You've got ivory skin«, siger personen i tv-serien, og dét skal jo oversættes til den danske kanals seere. Altså elfenbenshud, ikke? Næ, den danske undertekstmager fandt på noget ganske andet: »Du har elefanthud!«. Omtrent lige så misvisende, som når en »Vietnam vet« i en film blev til »dyrlæge« i stedet for 'veteran'. Eksemplerne antyder, hvor afhængigt et lille sprogområdes publikum er af oversættere, der kan deres kram. Elefanthud Her er et tredje: »I disse computertider kan man ikke gøre grin med noget«, sagde underteksten. Sur computerkontrol? Næ, det var »these PC times«, der altså rettelig burde være blevet til: »disse politisk korrekte tider«! Alle eksempler er hentet på den særlige 'Bøfside', hvor danske oversætteres fejl i film og tv-serier udstilles til skræk og advarsel. Samlingen finder man på sitet www.titlevision.dk, portalen ind til oversætteren Niels Søndergaards firma. Elefanthud kunne Søndergaard selv have brug for, da nyheden om en nyoversættelse af Tintin kom frem sidste år og udløste en ren fejde mellem forlaget og læserne, der forsvarede Jørgen Sonnergaards 'gamle' oversættelses tone og navne under slagordet 'Bevar Bjævermose'. De gyldne klosakse og den hellige gral Snart skal Niels Søndergaards arbejde stå sin måske vigtigste prøve, når den ny udgave af Tintin-album nr. 8, 'Krabben med de gyldne klosakse' kommer under luppen - og kaptajn Haddock optræder første gang i serien med hele sit vildtvoksende vokabularium af skældsord. Veteran kan man ellers roligt kalde Søndergaard. Selv opgør han sin indsats til en »frygtelig masse tegneserier« og en »overskuelig mængde romaner« af egen fordanskning. De fylder en hel reol i hans ny kontor på en kvist i Indre By. Og dertil kommer »måske 5-600 biograffilm« og »talrige tv-serier«. Med den erfaring går man vel til en nyoversættelse af 'Tintins oplevelser' uden større anfægtelser? »Nej, jeg havde mange betænkeligheder. Jeg ved godt, det er øretævernes holdeplads, for den hidtidige danske udgave er jo så elsket, og Haddocks bandeord bliver hele tiden hevet frem. Men jeg kunne heller ikke sige nej - oversætte Tintin, det er jo ligesom Den Hellige Gral! Af romaner oversatte jeg i sin tid bl.a. Doris Lessing for Gyldendal, og så kan man vist ikke nå højere som bogoversætter«. »Det var dødkedeligt, men det giver jo status, ikke? Med tv-serier kan man vel heller ikke nå meget højere end til 'Javel, hr. statsminister', som jeg gav danske tekster. Men til tegneserierne kom jeg lidt for sent, for alle klassikerne - Barks' Anders And, Lucky Luke, Asterix, Tintin - var oversat. Så det kom jo pludselig som en gave fra himlen, at jeg kunne få lov til at oversætte Tintin«, siger Niels Søndergaard. Egon Olsen og kaptajn Haddock Ligesom tegningerne i nyoversættelserne er fra de tidlige farveudgaver af serien, selv om nogle historier senere er blevet revideret, så lyder opgaven på at bringe den ny danske tekst så tæt på den oprindelige franske som muligt. Så de gamle belgiske udgaver er det forlæg, Niels Søndergaard sidder med - men hvordan undgår han så at ende med de samme ord som den forrige oversættelse? »Jeg ser slet ikke på den tidligere oversættelse. I det første album, 'Tintin i Congo', holdt jeg mig meget tæt på originalen - der skulle ikke være noget at komme efter! - og kontrollerede bagefter, om min tekst så lignede Sonnergaards. Det gjorde den ikke. Så nu ser jeg ikke engang på hans oversættelser bagefter, medmindre jeg skal tjekke et eller andet navn«, fortæller han. Et eksempel fra bind 7 er den kæderygende professor Hector Halambique, ekspert i sigillografi og en overgang mistænkt for at have stjålet kong Ottokars scepter. Det bind er efter Søndergaards mening den første helt fremragende Tintin-historie - »som en drejebog!« - men professorens navn lød ikke videre dansk, så Søndergaard kaldte ham i stedet Hallandsen - med en lille hilsen til Bahs & Ballings 'Olsen-banden', hvor Bjørn Watt-Boolsen bar dette navn konstant, selv om hans roller skiftede fra film til film. Professoren skifter i øvrigt også adresse til Svævebanegade 24 - før boede han i Kolbøttesvinget. Lommetyve og tøsedrenge »Lommetyven i 'Enhjørningens hemmelighed', som jeg lige er blevet færdig med at oversætte, endte med at hedde Frank Ranesen. Men han havde faktisk et meget godt navn hos Sonnergaard ... Klomann, tror jeg ... ja, Jeronimus Klomann. Så der er nok nogen, der vil finde det underligt«, fortæller Niels Søndergaard. Ja, men næppe så underligt, som hvis der skal nyt navn på en gennemgående figur som den øretæveindbydende forsikringsagent, du ved nok ...?

»Sandt nok. Nu synes jeg egentlig ikke, at navnet Bjævermose er særlig Hergésk - det lugter mere af Monrad & Rislund eller ABC-teatret. Men al balladen om Konstantin Strøm alias Max Bjævermose var jo en win-win-situation, for hold da kæft, hvor fik forlaget reklame! Sonnergaard fik en eller anden kompensation for fortsat brug af navnet. »Alle fansene blev også glade, de 'vandt' jo. Og forlæggeren kunne grine hele vejen hen til banken! Jeg foreslog ham endda, at når fyren dukker op første gang i 'Tournesol-mysteriet', så kalder vi ham alligevel Konstantin Strøm - og så får de reklame én gang til! Men det tør han ikke, den tøsedreng!«, siger Niels Søndergaard. Hundehoveder og vaffelhjerner Apropos 'Olsen-banden' mener Niels Søndergaard, der er et særligt åndeligt slægtskab mellem Egon Olsens ordforråd over for Kjeld og Benny - hundehoveder, skidesprællere, forbandede socialdemokrater! - og kaptajn Haddocks udtryksrigdom: »Ferskvandsfjollerter! Sandzuluer! Ektoplaskere! Skarabæster!« lyder det f.eks. i det kommende bind 8. »Det med at lade Haddock bande alfabetisk, med bogstavrim, det er jo Sonnergaards opfindelse. Hvad skal jeg så, tænkte jeg? Jeg må prøve at oversætte, hvad han faktisk siger. Og hvis dét så ikke er sjovt, må jeg dreje det, til det bliver morsomt. Nogle steder siger han noget rent meningsløst: »Hydrocarbure!«, råber han for eksempel, altså 'kulbrinte'!?« »Dét er jo ikke sjovt, men da jeg i stedet lod ham kalde en eller anden for en »kulbrinteknallert«, blev det lidt sjovere. Han bruger også hele tiden udtrykket 'moule-à-gouffre', gammel belgisk slang for et 'vaffeljern' og især brugt om folk, der er koparrede i ansigtet, altså vaflede. Det blev så til »Din vaffelhjerne!« - det smager da lidt af fugl«, siger han. »Kaptajnens ordforråd er selvfølgelig maritimt. Han truer f.eks. med at »kitte koøjet« på skurken eller give ham »én på kompaslampen«. Men hans yndlingsed, »Tonnere de Brest!«, bliver til »Splitte mine bramsejl!«, for dét vil folk have. Han har vist aldrig sagt det på tryk, heller ikke hos Sonnergaard, men folk husker det fra tegnefilmversionen!«. »Jeg varierer det nu også, »Splitte mine storsejl!«, »mine råsejl!« eller »Splitte mine søstøvler!«. En anden yndlingsed er »Mille sabords!«, altså »Tusind kanonporte«, og dét gør jeg til noget med sø - f.eks. »Store søpølse« eller »Store søspejder« eller »For syv tusind syv hundrede søsyge søpapegøjer« eller sådan noget«, siger han. Kyssekærester og øksemordere Niels Søndergaard bruger altså sit eget smilebånd som mål for, om Haddocks ramsaltede ordforråd holder. Men bortset fra kaptajnen er oversættelsen af Tintin »lige ud ad landevejen«, siger han, nu med syv af de ny Tintin-album på gaden, i stift bind og på kraftigt papir - og til anerkendende ord fra anmelderne. Men reporteren med hårtoppen og hunden er nu også et gammelt bekendtskab: »Jeg faldt vist over ham i gymnasiet, det har været midt i 1960'erne, da jeg havde en kæreste, hvis lillesøster havde Tintin-album stående. Kæresten blev skidesur over, at jeg hellere ville læse tegneserier end at kysse på hende, men da blev jeg totalt fascineret og anskaffede mig det hele. Og dem, der ikke var udkommet på dansk endnu, købte jeg inde i Den Franske Boghandel i Badstuestræde og stavede mig igennem. Både Astérix og Tintin læste jeg på fransk, som vi jo havde på skemaet i gymnasiet - jeg kunne simpelthen ikke få nok«, fortæller Niels Søndergaard. Søndergaard har »da læst alle romanklassikerne, fra Dumas til Dostojevskij, og et hav af kriminalromaner«, og han kalder også sig selv filmnarkoman. »Men tegneserier har jeg også været glad for lige fra barn. Superheltene og Raket-serien, kan du huske de dér smalle hæfter, og Wildwest-serien med kaptajn Micky?«. »Alt det måtte jeg jo ikke læse for min far - kun Anders And. Han havde vist hørt om Tørk Haxthausens advarsler mod tegneserier i den dér bog, 'Opdragelse til terror'. Nej, min far var fanden galeme ikke kulturradikal, og han var hverken lærer eller bibliotekar, han var isenkræmmer - men han havde altså forstået, at tegneserier var noget værre noget!«. Et af datidens kulturbevidste hovedargumenter imod børns tegneserielæsning - altså ud over, at man blev øksemorder af det - var, at boblernes forenklede sprog ville give én et meget indskrænket ordforråd som voksen. Med reolerne fulde af romaner, tegneserier og dvd-versioner af film og tv-serier, han selv har fordansket, og nu med det ene Tintin-bind efter det andet propfyldt med stilsikker sprogfornyelse ligner Niels Søndergaard grangiveligt en omvandrende dementi af dén påstand.