Hvad kan kendskabet til Andersens erotiske sjæleliv tilføre læsningen af hans værker?

Hvilken interesse har det for eventyrelskere verden over? »Jeg vil svare omvendt: Den stadige vilje til at heteroseksualisere Andersen har umuliggjort en lang række spørgsmål og en lang række temaer i hans tekster«. »Det er selvfølgelig teksterne, der er de spændende, men jeg har været nødt til at kæmpe imod en bestræbelse på heteroseksualisering for overhovedet at stille de spørgsmål, jeg har stillet«. Krigerisk samfundHvorfor har vi i 2005 brug for at vide, om Andersen var aseksuel, hetero, homo eller bare »Asket, hvad Kjønsdriften angår«, som du citerer hans læge for at have sagt? »Det er ikke et spørgsmål om at have brug for, det er et spørgsmål om krig!«. »Det er en slagmark i vores samfund, der er patriarkalsk, misogyn, racistisk, nationalistisk og homofobisk«. Tabte venskaberVar det samtiden, der hindrede Andersen i at udfolde sin seksualitet, eller lagde han bånd på sig selv? »Det er en ahistorisk måde at stille spørgsmålet på. Vi ved jo ikke, om han udfoldede en seksualitet med andre end sig selv, og vi har måske svært ved at se potentialet i den autoerotiske seksualadfærd«. »Men måske kan man meget mere i fantasien og for egen hånd, og så er der ingen grund til at se hans seksualitet udelukkende i en tabets optik«. »Andersen havde en enorm bekendtskabskreds, så vores bestræbelse på at se ham som mislykket siger måske mere om os end om ham. Jeg tror, at vi skal lære at se på hans følelsesmæssige bånd til andre mennesker, særligt mænd, uden at tænke på, hvor seksualiteten begynder, og følsomheden holder op. De meget intense venskaber, som Andersen dyrkede, er måske en historisk tabt mulighed, da det ikke er muligt for mænd i dag«. Falsk almenmenneskelighedDin bog er meget kritisk over for både et meget lidt frisindet Danmark og et heteroseksualiseret samfund generelt. Er din bog et skalkeskjul for samfundskritik og homopolitik? »Synes du, at det er et skalkeskjul, jeg lægger da kortene frit frem! Enhver viden er positioneret, og den viden, der lader, som om den ikke er positioneret, er som regel den mest positionerede«. »Hvis man lader, som om man taler om almenmenneskelige værdier i vores kultur, så lur mig, om det ikke ofte er midaldrende, velnærede, hvide, heteroseksuelle mænd, der taler. Det er som regel dem, der med størst autoritet og selvfølgelighed kan tale fra et tilsyneladende ikke-positioneret synspunkt«. Fortielser og blindhederDu skriver, at queer-forskningen ikke skal opfattes additivt til allerede eksisterende forskning. I stedet udfordres den foregående forskning på et helt grundlæggende niveau. Hvorfor ikke samtænke forskningen for at komme frem til mere nuancerede resultater? »Forskning er ikke bare erobring af nyt land, det er samtidig en måde at fortælle læseren, hvor denne skal åbne og lukke øjnene. Den danske Andersen-forskning er et interessant eksempel på fortielser og blindheder. Et eksempel på det kan ses i et forord af Klaus P. Mortensen til en ny Andersen-udgave«. »Forordet fortæller, hvad 'O.T.' og 'Improvisatoren' ikke handler om og har dermed heteroseksualiseret læserens forståelseshorisont og forståelsesramme. Læseren får ikke øje på det, der er lige så vigtigt som møderne med de forskellige kvinder, nemlig hovedpersonens møde med en hjerteven«. »Laver man en queer-læsning af biografien, kan man bekæmpe den angst for at se ting i den, som tvinger fortolkeren til at lukke øjnene for vigtige og åbenlyse strukturer i forfatterskabet«. Nødvendigt landsforræderiDu stiller tydeligt fronterne i Andersen-forskningen op: de heteroorienterede på den ene side og queer-forskningen på den anden. Har du skrevet bogen for at pervertere den danske Andersen-forskning eller for at fremme det gode budskab om queer-teori? Og hvis det sidste er tilfældet - hvad har det så med Andersen at gøre? »H.C. Andersen er sammen med Karen Blixen-forskningen et skønt eksempel, da homofobien her har fået sin stærkeste bastion. Vi har et vidunderligt håndgribeligt nationalt smertepunkt, som har at gøre med, at H.C. Andersen er så vigtig en kunstner og den mest verdensberømte dansker«. »Netop fordi det har karakter af landsforræderi at røre ved et nationalikon, skal det gøres. Og det skal gøres i 2005, for ved næste skillevej i 2055 er jeg 92, og så er jeg for gammel ...«. Hvorfor er det mærkelige spændende? Er det ikke at overse potentialerne i det almindelige? »Jeg synes, at det er vigtigt at turde stille nogle spørgsmål og få øje på nye temaer, strukturer og mønstre. Derfor er det nogle gange frugtbart at stille sig et mærkeligt sted, være antropolog med sin egen kultur som genstandsfelt og se det kendte med nye øjne. Det er en nødvendig optik, der ikke nødvendigvis er mere rigtig end det, vi gør i forvejen, men som kan tilføre noget nyt i det allerede kendte«.