Hvis man har lært i skolen, at den arkæologiske periode hamburgkultur skal dateres til år 11.000 før Kristi fødsel, så skal man ikke gå rundt og skryde af det. For det er rundt regnet 2.000 år forkert. Ifølge de nyeste oplysninger i sagen hører jægerstenalderens hamburgkultur nemlig hjemme år 13.000 før Kristi fødsel. Og sådan er der så meget, historikerne og arkæologerne ved mere om i dag, end de gjorde for blot 14 år siden. Dengang i 1988 udkom førsteudgaven af Gyldendals og Politikens 'Danmarkshistorien' i 16 bind. Værket er siden blevet solgt i ca. 30.000 eksemplarer. Nu udkommer en revideret udgave af hele 'Danmarkshistorien'. Hvert bind har sin forfatter. Men hovedredaktør over dem alle var - og er - professor i arkæologi Olaf Olsen, som fra 1981 til 1995 var landets rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet. Og han mener, der er flere gode argumenter for at gennemskrive og genudsende 'Danmarkshistorien' allerede nu: »For de arkæologiske perioders vedkommende er der foretaget særdeles betydelige ændringer i den nye udgave. Siden 1980'erne har vi fået meget bedre naturvidenskabelige dateringsmetoder, og derfor er mange af dateringerne på de forskellige aldre rettet i de nye bøger. Det præger især bind 1, 2 og 3. Så aftager ændringerne noget. Men de kommer tilbage igen, når vi kommer op i nærheden af vores egen tid«, siger Olaf Olsen, som lod sig pensionere fra stillingen som rigsantikvar i 1995. Til sin egen fornøjelse har han dårligt haft et ledigt minut siden. En pæn del af de første seks år efter fratrædelsen på Nationalmuseet gik med at passe jobbet som formand for Den Store Danske Encyklopædis videnskabelige råd. Det arbejde har efter al sandsynlighed gjort ham til det eneste menneske, der har nærlæst samtlige artikler i det omfattende værk - fra a til å. Inden han kunne kalde sig forhenværende bestrider af flere job end det ledende på Nationalmuseet, var der også lige nogle bestyrelsesposter, som skulle afvikles og nogle retningslinjer, der skulle afstikkes for den fremtidige anvendelse af Kronborg. Levende fortælling Dertil kom så det overordnede ansvar for den nye udgave af 'Danmarkshistorien'. Den bestilling skal han bakse med nogle år endnu. Hvad han ikke har spor imod. Det første bind på 400 sider er forfattet af Jørgen Jensen og kunne købes fra fredag. Og Olaf Olsen har naturligvis selv et eksemplar i 'vinterpaladset', som han og hustruen, historiker og arkæolog Rikke Agnete Olsen, kalder deres lille lejlighed med passende historisk beliggenhed ved Frederiksholms Kanal - tæt på Nationalmuseet. Fra lejlighedens stuevinduer kan han holde øje med, om statsministeren er på arbejde i kontoret på Christiansborg overfor. Og får han lyst, kan Olaf Olsen spadsere ned ad sin opgangs røde trappeløber og de få meter hen til Nationalmuseet, hvor der siden forrige år har stået en buste af ham - udført af billedhuggeren Hanne Varming. Den nævner han nu ikke selv. Det er det stadige og nutidige arbejde, der optager den 73-årige mand, som det meste af tiden opholder sig ved et skrivebord i nærheden af hustruens i deres firelængede gård 'Rikkeslyst' på Alrø i Odder Kommune. »Synes du ikke, den er pæn?«, siger han pludselig næsten blidt om det nye bind nummer 1, og det er ikke et spørgsmål, der tigger om et svar. Olaf Olsen elsker historien. Men det betyder ikke, at han synes, alting var bedre i gamle dage. »Jeg har betragtet forandringerne med interesse, undren og glæde. For det meste har udviklingen været positiv«, mener han, der er ansvarlig for, at allerede den første udgave af 'Danmarkshistorien' adskilte sig fra tidligere historiebøger ved at lægge mindre vægt på politik. »Den gammeldags måde at skrive danmarkshistorie på var at lave et bind, der gik fra enevældens indførelse i 1660, til den fri forfatning kom i 1848. Man koncentrerede sig om politiske epoker. Det har jeg slet ikke villet gøre. Denne danmarkshistorie går fra 1600 til 1700 og fra 1700 til 1800, for politik er ikke alt. Der er så meget andet, som hører med i historien. En af mine studiekammerater sagde engang en ting, som jeg ofte tænker på: »Posten kom også ud 10. april 1940«. Der sker store politiske begivenheder. Men andre dele af samfundet går videre«. Der må gættes Olaf Olsens flytning af fokus fra politik til en mere bred, sammenhængende samfundsberetning viser, at historieopfattelsen hele tiden ændrer sig: »Den er afhængig af den tid, vi selv lever i. Det, som interesserer os ved nutiden, det interesserer os også ved fortiden. Instinktivt. Vi tænker ikke over det. Men vi ser altid fortiden i vor egen tids spejl. Derfor kommer historien også fremover til at se anderledes ud. Det er noget af det sjovere ved at beskæftige sig med den«. »Hvis du læser gamle historieværker som Holbergs, så vil du se, at da kom de første militærhistorier. Bummelum, bummelum. I dag virker de ikke så interessante endda. De ældre historiebøger var meget kongeorienterede. Derefter kom nationalismen ind, og det gav en nationalbevidst historieskrivning, hvor danskerne blev større og større helte, og de andre blev større og større skurke«. »Senere prægedes historiebøgerne af hele den grundtvigske bevægelse og landbruget. Senere igen kom industrialiseringen, kapitalismen, arbejderbevægelsen, socialhistorien og kvindebevægelsen. Alt sætter sig præg på den, der skriver historien«. Den reviderede, nye udgave af 'Danmarkshistorien' afsluttes af to bind, hvor der før kun var et. Tidligere var finalen på værket en bog om årene 1970 til 1990. Nu kommer der - om tre år - et bind om perioden 1970 til 1985 samt et bind om årene 1985 til 2000. Det betyder, at 'Danmarkshistorien' er udvidet fra 16 til nu 17 bind. Samtidig understreger det, at værkets redaktør lægger relativ stor vægt på den del af historien, som er tættest på samtiden. Sådan skal det være, mener Olaf Olsen: »Der er mest kildemateriale fra den nyeste tid. Derfor er det naturligt at bruge mest plads på den tid. I de seneste 15 år er der sket det, at globaliseringen og internationaliseringen er begyndt at spille en større rolle for danskerne. Man ser Danmark som en del af noget større - Europa og verden. Det kommer til at præge de sidste bind, men det smitter også af andre steder i 'Danmarkshistorien'«. »Og så er der også sket noget andet vigtigt med historieopfattelsen i de seneste 15 år. Man kalder det 'mentalitetshistorie'. Man prøver at sætte sig ind i, hvordan man tænkte førhen, hvor mange ord havde en anden betydning«. »Meget af det bliver jo gætteri, og som historiker kan man ikke undvære gætteriet. Men man kan naturligvis komme med mere eller mindre kvalificerede gæt«.