Hvert eneste af de 182 centimeter, der udgør bestsellerforfatteren Liza Marklund, dirrer af energi. Som små elektriske udladninger kan man se det citre i hendes fingre, der piller og blafrer, mens hun taler. »Jeg har fået en overdosis af rastløshed. Min barndom var uhyggeligt kedelig«. Hun er vokset op ved polarcirklen, hvor der ikke var meget andet end skov. Kulsort halvdelen af året. Iskoldt om vinteren - og om sommeren var der bare myg overalt. »Allerede som barn var det helt uudholdeligt. Der var ingen deroppe overhovedet. Kun mig og min familie. Og mine forældre var på arbejde hele dagen, så jeg var alene, når jeg kom hjem fra skole. Der var ingen fritidsordninger. Så der sad jeg og vidste, at der fandtes en verden derude, og den ventede jeg på at kunne tage del i«. Hun læste, læste og læste. Og skabte oplevelser inde i sit eget hoved. »Det gode ved at vokse op på den måde var, at jeg var nødt til selv at fantasere, fordi der ikke var nogen anden måde at få nogle indtryk på«. Ingen fortalte hende, at fantasierne ikke kunne blive til virkelighed. »Jeg troede, at hele verden var mulig, hvis bare jeg kom væk derfra. Mine begrænsninger var kun geografiske«. Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Liza Marklund forlod mørket, kulden og hjembyen Pålmark, da hun var 16 år. Ikke for at gå i skole, men for at rejse. Hun rejste verden rundt i fem år, indtil hun fik sin datter med sin daværende kæreste, da hun var 21 år. Så slog hun sig ned. »Min energi kommer af rædslen for at stå stille. Jeg kan misunde mennesker, som kan fokusere og sætte pris på roen. Det kunne jeg ikke i mange, mange år. Jeg prøver at øve mig på det. Det er mit mål at kunne tage den med ro og være tilfreds med det. Jeg synes, at det er svært selv i dag. Når vi har fri, rejser vi og tager ungerne med. Heldigvis har min mand det på samme måde. Vi kører rundt i Europa som idioter i to uger«. For Liza Marklund var der én måde at fordrive kedsomheden på, da hun var barn. Hun skrev, fra hun var otte år. »Da jeg flyttede, havde jeg en stor æske med alt det, jeg havde skrevet. Og den smed jeg ud. Jeg var bange for, at nogle skulle få det at se det. Det var så privat«. En udvej Hun begyndte at skrive sin første egentlige bog i 1990, da hun havde barselsorlov med sit andet barn fra sit job som journalist. Ikke overraskende syntes hun, at det var så kedeligt at gå hjemme med børnene. Bare at lave mad og skifte bleer. At skrive blev igen en udvej til at få lidt sjov. »Og så var det også, fordi jeg ville hjælpe Mia, som jeg havde haft kontakt med. Hun var ved at gå til på det her tidspunkt. Det var en måde at holde hende i live på«. Mia er det fiktive navn på den forfulgte svenske kvinde, der blev hovedpersonen i romanen 'Gömda' (på danske er titlen 'Forelskede sig til et mareridt'). Mia ringede første gang, mens hun var under jorden, på flugt fra sin eksmand. Liza Marklund, der som journalist har beskæftiget sig en del med kvindevold, havde kontakt med hende i et par år, mens myndighederne behandlede familiens sag. De fik det dårligere og dårligere. »Jeg begyndte at skrive denne her bog, for at Mia skulle være optaget af noget, mens vi ventede på beslutningen. Og det virkede. Hun fik ny energi af, at nogen lyttede på hende og tog hende alvorligt«. Hun overvejer at skrive en fortsættelse, hvis familien får løst deres problemer på længere sigt. Den første har solgt i 700.000 eksemplarer alene i Sverige. Plot på et sekund Sit egentlige gennembrud fik Marklund med krimiserien om Annika - en hovedperson, der har været med hende længe. »Men selve ideerne til bøgerne opstår som lyn i hovedet på mig. Jeg bruger Annika til at kanalisere ting ud med. Ofte er det to ting, der støder i hovedet på mig. Det er altid to trælse ting. Og når de to ting sker på samme tid, så tænker jeg: »Det her er en bog!«. Og så har jeg hele plottet på ét sekund. Det morsomme er, at jeg læste, at Stephen King har det på præcis samme måde. Jeg læste hans 'About Writing', og han beskriver helt det samme fænomen. Og jeg havde det bare sådan: Yes! Der findes en mere«. Hun blev krimiforfatteren, der gerne vil skildre kvindernes vilkår og ligger fint i slipstrømmen af svenske krimiforfattere, der bygger deres forfatterskaber på social indignation. Sjöwahl og Waahlö udgav deres første bog om Martin Beck, da hun var tre år. For hende er det naturligt, at krimier handler om samfundet. »Alle forbrydere er formede af den tid og det samfund, de lever i. Så derfor er samfundet altid en del af enhver forbrydelse. Jeg valgte at beskrive medieverdenen og mediernes magt. Det giver nogle utroligt tydelige tidsbilleder, og du kan få al den sociale kritik ind i romanerne, du overhovedet vil«. Med 17 års erfaring som journalist på diverse svenske aviser og chef for svensk TV4 var det også den verden, hun kendte. »Ja, præcist. Jeg ved ingenting om politiets arbejde. Jeg skulle researche i to år, hvis jeg skulle gøre hende til kriminalbetjent. Anne Holt (norsk krimiforfatter, red.) har jo selv været hos politiet, så hun kunne jo det«. Dødelig Liza Marklund fyldte 40 år i sidste måned. Hendes største krise lige p.t. synes dog alene at være en kraftig forkølelse, som den norske kollega Anne Holt har smittet hende med på en skandinavisk krimiturne. »Nu begynder min alder endelig at indhente mig. Jeg har altid følt mig gammel, og folk har altid troet, at jeg var ældre, end jeg var. Måske fordi jeg har en datter, som er 19 år«. Hun blev chefredaktør som 32-årig og skulle til New York på et ledelsesseminar. I lufthavnen fik den administrerende direktør øje på hendes pas og blev helt bleg: »Er du 32? Vi troede, at du var 42 - ellers havde du aldrig fået det her job«. »Men noget, jeg er kommet på, er, at jeg skal dø. Det slog mig i foråret - altså rent følelsesmæssigt. Sådan har jeg ikke haft det før. Pludselig en dag indså jeg, at der kun er en vis tid tilbage. Livet har føltes uendeligt - lige indtil en gang i foråret«. Hendes børn er 9, 12 og 19 år. Den ældste hedder Annika. Fordi alle Liza Marklunds dukker hed Annika. »Jeg spurgte min datter, om jeg måtte kalde min hovedperson for Annika. Jeg ville have hende til at bestå af det bløde og sårbare, det fineste. Det fineste, jeg ved, er jo min datter Annika. Og Bengtzon er efternavnet på den hårdeste og bedste chef, jeg nogensinde har haft. Bengt Bengtzon«. »Jeg spurgte også ham, om jeg måtte bruge hans navn. Han var til min 40-års fødselsdag, hvor han fortalte, at jeg havde spurgt ham. Tysk tv har lige lavet et interview med ham om det, så han er meget tilfreds. Han er en rigtig kyniker. En utrolig hård tabloidchef. Jeg ville kombinere de to sider i min hovedperson«. Fire Annika-bøger er det blevet til. I Tyskland er der skrevet kontrakt på yderligere to. Og hun er i fuld gang med at skrive den ene. »Vi må se, hvor længe Annika vil have mig i sit liv. Jeg har altid haft utroligt svært ved at planlægge, for jeg ved aldrig, hvornår jeg begynder at kede mig, men jeg håber, at jeg kan skrive et par bøger til med hende«. Nu om dage har hun almindelige kontortider og kalder sig selv 'en almindelig kontormus'. Når børnene er gået i skole, tager hun hen på sit kontor, hvor hun skriver og spiser foran computeren. Fra kl. 9 til kl. 18. »Jeg har ganske lange dage. De første år skrev jeg hjemme, og det gjorde, at jeg arbejdede hele tiden. Nu har jeg faktisk fri, når jeg er hjemme«. Det kunne lyde, som om damen har en ekstrem høj disciplin. »Det er nok først og fremmest rastløshed. Nogle dage ligger det jo lidt tungt. Men så er det jo bare at køre på. Ikke føle for meget efter«. Ikke politisk korrekt Liza Marklund har et rimeligt højt indignationsniveau. I øjeblikket er hun fast klummeskribent på tabloidavisen Aftonbladet, hvor hun ofte formår at vække debat. Ikke fordi hun selv er særligt moralsk. Det er alle svenskere. At være politisk korrekt er ret stort i Sverige. »Jeg er ikke politisk korrekt. Men det er vældigt vigtigt at være p.k. i Sverige. En del synes, at det er utroligt belastende, at jeg ikke er p.k. Men jeg er aldrig p.k. i mine klummer«. Senest har hun efter Folkepartiets fremgang ved valget i september gjort sig bemærket ved at mene, at man bør kunne nævne ordet indvandring i den politiske debat uden at blive beskyldt for at lette låget på en lokumstønde. »Undskyld mig, men jeg synes faktisk, at vi bør kunne åbne kæften. Jeg mener ikke, at vi skal smide indvandrerne ud. Men hver gang man vil diskutere det her emne, så er det bare »schyh, schyh, schyh«. Jeg håber, at vi er så tilstrækkeligt intelligente i Sverige, at vi kan have en konstruktiv debat om, hvad vi kan gøre for at forbedre de menneskers vilkår. Det er sløseri med mennesker og deres muligheder og kundskaber, at vi ikke behandler dem bedre. Det må vi have lov til at diskutere«. Når helvede så bryder løs, kalder hun det 'moralpanik'. Da den svenske indvandrerpige Fadime blev myrdet, blev det pludseligt politisk korrekt at sige, at kurdere er barnemordere. »For kurdere er nogle mærkelige dyr fra Kaukasus, som kommer herop og myrder deres piger. Og man kunne overhovedet ikke sammenligne med svenske mænd, der slog deres koner ihjel, sagde man. Men det er jo præcis samme patriarkalske overstruktur, som ligger bag ved alle former for kvindeforfølgelse. Og det prøvede jeg at tage op i en klumme«. Liza Marklund har talt sig op: »Ikkeeuropæiske mænd er groft overrepræsenterede i kvindevolden. Sådan er det, og det kan vi diskutere. Men den store majoritet af kvindemordere er svenske mænd, født i Sverige af svenske forældre. I de seneste ti år er der blevet myrdet 300 kvinder. Tre af dem har været udenlandske piger. De øvrige 297 har været svenske. Jeg synes, at det er vældigt oprørende med de tre piger, men jeg synes, at de øvrige 297 mord er præcis lige så oprørende. Men man kan jo ikke sammenligne et mord på en indvandrer med Kalle Svensson, der tager øksen frem en lørdag aften og slår sin kone ihjel, mener P.O. Enquist. Undskyld mig?«. At fruen har meninger står klart. Hendes engagement og hendes vilje til at give udtryk for den har gjort, at hun i de seneste ti år har haft hemmelig adresse, fordi hun gentagne gange har modtaget trusler mod sin person. Ikke at det får hende til at kny. »Ærligt talt. Man må være lidt realistisk. Det er enlige mødre og homoseksuelle mænd, der lever livet farligt. Jeg er ingen af de dele. Så jeg tror egentlig, at jeg kan tage det ret roligt. Det er vældigt, vældigt sjældent, at man skyder journalister«. Som debattør og skribent hviler hun i sig selv. Hun er ligeglad med, hvad andre mener om hende. »Det vil jeg skide på. Det er det gode ved at blive ældre. Man behøver ikke bryde sig så meget om, hvad andre mener. Og jeg har også bestemt, at jeg vil holde op med at undskylde mig selv. Jeg har altid været forkert. Jeg har været for lang og for højtråbende. Det ene og det andet. Jeg kan lide ytringsfrihed og demokrati. I kan synes, hvad I vil! Så siger jeg, hvad jeg vil. Det er vel en god deal?«.