0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er som at blive slået med stemmen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sid så stille! Kan du så komme ned fra bordet! Hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke må løbe på gangen! Skideballer hører til hverdagens uorden i landets vuggestuer, børnehaver og skoler.

Mere end derhjemme. Faktisk så meget, at et ganske almindeligt barn i Danmark i en alder af 16 år kan se tilbage på sammenlagt tre til fire års skæld ud i løbet af sit institutions- og skoleliv.

Det er synd. Mildest talt. For hver gang vi skælder ud, ydmyger vi barnet. Lige så meget, som hvis vi havde slået barnet, mener børneforsker Erik Sigsgaard, der i morgen udgiver bogen 'Skæld ud'.

Det er tankevækkende læsning. Fra side 1 til side 253. Hvor små og store børn fra 14-15 institutioner og skoler fortæller, hvor skamfulde, utrygge og bange de føler sig, når de bliver skældt ud af deres lærere og pædagoger. Især når det sker foran alle de andre. Det opleves langt mere skamfuldt, end når mor og far skælder ud. Formentlig fordi mor og far trods alt bærer rundt på garantimærket 'uforbeholden kærlighed'.

»Det er som at blive slået med stemmen«, som en dreng i bogen siger.

»Hvorfor kan de ikke bare sige til min mor, at jeg har gjort noget forkert, så hun kan skælde mig ud«, foreslår en anden.

Med sin bog rører 'børnenes frihedskæmper', som Erik Sigsgaard også bliver kaldt, ved et stort paradoks i det danske samfund. Et tabu af dimensioner. For det at skælde ud på børn er - i hvert fald på papiret - uhørt blandt pædagoger og lærere.

25 procent skældud
Alligevel er det en af de mest anvendte sanktioner i dagligdagen. 25 procent af arbejdstiden går med at skælde ud og irettesætte, påviser forfatteren på baggrund af egne og udenlandske undersøgelser.

»Alle gør det. Vi taler bare ikke om det, for vi betragter det som en lige så naturlig ting som at trække vejret«, siger Erik Sigsgaard, der er lektor på Højvangsseminariet i Glostrup.
Ingen søger ind på seminariet for at få en uddannelse, der giver ret til at skælde børn ud. Der er heller ikke nogen skoler eller daginstitutioner, der siger: vi vil bestræbe os på at skælde børnene mere ud næste år.

Skældud eksisterer simpelthen ikke hos de offentligt ansatte opdragere. Hverken i deres fagbøger eller i deres bevidsthed. Eller i forældrenes bevidsthed. Men de accepterer det stiltiende.

»De færreste forældre vil være glade for at høre, at deres barn bliver skældt ud i institutionen eller skolen. Man skælder jo ikke andres børn ud. Men samtidig er de fleste i dag jo enige om, at børn har brug for grænser: »Har du sagt nej, må du holde fast. Vis dine grænser« og så videre. Alle disse ord, som alle bruger i dag. De er på én gang meget diffuse, men samtidig dækker de også over en meget autoritær holdning til børn, der bunder dybt i den danske børneopdragelse«, siger Erik Sigsgaard.

Selv afskyer han ordet grænser.

»Du må endelig ikke lægge det ord i min mund, når du skal skrive artiklen«, siger han og stopper op i sin ordstrøm for at byde på kaffe eller »sådan noget«. Man får nærmest fornemmelsen af, at der er ingen tid at spilde. Vi må redde børnene. NU! Spred budskabet: »Vi krænker børnene i deres inderste barnesjæl, når vi hæver stemmen og bebrejder dem, at de er børn«.

For det er netop en af Sigsgaards væsentligste pointer. Ni ud af ti gange reagerer de voksne over handlinger, som skyldes, at børn er, ja, børn. Men det er der ikke plads til i en sikret børneinstitution, hvor både pladsen og udfoldelsesmulighederne er sparsomme. Så jo mere vi anbringer børn i institution og skole, jo mere løber de ind i skideballer, mener Sigsgaard, der ofte bruger ordene 'psykisk vold' om skældud.

»Vi anbringer børnene under forhold, hvor der er mange regler og restriktioner, som de per definition ikke kan overholde, fordi de er børn. Især de mindste, som er dem, der får mest skældud. Er der noget et barn i 1. klasse ikke kan holde ud, så er det at vente. Men lille Peter skal vente på, at det bliver hans tur, uanset hvor bristefærdig han er«, siger Sigsgaard, der til stadighed undrer sig over de mange regler, både skrevne og uskrevne, der hersker i dansk pædagogik.

Man er vel nødt til at have regler, når så mange børn og voksne skal fungere sammen i mange timer?

»Man kan godt fungere sammen uden så mange regler. Man laver jo regler for alt. Hvornår man skal spise. Hvornår man må tale. Hvornår man må lege ude. Og inde. Og alle børn skal gøre det samme på samme tid. De skal være med til børnemødet om morgenen. De skal invitere hele klassen til fødselsdag. De skal tisse, før de tager på tur«, og sådan kunne Sigsgaard formentlig blive ved at opremse situationer, de fleste af os kender, men sjældent sætter spørgsmålstegn ved.

Vrede mod kroppen
Hans undersøgelse viser, at det især er den livlige barnekrop, der skældes ud over.

»Børn tænker og lærer med kroppen. De er hele tiden i gang, men det må de ikke være, for det kan de voksne ikke holde ud, når der er så mange børn på ét sted. Derfor siger de hele tiden: sæt dig, hør efter, ti stille. Tænk at skulle holde to arme, to ben og ti fingre i ro, når de hele tiden har lyst til at bevæge sig«.

Ofte falder skideballerne per automatik og uden blik for situationen. Et eksempel fra bogen:
Nogle drenge leger i puderummet, og da en dreng skal skynde sig ud i en fart, kommer han til at hive lidt i forhænget, og en pædagog udbryder:

»Det må du ikke, du hiver da heller ikke i gardinerne derhjemme, vel?«.

Tænk jer om!
Med sin bog ønsker Sigsgaard først og fremmest at få alle voksne, der arbejder med børn, til at tænke sig mere om. Og altid tænke godt om børnene. Når Peter løber på gangen, er det måske ikke, fordi han er uartig, men fordi Viggo er efter ham. Og når Anna bliver ved med at hive ud efter mælken, er det måske ikke, fordi hun er stædig, men fordi hun er tørstig.

Omtanke og opmærksomhed er så vigtig, fordi børnene er prisgivet de voksne, som han siger det. De kan ikke flygte. Alle døre er låst i to højder. Bogstavelig talt.

»Hvordan ville du selv have det, hvis jeg begyndte at skælde dig ud nu? Du ville formentlig gå din vej eller give svar på tiltale. Børnene kan ingen af delene. Hvis vi voksne er forsigtige med at skælde hinanden ud, burde vi være endnu mere forsigtige med at skælde børn ud«, fastslår han med et indtrængende blik i de lyseblå øjne.

Hans betragtninger over, hvad skældud gør ved børnene, er tankevækkende. For i Danmark er så godt som alle enige om, at børn ikke tager skade af en skideballe i ny og næ. Faktisk mener vi, at børn har brug for grænser, så strengt taget dækker vi jo kun et behov hos dem, når vi skælder ud. Eller gør vi?

Nej og atter nej!, kan man nærmest høre Sigsgaard råbe ud til alle voksne. Det gør ondt på børnene. Og på de voksne, i øvrigt. I bogen giver mange pædagoger og lærere udtryk for ubehag og frustration over, hvor meget de skælder ud, og hvor lidt de taler med kollegerne om det.

Men det er en historie for voksne. Denne historie er skrevet for børnene. Især de mest udskældte af slagsen.

Svigt hjemme og ude
Sigsgaards undersøgelser viser nemlig, at de børn, som får mindst omsorg og kærlighed derhjemme, også er dem, som får mest skæld ud i skole og institution. Hamrende uretfærdigt, kan man mene.

Men vel også hamrende uprofessionelt, at de ansatte ikke formår at rette op på den ubalance?

»Tit lægger de ikke selv mærke til det. Et barn, som får meget skældud af sine forældre, udvikler en opførsel, som kalder på skældud. Sådan et barn fylder meget, kan være meget voldsom, bider og slår måske de andre eller er meget trist, kritisk og sur hele tiden. Det udløser irritation hos de voksne, hvilket igen udløser skældud«, forklarer Sigsgaard.

Han taler ikke med små bogstaver, når han skal forklare, hvad den behandling gør ved børnene.

»Skældud virker som straf og vold. Det skaber skyldfølelse og skam hos barnet, fordi det føler sig ydmyget, krænket og mindreværdig. Barnet bliver et menneske i krig med sig selv, og kan risikere at leve resten af sit liv med en følelse af ikke at være god nok og have svært ved at indgå venskaber og parforhold. Præcis som et barn, der bliver slået«, siger Sigsgaard.

Skammen er slem
Han understreger, at der på verdensplan næsten ikke er forsket i emnet. Men den sparsomme forskning, der findes, tyder på, at skam spiller en stor rolle. Og at skammen kan være værre for børnene end skylden. Måske derfor ville de fleste børn i en børnehave, som har arbejdet tæt sammen med Sigsgaard, helst ikke skældes ud, når andre børn var til stede.

Andre forskningsresultater, blandt andet en svensk undersøgelse af stærkt voldelige mænd i USA tyder på, at opvækst med verbal vold fører til en voldelig adfærd som voksen. I hvert fald var det et gennemgående træk ved de amerikanske hustrumishandlere, at de alle havde fået voldsom meget skældud som børn.

Siger du, at børn skal have lov til at bestemme alting selv? Skal vi simpelthen tvinge politikerne til at indføre anarki ved lov i institutioner og skoler?

»Det ville da være dejligt for børnene«, svarer Erik Sigsgaard og ligner en, som mener det.
Vel vidende, naturligvis, at den slags unoder ikke kan lade sig gøre i et land, hvor børnenes liv er skemalagt fra morgen til aften. Mindre kan nu også gøre det. Som en dreng i en børnehave siger det: »Dem, der skælder meget ud, kunne lave noget andet end at være pædagog«.

Skæld ud på møderne
Det var én mulighed. En anden handler om at få øje på hverdagens skældud og sætte den til åben debat på personalemøderne. En institution, der omtales i bogen, har valgt at opstille nogle regler (her er de igen, de regler) for sig selv: Vi skælder ikke ud foran andre; vi forlanger aldrig, at barnet skal se os i øjnene, og vi husker at sige, at vi ikke er vrede mere.
En anden institution har også indført selvjustits.

Under mottoet 'Red barnet' har personalet forpligtet sig til at gribe ind over for hinanden, når et barn bliver skældt ud. En svær øvelse kolleger imellem. Men det virker. Børnene bliver skældt mindre ud. Og alle har det bedre med sig selv og hinanden.

Det er ikke kun hos småbørnspædagogerne, der er brug for nytænkning, understreger Sigsgaard. Indsatsen bør også gælde i skolen, hvor skældud er den hyppigste sanktion over for eleverne. Regeringens intention om at give de mindste elever flere timer i dansk og matematik får slet og ret skudsmålet »decideret hul i hovedet« med på vejen fra Sigsgaard.
Opskriften hedder kortere skoledage.

Børnene skal vel gå i skole for at lære noget?

»Det paradoksale ved det her er, at de kommer til at lære mindre. Især de børn, der er mest gang i. Jo mere de skal sidde stille, jo mere urolige bliver de, og jo mere skældud får de. Det fremmer ikke indlæringen«, mener Sigsgaard.

Lærerne har ikke altid haft ret til at skælde eleverne ud. Da godsejerne i 1780'erne begyndte at oprette skoler til landbobørnene, fremhævedes det i L. Reventlows Brahetrolleborg Skolevæsens Instrux fra 1784 som vigtigt, at de små skolebørn »altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last. Med det for Øje bestemmes, at de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Tiime i Skoelen. Korporlig Straf og grove Skieldsord er ikke det som Skoleholderen skal holde sine Børn i Orden med«.