Et øjeblik tænkte han: 'Hvad nu hvis jeg kaster op'. Kristian Ditlev Jensen skulle i DR's Profilen for at fortælle, hvordan han som barn gennem tre år blev krænket af en pædofil mand. Det har han skrevet en bog om. En forfærdelig og grusomt velskrevet bog, der tager fat i struben på berøringsangsten over for et af tidens sidste store tabuer. Han kastede ikke op. Han fik styrke fra en viden om at dele skæbne med hundreder af andre tavse ofre for en forbrydelse, vi helst ikke vil se, høre eller vide noget om. Derfor hedder bogen 'Det bliver sagt'. Derfor er den fyldt med dufte, lyde og navne på mærkevarer, så læseren selv kan fornemme, hvordan det er at være ti år og være i seng med en voksen psykopat. »Da jeg skrev bogen, gik det op for mig, at jeg er et moralsk menneske. Jeg har en specialviden, og det er en etisk pligt at dele den med mit samfund. Politiet får hvert år ca. 900 anmeldelser, men mørketallene er store. Måske er det 9.000 eller 90.000 børn, der hvert år bliver skadet for livet af seksuelle overgreb. Min historie er også deres historie«. Han er rustet til at stå frem, med 500 psykologtimer i bagagen. Men den 30- årige litteraturkritiker ved Berlingske Tidende behersker også det sprog, der skal til for at trænge gennem læsernes forsvarsbarrierer. Bogen er blevet overdænget med anmelderroser - og forfatteren har ikke engang fået den berømte hundelort med posten. »Men reaktionen har været voldsom. Folk glor helt uhæmmet, når jeg går på Strøget. Det er næsten som at være nøgen. På en café kom en mand hen og sagde: 'Det er faneme godt, det du har skrevet'. Så gik han igen. En kollega gav mig et knus - uden at sige et ord. Og min telefon kimer. Andre ofre ringer og fortæller deres hemmelige historier. De fortæller om alkoholproblemer, selvmordstanker og skilsmisser«. »Så taler vi sammen som to anoretikere, der mødes i anoreksiforeningen: 'Guud, har du også haft det sådan'.«. Nøglebarnet Kristian Ditlev Jensen var ni år, da han mødte Gustav. En veluddannet, intellektuel og berejst mand på 30 år, som de næste tre år hvirvlede ham ind i et netværk af løgne og manipulationer. Kristian var et oplagt offer. Der var ikke mange ressourcer i arbejderhjemmet i Holbæk. Moderen var maniodepressiv. Faderen var en falleret konditor, der knoklede som slagteriarbejder for at betale af på sin gæld. Det var en desillusioneret, desorienteret og ludfattig familie. Gennem forældrenes eksempel lærte han, at opmærksomhed er noget, man skal gøre sig fortjent til. Kærlighed er ikke en selvfølge. Omsorg blev betragtet fra en rent praktisk synsvinkel. Det skulle være så billigt som muligt og så let som muligt for de voksne. »Da jeg skrev bogen, huskede jeg pludselig, at jeg var nøglebarn i flere år. For der var ikke penge til fritidshjemmet. En helt banal ting gik op for mig: Jeg var ensom i de år. Jeg kedede mig. I mit hjem kunne man med god grund spørge: 'Har du talt med dit barn i dag?'«. Et netværk af løgne Men så var der vennen Nikolaj, der boede i kollektiv. Og en dag inviterede Nikolajs far Kristian med på bilferie til Sydfrankrig. Gustav var også med i bilen. Rejsen blev en eksplosion af sanser for en lille drengesjæl, der havde gået for lud og koldt saftevand. Og i feriens samtlige fjorten dage blev Kristian mandsopdækket af Gustav - navnet er et pseudonym, taget fra hovedpersonen Gustav von Aschenbach i Thomas Manns 'Døden i Venedig'. Ferien blev ouverturen til tre års jævnlige weekendbesøg hos Gustav i hans lille københavnerlejlighed. Dagene gik med Tivoliture, biografbesøg, popcorn, lakridser og restauranter. Nætterne gik med overgreb, der gradvist blev alvorligere. Det var tvetydigt og forvirrende. Med en blanding af iskold afpresning, trusler og gavmildhed blev Kristian programmeret til en adfærd, der passede i Gustavs kram. »I tre år var jeg inde i Gustavs manipulationsmønster. Alt var spejlvendt og sindssygt. Man må forestille sig et netværk af løgne, som går helt ud i det ekstreme. Alt stod til diskussion på en syg måde«, siger Kristian Ditlev Jensen. »Tre år svarer til en gymnasieuddannelse. Det er lang tid. Når man er ni år, tænker man knap nok over, hvad en pige er. Når man er 13, er man blevet kønsmoden. Der sker meget store udsving i den periode. Og i al den tid blev jeg hele tiden mødt af en autoritet, der fordrejede alt, hvad der var sandt og forkert«. Rare mænd i fløjlsbukser »De pædofile er specialister. De laver optegnelser og tager noter. Torsdag er det Peter. Søndag er det Kristian. Min historie har betydet, at jeg har haft problemer med at få et parforhold til at fungere«. »Og nogle gange har jeg tænkt, at det ville være nemmere at gå til prostituerede. Så kunne man skrive i sin kalender: torsdag og søndag. Men så gik det op for mig, at det ville være fuldstændig psykopatisk og afstumpet«. »Men det er den attitude, de pædofile har: Jeg skal have opfyldt mit behov så tit som muligt«. »De pædofile hævder ofte, at de elsker børn. Men læg mærke til, at de siger børn - ikke barn. Det er en form for fetichisme: 'Jeg elsker bittesmå kroppe'«. »Men det er svært at forholde sig til. For de pædofile er ofte hyggelige mænd, der er gode til børn. De kan alle børnesangene og alle sanglegene. De 'tænder' på alt det, som børn kan lide«. »Hvis man slipper et barn løs på Rådhuspladsen, går det ikke hen til ham, som lugter af sprit. Eller manden, som råber og skriger. Eller den mand, som er helt forkrampet og forstenet. Barnet går hen til en skæg klovnetype, som er glad og sød«. »Det kommer bag på mange, at de pædofile er rare mænd i fløjlsbukser. Hvis man konfronterer dem med deres overgreb, siger de: 'Jamen, jeg har jo også givet meget'. På den måde kommer man ofte ubevidst til at forhandle med dem«. »Det kender man også fra ægteskaber, hvor manden er voldelig. Den ene dag siger han det med lussinger. Den næste dag siger han det med roser. Det er derfor, kvinderne bliver så rystede«. »Én ting er at få lussinger. Det kan man håndtere. Men hvis man får roser hver anden gang, lever man i en fuldstændig usikker verden. Man mister sin sikkerhed og sin naivitet«. Det findes ikke I sin bog skriver Kristian Ditlev Jensen, at Gustav kunne have taget ham med til Vladivostok, uden at nogen ville have reageret. Hverken forældrene, skolen eller Gustavs bekendte undrede sig over det tætte forhold mellem en voksen mand og en lille dreng. »I skolen sagde man, at jeg var ukoncentreret. Jeg var altid søvnig, kom for sent om morgenen og snakkede uafbrudt. Min far gættede på, at det var allergi. Det var en belejlig forklaring. For så var han fri for at tage skammen over egen utilstrækkelighed på sig«. »Også i skolen mente man, det var en plausibel forklaring. Så var man fri for at tænke på det problem. Så behøvede man ikke tænke på pædofili. Alle benægter. Det findes ikke«. »Men det forurettede barn slipper ikke«. Da han var 13 år, brød han sammen og fortalte hele historien til forældrene. Og hvad skete der så? - Ingenting. Forældrene anede ikke, hvad de skulle stille op. De var magtesløse og forsøgte at dysse det hele ned. I dag har han tilgivet dem. Han kan godt forstå, at de manglede ressourcerne og overskuddet. Han ved, at sådan er det formentlig i mange familier. De loyale børn Da han var 20, meldte han Gustav til politiet. Sagen endte med en betinget dom på tre måneders fængsel. »En dag lånte jeg en bog på biblioteket. Jeg var 15 år. Den hed 'Forbrydelse uden offer' og var udkommet i 1980. Jeg blev forfærdelig rystet, for i bogen kunne jeg læse, at det hele var min egen skyld. Logikken er, at hvis der ikke er noget offer, er der heller ingen forbrydelse«. »Sådan var stemningen i de år. Jeg har hørt gamle hippier foreslå i ramme alvor, at incestforbudet burde ophæves. For det er en grænse, som normalt er urokkelig. Og når oprørerne og de revolutionære støder på en sådan grænse, går de helt amok. De opfatter det som en krænkelse af deres frihed«. »Men jeg tænker anderledes: Hvis vi ophæver denne grænse, vil vi for alvor se en stigning i krænkelserne. Det er så mærkeligt, at så få kan se det«. »Jeg har selv været i den situation, hvor jeg ikke tænkte, at der foregik noget forkert. Børn forsvarer tit de voksne, de er afhængige af. Børn er utroligt loyale. Selv om der er blå mærker og sæd på tøjet, benægter de alting. Hvorefter den pædofile konkluderer: 'Jamen, det er nok fordi barnet nyder det'«. »Det er en helt forskruet logik. Der findes noget, som hedder Pædofilgruppen. Jeg er overbevist om, at de pædofile sidder og udveksler fif og giver hinanden navne på advokater, som er gode til at få en frifindelse gennem retssystemet. De pædofile har mange fortalere, forsvarere og folk, som problematiserer debatten. For måske man blot drømmer om at udleve sine lyster«. »Det svarer til, at man havde en forening for voldsforbrydere. De er notorisk voldelige, men 'vi har jo ytringsfrihed'. Jeg synes, det er frygtindgydende. Og jeg kan ikke forstå, det skal være tilladt«. »Imens sidder der en lille tapper gruppe af psykologer, som igen og igen slår fast: Børn kan ikke lide det. Børn tager skade af at blive udsat for overgreb af folk, i hvis varetægt de befinder sig. Det hedder Post Sexual Abuse Syndrom og er en alvorlig sag«. Et sygt spindelvæv Siden 1995 har Kristian Ditlev Jensen skrevet rasende og sarkastiske kronikker og debatindlæg om pædofili. Det affødte så godt som ingen reaktioner. Han fór også i pennen, da IPCE (International Pedophile and Child Emancipation) i 1996 inviterede til verdenskongres i Danmark. »Det er et stort sygt spindelvæv, som en gang imellem materialiserer sig og holder 'verdenskongres'. Det er helt Stephen-King-agtigt. De 2-300 delegerede tog hverken til Tahiti eller Pattaya. De tog til Copenhagen, Denmark«. »I udlandet ser man med vantro på Danmark. Kun meget få kommuner har benyttet sig af en ny regel, som gør det tilladt at undersøge ansøgere til job i børneinstitutioner«. »Kun i Danmark har man i retssystemet det udgangspunkt, at børn lyver, indtil det modsatte er bevist. Kun i Danmark er der videoovervågninger, så den pædofile kan følge med i afhøringen«. »I alle andre lande er man ikke i tvivl: Her har vi offeret. Og her har vi forbryderen. Og i øvrigt er der en aldersforskel på 30 år. Måske vi for en gangs skyld skulle prøve at holde med den lille«. Umoden seksualitet »Folk glemmer tit, hvor ekstrem anderledes en seksuel lyst, det handler om. Man forestiller sig måske, at pædofili er en slags Lolita-kompleks. Men jeg kender da mange mænd, der foretrækker unge blondiner«. »Jeg har også haft en lærer, som var erklæret homoseksuel og helt klart havde en fetichistisk forkærlighed for små tynde og lyrikeragtige ynglinge. Jeg har også hørt om folk, der slår hinanden. Det er fint nok at have mærkelige præferencer. Det generer mig ikke«. »Men hvis man sammenligner med en mand, der foretrækker sex med syv-årige, kan man mærke indeni sig selv, at det er helt forkert. Den pædofile mand, jeg kendte, begyndte selv at skubbe mig lidt væk, da jeg var omkring 13 år«. »Det var i den alder, hvor jeg begyndte at få kønsbehåring og skyde i vejret. Så var det ikke sjovt længere. Det afslører jo, hvor umoden en seksualitet der er tale om«. »Min bog er blevet sendt til alle relevante ministre og politikere. Ingen har reageret. Forleden talte jeg med en specialkonsulent for pædofili i Red Barnet. Han møder ofte den samme berøringsangst blandt lærere, pædagoger, sygeplejersker og sundhedsplejersker: 'Åh, så slemt er det vel ikke - i Danmark'!«. Kristian Ditlev Jensen har prøvet at regne på, hvad Gustavs overgreb har kostet ham selv og samfundet i kroner og øre. »Jeg synes, vi skal beskæftige os med virkeligheden. Hvis man får meget store følelsesmæssige problemer gennem længere tid, bliver det ulideligt at leve. Så vil man forsøge at dulme sin smerte. Og hvis man gør det med narkotika, alkohol, overspisning eller for meget arbejde, ødelægger man sit liv. Fysisk, psykisk og økonomisk«. »Da jeg stoppede mit overforbrug af alkohol, vågnede jeg op til en bankrådgiver, som præsenterede mig for en gæld på 80.000 kroner. Hallo! Det er en stor klat penge. Til psykologhjælp har jeg brugt 50.000 af min egen lomme og 300.000 på det offentliges regning«. »Gustav fik revalidering, så han kunne starte en selvstændig virksomhed. Alt i alt har han kostet det offentlige ca. en million kroner«. Bogen vil forfølge Kristian Ditlev Jensen resten af livet. Det er han udmærket klar over. Han studerer kognitiv semiotik ved Center for Semiotisk Forskning på Aarhus Universitet. Han drømmer om en karriere som skønlitterær forfatter. Men ingen vil nogen sinde glemme, at han lagde ud med en bog om at være offer for pædofili. »Alle har en historie. Alle har en skygge, der følger dem. Men nogle gange tænker jeg på mig selv som 75-årig på et plejehjem. Også dér kan der komme et lille kiks: 'Er jeg nu rigtig tryg i verden'. Et lille kiks: 'Har sådan én som mig nu også ret til omsorg og nærhed'«. »På et tidspunkt, hvor jeg var meget ulykkelig og drak mange øller, tænkte jeg: 'Hvad nu hvis dette her har haft så mange skadelige virkninger, at jeg aldrig kan få et parforhold'. Whau. Den er stor. Jeg kan godt få et hus i Hellerup, men jeg skal bo der alene. For dyb menneskelig kontakt og tillid eksisterer ikke«. »Nu er jeg dog nået så vidt, at jeg nok tror, det skal lykkes. Men det kommer til at koste - også i kontanter hos psykologen. Der skal arbejdes med tingene. Der skal grubles og analyseres«. »På en måde er det berigende. Man lever hele tiden på dupperne. På kant med sig selv«. Selvmordsrisiko Hver dag oplever han ting, som minder ham om det, han har været udsat for. Når han går ned ad Købmagergade, udløser det en vis usikkerhed. For Gustav arbejdede på et tidspunkt i det område af byen. Hele tiden spejder han efter en skikkelse med overskæg. Her kommer en mand i fløjlsbukser. Her er der en person, som taler fransk. »Det hedder 'hyper-alertness'. Det er en ekstrem årvågen tilstand, som for eksempel betyder, at man ikke kan føre en samtale, hvis man følges med andre. Det er næsten som at være Vietnam-veteran og tage på charterferie til Vietnam. Det er hyggeligt nok. Og det er mange år siden. Men hvad var det lige for en lyd? - Okay, det var en bil. Det var ikke en bombe«. »En dag var jeg til lønforhandling. Bag skrivebordet sidder en gammel mand og fortæller, at man ikke er noget værd. Det er ikke rart, når man før har været i lommen på en gammel mand. Man må være meget bevidst. Jeg må sige til mig selv, at nu handler det altså om løn. Manden er ikke ude på at lave et overgreb på mig. Det er business!«. I de sidste måneder op til bogens udgivelse var Kristian Ditlev Jensens psykolog meget bekymret. For skriveprocessen aktualiserede problemerne. Og hvis man er meget presset og tidligere har haft misbrugsproblemer, skal man passe på. Et lille glas rødvin lokker. For man længes efter ro og balance. »Vi har helt konkret måttet tale om selvmordsrisiko: 'Har vi styr på det - eller har vi ikke?'. Men for mange år siden gav jeg mig selv det løfte, at historien skulle fortælles. Da jeg var 12 år, var der en seksårig på vej ind i Gustavs liv. Det gav mig en mærkelig pervers skyldfølelse. På en eller anden måde måtte jeg redde den dreng«. »Jeg synes, virkeligheden skal frem. Jeg synes, man må blande sig, hvis man har chancen. Så nu er min historie fortalt. Det er ikke politiets version. Det er ikke psykologernes eller forældrenes version. Det er min version«.