0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På flugt fra fortiden

Forleden debuterede den 26-årige Leonora Christina Skov med romanen 'Rygsvømmeren'. En voldsom historie. Ligesom forfatterens eget liv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Finn Frandsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først var der vreden. Som blev skreget ud i det ene feministiske kampskrift efter det andet. Men en dag var den væk. Og Leonora Christina Skov måtte sætte hæslig, larmende musik på for at blive sur nok til at skrive sit sidste manifest.

Så blev der endelig plads til at skrive den virkelige historie. Om den vingeskudte Cora Kelly, der har ligget og ventet i 20 år. Først i Helsinge. Og siden i en stuelejlighed på Amager. Cora Kelly, der bagatelliserer alt det grusomme, hun har været udsat for. Og som samtidig bygger op til et solidt skrig, der som regel bliver siddende i halsen.

»Det er jo sådan et miljø, jeg selv kommer fra. Hvor man bagatelliserer tingene og ikke fortæller, hvad der i virkeligheden er i vejen. Hele den der provinsialisme. En massiv fortrængning, som, jeg synes, er rædselsfuld«, siger 26-årige Leonora Christina Skov.

I fredags udkom hendes første roman, 'Rygsvømmeren'. En tyk sag på 288 sider om Cora, der er på flugt fra fortiden. Og som forsøger at få et ganske almindeligt liv som lærerinde for tvillingerne Alba og Adam i en præstegård på landet. På præstegårdens klaver prøver hun at spille sig ud af sin egen historie og ind i en anden verden. Men bliver egentlig bare slynget tilbage mod alt det, hun helst vil undgå at møde.

»Følelserne i bogen er selvbiografiske. Jeg var nødt til at gå ned og finde en masse frem for at kunne skrive noget, der var så aggressivt, ulykkeligt og smerteligt. Men selve historien er ikke min egen historie. Heldigvis. Så tror jeg sgu ikke, jeg havde siddet her i ét stykke«, siger Leonora Christina Skov og griner sin høje, klare latter.

Guldspejl og liljer
Hun tager imod i den lille toværelses stuelejlighed på Amager. En lejlighed, der tilsyneladende har fået storhedsvanvid. På en eller anden måde lykkes det den i hvert fald at tage sig ud som en lettere højrøvet herskabslejlighed.

Med et mandsstort ornamenteret guldspejl, fem selvbevidste liljer i en vase på gulvet og en enorm dekadent messingseng. I hjørnet af stuen foran den tætpakkede bogreol står en rank trompet. Og midt på gulvet ligger den røde kat Eliot og slanger sig nydende og selvoptaget.

I det næste værelse står et rundt sort lakbord. Det antikke skab er pyntet op med en rød dametaske. Og på arbejdsbordet under vinduet er skærmen til den bærbare computer slået op.

»Jeg hader den udsigt«, siger Leonora Christina Skov og nikker hen mod vinduet, der vender ud mod noget, som egentlig bare var en gård, men som tilsyneladende også har fået en grandios forstyrrelse.

»Den tror jo selv, den er en skovbørnehave. Se lige hele den naturlegeplads, de har banket op derude«, siger hun irriteret.

Udsigten er nu mest lagt for had, fordi hun har gloet på den i døgndrift det seneste års tid, mens hun har skrevet og skrevet og skrevet. Egentlig var projektet berammet til tre måneder. Men så greb det om sig. Som det så ofte sker for hende.

»Jeg har ikke skyggen af grænser. Når jeg gør noget, kommer jeg altid til at gøre det alt for meget og hele tiden«, siger Leonora Christina Skov, der med egne ord »helt umodent« var kommet til at sige ja til for meget. Så ved siden af skriveriet har hun også lige passet et job som underviser i tekstanalyse på Københavns Universitet, holdt foredrag og været researcher på en dokumentarudsendelse.

»Det har været et rimelig heftigt år«, som hun siger.

Bortvendte blikke
Vi slår os ned ved det runde sorte lakbord i det bageste værelse. Hun med ryggen til udsigten mod gården.

Leonora Christina Skov ser fantastisk ud. I højhælede sko, netstrømper og glat sort tøj, der lægger sig let mod den høje, slanke skikkelse. Håret er blankt, mørkt og nyklippet. Øjenbrynene er plukket til tynde, sirlige striber over de sminkede øjenlåg, der er delt skarpt op på midten. Den ene halvdel er malet blå. Og den anden lilla.

»Min bog er historien om bortvendte blikke og om medskyldighed i, at mennesker bliver krænket, misbrugt og ødelagt. Om mennesker, som kunne have grebet ind. Og som ikke gør det. Det er også en historie om at trække sig væk fra alt det, man ikke kan holde ud og i stedet gå ind i sin egen verden«, siger hun.

Leonora Christina Skov er født og opvokset i Helsinge i Nordsjælland. En kendsgerning man ifølge forfatteren bedst kommer igennem ved ikke at tænke så meget over det.

»Man var der bare. Det var egentlig først, da jeg kom væk, at jeg tænkte: Gud, hvor var det et forfærdeligt sted«.

Leonora Christina Skov har skrevet historier, siden hun var seks år. I mange år bestod hendes liv af at gå i skole, lave lektier, læse, skrive, tegne og male.

I parcelhuset i Helsinge læste hun bøger om selvmord, blindhed, anoreksi, skizofreni og homoseksualitet. Og skrev om alt det anderledes i de historier, der med tiden blev længere og længere.

»Mine historier var altid enormt dramatiske. Især i forhold til mine omgivelser, der var så utrolig udramatiske. Jeg synes, det var enormt interessant at læse og skrive om afvigelse og anderledeshed«.

Selv følte hun sig også som en fremmed fugl - i skolen og i det lille samfund, der hed Helsinge. Hvor alle fædrene havde langt til arbejde. Og hvor alle mødrene arbejdede nede på plejehjemmet.

»Jeg var et meget indadvendt menneske. Sådan et stræberbarn. Jeg kunne godt finde ud af at markere mig i timerne. Men jeg kunne ikke finde ud af at få venner bagefter. Jeg har altid stået lidt i en marginaliseret position. Det har jeg så siden hen gjort en dyd ud af. Fordi der ligger et stort kritisk potentiale i at stille sig lidt uden for det hele og kigge ind«.

Når opgaven i dansktimerne en sjælden gang gik ud på at sidde og skrive historier, skrev Leonora Christina videre til langt ind i spisefrikvarteret. Mens klassekammeraterne løb rundt omkring hende. Og syntes, hun var mærkelig.

Leonora Christina var enebarn, og hendes forældre var ældre end skolekammeraternes. Efter 3. klasse blev hun flyttet fra kommuneskolen og over i en privatskole. Fordi »niveauet var for lavt«. Og fordi hun blev drillet.

»Der fik jeg en ven, der hed Shirley. Hun var også meget dygtig. Og så kunne vi være underlige sammen«.

Drømmen om Amager
Så længe hun kan huske, har drømmen været at få lov at skrive. Hele tiden.

»Det var det eneste, jeg overhovedet kunne visualisere om mig selv som voksen. At jeg skulle sidde og skrive bøger i en lejlighed og have en kat. Og så ville jeg gerne bo på Amager. Fordi jeg troede, det var eksotisk og fantastisk. Det var det så ikke. Men drømmen gik i hvert fald i opfyldelse«, siger hun og griner.

Forholdet til forældrene var tæt. Meget tæt. Ifølge Leonora Christina Skov nærmest symbiotisk.

»De havde klart et ønske om, at jeg skulle være dygtig. Det var ligesom det, der udløste anerkendelse. Og så var det også det, jeg kunne. Hvis jeg på nogen som helst måde skulle hævde mig i det samfund, så var det ved at være dygtig«.

I gymnasiet blev det hele lidt lettere. Det var et friere miljø end den stramme privatskole, hun kom fra. Venner blev der også flere af. Og en enkelt kæreste. Mest fordi de andre havde en. For det der med drenge interesserede hende ikke så fandens meget.

»Egentlig tror jeg godt, jeg vidste, at det var på en anden måde med mig. Men jeg tænkte ikke tanken til ende, fordi den var så umulig i den by. Altså helt seriøst: at være lesbisk i Helsinge - det går bare ikke«, siger hun og griner højt.

Efter gymnasiet flyttede Leonora Christina til København og begyndte at læse psykologi.

»Og så døde min veninde Shirley. Pludseligt og brat. Hun faldt om på en trappe i Spanien og var død. Det var virkelig et 'wake up call' for mig. Til begravelsen var det vores fælles venner og vores gamle lærere, der var der. Det føltes som at gå til sin egen begravelse. Og jeg kunne bare mærke, at noget måtte ske. Og at jeg ikke kunne køre videre i det der stræberliv«.

Så hun droppede ud af psykologistudiet og begyndte i stedet at læse litteraturvidenskab. Flyttede til Amager og fik en kæreste, som var en kvinde.

Hun fik mig væk
»Det var faktisk min daværende mandlige kæreste, der havde givet mig et nummer til en homobar. Han mente nok, det ville være lidt federe for mig at komme derhen. Så jeg slæbte min veninde Maria med derind. Under dække af at der ikke var plads på de andre barer. Og der mødte jeg hende så«.

Kæresten var ti år ældre end Leonora Christina. Det blev et stormfuldt og voldsomt bekendtskab.

»Hun var ekstrem i alt. Et menneske, der kastede sine følelser ud over alt. Og alle. Som virkelig gjorde en dyd ud af at føle. Og at fortælle andre mennesker om det. Og jeg kom jo fra et miljø, hvor man aldrig følte noget. Hvor man aldrig kom med komplimenter. Og hvor man aldrig bekræftede hinanden i noget. Og så var det jo bare helt vildt, at hun var så ekspressiv, ikke? Hun var virkelig antiprovins. Der var 100.000 ting, der ikke fungerede mellem os. Men jeg elsker hende, fordi hun fik mig væk«.

Den begejstring deler Leonora Christinas forældre ikke. Faktisk har hun ikke set dem siden den dag, hun fortalte, at hendes nye kæreste var en kvinde.

Det er seks år siden.

»De gik amok. Og prøvede at undskylde det med, at det nok bare var en fase. At det var, fordi jeg havde læst for mange bøger. Der var alt i vejen med det. De ville aldrig møde hende. Og de syntes, det var det værste, der kunne overgå dem. De syntes, det var noget forfærdeligt noget, jeg havde rodet mig ud i. Og der var ingen ende på, hvor skuffede og ulykkelige de var over det. De ønskede egentlig bare, at hun skulle forsvinde. Og at hvis det ikke kunne være anderledes, så kunne jeg i hvert fald leve alene«.

Det stod på i nogle måneder, hvor hun forsøgte at forklare sig per brev. Og at invitere dem til sin fødselsdag. Men de ville kun komme, hvis kæresten ikke kom. Og så videre.

»Så valgte jeg, at vi måtte lade være med at se hinanden mere. Det var meget svært, fordi jeg havde haft det her nærmest symbiotiske forhold til dem. Jeg var jo enebarn og helt klart deres store håb. De havde forventet noget af mig, som jeg så pludselig ikke kunne indfri. Jeg havde måske nok forventet, at de ville falde til ro efter et stykke tid. Men det gjorde de altså ikke. Det blev egentlig bare cementeret, at de ikke ville give sig«.

Og at tale om det offentligt gør det formentlig bare værre. Senest har Leonora Christina Skov optrådt med sin seksualitet i DR's udsendelsesrække om homoseksuelle, 'OBLS'. Men som hun siger:

»Jeg synes, den form for diskriminering er så utilstedelig, at det er vigtigt at tale højt om det. Hvis det kan være så stort et problem, så er der sgu brug for noget oplysning«.

Vreden, der gik væk
Vreden, indignationen og følelsen af, at nu kan det fandeme være nok, kastede hun i første omgang ind i et stort engagement i den feministiske debat. Artikler og debatindlæg fossede ud af den bærbare computer, og sideløbende fortsatte hun studierne i litteraturvidenskab.

»For mig var formålet at sige nej. Der lå en kritik af kernefamilien og den fortrængende småborgerlighed i feminismen. En kritik af bare at reproducere sine forældres mønster og tidligere generationers forestillinger om, hvad en kvinde skal være, og hvad hun skal gøre. Jeg syntes, det var ret smalt, hvad man kunne tillade sig at være. Så jeg skrev flere og flere feministiske tekster. Og blev mindre og mindre vred«.

Kronen på det vrede værk blev den 413 sider lange antologi 'De røde sko - feminisme nu' med 30 bidragydere. Hvor redaktøren endte med at måtte sætte noget helt forfærdeligt musik på for overhovedet at kunne mande sig op til at skrive det 22 sider lange og harmdirrende forord.

Så var der ikke flere vrede ord tilbage. Og langt om længe kunne hun sætte sig ved computeren og gå i gang med det egentlige projekt. Romanen om Cora - en vakkelvorn kvinde, der har fået smadret sin tilværelse.

»Det er den bog, jeg altid gerne har villet skrive. Det er historien om en kvinde med en masse talenter. En kvinde, som desværre bliver defineret af nogle andre og i en anden retning. Og som bliver ved med at møde mennesker, der smadre