Smil! Prøv engang. Træk mundvigene op. Det behøver ikke at være noget naturligt smil, bare det slår en bue, der ligner. Klem gerne øjnene lidt sammen. Og lad så billedet stå et øjeblik. Tak. Du har lige gjort dig selv en lille smule gladere, ændret din hjerne en anelse og dermed øget sandsynligheden for, at glæden vil komme din vej igen. Selv et falsk smil virker tilbage på hjernen og løfter humøret, viser nyere forskning. Og glæde avler mere glæde. Det var den gode nyhed. Den dårlige er, at sådan forholder det sig selvfølgelig også med alle de andre følelser. Med vrede, angst, misundelse og nedtrykthed. Jo mere man oplever og udtrykker bestemte følelser, desto bedre rustet er hjernen til at opleve netop den følelse igen. Buddhisterne har vidst det i århundreder. Derfor sværger de ikke som visse psykologisk tænkende vesterlændinge til, at man bare skal leve sine følelser ud, men forsøger i stedet at fremelske ro og balance i sindet, så de pludselige, destruktive følelser ikke får lov at udstede ordrerne, når der skal handles. Nu synes også den vestlige videnskab at have fundet belæg for, at der er sund fornuft i at håndtere sine følelser med omtanke. »Ny forskning viser, at hjernen ændrer sig livet igennem. At jo mere man lever en følelse ud, desto mere træner man sin hjerne til at opleve og udtrykke den følelse«, siger psykologen og videnskabsjournalisten Daniel Goleman, der for nogle år siden ændrede vores opfattelse af følelsernes betydning med sin bog 'Følelsernes Intelligens'. Her dokumenterede han, at det ikke er en høj intelligenskvotient, der hjælper folk til at klare sig godt i livet og karrieren, men det han kaldte følelsesmæssig intelligens. At have styr på sine følelser, kunne motivere sig selv og finde gode strategier til at håndtere modgang. Nu har han skrevet en ny bog. Om en række usædvanlige samtaler mellem tibetanernes buddhistiske overhoved, Dalai Lama, og en halv snes vestlige videnskabsfolk inden for psykologi, adfærdsforskning og neurologi. Goleman var med og tog referat. 'Destruktive Følelser' hedder bogen. Dens ærinde er at lade de to filosofiske retninger lære af hinandens erfaringer og sammen søge måder, hvorpå moderne mennesker kan skaffe sig selv bedre liv. »Folk er vældig gode til at skabe følelsesmæssige tilstande, som er meget bekymrende og unødvendige. Pointen er ikke, at man skal undertrykke sine følelser. Slet ikke«, siger Daniel Goleman. »Men at man kan lære sig at være opmærksom på sine følelser, når de opstår, og forsøge at vinde tid, så man selv kan bestemme, om man vil udtrykke dem, og hvordan«. Kosmisk sammentræf Interviewet begynder med lidt af en overraskelse. Daniel Goleman er i København for at holde et foredrag om sin nye bog. Vi skal mødes på hans hotel og har flyttet tidspunktet frem, men da jeg træder ind i lobbyen på SAS-hotellet midt i København, står en rand af mennesker og venter. Kort efter kører en bil op foran døren og ud træder ... Dalai Lama. »Jeg havde ingen anelse om, at han kom her«, siger Daniel Goleman, en spinkel herre med grå streger i skæg og hår, da vi finder hinanden i mængden. »Det er et kosmisk sammentræf«, smiler han. Lamaen og forfatteren hilser hjerteligt på hinanden, stiller op til fælles fotografering, og mens lamaen lader sig eskortere til elevatoren, følger forfatteren med over i lobbyens bløde stole. Daniel Goleman er selv praktiserende buddhist. Også i bogen har han svært ved at skjule sin begejstring for tibetanernes åndelige overhoved. Lamaens ansigtsudtryk, opmærksomme lytten og skarpsindighed fejres undervejs så grundigt, at det indimellem kan gøre selv en interesseret læser en smule træt i læsebrillen. Men Goleman har som sædvanlig gjort sit forarbejde. I en lille uge mødtes Dalai Lama i sit eksil i Indien med en halv snes førende vestlige videnskabsmænd. Hver dag indledtes med, at en buddhist eller en videnskabsmand fremlagde erfaringer fra sit felt. Eftermiddagene gik med diskussioner. Og det viste sig snart, at buddhisternes opfattelse af menneskesindet stemmer ganske godt overens med de seneste års opdagelser i vestens laboratorier. »I Vesten tænker vi, at ægte psykologi begyndte i det 20. århundrede i Europa og Amerika. Vi gør os ikke klart, at der findes meget sofistikerede og velfungerende psykologiske paradigmer, som har eksisteret i Asien i mere end 2000 år«, siger Daniel Goleman. Allerede første dag viste det sig, at de tibetanske buddhister og de vestlige videnskabsmænd forstod noget forskelligt ved begrebet destruktive følelser. For en vesterlænding er en destruktiv følelse enhver følelse, der skader en selv eller andre. For buddhisterne er en følelse destruktiv, bare den forstyrrer vores indre balance og forvrænger vores opfattelse af virkeligheden. »Meget research i vestlig psykologi viser, at praktisk talt alle stærke følelser forvrænger opfattelsen af omverdenen, fordi de ændrer i hukommelsen«, forklarer Daniel Goleman. »De får dig til at fokusere på andre elementer af det, du oplever. Og påvirker også dine handlinger. Hvis du er lidt vred på din partner, kan du pludselig kun huske de andre ting, hun tidligere har gjort, der har gjort dig vred. Du kan ikke huske alt det gode, hun har gjort«, siger han og slår en høj latter op. »Hukommelsens hierarki er påvirkeligt af følelser. Når du er glad, bemærker du lettere ting, som vil forstærke glæden, og er tilbøjelig til at ignorere ting, der kunne gøre dig trist eller vred. Enhver følelse er tilbøjelig til at forstærke sig selv, og undervejs forvrænger den din opfattelse af verden«. Fjerner man ikke sin motivation til at handle, hvis man fjerner sin vrede? »Når du er vred, siger og gør du ting for stærkt. Og på måder, som du bagefter fortryder. For vreden forvrænger dit udsyn«, siger Daniel Goleman. »Men Dalai Lama pointerede, at man kan bruge vreden konstruktivt og bevare det fokus og den energi, som den giver dig, men hvor du giver slip på selve vreden. Så bliver du langt mere effektiv«. En biolog ville sige, at disse følelser har tjent mennesket godt i historiens løb, og at vi har brug for dem? »Jeg tror, at enhver følelse har spillet en afgørende rolle i vores overlevelse i udviklingshistorien. Følelser er essentielle for vores hjernes måde at skærpe vores opmærksomhed på noget, der er af afgørende betydning, og få os til at handle hensigtsmæssigt. Men det system blev udviklet, da vi var omgivet af virkelige, fysiske trusler. Dengang meget få spædbørn overlevede, og få voksne blev mere end 30 år gamle«, lyder svaret fra Daniel Goleman. »Nu hænger vi på disse mekanismer, selv om de faktisk ikke er særlig hjælpsomme længere. For i dag lever vi i en kompleks social virkelighed. Vores følelser reagerer på noget, der egentlig bare er symbolske trusler, med de mekanismer, der er udviklet til at sikre os overlevelse, hvis vi møder en sabeltiger«. Det personlige grundhumør Jorden er flad, lærte Dalai Lama som dreng i det teknisk og videnskabeligt tilbagestående land. Og månen skinner med sit eget lys, ikke med solens lånte. Men allerede som dreng var Dalai Lama anderledes teknisk og videnskabeligt optaget end sine buddhistiske læremestre. Han lærte sig de europæiske landes omrids at kende, og da han siden genkendte disse omrids på en gammel globus, efterladt af hans forgænger, gik det op for ham, at jorden måtte være rund. Om aftenen studerede han månens bjergtoppe og kratere med sin forgængers teleskop. Og en nat opdagede han, at de kastede skygger, og regnede ud, at lyset måtte komme udefra. »Buddhismen er ikke kun en religion. Den opmuntrer faktisk folk til at være skeptiske og bevare deres sinds undersøgende kapacitet vågen«, fortæller Daniel Goleman. »Under vores samtaler udfordrede Dalai Lama videnskabsmændene til at tage de buddhistiske erfaringer med sindet og undersøge dem videnskabeligt. Og til - hvis de kunne bekræfte deres værdi - at tage dem ud af den buddhistiske sammenhæng, så enhver kan få glæde af dem. Det er interessant, at et overhoved for en religion siger: Hej, se! Vi har nogle gode ting i denne religion, men det er for godt til kun at være vores«. Blandt de første vestlige videnskabsmænd til at fortælle om sin forskning var professor i psykologi Paul Ekman, der er leder af Human Interaction Laboratory ved University of California Medical School i San Francisco. Når følelserne sætter ind, bliver vi slaver af dem, sagde han. Vi lukker af for verden og søger bare en anledning til at afreagere. Imens kan ny information ikke komme ind i vores bevidsthed. Hvad vi ser og hører, fortolker vi ud fra vores følelser. Eller som Daniel Goleman udtrykker det: »Vi ser kun verden på en måde, som underbygger den følelse, vi allerede mærker«. Følelsesmæssige reflekser indlært tidligt i livet og under stærk følelsesmæssig intensitet er de sværeste at bryde. Vi reagerer også voldsomt, når vi fysisk bliver forhindret i vores forehavende. Hvis nogen holder os fast. Det er formentlig også grunden til, at vi bliver aldeles rasende, hvis en anden bilist bryder flettereglerne på motorvejen og afskærer os vejen. Fordi oplevelsen minder om at blive holdt fysisk tilbage. Alle mennesker har et grundhumør. De fleste af os veksler mellem godt og skidt, men nogle er kronisk deprimerede, mens andre stort set aldrig har en dårlig dag. Det skyldes formentlig, at vores hjerner er forskellige, forklarede psykolog Richard J. Davidson, leder af Laboratory for Affective Neuroscience. Og det er grundhumøret, der afgør, hvordan vi har det. Medgang og modgang i livet synes ikke at betyde så meget. En undersøgelse har således vist, at mennesker, der efter en ulykke blev lammet i hele kroppen, og mennesker, der vandt i lotteriet, efter et år var tilbage i deres sædvanlige grundhumør. Håb er der nu alligevel. Selv for gnavpotte. Hjernen er nemlig plastisk, har de senere års forskning vist. Tidligere troede man, at man livet igennem må klare sig med de neuroner i hjernen, man er født med. Men nu viser det sig, at hjernen vokser og forandrer sig livet igennem. Og selv et nedarvet temperament kan udvikles og ændres. Spørgsmålet er så bare, hvordan man hiver sig selv op ved hjernen. Svaret ligger langt inde i kraniet. Impulsen til følelser udgår fra Amygdala, en lille sag på størrelse med en valnød, der ligger begravet midt i hjernen. Amygdala spiller en afgørende rolle i følelsernes opståen, især for frygt og bekymring. Det er Amygdala, der sender den første impuls om følelsesmæssig aktivitet. Signalet går til hjernens frontallapper, hvor det bliver sammenholdt med information fra andre dele af hjernen. Mennesker, der under bearbejdelsen af følelser, især udviser aktivitet i højre pandelap, oplever ofte negative følelser som vrede, angst og bekymring. Mennesker med høj aktivitet i venstre pandelap oplever oftere positive følelser som optimisme og begejstring. Højre pandelap er altså sædet for negative følelser, venstre pandelap for positive. Vil man træne sin venstre pandelap, er det en god idé at begynde i barndommen. »Amygdala siger: Jeg bliver så vred. Jeg bliver så bange. Og når Amygdala og pandelapperne arbejder godt sammen, fungerer det ret effektivt. Men dette kredsløb er blandt de sidste dele af hjernen, der bliver modne«, forklarer Daniel Goleman. »Det er ikke på plads før midten af 20'erne. Så når forældre hjælper børn til at forstå og håndtere deres følelser, styrker de faktisk et kredsløb i barnets hjerne, som vil hjælpe det barn livet igennem«. At det hjælper at opdrage børn til at kunne håndtere deres følelser, kan udviklingspsykolog Mark Greenberg fra Pennsylvania State University berette om. Han har i årevis undervist børn og unge i at håndtere deres følelser. »Vi anbringer skilte i klasseværelset, hvorpå der står: »Alle følelser er i orden. Opførsel kan være i orden eller ikke i orden«. Det er vigtigt for børnene at forstå, at alle undertiden føler jalousi, grådighed, skuffelse - hele raden af følelser. Men følelser er noget andet end opførsel«, fortalte han under samtalerne med Dalai Lama. Lærerne forsøger at få børnene til at forstå, hvad de føler. Og overveje, hvad de kan gøre, hvis nogen driller dem, så deres reaktion ikke skader nogen. Og resultatet er åbenbart til at få øje på. Børnene fungerer bedre, klarer sig bedre akademisk og henfalder sjældnere end andre til misbrug af stoffer og alkohol. »Okay, sagde vi. Der er programmer, der hjælper børn. Men hvad med os voksne?«, smiler Daniel Goleman. »Hvad skal vi gøre?«. Vredens modgifte Mennesket klynger sig til forestillingen om, at der inden i os findes noget bestandigt. En uforanderlig kerne, der følger os gennem alle omskiftelser. Et jeg. Og fordi vi oplever dette jeg som sårbart, gør vi alt, hvad vi kan, for at beskytte og behage det. Nærer afsky over for alt, hvad der kan true det, og føler os tiltrukket af alt, hvad der bekræfter og behager det. Men dette 'jeg' er en illusion, forklarede den franskfødte buddhistmunk Matthieu Richard under samtalerne. Det er bare et navn, vi giver den flydende strøm af oplevelser. »Ligesom man kan pege på en flod og kalde den Ganges eller Mississippi«. Det er, når vi klynger os til dette jeg, at problemerne opstår. Tilknytning kalder buddhisterne det. Vi tror, at vi er vores jeg. Og forsvarer det med alle midler. Når nogen truer os, føler vi vrede og går til angreb. Når vi begærer noget eller nogen, vil vi besidde dem. Og deraf udspringer vores følelser, mener buddhisterne. Enhver følelse - fra vrede og begær over misundelse og til angst - har sine rødder enten i denne grundlæggende tiltrækning eller frastødning. Buddhisternes modtræk er meditation. Et forsøg på ved fuld bevidsthed at kunne sidde og bare iagttage tanker og følelser komme og gå. »Når man har nået denne form for fuld opmærksomhed, vil alt, hvad der kommer ind i éns opmærksomhed, opfattes som 'blot en form og et navn', og sindet forbliver neutralt«, forklarede den thailandske buddhist Den Højtærede Ajahn Maha Somchai Kusalacitto, der i dag underviser på et universitet i Bangkok i komparativ religionsvidenskab. Et andet modtræk er at fremelske bestemte følelser. Modgifte kalder buddhisterne dem. Medfølelse opelsket gennem lang tids meditation. Eller oplevelsen af det rolige, nøgne sind, der ikke identificerer sig med de følelser, der kommer og går. Men det er meget svært for almindelige mennesker at bruge en modgift lige her og nu, når en stærk følelse allerede har vist sig, sagde Dalai Lama. I stedet kan man forbedre sin generelle sindstilstand. Alene kendskabet til, hvordan følelser opstår og forsvinder i sindet, betyder, at man ikke knytter sig så stærkt til sine følelser og kan undgå at lade sig overvælde af dem. »Ud fra min egen beskedne erfaring oplever jeg, at jeg får større indre styrke i samme øjeblik, en eller anden følelse af omsorg eller deltagelse vokser i mit hjerte«, forklarede Dalai Lama. »Resultatet er, at jeg føler mindre frygt og større lykke ... Jeg tror, at udøvelsen af medfølelse fungerer som en medicin, der giver os sindsroen tilbage, når vi er meget ophidsede«. Lamaens hjerne Violinister på topplan har øvet sig i mindst 10.000 timer, før de kommer ind på musikkonservatoriet. Det samme gælder sportsfolk på topplan, skakspillere - ja, enhver der vil være med i toppen i en disciplin, der indebærer komplicerede mentale manøvre. Spørgsmålet er, om man også kan træne sig op til godt humør. Altså fremme aktiviteten i venstre frontallap og drosle ned i den højre. Som en udløber af Dalai Lamas samtaler med de vestlige videnskabsmænd blev et forsøg stablet på benene. I et laboratorium på University of Wisconsin studerede Richard Davidson, der er specialist i samspillet mellem hjerne og følelser, den gamle tibetanske lama Öser, der har tilbragt cirka to et halvt år alene i intensiv meditation. Lamaen blev anbragt i en såkaldt MR-scanner, så aktiviteten i hans hjerne kunne følges, mens han bevægede sig igennem forskellige meditative tilstande. »Meditation udvikler opmærksomhed, evnen til at generere visuelle billeder, rummelige egenskaber og positive følelser. Spørgsmålet er: Hvordan ser din hjerne ud, når du har mediteret i 10.000 timer?«, forklarer Daniel Goleman. Lama Öser var et særsyn for forskerne. Og især når han mediterede på medfølelse, var forskydningen mod venstre pandelap markant. Eller som Daniel Goleman siger: »Han udviste det højeste udslag til venstre, Davidson nogensinde havde set«. Andre forsøg, udført af professor i psykologi Paul Ekman fra University of California Medical School, bekræftede lamaens evner. Han og en vesterlænding med stor erfaring i meditation udviste forbløffende dygtighed, når det gjaldt om at aflæse flygtige ansigtsudtryk hos andre mennesker. En evne, der normalt sættes i forbindelse med stor og præcis fornemmelse for andre menneskers følelser. Deres resultater var de bedste blandt fem tusind testede - også bedre end politifolk, advokater, psykiatere, toldere og dommere. Og over den hidtidige topscorer: Agenter fra Secret Service. Den såkaldte forskrækkelseseffekt er også en god måde at måle et menneskes sindsro på, forklarede Paul Ekman under møderne. Den sætter ind to tiendedele af et sekund efter, at man f.eks. har hørt et højt brag. »Det er en automatisk reaktion. Man kan ikke kontrollere den. Men jo længere og stærkere din reaktion er, desto længere og stærkere oplever du også generelt forstyrrende følelser. Så det er en let måde at måle, hvor følelsesmæssigt modtageligt et menneske er«, forklarer Daniel Goleman. Den gamle lama Öser og en anden lama blev bedt om at meditere og fik besked på at prøve at undertrykke reaktionen, når de hørte et højt brag. Noget, selv ikke politiets skarpskytter, der jævnligt affyrer skydevåben, kunne præstere. Bang! sagde det. Men ingen af de to reagerede. Ikke en muskel rørte sig i deres ansigter. »De reagerede ikke!«, griner Daniel Goleman. »Det er første gang i 40 års undersøgelser, at det er sket. Og videnskabsmændene forstår ikke, hvordan det er muligt anatomisk«. Braget havde ikke rystet den gamle lamas sind, forklarede han selv. Og tilføjede: »Hvis man for alvor kan forblive i denne tilstand, virker braget neutralt, som en fugl, der bevæger sig hen over himlen«. Men Paul Ekman var rystet. »Vi har aldrig fundet nogen, der kunne gøre det«, fortalte han sine kolleger og de forsamlede buddhister. »Det er der heller ingen andre forskere, der har«. Håndbog i godt humør Og hvordan gør vi andre så? Vi almindelige, overbekymrede surmulere? Smiler vi os bare vej gennem raseriet? »Man begynder med sig selv«, siger Daniel Goleman. »Med at forholde sig til sine egne destruktive følelser. Registrere dem. Ja, jeg føler sådan, men jeg behøver ikke at lade denne følelse sætte dagsordenen. Man kan tage en eftertænksom pause i det rette øjeblik. Før man handler. Jeg har virkelig lyst til at råbe ad min kone og mine børn. Men er der noget andet jeg kunne gøre?«. »Det er meget effektivt at prøve at se sagen fra den anden persons synsvinkel. Måske er det, han gør, ikke vendt imod mig i ond hensigt. Hvis nogen ræser forbi dig i bil, tænker du: »Den idiot! Vi kunne være ramlet sammen«. Men hvad nu, hvis nogen på bagsædet har fået et hjertetilfælde, og de er på vej til hospitalet? Så snart du har overvejet den anden mulighed, ændrer det din indre tilstand«. Hvordan hjælper man sine børn til at undgå destruktive følelser?

»Well, det begynder med, hvordan man håndterer sine egne følelser. Hvis dine børn foretager sig noget, som virkelig generer dig, må du spørge dig selv, om du vil lade det genere dig. For så reagerer du som sædvanligt. Og det hjælper ikke. Måske kan du fortælle dem, at når de gør sådan, får det dig til at føle sådan. Og hvis de gør noget andet, føler du på en anden måde. Og at det vil du sætte pris på. Det er følelsesmæssig intelligens«. Håb synes der at være. Det var der i hvert fald for de stressede medarbejdere på et nystartet bioteknologisk firma, som Richard Davidson og hans kollega Jon Kabat-Zinn fra University of Massachusetts underviste i en særlig meditation, der går ud på at styrke sindsroen. Medarbejderne blev delt i to grupper. Den ene gennemgik hver dag i otte uger undervisning i meditation to-tre timer hver dag. Meditationen går ud på at opøve opmærksomhed på, hvad der foregår indvendigt uden at reagere på det. Før forsøget var der ingen forskelle i den måde, de to gruppers hjerner så ud på ved EEG-målinger. Efter forsøget viste det sig, at de medarbejdere, der havde mediteret, udviste betydelig forøget aktivitet i venstre frontallap - sædet for positive følelser. Og jo større aktivitet i venstre frontallap, desto mere positivt oplevede hver enkelt medarbejder sin dagligdag. »Det er meget lovende«, siger Daniel Goleman. »For det indikerer, at grundhumøret kan ændres, hvis man træner sin hjerne på den rette måde«. Også ved forsøg i behandlingen af stærkt depressive mennesker har metoden vist sig virksom. Hvis man lærer dem samme slags meditation, så de bliver i stand til at holde øje med deres tanker, når de spontant dukker op, kan de genkende de tanker, der udløser en depression. »Og når du indser, hvilke tanker, der er depressive, kan du pludselig gøre noget, som depressive mennesker ellers aldrig kan under en depression. Nemlig tage et skridt baglæns og udfordre de tanker. Sige: »Jeg er ikke værdiløs. Det er bare en af de tanker«. Det giver dem en meget vigtig valgmulighed. Research på Cambridge Universitet viser, at det har nedbragt disse patienters tilbagefald til depression med 50 procent«, siger Daniel Goleman og tilføjer: »Det gode er, at det er billigt, og at vi alle kan gøre det«. Nogle vil indvende, at vi ender som robotter, hvis vi ikke handler ud fra vores følelser? »Følelser er det, der gør livet rigt. Det her drejer sig kun om destruktive følelser. Hvis du i vrede siger og gør ting, som du bagefter fortryder, er det disse følelser, du med fordel kan forsøge at ændre«, siger Daniel Goleman og smiler. »Resten af følelserne kan I beholde«, tilføjer han og griner. »Hav et godt liv! Nyd det!«. En lang og besværlig vej, måske. Men der er som bekendt en enkel overkommelig genvej, som enhver kan skyde. Rutebeskrivelsen er følgende: Smil!