0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det stinkende Stockholms syngende poet

Som digter var Bellman så rig, at han 200 år efter sin død stadig er Sveriges store nationalskjald. Økonomisk var han fattig. Ernst Brunner har skrevet en svulmende sanselig roman om den lungesyge livsnyder, der skrev for både pøbel og hof i en tid, hvor Stockholm stank af sygdom og fordærv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Ernst Brunner. - Foto: Miriam Dalsgaard

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er 208 år siden, Carl Michael Bellman døde. Men i Sverige har myterne om ham aldrig været mere levende. Historierne om folkets og hoffets fordrukne, dameglade underholder går i arv generation efter generation.

»Da mine børn var mindre, kom de hjem fra skole og fortalte mig en anekdote. Den begyndte sådan her: »Der var engang en russer, en tysker og en Bellman«. Jeg protesterede og fortalte mine børn, at Bellman var en person. Ikke en nation. Men de lo bare og sagde: »Næh, nej, sådan er det altså slet ikke««, siger forfatteren Ernst Brunner.

I sit kontor - i Bellmansgatan i Stockholm - har Ernst Brunner skrevet 516 sider om C.M. Bellmans liv fra begyndelse til slutning. Romanen med titlen 'Fugt din aske' er et forsøg på at komme så tæt som muligt på den virkelige Bellman og hans omgivelser. Men ikke på den tørre og nøgterne biografiske facon.

'Fugt din aske' er fra Bellmans fødselsøjeblik en snesjappet februarmorgen i Hornsgatan 1740 til og med hans begravelse på Klara Kirkegård i frostklart solskin 55 år senere skrevet i jegform. Brunner lader frækt nok, som om det er Bellman selv, der myldrende sanseligt og skarpt iagttagende fortæller om sin omtumlede tilværelse.

»Min bog undviger myten og dokumenterer, hvem Bellman virkelig var, men har så også en fiktiv gestalt. Fiktionen var simpelthen nødvendig for at udfylde de dokumentariske huller, der er i materialet om ham. Men fiktionen er ikke mere burlesk og makaber, end virkeligheden var. Under arbejdet med romanen fandt jeg ud af, at i Bellmans tilfælde overgår virkeligheden myterne«.

Myternes Bellman formulerede sig for eksempel høvisk om ægteskabet i sange og kunne formidle folkets tanker om kongen, siger Brunner. Nogle af myterne blev Bellman selv konfronteret med, når han optrådte for folk. De kunne komme hen til ham og spørge, om han kendte til den eller den 'Bellman-historie'.

»Allerede dengang havde man forvandlet den virkelige Bellman til en legendarisk person. For første gang havde man et menneske, der kunne fungere som medium mellem folket og myndighederne. Det var ikke svært for ham at begå sig i både borgerskabet og blandt fattigfolk. Af fødsel tilhørte han den borgerlige klasse, men familien blev hurtigt fattig«.

Med døden i nærheden
Ifølge Brunner har nogle væsentlige vilkår i Bellmans liv været underbelyst af Bellman-forskerne. Selv om der må være skrevet afhandlinger og artikler om hvert eneste tema i Bellmans hyldestsange til kongen, lejlighedsviser til folket, religiøse strofer, kærlighedsdigte osv.

»Selv husdyrene i Bellmans digte har man skrevet om«, siger Brunner.

»Men lungetuberkulosen er der skrevet overraskende lidt om. Man har nøjedes med at notere sig, at han var fattig. Selv om det havde stor indflydelse på hans digtning og liv, at han allerede som barn oplevede konsekvenserne af tuberkulosen. Ved siden af Paris var Stockholm den europæiske by, hvor flest havde tuberkulose. Der var en fuldstændig ufattelig mangel på hygiejne i Stockholm dengang«.

Stockholm var en stinkende stad i sidste halvdel af 1700-tallet. I sin digtning skrev Bellman om den politiske situation og den menneskelige udsathed på en måde, som var med til at gøre hans forfatterskab tidløst.

Brunner sammenligner det tidløse hos Bellman med udtrykket hos den yngre Edith Södergran, som han tidligere har skrevet både afhandling og roman om.

»Hun døde af tuberkulose nytårsdag 1909, og sygdommen påvirkede hendes digtning. Da hun blev syg, blev det indre tryk i hende så stærkt, at hun fandt frem til et nyt udtryk, der sammenblandede liv og digtning. De to ting blev uadskillelige. Det er de også hos Bellman«.

Carl Michael Bellman var det ældste barn af de femten, som moderen Catharina Hermonia fødte. De syv af hans søskende døde, mens de var små.

»Hans søskende dør af tuberkulose. Begge hans forældre dør af lungetuberkulose. Og som ung får han selv sygdommen, og han ved, hvad den i sidste ende leder til - nemlig døden. En forfærdelig og langsom kvælningsdød. Derfor bliver døden et tilbagevendende motiv i hans digtning. Det forhindrer ikke, at man kan opfatte hans grundstemning som lys og glad. Men det livsbekræftende hos ham har sin oprindelse i dødsbevidstheden. Han er meget bevidst om sin egen dødelighed, og det hjælper ham med at håndtere evigtgyldige spørgsmål som digter«.

Guld og armod
Da Bellman var seks år gammel, kom han i privatskole. Selv om forældrene var fattige, fortsatte de med at opmuntre ham til at lære. 14 år gammel blev han syg og talte i vildelse. På rim. Det fik forældrene til at sammenkalde familiens intellektuelle bekendte for at få sønnens geniale sprogevner bekræftet.

Bellman fik sproglig privatlærer og begyndte allerede som 17-årig at udgive bøger. På det tidspunkt i sit liv var han, fremgår det af 'Fugt din aske', blevet tiltrukket af de fugtige kvindeskød, saliggørende vine og overdådige måltider i lastens hule. 'Fugt din aske' handler om forelskelser og rus, men også om Bellmans livslange mislykkede forsøg på at holde gælden fra livet.

Han optog nye lån for at indfri gamle, og derfor lunede det en smule, da han i 1771 fik kongen som arbejdsgiver.

Da Gustav III tog magten ved et statskup, hyrede han Bellman som hoffets digter. Digteren hyldede kongen i prægtige linjer, han tydeligvis ikke følte noget for.

Det hændte dog, viser Brunners roman, at Bellman skrev royale digte, der var lige så komiske og groteske, som hans sange om elskov og druk kunne være det. Både med sin pen og med sin optræden havde Bellman en evne til at give selv det mest tragiske et komisk skær. Gustav III og hans hof bugnede af velstand. Bellman smuglede rester fra de riges bord med hjem i frakkelommerne. Efter at han som 35-årig havde mødte den unge Lovisa Grönlund og var blevet gift med hende, blev der hurtigt flere munde at mætte. Parret fik fire drenge. En af sønnerne døde af kopper.

Familien Bellman var fattig, siger Ernst Brunner:

»Men den var ikke mere fattig, end så mange andre var dengang. Da Gustav III tiltrådte i 1771, var Stockholms befolkning oppe på 70.000 mennesker. 15 år senere var den nede på 55.000 mennesker. På grund af sygdomme, underernæring og fattigdom«.