Carl-Johan Vallgren stryger hele tiden det lange, mørke hår om bag ørerne. Intet er overladt til tilfældighederne. Den 40-årige forfatter ved præcis, hvordan han helst vil tage sig ud. Ansigtet skal være frit, så man også kan se hans kolossale bakkenbarter, og der skal være styr på håret, når han trækker sin kasket på. En kasket, som skal matche hans flashy, lyse jakkesæt. En kasket, som han har medbragt for fotografens skyld. Forfængelige forfattere »Det er musikeren, artisten i mig, der tænker over, hvordan jeg fremstår. I populærmusikken er man jo uhørt bevidst om, hvordan man ser ud«. »Når man går rundt derhjemme, kan man se ud ad helvede til, men så snart man skal ud og drikke en enkelt øl, så trækker man i sit bedste tøj og udstråler ren business«. »Jeg synes, det er sjovt, men jeg sælger jo ikke flere bøger, fordi jeg har et smart jakkesæt på. Det er ikke derfor, min bog har solgt 300.000 eksemplarer i Sverige. Men mange forfattere er jo præcis lige så bevidste om deres fremtræden med deres piber og fløjlsjakker og deres Torgny Lindgren-fuldskæg«, siger Carl-Johan Vallgren. Patetisk pointe Da fotografen har skudt de første billeder, trækker Vallgren også et par store briller op, der får ham til at minde om Elvis live from Las Vegas. Nej, Carl-Johan Vallgren er ikke for ingenting en mand med flere popplader bag sig, og han har bestemt heller intet imod at trække hele det store underholdningsarsenal ud i litteraturen. Som han eksempelvis har gjort - og fået stor succes med - i romanen 'Den vidunderlige kærligheds historie'. Det er en roman, som er superbestseller i Sverige, hvor den også fik Augustprisen i 2002 for bedste roman. Og derforuden er den solgt til udgivelse i 11 lande. »Som mange andre forfattere drømte jeg om at skrive en kærlighedsroman. Og det kan jo være svært i en genre, hvor man har 'Madame Bovary', 'Anna Karenina', 'Gösta Berlings Saga' og Stendhals 'Rødt og sort'«. »Men så kom jeg på, at man kunne gøre en pointe ud af det patetiske, der altid ligger i en kærlighedsroman, ved at lægge handlingen i romantikken. På den måde kunne jeg udnytte det gotiske og monstrøse fra romantikken, the beauty and the beast«, siger Carl-Johan Vallgren. Alt er tilladt Og man må sige, at han går helt ud til grænserne. I sin roman har han komponeret en historie, hvor to børn, Hercule og Henriette, fødes i nærmest samme stund på det mest kærlighedsforladte sted på jorden, et bordel i Tyskland i 1813. Drengen er en vanskabning, mens pigen er hans bedårende modsætning. Skønheden og udyret. Deres senere fælles kærlighed er projektet, der skal vise, at kærligheden overvinder alt - selv døden. Og undervejs i handlingen demonstrerer den lille, vanskabte helt - døv og nærmest uden arme - at han ikke bare kan læse og påvirke andres tanker, men også spiller guddommeligt på orgel - med fødderne. »Inden for genrens rammer er alt tilladt, og jo mere fantastisk det bliver, jo mere troværdigt bliver det også på forunderlig vis. For mig er det i det hele taget fantastisk, at man alene med pen og papir kan sprænge metafysikken og ophæve de fysiske love«. »Det kan man også i Hollywood, men dér koster det bare 500 millioner, og for mig er det underligt, at der ikke er flere forfattere, der bryder med den realistiske genre, for man kan jo virkelig gøre hvad som helst i litteraturen«, siger Carl-Johan Vallgren. Vil udstille fordomme Han har brugt fem år - on and off - på at skrive 'Den vidunderlige kærligheds historie', og meget af tiden har han brugt på at læse perioden op, så han med løs hånd kunne strø om sig med henvisninger til personer og begivenheder fra 1800-tallet. Som det fremgår af romanens titel, er kærligheden det altafgørende omdrejningspunkt, men for Carl-Johan Vallgren er undertemaet i bogen næsten lige så vigtigt. »Det handler om vores syn på handikappede. For ikke så længe siden så man på døvhed som en form for idioti, og det er utroligt, hvilke overgreb flertallet har stået bag. Men hvem tiltager sig i dag retten til at sige, hvad der er handikap, og hvad der er normalt«. »En stor del af min roman handler netop om, at vores synssans er præget af fordomsfuldhed. I et splitsekund bedømmer vi andre mennesker ud fra det, vi ser, og netop dét er vores store handikap, vores eget fordomsfulde blik«, siger Carl-Johan Vallgren. Fantasiens magt Paradoksalt nok var det hans eget provinsielle blik på den store, uoverskuelige verden, der satte hans eget forfatterskab i gang, da han var cirka 20 år. Han var vokset op i en lille landsby fem kilometer uden for Falkenberg på Sveriges vestkyst, og dér drømte han om en fremtid som musiker. »Jeg kom fra min lille landsby og landede i Madras, og dén oplevelse væltede hele mit liv. Det var et chok, og der var kun to muligheder. Enten kunne jeg vende om og tage hjem eller sætte mig ned og bearbejde indtrykkene i en slags litterær form«. »Jeg gjorde det sidste, og det blev en ikke særlig god roman, der lagde et postkolonialt svensk landsbyperspektiv hen over Indien. Det betød ikke, at jeg holdt op med at lave musik, og jeg havde stadig svært ved at se mig selv som forfatter«. »Faktisk ser jeg på første halvdel af mit forfatterskab som fuldstændig mislykket, og det er ikke falsk beskedenhed, når jeg synes, det var et seriøst overgreb mod den brasilianske regnskov, at man overhovedet udgav de bøger. Det var først med udgivelsen i 1996 af romanen 'Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov', at mit forfatterskab blev til«, siger Carl-Johan Vallgren. »Det var dér, hvor jeg fik mod til at rykke mig fri af mine egne erfaringer. Selvfølgelig skriver man i en vis forstand på sine erfaringer, men det var dér, jeg begyndte at tro på fantasiens magt«, siger han. Strindbergs efterfølger De to bøger, han selv sætter højest, er blevet til i den periode, hvor han har haft base i Tyskland. Siden starten af 1990'erne har han boet i Berlin, og han mener selv, det har forvandlet ham til en europæisk forfatter. Ikke mindst fordi perspektivet i hverdagen bliver helt anderledes, end det er i Sverige. »Når man bor i Berlin, er Europas historie meget mere nærværende«, siger Carl-Johan Vallgren. Han drog i sin tid til Berlin af to grunde. For det første ville han gerne se Øst og Vest smelte sammen, og for det andet var huslejerne i Sverige så høje, at han ikke ville have haft råd til at skrive. Det fik han råd til i Berlin, og han brugte bl.a. en del af tiden til at skrive 'För herr Bachmanns broschyr'. Det er en bog, som har været med til at give Carl-Johan Vallgren et image som den store provokatør hjemme i Sverige, for det er en historie om en svensker, der fra sin post i udlandet rister fædrelandet over en sagte ild. »Det er pressen, der har stiliseret mig lidt, og folk har nok ventet på en ny form for Strindberg, der med stor stilistisk pondus kunne angribe Sverige, og så tror jeg også, at den vrede, bogen indeholdt, blev delt af mange svenskere i 1990'erne«. »Det havde været et turbulent tiår for Sverige, og da min bog kom, brugte man anledningen til at stemple mig som en slags enfant terrible. For mig var det bare en bog, men for pressen blev det den nye Strindberg, og han var jo også i en periode i Berlin«, siger Carl-Johan Vallgren. Drømmen om en trilogi Han har dog tydeligvis intet imod at blive nævnt i samme åndedrag som Strindberg, og på sin vis ser han også op til sin verdensberømte forfatterkollega. »En forfatter som Moravia har sagt, at forfattere ofte skriver den samme roman igen og igen, men for mig er det døden rent kunstnerisk. Mit forbillede på det område er Strindberg, som altid skrev en helt ny bog, og hvis man ser hans forfatterskab, er der vel fem-seks selvstændige spor«, siger Vallgren. Hvor næste spor i hans eget forfatterskab fører hen, aner han ikke. Han har en drøm om at fuldende en trilogi med en ny roman, der ligger i forlængelse af 'Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov' og 'Den vidunderlige kærligheds historie', men lige nu har han ingen ideer til temaer, der kan stå ved siden af disse to romaners temaer: livet og døden samt kærligheden og ondskaben. »Det kan godt tage lang tid, før man får den rigtige ide«, siger han. Umulig som akademiker Måske får han ideen i løbet af i år eller næste år, for i den periode får han formentlig ikke skrevet ret meget. Måske sange til en ny cd, men ikke en ny roman. 2004 og 2005 er allerede booket op til rejser rundt i de lande, hvor hans roman udkommer i oversættelse. Og i mellemtiden kan han prise sig lykkelig for, at han var umulig som akademiker og var nødt til at droppe ud af studiet af religionsvidenskab efter et halvt år på Lunds Universitet. Hans litterære succes har betydet, at han i dag har sit på det tørre og råder over lejlighed i både Stockholm og Berlin. Plus at han har kunnet købe et hus på Gotland. Selv tøver han ikke et sekund, når man spørger ham, hvad han var blevet til, hvis han ikke var slået igennem som forfatter. »Alkoholiker eller narkoman.«