På Signe Wennebergs træterrasse kan man høre hønsenes pludren og - som alle andre steder i villadanmark - naboens indædte arbejde med en elektrisk havemaskine. Solen skinner på krydderurterne og de lyserøde pelargonier, der står tilfældigt på den fede måde på et gammelt gasbord. Der er te på kanden og i de uens kopper på den småblomstrede voksdug. Og endelig er der kig til Signe Wennebergs nyanlagte have, som er emnet for den bog, hun netop har skrevet. Den hedder 'Den første have', og det er, hvad Wennebergs have til Villalejligheden i Charlottenlund er. Tidligere boede hun i lejlighed på Nørrebro. Haven har smuk flisebelægning, æbletræer, rododendron, hortensia, køkkenhave, drivhus, hængekøje, høns, plæne, staudebed, pæonbed, garage og et stort legeområde for børn. Det hele er føjet smukt ind på grunden, der er ca. 800 kvadratmeter. Det er svært at forestille sig, at haven sidste forår var en byggetomt. Fra bunden »Når den her have er blevet fed, kan alle blive det. Der skulle ny belægning og nye trapper til, og jorden kunne ikke bruges, fordi grunden var fuld af byggeslam og bar præg af et år med stilladser omkring huset, og af at håndværkerne havde brugt grunden som affaldsspand«. »Desuden skygger naboernes mange høje træer, så der ikke er ret meget sol. Det er en koteletgrund, så mange kvadratmeter bliver spildt på indkørslen. Der er 13 forskellige slags hækbeplantninger. De fede træer ligger på nabogrunden, som blev solgt fra i 1964. Der er kun ét valnøddetræ, ét æbletræ og ét pæretræ i den tilbageblevne have. Det var også derfor, jeg kunne tillade mig at bruge min egen have som case - den var ikke nogen drøm«, siger Wenneberg. Hun vil ikke kaldes haveekspert, men betegner sig selv om formidler, hun er kommunikationsrådgiver til hverdag, og en glad haveamatør. Hun havde tiden sidste forår til at opsøge information og viden - både til eget behov og til bogen - fordi hun blev tvunget hjem, da sønnen Simon på nu seks år brækkede benet og skulle ligge med benet i gips i tre måneder. »Jeg har talt med mange flere folk, end man normalt vil snakke med, når man skal anlægge have. Jeg har opsøgt viden, skrevet til brevkasser - både Isabellas, Praktisk økologi og Danspiring. Jeg har spurgt »Skal man opgive og købe et fårehold?«, »Hvordan laver man en fed have til børn?«, »Hvad gør man, når man starter fra bunden?«. Der findes rosenbøger, der er flotte, med meget svære haver. Og tykke flotte havebøger, men ingen fortæller, hvordan man starter fra bunden. Det er de svar, jeg prøver at give i min bog«. Simons ønsker At Simon lå hjemme med benet i gips kom også til at præge både haven og bogen. »»Tegn, hvad du kunne tænke dig i haven«, sagde jeg til ham, og så tegnede han hejsebaner, hytter ligesom i 'Peter Plys', vipper, trampoliner, jorden er giftig-stubbe - det var topfarligt det hele. Og masser af dyr«, fortæller Signe Wenneberg. »Vi har ikke tradition for at gøre os umage i Danmark, når det kommer til børn i haverne. »Så leg dog!«, siger vi til dem, når vi har købt et stativ i Silvan - og så får de fingrene i klemme eller slår sig på murbrokkerne i plænen. I stedet for at vi sørger for at få lagt det rigtige faldunderlag. Vi kan sagtens lave gode børnehaver hjemme i haverne med sanseoplevelser og udfordringer. Et sted, der er sjovt at være, og hvor børnene gider at gå ud«. Resultatet i det wennebergske hjem blev et stort solidt gyngestativ i et lærketræ, nogle jordvolde, et legehus højt til vejrs i et træ, et klatrenet, klatretov og to høns, der hedder Magda og Margrethe. Plus sandkasse og adskillige køretøjer til raske drenge på to og seks år. Et mudderkøkken er på vej, og måske en kat. Børnene skal ud »De annoncer, man får ind ad døren fra Bauhaus og Silvan med hæslige blomster og hængeampler i plastic, de henvender sig jo til folk over 50 år. Det er ikke sådan en stil, folk i 30'erne gerne vil have. Om de vil sælge noget til børnehaver - børnenes haver? Nej, det gider de ikke, det er slet ikke den optik, de har på. Jeg synes også, at unge landskabsarkitekter og anlægsgartnere mangler at formidle deres viden om haver til børnefamilier. De er ikke særligt synlige«, siger Signe Wenneberg, der er 34 år. Hun tror, at det er vigtigt, at børn får lov at røre sig udendørs - undersøgelser viser, at 76 procent af danske børn ikke kommer ud dagligt i løbet af en skoledag. Desuden har Danmark europarekord i faldulykker, børnene brækker håndled og ben og får hjernerystelser. Men det er også vigtigt, at børn kan tøffe rundt med deres forældre uden at skulle noget. »Skolebørn bliver afleveret kl. 7.55 om morgenen, helt vildt stresset. Kl. 11.30 skal de i fritidsordning, bagefter skal de til fritidsaktivitet og kl. 17.30-18.00 kommer de hjem for at spise, lave lektier, se børnetime og få bad. Det er stressende. Meld dem ud af alle de der fritidsaktiviteter og få dem hjem i haven - min dreng går ikke til en skid«. »Nogle gange henter jeg ham og hans kammerater tidligt og siger: »Der sker ikke noget, I kan kravle op i hytten«. De er ikke længe deroppe, før jeg kan høre, at »det der er de gode, og det er de onde, og de blade der er deres hemmelige våben«. Så går der fire timer, og de råber, at de vil have mad. Når jeg så kommer med maden, og de kan hejse den op i kurven, er jeg en drage i et farligt hav«. Sammen i haven Det handler også om at være sammen med sine børn i haven. At mor ikke siger »se en video, mor skal ordne have«. »Ligesom kokke, der har en mission om at få børn og voksne til at spise god mad, har jeg en mission om at børn og voksne ud i haven. Børnene synes, det er smadder sjovt at køre på genbrugsstation. Det lyder måske ikke lige så sejt, når man skal fortælle det henne i skolen, men de kan godt lide at være til nytte. De elsker det, men det kommer også an på, hvordan man sælger det. »Puha, vi skal rive hele dagen. Det bliver rigtig hårdt, og du får en 50'er, når du er færdig«. Det sælger ikke«. Wennebergs mindste dreng Noah kommer med sin lille skovl, når han ser, at mor er i gang. Han mister hurtigt interessen, men så tøffer han lidt rundt. »Jeg synes, det er vigtigt, at børn får et forhold til, at vi altid har været agerbrugere. Den lille kasse, jeg har med kartofler, fungerer som et eksempel - ligesom på et museum - mine børn ser, hvordan man rigtigt dyrker jorden ... en lille smule«. På den store dreng, der er vokset op på Nørrebro, kan hun mærke en forskel. »Simon sagde så sent som i går: »Jeg elsker at plukke blomster. Jeg plukker dem hver gang dem fra min klasse ikke ser det«. »Hvorfor?«, spurgte jeg. »Det er ikke en drengeting at gøre«, lød svaret. Det er også Simon, der har plukket en blandet buket af tulipaner og påskeliljer, der står opmarcheret i hver sin flaske i vindueskarmen i stuen. Kammeraterne er til gengæld vilde med at se hønsene. Så kan jeg høre ham forklare: »De lægger et æg om dagen, husk at lukke lågen, ellers kommer ræven«. Det giver respekt«. To timer om dagen Signe Wenneberg vil gerne gøre op med, at det er et surt slid at have en have. »Det er det for mange mennesker. Det skal være nemt, synes de, ikke for svært eller hårdt, og så bliver det til en bar græsplæne. Men børnene og en selv gider ikke være der. I stedet tager man på nogle sindssyge udflugter til Bonbonland og Legoland, hvilket er langt mere udmarvende end at lave nogle ting i haven«. »Holdningen om, at havearbejde er noget, der skal overstås, så vi kan leve det rigtige liv, finder man for eksempel fra tv-programmer som Hokus Krokus. Man kan også finde det i bogform: en, to, tre vupti, så behøver vi ikke gøre mere ved det. Jeg får kriller over det værdisæt. Hvad er det, der er så fedt ved at sidde på sin flade, fordi man er færdig med haven?«, spørger Wenneberg. I øjeblikket, hvor der er meget at plante og så - maj er en af de store havemåneder - bruger hun selv to timer i haven om dagen. Inden nogen får præstationsangst, kan vi tilføje, at selvom Wennebergs have er velanlagt, er det ikke nogen udstillingshave. Skvalderkål, mælkebøtter og bellis vokser lystigt langs hækken, i bedene og i græsset. »Arbejdet foregår mest om aftenen. Det er det gode ved at bo i Danmark, at der er lyse aftener. Jeg kan også bruge en time om eftermiddagen sammen med børnene. Men mellem 20 og 22 om aftenen er der tid ... Det lyder rigtig frelst, men man kan ikke forene det med at se tv. Jeg nåede ikke engang at se Søren Ryge i går. Mange mennesker siger, de ikke har råd til have, men de har tid til at se tre-fire timers tv i gennemsnit. Det forstår jeg ikke. Det er en prioritering«. Det handler om værdier, om hvordan vi vil leve vores liv, mener hun. »I dag er der ikke noget, der må være hårdt, og havearbejde det er hårdt. Jeg tror, min generation er nogle forvoksede teenagere. Vi har som den første generation ikke haft nødvendige daglige gøremål i hjemmet og i haven. Det er ikke en naturlig del af vores baggrund at synes, at det er sjovt at luge og plante ærter. Vores bedsteforældre var skidegode til det, men det har vi mistet«. Tabte værdierDet gik tabt med vores forældregeneration? »Det er lidt af et tabu, men der må jo være noget, der er gået tabt. Vi var den første generation, der har været mere i institution end derhjemme. Vores forældre er vokset op i baghaver. De smed skoletasken i entreen, når de kom hjem, og gik ud og legede i baghaven. Vi har sikkert fået andre kvaliteter ved at have været i institution, men der er også noget, der er gået tabt«. »Vi er f.eks. botaniske analfabeter, vi ved ikke, hvad der er hvad. Vi ved ikke, hvad der er ukrudt, og hvad der er blomster. Vi ved ikke, at man skal have to æbletræer, så de kan bestøve hinanden, og vi aner ikke noget om, hvilke planter der skal stå i skygge og hvilke i sol«. Hvorfor gik det tabt? »Det havde ikke nogen værdi. Vores forældre havde mere fokus på at eksperimentere med opdragelser og livsformer. De havde ikke tid til at bage vandbakkelser og beskære æbletræer. Det var ikke en del af tidsånden«. Det betaler sig Haveglæden er til gengæld på vej tilbage - både med tv-programmer og magasiner som Isabellas og med Signe Wennebergs egen bog. »Men det er ærgerligt, at æstetikken er gået tabt. Man skal gøre sig lidt umage med hverdagsæstetikken. Det havde ikke nogen værdi for 10-20 år siden. Jeg synes, det er skønt. Det giver livskvalitet. Det er hårdt at så og rive i to timer, men det giver fire måneder med blomster, man kan kigge på, hver gang man går forbi. Det koster 20 kr. for fire frøbreve. Kan det betale sig? Ja, det kan det, synes jeg«. Signe Wenneberg har i bogen flere forslag til æstetisk liv i haven - brunch med vennerne, der har små børn, cocktailpartyer og eftermiddagste med scones, muffins og krydderkage. Der er tale om ambitiøse planer for de fleste familier, med eller uden børn. »Bogen er en stor positiv opfordring til at få det bedste ud af haven. Det er et forsøg på at sprede inspiration, give nogle ideer videre. Man får et anderledes liv, når man flytter væk fra byen. Bogen er en opfordring til at få så meget som muligt ud af det - lad være med at give op på halvvejen«. »Man kan godt sige, at bogen er ambitiøs, men jeg tror, mange mennesker har mange ambitioner omkring deres liv. Man kan lige så godt få mest muligt ud af haven. Jeg synes, det er sådan noget jantelovslort, at man ikke må være ambitiøs«. »Der er ikke nogen grund til at skrive en uambitiøs bog. Ingen siger, man skal bage det hele selv, hvis man inviterer på eftermiddagste. Man kan sagtens drikke en kop te med naboen på terrassen uden hjemmebag. Hovedsagen er, at haverne ikke ligger øde hen. Det er der alt for mange, der gør i dag«. Alle skal høres En af Signe Wennebergs ideer er, at man skal holde familieråd, når man planlægger haven. Den lille eller store familie skal sætte sig ned, se hinanden i øjnene og fortælle om sine tanker omkring haven, hvilke behov og forventninger man har. Derefter skal man afstemme behovene. For at undgå konflikter i fremtiden. »Så bliver man ikke indebrændt over, at kæresten hellere vil spille computerspil - det har han givet udtryk for«. Det fremgår bl.a. af 'Den første have', at Wenneberg ønsker sig en mormorhave, der er både spiselig og pyntelig, mens hendes kæreste ønsker sig et minimum af havearbejde, plads til sin motorcykel og en hængekøje. »Resultatet hos os er blevet, at vi har fået fem-seks forskellige hjørner, alt efter hvilke behov vi havde. Der er garagen i hjørnet. Det kunne have været et fantastisk bed, og der ligger nogle fliser foran, der er røvsyge. Men det er der ikke noget at gøre ved. Der har David sin motorcykel, sit værksted og maskiner. Det er fint nok«. »Jeg tror, at vi kvinder skal passe på med at beslutte, at det kun er vores hobby, der gælder. At vores måde er den rigtige. Jeg kan godt tro, at pinsen skal bruges på at udplante ærteblomster, men hvis resten af familien ikke har lyst, så lad være«. De professionelle En anden af Wennebergs kongstanker er, at man skal søge professionel hjælp til haven. Hun vil have os til at ofre flere penge på haven. Hun har selv fået hjælp til at forbedre jorden, til at bygge to terrasser og få lagt flisebelægning, og en havearkitekt har hjulpet med haveplanen. »Jeg er meget mod gør-det-selv. Det er et dogme fra 1970'erne. Når man ser, hvor mange lorteterrasser og havestuer, der er bygget rundt omkring ... hold kæft hvor er det grimt. De vigtige ting skal man have hjælp til, så belægningen bliver helt plan og terrassen lavet ordentligt. Al ære og respekt for anlægsgartnere og tømrere. Jeg synes, det er hovent at tro, vi kan alting selv - de har en lang uddannelse og masser af erfaring«. Økonomisk lod det sig gøre, fordi Signe Wenneberg solgte sit lille sommerhus, og fordi familien ikke bruger penge på store biler. De klarer sig med en brugt Fiat Punto. »Det er et spørgsmål om prioritering. Har du set, hvor mange nye biler, folk har brug for? Jeg har lige brugt 500 kr. henne i Plantekassen, så selv om der slasker en eller anden bremsedims hen ad vejen, bliver det først i næste måned, den kommer på værksted«. »Dem, der siger »det er sandelig nemt, når man har råd« - de skulle se min bil. Vores havemøbler er fra forbrændingen, ikke sådan nogle prestigemøbler af bæredygtigt regnskovstræ til 25.000 kr. - ikke et ondt ord om dem - men du kan få vildt mange planter for 25.000 kr«.