»Nu må du endelig ikke tro, at alle italienere er for Berlusconi«, siger min veninde allerede, da hun kører mig fra stationen i Perugia ud i Umbriens grønne bakker. Og knap er jeg kommet inden for døren, før resten af familien begynder at undskylde deres lands fortvivlede situation. »Lagde du mærke til alle flagene fra toget?«, spørger de og peger på det store regnbuefarvede flag med ordet 'Pace' (fred), som indtager en prominent plads på terrassen. Flagene kom op på husmure i hobetal, da Italien gik ind i krigen mod styret i Irak. Men da krigen sluttede, blev de ikke taget ned igen. De bliver hængende for at gøre opmærksom på, at også her bor der en familie, der protesterer imod Berlusconi. På det nærliggende kursuscenter Alcatraz tager protesten form af et seminar. I stegende hede sidder 100 mennesker indendørs og lytter til forfatteren Stefano Benni, der holder kursus om fantasiens rolle i litteraturen. I Danmark er Stefano Benni bedst kendt for sine satiriske science fiction-romaner 'Terra' (da. 1986), og 'Ånder' (da. 2002), mens italienerne også kender hans pen fra den kritiske avis Il Manifesto, der er et af de få medier i Italien, der ikke styres af Berlusconi. Da jeg møder Stefano Benni, må han først befris fra sin plads i barens sofa mellem to kvindelige beundrere (og det er ikke nemt), men vreden mod Berlusconi, som han igen og igen betegner som 'kriminel', får ham efterhånden engageret i samtalen. Forgiftet demokrati »Jeg tror, Berlusconis store øjeblik er forbi«, siger han, da vi får bænket os et stykke væk fra det summende kursusliv. »Over halvdelen af italienerne er imod ham nu. Problemet er hans magt. Han sidder på over 90 procent af medierne, så det er en svær situation. I et demokratisk land ville han være blevet fjernet på tre dage, men vores demokrati er så forgiftet. Vi lever med gangsterregler«. »Det er ligesom i Sydamerika eller i Rumænien under Ceausescu. Italien er ikke længere et normalt land. Man kan huske, at der engang var noget, der hed demokrati, men institutionen er blevet så gennemkriminaliseret, at slutningen på dette regime vil blive meget hård og grusom. Jeg tror ikke på en demokratisk overgang. Det vil blive en eksplosion, og Berlusconi vil komme til at betale dyrt for alle sine løgne«. De gangsterregler, du omtaler, er de skabt af Berlusconi, eller er de mere en del af den italienske tradition? »Mafiaen har altid regeret dele af samfundet, men efter fascismens fald har staten i det mindste gjort modstand. Berlusconi har udvidet mafiareglerne til at gælde hele samfundet. Han kender ikke betydningen af ordet 'demokrati'. Hvis højrefløjen efter et almindeligt valg får 52 procent af stemmerne, vil de andre 48 procent stadig være repræsenteret. Berlusconi fik 29,5 procent af stemmerne, men sidder på 99 procent af magten. Han er ikke en almindelig politiker. Han er kriminel. Det kan godt være, at der skal være en højreregering i Italien, men ikke med den mand i spidsen. Han skal væk«. »Hans styre er en ny form for fascisme. De kommer ikke om natten og slår din dør ind. De gør det med fjernsyn i stedet. Kritikerne ties ihjel. Man lader simpelthen, som om de ikke eksisterer. Vi har ikke en Matteottihistorie lige nu (Matteotti anklagede i 1924 Mussolini for valgsvindel og blev siden fundet død red.), men hvis Berlusconi synes, tiden er inde til at skyde folk, vil han gøre det. Det er bare lettere for ham at købe en tv-station. I dag er korruptionen knyttet til forførelse, men giften er den samme som fascisternes: foragt for al kritik. Hvis du ikke er med os, er du imod os. Han siger det selv: »Mine fjender«. Han kalder sine modstandere for fjender«. Fra forelskelse til hadHvordan vil opgøret ske? »Italienerne har kun en lille demokratisk ånd, men vi har en stor tradition for uafhængighed. Når først vi kommer over den blinde forelskelse i hans løgne - og Berlusconi har ikke gjort andet end at lyve, lyve og atter lyve - vil vi sandsynligvis gå direkte fra forelskelse til had, som vi gjorde det med Mussolini. En uge efter Mussolinis fald kunne man ikke finde nogen, der havde støttet ham. Sådan vil det også gå Berlusconi. En uge efter hans fald vil ingen sige: 'Jeg var med Berlusconi'«. Allerede for ti år siden forudså du - i romanen 'Stjerneholdet' (it. 1992, da. 1994) - hvilken magt Berlusconi kunne få. »Ja, jeg har sagt det for længe siden, men italienerne hører ikke efter. De elsker forfattere, men tror, at de kun taler om drømme. Når et land har gode politikere og dårlige forfattere, skal man lytte til politikerne, men når det omvendte er tilfældet, er det bedre at lytte til forfattere og intellektuelle. En forfatter ser mere klart end en korrupt politiker. Han kan være påvirket af sin politiske overbevisning, han kan tage fejl, men hans syn er anderledes. Han ser, at noget er ved at ske - at det allerede er her«. »I 'Ånder' (som udkom på italiensk i 2000, red .) skrev jeg om ødelæggelsen af to tårne af en tornado, der kommer fra Arabien. Det var ikke en profeti, det var opmærksomhed. For tre år siden var jeg i USA og opdagede, at landet havde forandret sig. Præsterne, der støtter Bush, var sindssyge. Både katolikker og protestanter sagde meget voldelige ting, og jeg tænkte, at USA ikke længere var det mest demokratiske land i verden«. Hvordan vurderer du mulighederne for at være kunstner under det nuværende regime? »Det er meget nyttigt at være kunstner. Folk har brug for det. De har brug for ord, som ikke er korrupte, og kunstnerne kan udtale dem, fordi Berlusconi ikke kan styre os. Han kan lege med parlamentet, han kan lukke sine aviser, men det er altid muligt at tale. Jeg kan ikke komme i fjernsynet, men jeg kan skrive en bog eller lave teater«. Borgerkrig

I familien, jeg bor hos, er der en skuespiller, som optræder med Dario Fo-stykker. Han oplever for tiden en nedgang i antallet af engagementer på teaterfestivaler. Hans kone mener, at det hænger sammen med, at de lokale arrangører er bange for at blive kædet sammen med noget samfundskritisk. »Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, de yngre generationer er meget politisk interesserede. Hvis du ser tv eller åbner en avis, får du ingen ide om, hvad der sker i Italien. Men hvis du kommer her på Alcatraz ... jeg fik 300 ansøgninger til mit kursus, men havde kun plads til 100. Der har aldrig været så mange! Når jeg tager ud på skoler, er der tre-fire gange så mange, som der plejer. De unge er ikke konforme. De er ikke til Berlusconi. De er helt anderledes«. »Og sådan er der nogle små håbefulde forandringer, som ikke beskrives i tv og aviser, ikke engang i din egen avis, for den kan også godt lide stereotyper. Den siger ikke sandheden - nemlig at dette er et land, som for tiden befinder sig i en situation, der kan udvikle sig til borgerkrig. Tingene er hårdere, end man tror. Europa burde være meget bekymret. Ikke bare frastødt«. Din måde at skildre situationen på er meget anderledes i dine romaner, i forhold til når du taler om det lige nu. »Kunst er så meget mere end en beskrivelse af ens meninger, men lige nu kommer man som italiener hele tiden tilbage til den politiske situation. Min seneste roman 'Saltatempo' (ikke oversat, red.) er en historie om en ung mand, der kun kan bevæge et øje og en hånd. Det er en privat historie, men det er også en fortælling om den form for impotens, som alle i Italien føler i øjeblikket«. »Her siger jeg, at vi ikke er impotente. Selv om vi kun har et øje og en hånd, og vi sidder på en stol, kan vi rejse os og slås. Jeg siger aldrig ordet 'Berlusconi' lige ud, men det er klart, at det sted, hvor personen befinder sig, er Italien. Det er en historie om et land, der lider. Men selv om det er en sørgelig tid for landet, er den også fuld af energi«. Så når 300 mennesker søger om at komme på dit kursus, er det så en politisk manifestation, eller kommer de for at høre om fantasi? »Begge dele. De har brug for at udløse en energi. Mange af kursisterne er lærere og ingeniører, og jeg tror, de kæmper en lille kamp hver dag. De er ikke deprimerede. De kommer ikke her for at få sandheden, men for at være sammen, for ikke at føle sig alene. Men at komme her eller at læse en bog er ikke det eneste, de gør i livet. Det er kulturens modstand. Der er mange små oprørere i Italien. På tv tror man, dette er et søvnigt land, der elsker penge, men en stor del af landet er vågent«. I have a dreamLitterær fantasi kan jo anskues fra to synsvinkler. Den ene er, at man kan gemme kritik i fantasien, den anden, at det er en flugt fra virkeligheden. Hvordan ser du på fantasiens rolle i litteraturen? »Fantasien er en slags viden. Jeg ser den ikke som en rosenhave, hvor man går hen og sover, men snarere som, når Martin Luther King siger »I have a dream«. Drømmere gør mange ting for at få deres drømme til at blive til virkelighed. De slås for dem. Jeg bruger et meget visionært sprog, men mit liv er meget konkret. Mit politiske oprør er meget konkret. Jeg holder seminarer og skriver teater. Berlusconi ville sikkert gerne have, at jeg sov i en rosenhave, for hver gang jeg kan gøre det svært for ham, gør jeg det. Og hver gang han kan gøre det svært for mig, gør han det. Det er en duel! Som jeg tror, han vil tabe«. En af de danske anmeldere af 'Ånder' skriver, at det ofte er satirikerens problem, at han er tiltrukket af det, der frastøder ham. Som det had-kærligheds-forhold, du beskrev før. »Jeg elsker mange ting. Mine bøger rummer også min kærlighed - de handler ikke kun om det, der frastøder mig. »En grusom grund kan ikke være den indre grund«, sagde en digter. I mine bøger er det, der frastøder mig, ikke så kynisk. Når jeg siger, at jeg hader noget, er det, fordi jeg mener, at jeg kan gøre modstand mod det på den måde. Men hvis jeg kun havde min afsky, kunne mine bøger ikke leve mere end to år. Og mine bøger har eksisteret i 25 år, så jeg synes, at jeg har vist, at der også er noget komplekst og måske poetisk i dem. Jeg tror det eneste, en forfatter kan håbe på for sine bøger ikke er at sælge en million bøger på to måneder, men at de eksisterer i tiden«. Men hvad er det så, du kan lide? Hvad er det, du kæmper for? »Jeg kæmper for en sexet verden. Fuld af begær. Begæret kan rettes mod mange ting: mod at leve i et vidunderligt land som Italien, mod at kunne ånde uden at blive forurenet, mod ordentlige politiske regler. Ideernes sandhed er sexet. Den er vigtigere end penge. Penge er vigtige, men de kan ikke udgøre et lands sjæl. Italien har altid været god til at balancere mellem kunst, forvirring, længsel og erotik. Årene efter krigen var en sexet tid. Fellini er vældig sexet, Dario Fo er vældig sexet. Seksualitet er en positiv energi, som skaber grobund for ideer og muligheder. Det er steriliteten i samfundet, der er farlig«. »Store ledere er besatte af magt. Berlusconi er ikke i stand til at have et sexet forhold til Italien - til den vidunderlige kvinde Italien. Han har brug for en gummidukke, som han kan puste op og få til at ligne Italien, som hun ser ud i hans hoved. Han kan kun elske med sin magt. Jeg tror, jeg lever lykkeligere end ham. Mit liv er mere sexet. Så jeg har en masse problemer med ham!«. Fordi han er misundelig! »Ja. Jeg er ikke en neutral forfatter, jeg er i kamp. Jeg kæmper på gadeniveau for en sexet verden uden undertrykkelse - en verden, hvor mister Bush ikke behøver bruge våben for at demonstrere, at han er en stor mand. Mange problemer ville blive løst, hvis verdens ledere fik mere sex ... Jeg er en stor Monica Lewinsky-fan«, griner Stefano Benni. »Giv sex til lederne! 100 Monica Lewinsky'er til den amerikanske præsident!«.