Det var en søndag eftermiddag i januar 1963. Vintersolen stod lavt på himlen og fandt vej gennem havedøren og ind i vinkelstuen i gasbetonhuset i Smørumnedre. Josefine Ottesen sad i en solstribe på stuegulvet og legede med sine bondegårdsdyr.
Henne ved spisebordet sad hendes mor og snakkede med et familiemedlem på den måde, voksne gør, når det ikke er meningen, at børnene skal høre det. Lavmælt og intenst. Bardomsrædsler Det var snart Josefines 8-års fødselsdag. Og måske var det hendes gave, de talte om. Meget diskret lod hun plastikdyrene galopere hen over gulvet, indtil hun sad helt inde under spisebordet. »Jeg ville ønske, at jeg aldrig var kravlet derind«, siger hun. For det var ikke fødselsdagsgaver, de voksne talte om. I stedet hørte hun moren fortælle om sin barndom i Budapest. Om hvordan hendes legekammerater havde bundet hende til et gitter og sagt: »Jøderne korsfæstede Jesus, og du er jøde, så nu skal du korsfæstes«. Hængt i lygtepæl Hun hørte også, hvordan hendes onkel havde siddet i en sporvogn i Budapest, da nogle revolutionsgardister kom ind og pillede dem fra, der så jødiske ud, og hængte dem i de nærmeste lygtepæle.
