0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den kloge får på den dumme

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Olesen Peter Hove
Foto: Olesen Peter Hove

Foto: Peder Hove Olesen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg maler for at få fisse«. Denne bramfri forklaring på, hvorfor man som billedkunstner dypper penslen, stammer ikke overraskende fra Jens Jørgen Thorsen. Når den lille mand med fistelstemmen og de herostratisk berømte leopardbukser har leveret mottoet til Tor Nørretranders' bog om 'Det generøse menneske', er det ikke kun ment som en provokation. At vi så at sige gør os kloge for at få noget på den dumme, er ifølge bogen en dyb og enkel sandhed med meget omfattende konsekvenser for vores selvforståelse.

»Jeg har prøvet at forstå, hvorfor mennesker egentlig er så givende og kreative. Hvorfor laver vi kunst for kunstens skyld? Det er ikke altid let at se den biologiske overlevelsesmekanisme i alt det, som gør os smukke som mennesker. Så hvorfor gør vi det?«.

Svaret er ifølge videnskabsforfatteren Tor Nørretranders, at menneskets mærkværdige trang til at udtrykke sig i kunst og kultur i virkeligheden er et udtryk for biologisk snusfornuft. Eiffeltårnet, 'Ulysses' og 'Sgt. Pepper' er alle sublime scoretricks. Noget lignende gælder vores udviklede evne til at elske vores næste og faktisk behandle hinanden bemærkelsesværdigt omsorgsfuldt, når vi nu ellers ifølge socialdarwinismen snarere burde spise hinanden til morgenmad for selv at komme til fadet.

Handikapprincippet
Men Darwins evolutionsteori arbejdede ikke kun med begrebet naturlig selektion. Et lige så vigtigt, men indtil for nylig overraskende overset aspekt, var hans lige så store fokus på den seksuelle selektion. Her handlede det om individet.

At udvise omsorg, samarbejdsvilje og udføre bedrifter giver bonus ved kasse 1, når hunnen skal vælge sin han. Og det er dybest set dét, det handler om. Umage giver mage, som Nørretranders udtrykker det i undertitlen til en bog, der sammentænker en række forskningsresultater til en udfordrende natur- og kulturhistorie til tiden.

Det centrale ikon i fortællingen om det generøse menneske er en hønsefugl. Nemlig påfuglehannen med den overdådige, pragtfulde hale. Det er ikke det store mysterium, at formålet nok er at gøre indtryk på hunnen. Men hvad er den evolutionære fidus i at have den flotteste og den største hale, når den samtidig er så meget desto mere besværlig og ikke mindst farlig, når rovdyrene skal udvælge bytte? Hvad skal hunnen med sådan en smart herre udrustet med et oplagt overlevelseshandikap?

Svaret gav den israelske fugleforsker Amotz Zahavi for 27 år siden med sin teori om det såkaldte handikapprincip. Ved at kunne blære sig med så overdådig en uhensigtsmæssig pragtudfoldelse sender den bedst udrustede han et klart signal: Kun et stærkt individ med glimrende genetisk grundmateriale kan tåle at udfordre skæbnen på denne måde. Som parringspartner er han værd at investere i. Halen har ikke en praktisk funktion. Men ødselheden er i sig selv en dokumentation. Det er, fordi halen ikke har overlevelsesværdi, at den har signalværdi.

Sin tilsyneladende paradoksale teori udviklede Zahavi, da han studerede larmdroslen. Her iagttog han et besynderligt fænomen. Handroslen hjalp gerne andre drosler. Selv med fare for sit eget liv. Han handlede så at sige uselvisk, men sørgede omhyggeligt for at gøre opmærksom på sin præstation bagefter. Han blærede sig med sin sociale adfærd. Han annoncerede sin overlegne status som genetisk investeringsobjekt.

Fra fugl til menneske
»Vi er opdraget til, at Darwin er noget med at tilpasse sig miljø, være funktionelle og ensartede. Og det stritter jo imod det, vi ser, når vi kikker ud ad vinduet. Hvis vi tager handikapprincippet alvorligt og overfører det på mennesker, hvad er så vores påfuglefjer? Hvis vi ser bort fra vores fysiske udrustning, kommer vi til at fokusere på en række træk som er kulturelle og sociale. Idéen med kunst er i en vis forstand, at den ikke kan bruges til noget«, siger Tor Nørretranders og trækker reelt en lige linje fra påfuglens halefjer til Picassos blå periode.

Freud mente, at kunstnere sublimerede. I stedet for at hoppe på tilfældigt forbipasserende tre gange om dagen, skaber mennesker kunstværker eller samfund med sammenhængskraft. Handikapteorien vender Freud på hovedet og gør Jens Jørgen Thorsens »Jeg maler for at få fisse« til en universel sandhed om baggrunden for menneskets høje stræben.

»Det er en mere livsglad forklaring«, fremhæver Nørretranders. »Der er ikke noget Richs' Kaffeerstatning over den. Det er ikke kompensation at lave kultur. Det er en del af det samlede kompleks af seksualitet at lave kultur og samfund. Det opleves måske ikke umiddelbart som seksuelt begrundet, men det er kravene til seksuel selektion, der afføder mennesker med trang til at udforske verden«, mener han. Også selvom man ikke umiddelbart har parringsakten i tankerne, når man spiller på sin violin, hjælper gamle damer over gaden eller skriver en bog om 'Det generøse menneske'.

Bogen ligger på bordet og ser svært blæret ud med skinnende påfuglefjer på sølvfarvet bund. Bordet står på 6. sal i det nyindrettede Ørstedhus, hvor People Group og dermed også forlaget People's Press har indrettet sig. Så tjekket med stålklædt vindeltrappe og coffee house-mødelokaler, at man føler sig hensat til de indledende manøvrer i en kommerciel parringsakt. I stolen ved bordet sidder forfatteren, der er kendt for at mærke verden og mærker det uundgåelige spørgsmål komme.

Fællesskab og egeninteresse
Tor Nørretranders lér. »Ja, det er jo et spørgsmål, jeg havde frygtet. Jeg har selvfølgelig skrevet for at få fisse«, fniser han snublende hurtigt for at få det overstået, men bliver hurtigt alvorlig igen.

»Det er del af min livsytring. Jeg er et biologisk væsen. I sidste ende går det ud på at overleve og få afkom. Selvfølgelig er det sådan«, siger Nørretranders. Men fisse til side - så var hændelsesforløbet bag bogen, at hvad der for Nørretranders begyndte som en undersøgelse af gave-økonomiens muligheder i et it-samfund, hurtigt udviklede sig til noget mere omfattende med det stadig mere hotte handikapprincip som sit omdrejningspunkt.

For her var jo en forklaring på, hvorfor folk giver ting og sager og gode idéer til hinanden i stedet for bare manisk at klamre sig til dem. Det er i egeninteressen at styrke fællesskabet. Der er prestige i at være large og social.

Tor Nørretranders er kendt for begejstret, indsigtsfuldt og optimistisk at skrive om naturvidenskabens landvindinger og sætte dem ind i en samtidshistorisk sammenhæng. Det er præcis, hvad han gør i 'Det generøse menneske', der imidlertid også har karakter af et smittende manifest med eftertryk på tredje stavelse.

Fordi det meste liv på Jorden udfolder sig ved seksuel selektion, kan livet - også - være en fest. Også for biologien er livet tilsyneladende i disse år en fest. Biologien er i vælten. Men indtil nu først og fremmest som målrettet genteknologisk klippe-klistre- disciplin for biologiske ingeniører, der »ofte ikke ved, hvordan en gråspurv ser ud«. Men de tanker, Nørretranders sammenfatter i 'Det generøse menneske', spår den indtil nu oversete og mindre funktionalistiske evolutionsbiologi en hurtigt voksende rolle i de kommende år.

Kulturen er skidesjov
»Det er meget mærkeligt, at Darwins tanker om den seksuelle selektion næsten har været glemt i mere end 100 år. Fra 1871 til 1971. Det ligner næsten en fortrængning. Jeg har været meget paf over det, for det står så tydeligt i Darwins værk og selvforståelse«, fortæller Nørretranders om Darwins seksuelle selektion, der groft sagt siden kvindefrigørelsen har været under genoplivning, men først slog igennem i 1990'erne.

At den seksuelle revolution og den seksuelle selektion har noget at sige hinanden, er indlysende. Kvinden er den mest omkostningstunge i den seksuelle evolution, idet en gennemført graviditet koster langt mere energi end et skud sæd. Derfor er det kvinden, der vælger mage. Så måske er hele den menneskelige forestillingsverden skabt for at please pigerne. Altså: Jeg maler for at få fisse og afkom.

Når det at gøre sig umage giver bonus, kommer man automatisk til at fokusere på kvalitet som et parameter. En revitalisering af den gamle dyd omhu i en absolut moderne tidsramme. Tabet af omhu var en del af kritikken af den tidlige kapitalisme. Nu bliver det igen en målestok, håber Nørretranders.

»Hvis det virkelig er sådan, at umage giver mage, er det fantastisk opløftende«, udbryder han. »Så er incitamentet til at gøre det hele bedre jo til stede. Jeg er i mange år blevet anklaget for at være en meget optimistisk mand, men jeg synes nu også, der er grund til det. Med den alder, jeg har, er jeg opdraget til, at befolkningseksplosionen og andre lignende katastrofer var uafvendelige«.

»Men jeg synes, kulturpessimisterne har noget, de bliver nødt til at svare på. Mange af mine gamle venstreorienterede venner har svært ved at acceptere, at et problem som verdenssulten ikke skulle være uløseligt. Problemet kan løses. Det kan vi se nu. Det er chokerende lave beløb, der skal flyttes fra de rigeste til de fattigste. Ja - meget er gået galt. Ja - vores kultur er på mange måder forarmet. Men - det er stadigvæk skidesjovt, og mennesket bliver ved med at være et væsen, man kan være optaget af!«.

»Det er meget vigtigt for vores kultur og vores samfund, at vi får det forhold til verden og dens problemer, at der faktisk kan gøres noget ved det. Det tror jeg, er vigtigt at forstå. At man kan gøre en forskel som individ. Hvis man så oven i købet kan få en personlig gevinst ved at gå forrest, så bliver jeg pludselig frygtelig optimistisk«, flyver det ud af munden på Tor Nørretranders, mens lysten til det hele tindrer bag brilleglassene.

Tænk, at være med til at redde verden og få mere sex på samme konto. Det er næsten for godt til at være sandt.

Punkteret af én røv
»Den naivistiske forestilling om en generøs fremtid, bogen udmunder i, er måske slet ikke så naiv. Vi er gået fra rationeringsmærker til overflod på meget få årtier. Vores form for samfund har på 100 år gjort sult til en dårlig vittighed. At verdenssamfundet også kan bevæge sig den samme vej, er ikke særlig urealistisk«.

Spilteori, internet og gaveøkonomi. Overdådighed som snusfornuft. Åbenhed og gavmildhed som overlegne strategier. Påfuglen, Einstein, næstekærligheden og en maler i leopardbukser. Nørretranders kommer vidt omkring. Men er det ikke altid betænkeligt, når det hele så besnærende kan bringes til at hænge sammen?

»Jeg var ikke ude på at skrive sådan en 'forklare det hele'-bog. For det skal man holde sig fra. Men så blev det alligevel sådan. Det er lidt foruroligende pludselig at stå med noget, som kan så meget. Jeg har samlet nogle tanker mange steder fra, men jeg tror, helt uanset min bog, at den tankegang, der ligger i den, vil komme med bulder og brag i de kommende år. Der er det påfaldende, at seksualitet, tokønnetheden og hele det spil, jo etablerer os som væsner, der er skabt ud af en relation til andre.

Man kan diskutere det på et højt evolutionsteroretisk niveau, men man kan også gå fuldstændig hverdagslig og fænomenologisk til værks. Man går hen ad gaden, og man kan mærke, man er sur og ikke gider verden. Og så kommer der en pige cyklende forbi. Pludselig får man lyst. Ikke til at spurte efter hende. Ikke til sex. Men bare lyst, livslyst, i almindelighed. En almindelig hverdagsdepression kan blive punkteret af én røv, der cykler forbi.

Man kommer i tanke om de ting, man gerne vil. Her tror jeg, vores kulturs ekstreme privatisering af dagligdagens små livsbekræftende erotiske øjeblikke er synd. Når vi samtidig brager løs med udstilling af genital seksualitet på alle kanaler, siger Nørretranders, der mener, at »det pornografiske bankekød og dets fokusering på kønsorganer er en fuldstændig misforståelse. I hvert fald set med den seksuelle selektions øjne.

Det hele handler om sex. Eller rettere; fordi det hele handler om sex, kommer det til at handle om så meget andet end sex. Historien standsede ikke ved Jens Jørgen Thorsen, der malede for at få fisse. For der kom jo noget ud af det. Malerier giver måske nok fisse og umage giver måske nok mage. Men det kulturelle facit, der gør vores verden så rig og spraglet, kan formuleres som det stik modsatte regnestykke: Fisse giver malerier og mage giver umage. Fordi vi vil gøre indtryk, kommer vi til udtryk.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden