også selv om jeg virkelig prøver at være ærlig. Jeg sidder altid og tænker: Det, jeg fortæller, er jo ikke interessant. Og så gør jeg det lidt mere interessant, end det er. Jeg kan ikke lide at snakke med andre mennesker og gør det næsten ikke. Jeg er bange for, at de skal hade mig eller skade mig. Jeg er et meget lukket menneske«, siger hun. Og virker slet ikke sådan. Skandinaviske krimiforfattere Doven. Asocial. Hidsig. Og trofast. Det er de fire ord, der først falder damen ind, hvis man beder hende karakterisere sig selv. Med den lille tilføjelse »ekstremt hidsig«. I de forløbne 12 år har hendes to serier om kriminalinspektør Hanne Wilhelmsen og parret Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø solgt i millioner af eksemplarer. Og føjet nogle meter til fortællingen om, at Skandinavien vrimler med succesfulde kvindelige, kriminalforfattere. Det passer bare ikke. Kvinder er mere selvkritiske »Vi er faktisk kun ganske få. I Norge udkommer der 30 kriminalromaner om året. Måske er fire af dem skrevet af kvinder. Men de kvinder, der skriver krimier, sælger også. Skandinavisk litteratur er ligesom al anden litteratur domineret af mænd«. »I Norge er der fem krimiforfattere, der kan leve godt af at skrive. Tre af dem er kvinder. Karin Fossum, Unni Lundell og jeg. Vi gør det så godt, fordi kvinder er mere selvkritiske. Jeg tror, forklaringen er så lakonisk som det«. Soap opera som skældsord At kvindelige krimiforfattere skulle have større held med at tiltrække læsere ved at lade detektivens privatliv spille en stor rolle i romanerne, køber hun heller ikke. »Der er et soap opera-element i al serielitteratur. Når jeg møder folk på gaden, siger de jo ikke: Hvilket samfundsproblem tager du op i din næste roman? De siger: Hvordan går det med Hanne Wilhelmsen?« »Soap opera-elementet bliver brugt som et skældsord af mange litteraturkritikere i Norge. At disse krimidamer skriver så meget om personlige forhold og familielivet. Men det gør mændene jo også. Hos svenske Henning Mankell følger man Wallander, som får sukkersyge og bliver tyk og får en kæreste i Baltikum«. Kvinder vil vide hvorfor Til gengæld er der meget få kvinder, der vælger at skrive klassiske, hårdkogte krimier eller spionthrillere. »Leif Davidsen er et typisk eksempel på en mand, der skriver romaner, som kvinder aldrig ville skrive. Eller læse for den sags skyld. Kvindelige forfattere vælger ofte en genre, der er mindre optaget af, hvad der skete og mere optaget af, hvorfor det skete«. »Det er mere dæmpet, socialrealistisk og samfundskritisk. Men det er ikke bare en kvindelig genre. Henning Mankell og norske Gunnar Staalesen skriver også sådan«. »Jeg ville gerne kunne sige, at kvinder har større psykologisk indsigt og derfor bedre forudsætninger for at skrive i den genre. Men det er der ikke videnskabeligt belæg for. Til gengæld er det rigtigt, at det er den genre, kvinder læser, og det forklarer, hvorfor det bliver til bestsellere«. Jeg er ude på at underholde Man siger, at krimigenren ofte er forfatterens genvej til at få sagt noget andet. Og ifølge Anne Holt er det nærmest umuligt ikke at få sagt noget andet, samtidig med at man tager livet af folk for at skabe spænding. »Hvis du beskriver et drab i en rig norsk familie, vil du samtidig få sagt noget om forskellen på rig og fattig i det norske samfund. Og du vil få sagt det i en mere episk og lettilgængelig stil, end hvis du skriver et klassisk familiedrama. Så krimigenren er vældig egnet til at spejle samfundet. Jeg er først og fremmest ude på at underholde«. »Man må gerne læse en af mine bøger og tænke: Det var fire fine timer. Men hvis man samtidig forholder sig til de problemstillinger, jeg rejser, er det selvfølgelig en bonus. Da jeg begyndte at skrive, troede jeg, det var min hensigt med det. Men det er det definitivt ikke«. PlatformHvad er hensigten? »Jeg ved det fandeme ikke. Jeg ved ikke, om der egentlig findes nogen hensigt i noget som helst. Når jeg skal dø, kommer jeg til at ligge der og tænke: Det, jeg gjorde i verden, var at skrive kriminalromaner. Det er jo ikke det, der gør en mest stolt i hele verden«. Hun læner sig ind over bordet, lægger ansigtet i den ene hånd og ser ud ad vinduet. »Engang ville jeg være journalist og frelse verden. Så ville jeg være jurist og frelse verden. Og så endte jeg med at skrive underholdningsromaner. Men jeg har fået en platform, hvor jeg bliver hørt. Jeg kan altid få spalteplads, hvis jeg vil skrive en kronik. Og det er en unik situation at være i«. Omvendt udvikling Anne Holt blev født i Norge i 1958. Som barn og ung var hun »ekstremt social« og »meget lidt genert«: »Mange vil nok sige selvhævdende og dominerende«. Siden er det egentlig bare gået ned ad bakke: »Jeg synes, jeg har haft en helt omvendt udvikling end andre mennesker. I dag er jeg meget usikker på mig selv og kan ikke lide at være sammen med folk, jeg ikke kender«. Men det bliver man nødt til, når man rejser verden rundt for at lancere sine bøger. Det omfatter nemlig også middage med forlæggerne og deres følge. »Så går jeg og gruer for det og sveder i hænderne og ville bare ønske, at nogen sagde: Hvis du hellere vil blive på dit hotelværelse, er det helt okay. Nogle gange lyver jeg og siger, at jeg er syg«. »Jeg var i Holland for et par uger siden og skulle deltage i en stor middag. Jeg var så bange, at jeg fik feber af det. Og endte med at melde afbud. Og sådan var jeg bestemt ikke før. Da syntes jeg, det var spændende at møde nye mennesker«. Tro på at kunne gøre og blive hvad som helst Selv tilskriver hun forandringen det store offentlige fokus, hun har været genstand for i Norge, siden hun i 1983 som 25-årig blev ansat på den norske tv-avis Dagsrevyen. Hvilket betød en enorm eksponering i en monopoltid med bare én norsk tv-kanal. Siden blev hun kendt som advokat, krimiforfatter, offentlig debattør og i en kort periode som landets justitsminister. »Opmærksomheden har også fulgt mig, fordi jeg har et lidt anderledes privatliv end andre«, siger hun med henvisning til, at hun hele sit voksne liv har levet som lesbisk. Og i dag er gift med Tine, som hun har datteren Iohanne på knap tre år med. Og som i øvrigt er forlægger på Piratforlaget, der udgiver Anne Holts bøger. Som ung havde Anne Holt et »optimistisk syn på verden og livet« og var politisk aktiv på venstrefløjen. Med unge forældre, der var fuld af moderne ideer og mente, at piger kunne det samme som drenge, blev hun udstyret med en tro på, at hun kunne gøre og blive hvad som helst. Man kan jo ikke forandre verden Skal hun definere forskellen på dengang og nu, er det først og fremmest, at hun troede så meget dengang. På at det var muligt at ændre verden. Og på at mennesker grundlæggende er gode: »Jeg havde en stærk tro på, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg ville være journalist og tog også en uddannelse som jurist for at kunne blive en journalist, som kunne udfordre systemet. Og ellers kunne jeg bruge juraen til at hjælpe andre mennesker. Det komiske er, at alle mine studiekammerater havde akkurat de samme tanker«. »Men i dag sidder de alle som koncernchefer eller advokater i store firmaer. Der er ikke en javel af dem, der gør noget for andre end de rige. Man kan jo ikke forandre verden«, sukker hun. Kynisk og tryghedssøgende I dag beskriver Anne Holt sig selv som både »desillusioneret« og »kynisk«. »Hitler gjorde en forskel. Og Mother Theresa. Men generelt tror jeg ikke, at enkeltpersoner kan gøre en forskel. Forfattere siger ofte, at de ønsker at påvirke og forandre. Men der findes kun to bøger i historien, der har forandret verden. Eller rettere: Én har gjort det. Og én kunne have gjort det. 'Onkel Toms Hytte' gav legalitet til en krig, som forandrede USA. Og hvis nogen havde gidet læse Hitlers 'Mein Kampf', så kunne man måske have gjort noget, før det var for sent«. I de seneste ti år har Anne Holt levet et meget tilbagetrukket og »ufatteligt kedeligt« liv og giver sjældent interview i sit hjemlands medier. Hun kan bedst lide at være derhjemme og er det »29 ud af 30 dage«. Habil amatørhåndværker »Vi har ekstremt meget kontakt med vores søskende og vores forældre. Det handler om at føle sig tryg. Familien er du stærk med. Jeg har selvfølgelig også venner. Men folk ville nok synes, det var underligt, hvis de vidste, hvor lidt jeg omgås andre mennesker«. I stedet ser hun »ufatteligt meget tv«: »Jeg sover dårligt om natten, så tit står jeg op og ser Animal Planet, som sender 24 timer i døgnet. Så jeg kan alt om hunde og krokodiller. Og så ser jeg mange film og læser mange bøger«. Lige nu er det Linn Ullmanns nyeste roman, 'Et velsignet barn', og den seneste 'Harry Potter', der venter på natbordet. Indtil for nylig havde Anne Holt en ugentlig fodboldklumme i den norske avis VG. Og følger passioneret med i både curling, ishockey, isdans og fodbold, som hun selv spillede, indtil hun fik barn for snart tre år siden. Desuden er hun en habil amatørhåndværker, der gerne river gulve op og lægger nye, flytter vægge og sætter lamper op. Blind gudinde For Anne Holt er det ikke noget kald at være forfatter. Det er et job. Hun skriver i vinterhalvåret og holder fri hele sommeren. »På mandag begynder jeg at skrive en ny roman. Og så skal jeg være færdig 16. maj næste år. Og det bliver jeg. Det har jeg gjort tolv gange før«. Anne Holt havde sit eget advokatfirma, da hun i 1992 blev opmærksom på en romankonkurrence i avisen. I mange år havde hun gerne villet skrive en kriminalroman. Og vidste allerede, at den skulle hedde 'Blind gudinde'. Uanset hvad den handlede om. Hun arbejdede 12 timer i døgnet som advokat, så debuten blev skrevet i nattetimerne. Og blev ikke færdig tids nok til at deltage i konkurrencen. Så hun gik til et andet forlag. Og bogen blev en kæmpe succes. »Men for mig var det et engangsprojekt. Jeg tænkte: Okay, det er morsomt. Nu har jeg skrevet en bog«. Vi bliver dygtige, kultiverede læsere Men så kunne man jo lige prøve én gang til. Og én gang til. Og sådan fortsatte det. Det var først, da Anne Holt havde skrevet syv bøger, at hun opgav jobbet som advokat og blev fuldtidsforfatter. Hvad er dit projekt? »At skrive bredt anlagte underholdningsromaner som kan få folk til at tænke, men som samtidig er episke. Det skal være godt, spændende, underholdende og spejle min samtid. Og så omsætter jeg også for et tocifret millionbeløb hvert år. Det skaber jo arbejdspladser, og det skal man ikke kimse ad«. Og netop bestsellerforfattere er ifølge Anne Holt en vigtig del af det, hun kalder det litterære økologiske system. Fordi det er dem, der får folk ind hos boghandleren. »Traditionelt er det næsten kun kvinder, der køber og læser bøger. Men en forfatter som Dan Brown har faktisk fået mænd til at læse. Og det er vældig godt. Ingen begynder jo med Proust. Alle, som i dag læser både bred, smal og international litteratur, er begyndt med at læse 'Frøken detektiv'. Man begynder med det lette. Og hen ad vejen bliver vi dygtige, kultiverede læsere«. Harry Potter skaber nye læsere Sin egen genre, kriminalromanerne, beskriver hun som »børnebøger for voksne«. Fordi begge genrer følger opskriften orden-kaos-orden. »Et andet fællestræk er, at både kriminallitteratur og børnelitteratur leger med læserens største angst. Ethvert menneskes største skræk er, at de selv eller nogen, der står dem nær, dør. Det er altid udgangspunktet i en kriminalroman«. »Børns største angst er, at deres forældre skal blive borte. Og det er netop, hvad der sker for eksempelvis Harry Potter og i Pippi Langstrømpe«, siger Anne Holt. Og tilføjer, at hendes kolleger bliver rasende, når hun sammenligner de to genrer. »De tror, jeg prøver at desavouere krimigenren, men det er slet ikke hensigten. Jeg mener, at 'Harry Potter' er noget af det bedste, der er sket i litteraturen i de seneste 20 år. Det er vældig god litteratur. Og det skaber nye læsere i enorme mængder. Jeg synes, det er smukt at forestille sig en amerikansk dreng, der sidder i en krog og læser, mens hans forældre ser tv«. Myrde uden motiv? På mandag går Anne Holt i gang med at skrive fortsættelsen til 'Det som aldrig sker', der for nylig udkom på dansk. Det bliver den tredje roman med psykologen Inger Johanne Vik og kriminalbetjenten Yngvar Stubø i hovedrollerne. I årevis hed Anne Holts hovedperson ellers Hanne Wilhelmsen. En tillukket, lesbisk kriminalinspektør, der kørte på motorcykel og havde et yderst diskret samliv med en kvindelige læge. »Mine bøger begynder altid med en idé. Da jeg skulle skrive min seneste bog, 'Det som aldrig sker', sad jeg på en fortovsrestaurant i Frankrig og tænkte: Hvad vil der ske, hvis en person begynder at myrde uden motiv, men af kedsomhed«. »Hun må vide vældig meget om det at dræbe for ikke at blive taget. Hvem gør det? Politiet? For kedeligt? En læge? Også for kedeligt. Men hvad hvis en kriminalforfatter begynder at myrde uden motiv? Så bliver det sjovt!«. Den rette hovedperson På det ydre er der en slående lighed mellem seriemorderen Wencke Bencke og forfatteren selv i 'Det som aldrig sker'. Wencke Bencke er kriminalforfatter. Hun er kraftig, har brune øjne, store uredte krøller og briller uden indfatning. Præcis som den kvinde, der har skabt hende i sin fantasi. »Hun har også fødselsdag samme dag som jeg. Men hendes baggrund og hendes forbrydelser er selvfølgelig ikke mine«, fortæller Anne Holt, mens hun med store streger tegner idé, plot og personer ind på et ark papir. Alt sammen for at forklare, hvorfor hun i sin forrige bog pludselig skiftede sin hovedperson Hanne Wilhelmsen ud med Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø. »Når jeg har en idé, må jeg også have et plot. Til sidst fylder jeg de mennesker på, jeg har brug for for at kunne fortælle historien. Og så tænkte jeg: Jeg kan ikke bruge Hanne Wilhelmsen denne gang. Hun har ikke kompetence til at løse sagen«. »Og hun ville formentlig dræbe tre mennesker undervejs, fordi sagen ville provokere hende så meget, at hun ville gå helt fra koncepterne. Jeg havde brug for en lidt kedelig, sat kvinde med en speciel intellektuel kapacitet. Og det har Inger Johanne Vik, som også var hovedperson i min forrige bog, 'Det som er mit'«. Den velfungerende detektiv Den ængstelige, lidt gennemsigtige Inger Johanne Vik er Hanne Wilhelmsens diametrale modsætning. Og det er også meningen. »Jeg vil have to helt forskellige kvinder at arbejde med. Og så har det vist sig som en bieffekt, at jeg fik en vældig stor litterær udfordring, fordi Inger Johanne Vik jo lever i en velfungerende familie. I vestlig litteratur er det oftest den dysfunktionelle familie, der er genstand for opmærksomhed«. »For der er ligesom ikke så meget at sige om den funktionelle familie. Men jeg tror, at det er en af årsagerne til, at jeg øjeblikkeligt fik succes med den nye serie«. »Jeg skabte noget nyt inden for den skandinaviske krimilitteratur; den velfungerende detektiv, som faktisk har det rart, som ikke drikker, og som ikke er rejst fra sine børn«. Projekt at analysere skandinavisk familiemodel Og så er der en ekstra bonus. Nemlig at Anne Holt godt kan lide Inger Johanne Vik. »Hanne Wilhelmsen kan jeg til gengæld ikke fordrage. Det er der ingen, som kan. Hanne Wilhelmsen er jo gal. Hun svigter alt og alle. Hun er ikke en person, jeg ville være ven med. Mens jeg ville byde Inger Johanne Vik velkommen når som helst«. Hvordan kan du holde ud at skrive om Hanne Wilhelmsen, når du ikke kan fordrage hende? »Jeg forstår hende. Jeg har skabt en psyke, som jeg synes er interessant, og som jeg tror er årsagen til, at folk er så optaget af hende. Hun har haft en forfærdelig barndom. Og det er jo projektet i alle mine bøger at belyse, beskrive og analysere den skandinaviske familiemodel. Hanne Wilhelmsen har brugt de første tyve år af sit liv på at prøve at blive set. Og de næste tyve på ikke at blive set«. »Jeg lyver meget« Om Hanne Wilhelmsen og Inger Johanne Vik nogensinde kommer til at mødes og samarbejde i en roman, har Anne Holt endnu ikke bestemt sig for. Men hun overvejer det. Til gengæld er hun ikke et sekund i tvivl om, hvem af sine hovedpersoner hun har lånt flest af sine egne karaktertræk ud til. »Det er Inger Johanne Vik. Jeg genkender måden hun tænker på, måden hun er på. Jeg har gjort hende vældig ængstelig af karakter. Det er jeg også selv. Jeg bruger utrolig meget tid på at ængstes over unødvendige ting. Folk siger: Vent dog med at bekymre dig, til det sker. Men da er det jo for sent!«. Du virker ikke ængstelig. »Nej, men det er, fordi jeg gemmer mig, når jeg taler med nye mennesker. Som jeg sagde: Jeg lyver meget«. Rollen som forfatter går greitHvor meget har du egentlig løjet undervejs?

»Vældig lidt faktisk«, siger hun og smiler. »Men jeg bliver altså nervøs i samtale med mennesker, jeg ikke kender«. Ikke for at være tarvelig, men det virker altså ikke sådan. »Nej. Når jeg kan tage rollen som forfatteren Anne Holt, går det greit. Men hvis jeg skal være mig selv, går det ikke helt så greit«. Hvad er forskellen? »Der er stor forskel. Som forfatter kan jeg sagtens gå ud og tale for 1.000 mennesker. Men hvis jeg skal til et selskab, hvor jeg ikke kender nogen, græder jeg i to dage for at få lov at slippe«.

Hvem har jeg talt med? »Du har talt med forfatteren Anne Holt. Personen Anne Holt ville ikke være dukket op. Hun ville have ringet og sagt: Jeg kan ikke komme. Jeg er syg«.