0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Interview: Undtagelsestilstanden

Ved at overvinde vores bundethed til tid, rum og stof gør kunsten det udholdeligt at være i verden. Samtale med forfatteren Solvej Balle.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfatteren Solvej Balle. - Foto: Martin Lehmann

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forfatteren Solvej Balle kan sammen med blandt andre Christina Hesselholdt og Helle Helle betegnes som en af 'dronningerne' af den kortprosa, der udgik fra Forfatterskolen i halvfemserne og siden har været en torn i øjet på publicistisk orienterede kolleger.

Solvej Balle kan ikke 'leve af' at skrive - dertil er hendes produktion for lille og for udsøgt og hendes arbejdsform alt for langsom - men hun lever ikke desto mindre udelukkende som forfatter og hvad deraf følger: arbejdslegater, honorarer og lejlighedsvist ufaglært arbejde.

Plus og Minus
Hun bor i andelslejlighed på det ydre Frederiksberg med mand, søn og to tyrkiske katte.

Manden hedder Simon Lewis og er billedkunstner på samme måde, som hun er forfatter, sønnen hedder Asmus og er snart 3 år, og kattene har lang, til dels filtret pels og mytologiske navne, men kaldes til daglig Plus og Minus.

Overskride grundvilkår
Solvej Balle udgiver i denne måned - efter 15 års forberedelse - en bog om kunsten, kaldet 'Det umuliges kunst'.

Den er, siger forfatteren, ikke et svar på spørgsmålet om, hvad kunst er - den er et forslag. Vi lægger alligevel hårdt ud:

Hvad er kunst?

»Kunst er noget, der får os til at holde ud at være i verden. Et forsøg på at komme overens med de grundlæg-gende vilkår, vi er underlagt«.

»Vi lever i tid og rum og stof, og de vilkår kan vi overhovedet ikke ændre på. Vi er bundet til at være én person hele livet og til at leve som mennesker med både en krop og noget, vi kalder bevidsthed eller sjæl. Kunsten er et forsøg på at skabe en situation, hvor det ikke gælder«.

Vold mod verden
»I den fysiske virkelighed render vi hele tiden panden mod en mur. Eller vi strækker armene ud og kan alligevel ikke nå ret langt. Vi kan ikke omslutte verden. Vi er korte væsener i en lang verden, så at sige. Når vi ser på en genstand, kan vi kun se den fra en side. Vi kan ikke se igennem den eller om hjørner«.

»Men når vi maler et billede af en ting, har den ikke nogen bagside, der er ikke noget skjult - og så behersker vi den. Og i en fortælling kan vi vælge at standse læsningen - og komme tilbage - og personerne har ikke haft noget liv uden os, som vi ikke kender til. Hele deres tid er til rådighed for os«.

Så kunsten er et forsøg på at sprænge vores begrænsninger?

»Nej, ikke sprænge dem - snarere give os en oplevelse af, at vi kan overvinde dem. For vi kan f. eks. ikke standse tiden som sådan. Og vi sprænger ikke bomber for at forsøge«.

»Det er det interessante ved kunsten: Den kan give os en oplevelse af, at noget sker - samtidig med at verden får lov til at være sig selv. Vi har en trang til at bedrive den form for vold på verden, som kunsten er. At gøre verden todimensionel er jo en måde at slå den ihjel på, at få kontrol over den«.

Symbolsk vold
Er det ikke en lidt utiltalende impuls?

»Jo. Men de andre ting, vi gør, er også utiltalende: Vi modellerer på hinanden, når vi laver sociale normer for, hvordan mennesker skal opføre sig; vi dræber og æder verden omkring os; vi forsøger at omforme det, vi synes er grimt«.

»Men vi kan ikke lade være med at lave kunst, ligesom vi ikke kan lade være med at bemægtige os vores omverden. Det er en form for nødvendig vold, vi øver mod verden. Men kunsten har ikke konsekvenser i verden; den er en slags symbolsk vold mod de grundlæggende vilkår. Man kan standse tiden i en bog uden at øve vold mod verden«.

Den femte sfære
Solvej Balle deler verden op i den praktiske, den teoretiske, den æstetiske og den sociale sfære. Og kunsten henter uundgåeligt elementer fra - og kan bruges i - alle fire. Men selv er den en femte sfære, en slags undtagelsestilstand, som ikke kan reduceres til nogen af de andre. »Kunsten gør noget andet, som de andre områder ikke kan klare for os«.

Det sværeste område at skille kunsten fra er vel det æstetiske?

»Næ, jeg synes det ikke ... jo, det har taget mig nogle år. For i de sidste par hundrede år har vi helt automatisk bundet kunsten sammen med det æstetiske, men den kan også bruges i andre sammenhænge. Vergils beskrivelse af, hvordan man dyrker oliven i 'Georgica' (omkring år 30 før Kr.), befinder sig i grænsefeltet mellem kunsten og brugsanvisningen og er altså bundet sammen med vores praktiske liv«.

Hvad er det, der gør Vergils 'Georgica' til kunst?

»Det kan jeg ikke sige lige præcis. Det her kan ikke bruges til at sige om et enkelt kunstværk: Hvad gør det her til kunst? Hvis alle kunstværker opfyldte samme kriterier, ville der ikke være noget at snakke om«.

Kunstnerisk kerne
Betyder transcendens ikke noget for dig, når du skal bedømme et kunstværk?

»Nej, ikke hvis det betyder, at man går ud over den sansbare verden«.

Hvordan afgør du, om noget er kunst eller spekulation?

»Det afgør jeg ikke. Det er anmelderens problem. Kunst er en kategori, som kan være god og dårlig. Det er ikke sådan, at det kun må kaldes kunst, hvis det er godt«.

Jo, men det skal dog ind i kategorien ...

»Helt dagligdags kan man sige, at kunst er billeder og musik og romaner og digte og så videre. Jeg vil insistere på, at der er nogle kerner, som er kunst, med kunstværker og kunstarter i traditionel forstand«.

»Ligesom der er en kerne, som er praktisk (at pløje marken for at få mad), social (at lave love for samfundet), teoretisk (at skabe ideologier og religion) og æstetisk (at skabe noget skønt). I grænsetilfælde kommer man i tvivl. Men jeg arbejder gladeligt med gråzoner«.

Ingen tema-variationer
Da Solvej Balles toårige søn kaldte sin sut for »en melodi man kan holde i hånden«, fik han forståeligt nok en vis succes hos forældrene. Den besluttede han sig på et tidspunkt for at følge op og sagde derfor: »En bil er en melodi med hjul«.

Man finder ud af, at noget virker, og folk kan lide det - og så varierer man det tema. Er det relevant for dig?

»Gid det var! Så ville jeg i hvert fald være lidt rigere! Nej, det kan jeg ikke. Jeg kører jo tingene så langt ud og sidder så længe med dem, at jeg ikke ville kunne holde ud at skulle lave noget bagefter, der lignede! I hvert fald hvis det er noget, jeg er færdig med at udforske. Men hvis jeg føler, en form har mere i sig, kan jeg godt vende tilbage til den«.

Ophævelse af tiden
Hvad betyder det for dig at få kontakt og genklang for det, du laver?

»Jeg skriver ikke til nogen, men for at opnå en følelse, der føles rigtigt. Og så går man sin vej og lader nogle andre komme ind. I stedet for at man står over for hinanden og kommunikerer et materiale til hinanden, sidder man som skrivende kunstner og ophæver tiden i fortællingen og oplever undtagelsestilstanden«.

»Man forsøger at nå frem til det, man synes er det helt rigtige. Kampen mod de grundlæggende vilkår er en kamp mellem mig og verden og ikke en meddelelse til nogen, som jeg gerne vil have positiv respons fra. Når jeg er færdig og føler, jeg er nået frem og har opnået undtagelsestilstanden, så må jeg flytte mig og lade nogle andre komme ind«.

Frisættelse af jeget
I perioder har samfundet ifølge Solvej Balle ladet et af de andre områder - det praktiske, det teoretiske, det æstetiske eller det sociale - dominere over kunsten. For eksempel i teorier om verden i form af nogle religiøse verdensopfattelser.

»Kristendommen har typisk påstået, at det ikke er rigtigt, at vi ikke har kontrol over tiden. At hvis vi følger den kristne tro, får vi evigt liv og er ikke underlagt den fremadskridende tid, for eksempel. Hvis en ideologi er 'dygtig' nok, kan den få kunsten til at trække sig tilbage, fordi ideologien så dækker menneskets behov for kunst. Men kun for en tid«.

Kan man sige, at ideologien eller religionen, f.eks. kristendommen, kommer i konkurrence med kunsten?

»Ja, det kan man sige. En teori kan have sin egen version af grundvilkårene, f.eks. at sjælen ikke er bundet til kroppen, men har evigt liv og kan få sit eget liv uden for kroppen. Men det er jo også det, digtningen kan: at frisætte jeget, så det bliver fritsvævende«.

»Så når du spørger, om det æstetiske ikke er det sværeste at skille fra kunsten, vil jeg sige, at det teoretiske måske er sværere. For i vores teoretiske liv forsøger vi at modsige grundvilkårene«.

Religion og ideologi
Jo, men grunden til, at man hopper på ideologier og religioner, er måske deres kunstneriske udformning?

»Ja, og nogle af dem er jo ekstremt levedygtige«.

Så kunst og religion/ideologi overlapper hinanden i de virkemidler, de bruger, og det, de postulerer? Hvad enten den lader en gammel fed kone identificere sig med Jane Austens heltinder eller lover at sende din sjæl op til englene ...

»Min påstand er, at der er radikal forskel mellem dem. For religionerne siger hele tiden: Det her er ikke noget, du får lov at sanse, du må vente, til du er adskilt fra kroppen. Du kan ikke opleve det nu og her«.

Kunsten lader os lege
Mennesker, der er dybt religiøse, oplever det jo. De transcenderer i lovsang og bøn, for eksempel ... Eller, for ideologiernes vedkommende: i strækmarchen.

»Jo men er det religionen, poesien eller musikken, der har den virkning? Det er lige præcis et grænseområde ...«.

»De teorier, der siger, at verden i virkeligheden ikke er, som vi sanser den - det gør atomteorien jo også, for det, vi tror og føler, er et bord, er en hel masse luft med en lille smule bevægeligt materiale - de teorier argumenterer typisk med ting, vi ikke kan komme til at opleve umiddelbart«.

»Enten skal vi dø, eller vi skal gennemtrænge verden videnskabeligt. Men kunsten lader os være de mennesker, vi er - uden nogen stor transformation - og i levende live opleve, at vi har overskredet vores fysiske begrænsninger. Vel vidende, at det er en løgn. For når vi vender os mod verden igen, oplever vi igen vores egen begrænsning, hvor vi igen er korte væsner i en lang verden«.

»Forskellen er, at religionen lover os, at vi kan komme et sted hen, og kunsten siger: Skal vi ikke lege, at vi går derhen. Digtet påstår aldrig, at når du 'kommer tilbage' efter at have læst det, så har du en sandhed om, hvordan verden virkelig er«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu