Skygger. Kjell Westös roman 'Luftspejling 38' er i tid placeret i perioden mellem udbruddet af Anden Verdenskrig og den finske borgerkrig. Forfatteren ser skræmmende paralleller til i dag.
Foto: Finn Frandsen

Skygger. Kjell Westös roman 'Luftspejling 38' er i tid placeret i perioden mellem udbruddet af Anden Verdenskrig og den finske borgerkrig. Forfatteren ser skræmmende paralleller til i dag.

Interview

Prisvindende forfatter: »Jeg behøver fiktionens frihed til at kunne gå i dybden«

Kjell Westö fik Nordisk Råds Litteraturpris for at kigge dybt i Finlands fortid.

Interview

I 1973 var forfatteren Kjell Westö 12 år. Han ville gerne være med på noderne, så han spurgte en lidt ældre kammerat om, hvilken musik han skulle høre. De to knægte blev hurtigt enige om, at det i hvert fald ikke kunne blive The Beatles. Musikerne var omkring de 30, så de måtte jo være døden nær.

Kjell Westö, som har rundet de 53, smiler, mens han fortæller historien.

»I dag har jeg det sådan, at når jeg tænker på 1994, så er det næsten, som om det var i går«, siger han.

Blandt tilhørerne mandag aften i salen på Roskilde Bibliotek er der flere gråhårede hoveder, der nikker. Det er en følelse, de kender. Omkring 80 er mødt op for at høre den nykårede vinder af Nordisk Råds Litteraturpris fortælle om sin roman 'Luftspejling 38'. Det er en bog, som på sin helt egen måde viser, hvordan historien kan være meget langt væk og helt, helt tæt på. Samtidig.

I sin roman fortæller den finske forfatter en historie, som foregår i Helsingfors i 1938. På det tidspunkt er det 20 år siden, den finske borgerkrig sluttede. Den blev udkæmpet mellem ’de røde’, socialisterne, og ’de hvide’ fra den borgerlige fløj. Men selv om den havde været slut i to årtier, var krigen stadig et betændt emne i Finland.

»Det er samtidig et tidspunkt, hvor man aner, at der vil komme endnu en krig. Men trods Hitler, Stalin og den spanske borgerkrig er det også en periode, hvor der hos mange findes en optimisme. Det går godt for økonomien mange steder, bl.a. her i Norden. Folk går i biografen, dyrker filmstjernerne og lytter til schlagere, ligesom det er en ret kropsfikseret tid. Der findes en række træk, som næsten ser moderne ud. Vi kan genkende kropsdyrkelsen og dyrkelsen af de berømte. Også i dag har vi en blanding af eskapisme og grum virkelighed«, siger Kjell Westö.

Livsfarligt med stor arbejdsløshed

Forfatteren understreger, at han aldrig ville sige, at historien gentager sig, men han fornemmer, at tiden dengang og nu har nogle klange, som lyder foruroligende ens. Selv er han bekymret for sammenfaldet med den store arbejdsløshed blandt de unge.

»Det er livsfarligt, hvis omkring 50 procent af de unge mænd bliver holdt ude af arbejdsmarkedet«, siger han.

’Luftspejling 38’ skildrer Finland lige før Anden Verdenskrig, hvor mørket ligger truende et sted ude i horisonten, mens alle samtidig søger at fortrænge grusomhederne fra borgerkrigen i 1918.

I romanen mødes en gruppe mænd fra borgerskabet i en klub, hvor de spiser og drikker, mens de gør sig kloge på inden- og udenrigspolitik. Et af medlemmerne af Onsdagsklubben er den liberale advokat Claes Thune, som for nylig har ansat en sekretær, Fru Wiik.

Under et af herreklubbens møder hører hun pludselig en mandestemme, der får hende til at stivne. Stemmen tilhører Kaptajnen, der forgreb sig på hende, da hun var i fangelejr som 16-17-årig efter borgerkrigen. Hun havde hjulpet ’de røde’, der i første omgang prøvede at få magten i Finland. Kaptajnen tilhørte ’de hvide’, de borgerlige, der slog tilbage mod de røde. Først på sidste side af romanen får læseren svar på, hvem af Onsdagsklubbens medlemmer der er Kaptajnen.

»Da jeg voksede op, var borgerkrigen et tabu. Var man fra en rød familie, var man bitter, men talte ikke om det. Var man fra den hvide del, havde ens farfar måske været med i et kompagni, der foretog hævntogter, og så talte man heller ikke om det. I dag er der gået så lang tid, at det ikke er helt så følsomt længere, men hvis jeg havde skrevet om borgerkrigen i 1960’erne eller 1970’erne, ville det have medført en hidsig debat. Jeg har nu skrevet om borgerkrigen i to romaner, og jeg har været overrasket over, hvor roligt folk har taget det, for det handler om grusomheder, der er blevet begået«, siger Kjell Westö, da jeg møder ham i København om søndagen.

Han er helt klar over, at den unge generation ikke har hans eget nære forhold til borgerkrigen i 1918, Vinterkrigen fra 1939-40 og Fortsættelseskrigen fra 1941-44. De unge synes, krigene er langt væk. For ham er de stadig nærværende.

»Min farfar døde i Vinterkrigen i 1940, og min morfar blev skudt af en russisk snigskytte i 1941, så det er meget nærværende i min familie, hvor det har skabt stor sorg. Min mormor og farmor var begge dybt kristne og forblev enker resten af livet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan nemt lyde kynisk, men det må også være godt romanstof?

»Ja, og det findes også et sted som undertekst i alle mine romaner, men jeg ville aldrig kunne skrive direkte om min egen families historie. Andre gør det, og det er modigt, men psykisk kunne jeg ikke selv holde til det. Jeg behøver fiktionens frihed til at kunne gå i dybden«.

Indimellem bliver Kjell Westö bebrejdet, at han i sine romaner er for venstreliberal i sin tolkning af borgerkrigen, som han konsekvent kalder den. Efter foredrag i Finland oplever han nogle gange, at en gammel mand kommer op til ham og ud af mundvigen siger: Kjell, det hedder altså frihedskrigen, som ’de hvide’ benævner den. Ofte synes de, at han giver indtryk af, at det var de røde, der led mest.

»Men jeg påstår, at objektivt er det sandt, at de røde led mest. Især i fangelejrene i efterkrigstiden. Hvis man lægger alle ofre sammen, så døde i alt 37.000 finner i krigshandlinger, af sult, sygdom eller ved henrettelse. Af dem var 75 pct. røde, men måske er det min moralske pligt også at skrive en roman om begyndelsen af borgerkrigen, hvor de røde tog magten og begik grusomheder og overgreb«, siger Kjell Westö.

Som forfatter har han et stort publikum hjemme i Finland, og hans læsere har som nævnt taget imod hans beretninger om borgerkrigens grusomheder på en afbalanceret måde. Alligevel er han ikke helt sikker på, hvor godt sårene fra denne periode er lægt. Det er en periode, han uden tøven kalder det mørkeste kapitel i Finlands historie.

Den jødiske løbers genoprejsning

»I 2018 skal vi både markere 100-året for selvstændigheden og 100-året for borgerkrigen. Det bliver en balancegang, men det bliver nok med en betoning af selvstændigheden, for sådan fungerer nationer jo, men jeg håber, at vi også er modige nok til at mindes, at mange måtte ofre livet«, siger han.

Han finder ofte inspirationen til sine historier ved at se på gamle fotos og dokumentarfilm. Et afgørende afsnit af ’Luftspejling 38’ er hentet direkte ud af den historiske virkelighed. I bogen beskriver han et atletikstævne i Helsingfors i 1938, hvor en jødisk løber vinder et 100 meter-løb, men da der er pronazistiske gæster på tilskuerpladserne, bliver jøden degraderet til fjerdepladsen af arrangørerne, som endda påstår, at de fire første løbere alle får samme tid. Virkelighedens løber heder Abraham Tokazier, og på målfotoet, man kan se på nettet, er han klart først over stregen. Fjerdepladsen er langt efter.

Da ’Luftspejling 38’ udkom, kastede flere finske aviser sig over Westös skildring af 100-meter-løbet, og med 75 års forsinkelse besluttede det finske atletikforbund sig for at ændre resultatet af det berømte løb.

»Jeg kan ikke tage hele æren. Aviserne publicerede billederne fra løbet og interviewede løberens familie. Det skabte et pres, så atletikforbundet først gav en undskyldning og senere ændrede resultatet. Det er nok det allerfineste, min bog har afstedkommet«, siger Kjell Westö.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I romanen er den jødiske løber nevø til et af medlemmerne af Onsdagsklubben, skuespilleren Jogi Jary. Han er også central i en af bogens nøglescener. Her kører den liberale advokat Claes Thune sin jødiske ven tilbage til det psykiatriske hospital, hvor han ellers er indlagt. Jary er deprimeret. Det er en uge efter Krystalnatten i Tyskland, og han ser mørket nærme sig sydfra. Den ellers forstående advokat siger, at så slemt er det vel heller ikke, og nu må han bare se at blive rask.

Kjell Westö har kunnet genkende den fortættede stemning fra bilturen, når han har siddet og researchet til sin roman. I 2012 sad han fordybet i aviser fra 1938, og jo mere han læste, jo mere foruroliget blev han på datidens vegne.

»Jeg havde bare lyst til at skrige: Ser I slet ikke, hvad der er ved at ske?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce