Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han er stadig bange for Jan Sonnergaard

Han var fræk nok til at skrive tre novellesamlinger på stribe på et tidspunkt, hvor alle andre skrev romaner. Alligevel lykkedes det Jan Sonnergaard at sætte så kraftigt lys på både over- og underklassen, at danskerne gjorde hans bøger til bestsellere. Nu er han selv i gang med en generationsroman, hvor forfatteren, der ellers ikke er bange for noget som helst, viger tilbage, når han møder udvalgte hjørner af fortiden.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatteren Jan Sonnergaard samler på historier fra virkeligheden, og han er ikke bange for at bruge dem.

Medmindre de altså handler om en bestemt periode i en hel bestemt persons liv.

Det vender vi tilbage til.

En af historierne oplevede han selv for nylig, da han gik hen over Den Røde Plads i Moskva:

Hov, hvad var det? En mand lidt længere ude på pladsen tabte en gennemsigtig pose. Indholdet lignede til forveksling 100 dollar-sedler, og hvis det holdt stik, var der vel en halv million.

Den danske forfatter skyndte sig at råbe manden an: »You lost something«.

Manden reagerede ikke på råbet. Det gjorde til gengæld en lille russer, der benede hen til Jan Sonnergaard og trak ham i ærmet. Nej, nej, ikke råbe så højt. Lad os dele pengene.

Sonnergaard rystede på hovedet og gik lidt hurtigere. Det lugtede af bondefangertrick. Manden kunne jo bare selv løbe med alle pengene, hvis det var det, han ville.

Den lille mand satte også tempoet op. Så skiftede Sonnergaard taktik.

Han begyndte at gå lynhurtigt baglæns, som han engang lærte på et selvforsvarskursus. Det forvirrer folk, det skaber opmærksomhed, og man får et forspring.

Kort efter fik han øje på to politibetjente, som han skyndte sig hen til, mens han stirrede ondt efter den lille russer, der pludselig fandt det passende at gøre sig usynlig.

»Dine problemer vil jeg gerne have«
Jan Sonnergaard fortæller historien med stor fornøjelse, ligesom han fortæller, hvordan han under det samme Moskva-ophold stoppede kufferten fuld af tunge, glittede luksusvarekataloger, der lå til fri afbenyttelse på en russisk yuppie-restaurant. Kataloger til de nyrige kunder, for hvem Rolex-ure er noget billigt stads.

»Alle de øvrige varer startede i et prisleje på 40-50.000 kr. Og hvorfor slæber jeg dem så med hjem og betaler overvægt i flyet, for jeg får dem vel aldrig brugt? Jeg har på fornemmelsen, at jeg engang kan bruge dem til et eller andet, men jeg ved bare ikke hvad«, siger han.

De russiske oplevelser samlede han op, da han var på besøg for at fortælle russiske studerende i skandinavisk om sit eget forfatterskab og om nyere dansk litteratur.

»I min første novellesamling 'Radiator' startede jeg jo med at beskrive afviklingen af velfærdsstaten, og hvad man kunne kalde Socialdemokratiets fallit. I hvert fald i nogle af historierne. Jeg forsøgte at hamre en pæl igennem myten om, at Danmark er ét stort velfærdssamfund, og det gør jeg jo sådan set i alle tre novellesamlinger, men det fattede de russiske studerende jo ikke. De sagde, at der på russisk var et ordsprog, som siger: »Dine problemer vil jeg gerne have«. Men dér hvor jeg i en af de sidste noveller gør grin med én fra yuppie-oversklassen, det syntes de fandeme var godt«, siger Jan Sonnergaard.

Las Vegas og Moskva
Den danske forfatter har - udover Moskva - også været på flere amerikanske universiteter for at møde studerende, der læser dansk litteratur, og selvfølgelig brugte han også turen til hér at opleve sære hjørner af virkeligheden. Eksempelvis hans mødemed spillebyen Las Vegas i Nevada-ørkenen, som han bare måtte opleve.

»Det er jo et perverst sted, og jeg tænkte, at det kunne være endnu mere perverst, hvis jeg ikke spillede på casinoet, ikke tog kokain eller ikke købte escortpiger, men bare flanerede«, siger Jan Sonnergaard.

Og bliv endelig ikke forbavset, hvis Las Vegas eller Moskva pludselig dukker op i en af hans fiktioner.

Vi sidder hjemme i hans lejlighed på en af sidevejene til Hillerødgade i København. Nordvestkvarteret, hvor hans novellesamling er delt gratis ud til alle husstande på initiativ af det lokale bibliotek. Kvarteret, som er blevet uløseligt forbundet med hans person, selv om der ifølge ham selv kun er halvanden novelle, der handler om lige netop Nordvest. Og dybest set er han ved at være lidt træt af den sammenkobling.

Men han kan heller ikke løbe fra, at det i starten også var denne sammenkobling af person og miljø, der var med til at give ham en platform i offentligheden. For hvornår havde man sidst fra netop dette hjørne af virkeligheden fået en helt ny stemme i dansk litteratur?

»Jeg måtte da have ret til at hævne mig«
Jan Sonnergaard kom som en forfatter, der var fræk nok til at kalde sin første novellesamling 'Radiator' som protest mod en litterær debat, hvor det blev fremført, at der var visse ord, der ikke egnede sig til poesien. Radiator, eksempelvis.

Men sådan ser verden på ingen måde ud for Jan Sonnergaard. For ham er intet i virkeligheden uegnet til at blive beskrevet i litteraturen. Det er bare et spørgsmål om, hvordan man skriver sin historie.

Fyldebøtterne henne på torvet med deres plastikposer med guldøl kan være en historie. Den halvfallerede universitetsstuderende som socialt tilfælde er også en novelle værd. Det samme er den klamme mand, der er på vej ud til det forudbestilte møde med sin lille anal-trold.

Jan Sonnergaard har skrevet om det hele, og derfor kan han nu sidde her en mandag middag og bruge nogle timer på at fortælle, hvordan han har tænkt sig at komme videre i et forfatterskab, der er noget så usædvanligt som en novelletrilogi, der tillige er blevet en bestseller.

Hans succes som forfatter har ikke alene sikret ham et bogsalg, men også en anerkendelse hos Statens Kunstfond, der har givet ham det treårige arbejdslegat. Ganske vist tænkte Kunstfonden sig om i så mange år, at det blev påfaldende, men i 2005 fik han legatet. Otte år efter sin debut.

Og nu er han så gået i gang med en hjemstavnsroman.

Eller - det er han måske ikke alligevel.

Hele tre ting
»Projektet startede måske i virkeligheden med kritikeren Lars Bukdahl, der var meget sur på min seneste bog. Han kan ikke lide 1980'erne, og hvis noget minder om 1980'erne, så er det dårligt. Han kan heller ikke lide generationsromaner, og han kan ikke lide mig. Hvis man så kobler de tre ting, så kan det da ikke blive helt skidt. Og det er så det, jeg har gjort«, siger Jan Sonnergaard.

Han fortæller også, at bevægelsen frem mod projektet ikke var uden modhager. Og heller ikke uden et stærkt ubehag hos ham selv.

»Jeg blev oprindelig spurgt, om ikke jeg ville skrive en hjemstavnsroman, og det ville jeg egentlig godt. Da jeg gik i gang, kunne jeg se, at min hjemstavn sgu da ikke var særlig behagelig. Den var rimelig voldelig. Både i familien og i skolen. Og hver gang jeg skulle skrive om dem, som jeg - berettiget eller uberettiget - betragtede som voldsmænd eller bødler, så blev jeg grebet af en følelse af, at det kunne jeg da ikke være bekendt«.

»Derfor blev det noget lort, hver gang jeg skulle beskrive de ting, som ikke engang var de mest interessante i sådan en bog. Men hvordan kunne det nu være, for jeg måtte da have ret til at hævne mig, ligesom f.eks. Knud Romer Jørgensen har gjort i sin roman? Men hver gang jeg kom ind på temaet, blev det dårligt, og eftersom jeg ikke kunne rette det til noget bedre, droppede jeg det i første omgang«.

Produktive fejltagelser
Efter et stykke tid kom Jan Sonnergaard imidlertid i tanke om, at fejltagelser også kan være produktive i en kunstnerisk proces. Det var filmskuespilleren Charlotte Ramplings nylige besøg i København, der sporede ham ind på tanken. Han huskede hende fra filmen 'Natportieren', hvor et offer allierer sig med sin gamle bøddel fra en kz-lejr og så pludselig en forbindelse til sig selv som offer.

»Hvor meget jeg end har at pive over, så har jeg aldrig siddet i lejr eller været gidsel, men jeg syntes alligevel, at det var interessant og koblede det sammen med det, jeg sad og arbejdede på. Derfor er det nu en kollektivroman, der foregår i 1980'erne. Det er en anderledes generationsroman, hvor personerne i bogen er ofre, som allierer sig med bødlen. De går endda et skridt videre og allierer sig med en bøddel for en forbrydelse, som ikke er blevet begået endnu, men som de er overbeviste om vil blive begået. De solidariserer sig med gerningsmanden. For mig er der noget fascinerende i den bevægelse, hvor man kan starte et sted og havne et helt andet«, siger Jan Sonnergaard.

Generationsromanen skulle handle om dig, men i dine noveller skal man se godt efter for at finde dig?

»Præcis. Jeg mener også noget helt andet end mange akademikere og toneangivende kritikere, og det er at biografismen er på vej tilbage. Man bedømmer en tekst ud fra, hvem forfatteren er. Det kan være rigtig nok i tilfælde som Maria Hirse og den slags, men spillet i litteraturen er jo netop, at nok er der noget personligt i teksten, men det er også fjernet fra personen. Den svære balancegang for mig er at skrive en historie, som virker påtrængende, men også fjerne den fra mig selv på en måde, så den ikke bliver helt privat. Det ville være en stor fejl, hvis jeg fortalte, hvem der har forladt mig eller hvem jeg er forelsket i. Det kan være interessant i andre sammenhænge, men det er ligegyldigt i den forstand, at det ikke forklarer teksten. Hvis teksten er god nok, forklarer den sig selv«.

Hvordan har du det med at skrive på dit eget liv?

»Jeg skriver på mit eget liv, men jeg tolker det meget bredt«.

Og når du har gjort det, er du blevet dårlig?

»Kun når det handlede om mine barndomserindringer. Så blev jeg dårlig. Men nogle af de mest biografiske afsæt har været, hvor jeg skrev ud fra noget, jeg ikke havde oplevet. I en af novellerne skrev jeg om ham, der er ved at gå til grunde i en stigmatiseret overførselsindkomst. Han sidder bare og drikker billige øl og ryger hash. Vennerne er skredet. Så langt ude har jeg aldrig været, men jeg tog da den lange periode, fra jeg var færdig på universitetet og var arbejdsløs. Hvis det fortsatte meget længere, vidste jeg, hvor det ville ende«.

»Sikke noget lort, tænker jeg«
Ved du normalt, hvor du vil hen med dine historier?

»Kun nogenlunde. Meget af det er illusionsnumre. Min metode er at skrive på to modsatrettede følelser på en gang. Storhedsvanvid og mindreværd. Man skal have begge dele. Det sjoveste er, når jeg ikke ved, hvor teksten bærer hen. Det er storhedsvanviddet. Her får jeg ideen om drengen, der går bersærk oppe i Søllerød, og det er virkelig sjovt at skrive. Her kan man lade være med at sove, drikke alt for meget og ryge alt for meget. Man tosser bare på, indtil der ligger et stort materiale. Her tror jeg det blev til 40 sider«.

»Storhedsvanviddet ligger jo også i overhovedet at ville skrive. Dermed siger jeg egentlig, at jeg er bedre begavet end dig, eller at jeg ved mere end dig, og at jeg kan skrive noget, du vil have gavn af at læse. Det må enten være, fordi du ikke selv har tænkt det, eller fordi du ikke ved det. Ellers skulle der ikke være nogen grund til at gøre det, og det er da lidt megalomant at tænke sådan om sig selv. Men hvis man ikke har den følelse, så kommer man til de små generte, minimalistiske stiløvelser, som er røvsyge at læse. Og hvis man kun har storhedsvanvid, kommer disse mastodonter af fuldstændig ulæselige bøger, som kun handler om mig og mig og mig. Derfor skal man også have mindreværdsfølelsen, som jeg har i anden omgang, når jeg har skrevet skelettet og har lavet denne lange fabulerende historie. Nogle af mine korteste historier er lavet på den måde«.

Du har skåret dem ned?

»Ja for så kommer mindreværdet. Jeg læser det og tænker: Sikke noget lort, Jan. Du væver eller skriver det samme ti gange. Så tager jeg luppen frem og begynder at skære ned. Men i første omgang skal jeg overbevise mig selv om, at teksten er noget af det bedste, verden har set og ekstremt brillant, og der tåler jeg ingen indvendinger«.

Hvad var afsættet for at begynde at skrive? Var afsættet, at du var færdig på universitetet?

»Nej, jeg har altid skrevet, og det skyldes vel, at man har et behov for at udtrykke sig. Plus at jeg skrev ud fra en irritation over den litterære scene på det tidspunkt. Det kan man desværre ikke blive ved med, for allerede når du har skrevet en bog, og uanset om den er godt modtaget eller ej, så er du en del af scenen, og så risikerer du, at der går flagellanteri og masochisme i det. Men det var et godt afsæt«.

Hvad forestillede du dig, da du var færdig på universitetet?

»Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle skrive, selv om mange har enormt meget imod, at man prøver at blive forfatter. Det kunne jeg selv mærke, for jeg skulle ikke komme og bilde mig noget ind eller tro jeg var noget. Det ville sgu da aldrig lykkes«.

Hvem sagde det?

»Folk i bekendtskabskredsen. At man vil være forfatter er absolut ikke noget at blære sig med på en bar. »Nå, er du sådan én«, siger folk, og så skrider de. Man lærer at holde kæft med det, for man skal ikke komme for godt i gang eller løfte fanen så højt, at fødderne slipper jorden, men det er jo præcis, hvad man skal. I hvert fald når man skriver. Men man skal også komme ned igen«, siger Jan Sonnergaard.

»Forfatterskoler er en forrykt tanke«
Før han begyndte at udkomme med samlingen 'Radiator', havde han skrevet til skrivebordsskuffen, der efter hans mening er en glimrende aftager af de første forsøg. De blev vist frem til nogle af vennerne, der rynkede på næsen, og forfatteren selv var ikke uenig. Prøv, smid væk, og prøv igen.

»Det er måden at lære det på. At finde ud af, hvor det går galt. Det er bedre end forfatterskoler, som er en forrykt tanke. Hvorfor skulle jeg opholde mig to år sammen med andre, der også vil skrive bøger. Det er da virkelig naivt. Jeg kunne formentlig blive bedre af at være brandmand i et halvt år, derefter telefonmand på et bordel i et halvt år og pudse motorcykler for HA i et tredje halvår og derefter tage resten af tiden til Island. Nu har jeg selv skrevet tre bøger og et teaterstykke, og det er da en evig kamp«.

»Ja, man er forfatter, når man har skrevet en bog, men i den mere højtflyvende version af ordet, er det en kamp, og jeg er da ikke forfatter, hvis min bog bliver noget værre lort , man ikke tror på personerne, billederne er banale og det hele er sjusket skrevet. Så holder jeg op med at være det. Forfatter er noget, man kun er på vej til at blive«, siger Jan Sonnergaard.

Teaterstykket han omtaler har premiere til oktober, og arbejdet med dét viste ham også en version af, at man aldrig bliver færdig med at lære at skrive. I udgangspunktet sagde han ja til opgaven, fordi stykket skulle have baggrund i hans noveller, og så lå det, som han selv siger, lige til højrebenet. A piece of cake.

»Folk havde været venlige og sagt, at dialogen i mine noveller er meget mundret, men det er to helt forskellige ting. Begge dele er en konstruktion. Unge ved alt om, hvordan man taler på gaden, men hvis man skriver det i en bog, virker det overhovedet ikke. Og hvis nogen lærer nogle af mine dialoger udenad og bruger dem i en samtale, vil folk spørge, hvad der er galt. »Hvorfor er du så krukket? Tal ordentligt«, siger Jan Sonnergaard.

Han opdagede også en anden afgørende forskel. I novellen, der er basis for stykket, går en mand med en kvinde hjem. De går i seng med hinanden, men han behandler hende enormt dårligt. Spørgsmålet er, hvorfor hun overhovedet går med ham. Det får man ikke svaret på i novellen, der mest foregår i mandens hoved.

»Jeg måtte finde ud af, hvorfor hun går med det dumme svin, og det ender faktisk med, at det mere bliver hendes stykke. Det var lidt imod min vilje, for jeg ville gerne beskrive, hvordan verden ser ud for unge mænd, for der er stadig ikke så megen litteratur, der beskriver den del af verden. Meget kan man sige om den nye litteratur, men den er feminiseret. Der er mange kvinder, der skriver bøger, og det er fint nok, men der er også mænd, der skriver bøger, som om de helst vil være kvinder. Ingen nævnt, ingen glemt«, siger Jan Sonnergaard og smiler skævt.

»Det er ikke pragtfuldt at skrive«
Som forfatter har han ofte udtalt sig særdeles maskulint om dét at skrive. Engang sagde han eksempelvis, at sproget er som en luder. Det skal bare gøre, hvad han - forfatteren - siger. Han har dog også en lidt mere afdæmpet udlægning.

»Jeg har altid ment, det fineste man overhovedet kunne var at skrive. Nogle af mine kolleger siger, det også er det mest pragtfulde, der findes, men sådan har jeg det ikke. Det er ikke fedt på den måde. Det er et hårdt slid, og så er det i øvrigt sagen uvedkommende, om jeg har haft det enormt sjovt eller enormt slidsomt eller deprimerende med at skrive. Det er bogen, det handler om. Det er også derfor, jeg i kølvandet på den larm, bøgerne laver, har forsøgt at snakke om alt mulig andet. At bruge platformen til at skælde ud på Socialdemokratiet eller gøre opmærksom på den berømte sag med Dansk Folkeparti, og i det mindste prøve at skabe en debat om, hvorvidt den yderste nationalisme er gavnlig eller skadelig for landet«.

Synes du forfatteren har en bestemt rolle?

»Ja, hvis nogen vil give én en platform, så skal man bruge den, hvis man kan og vil. Det er en temperamentssag. Nogen skriver fremragende digte, og hvis de skulle skrive en kronik, ville den blive dårlig, fordi man ikke ville kunne finde ud af, hvad pointen var. Fordi sproget på en måde er for godt. Et debatindlæg skal have et par hårdtslående pointer, højst tre-fire stykker, og så ikke mere. Hvis du læser en hel roman, og der kun er tre-fire pointer, så synes du den er dårlig«.

Opfatter du dine bøger som politiske?

»Jeg opfatter det først og fremmest som litteratur. Et tidsbestemt indlæg. Når jeg var mest ambitiøs, ville jeg gerne have, at folk om 20 år, når de ville vide, hvordan der var i 1990'erne og starten af 2000, så kunne læse mine bøger. Et dokument om, hvordan det var. Bøgerne er fuldstændig sande, men de er også fuldstændig løgn. Der fandtes da ægtepar, der behandlede hinanden godt og venner, der spillede badminton hver onsdag og lørdag. Eller folk der havde det godt med deres job. På den måde var bøgerne løgn, men de var sande på den måde, at det også var sådan, som jeg skriver i novellerne«.

Så om 20 år kan folk slå tilbage og se, hvordan du filtrerede samtiden?

»Nej. Min ambition var at skrive et stykke samtidshistorie og for at skrive det, må jeg skrive nogle historier, folk gider læse. De må være rimeligt spændende, og det kan de kun være, hvis der er noget gru og noget humor i dem, i hvert fald en gang imellem«.

Har du en ide om, at folk skal agere i forhold til det, du skriver?

»Jeg tror, alle forfattere har en drøm om det, men det er vist ikke sket for nogen som helst, bortset fra forfatteren af 'Onkel Toms hytte'. Ellers er der ikke ændret noget, og det mærkede jeg jo også. Jeg hudflettede universitetet, og alligevel hilser de sgu stadig på mig, for de tror, det er de andre, det handler om«.

»Så havde jeg begået selvmord. Måske«
Hvis du har en ide om at ville være samfundskritisk, hvorfor har du så ikke bare gjort som Bjørn Lomborg og skrevet fem kronikker om universitetet, eller hvad du nu har på hjerte?

»Jeg håber sandelig ikke, bøgerne minder om forstørrede kronikker. Jeg har aldrig været og bliver aldrig medlem af et parti, men jeg ville gerne bidrage til at aflive ideen om, at prosaen var særlig ren, og at der var visse ting, man ikke kunne skrive interessante historier om, og at sociale emner var tabu nummer et, fordi det mindede for meget om 1970'erne. Og det er da rigtigt, at der blev skrevet rigtig mange dårlige ting om strejken på kedelfabrikken, og den slags skal vi ikke have genoplivet, men alt kan gøres interessant«.

»Jeg bildte mig også ind, at der var ting, der ikke blev skrevet om. I hvert fald ikke på det tidspunkt. Ghettoer, eksempelvis. Taler man om ghettoer, taler man straks om de stakkels indvandrere og muslimer, men vi har masser af danskerghettoer. Taberområder, hvor kommuner sætter folk ind, som har været i fængsel eller været på den lukkede. Man kan sige, jeg har en ironisk kommentar til det i min seneste bog, hvor jeg skriver meget om velhaverghettoer. Sådan er det også, når jeg skriver. Jeg prøver lige at se, om bogen kan udfylde en eller anden rolle og vise noget, som ikke er beskrevet før«.

Du skriver bl.a. på personlige erfaringer fra universitetet eller på en social indignation. Hvordan kan det så være, du ikke kan skrive på oplevelser, der ikke var så gode i skolen eller i familien?

»Det er også et mysterium for mig, og jeg har ikke fået et svar på det«.

Er det blufærdighed?

»Jeg har fundet noget, som er mere interessant end det, jeg har været ude for. I titelhistorien i 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen' er det jo den lille medløber, der er mest interessant, men jeg bliver nødt til at skrive om det amokløb, der foregår i historien, for ellers ville det blive lige kryptisk nok. Men det er mere interessant med det menneske, som ikke greb ind, når Caspar gik amok, og som ikke kan forstå det og har disse forfærdelige mareridt mange år efter«.

Tager jeg fejl, eller har du pakket en del af dit liv væk?

»Man kan sige, at jeg har pakket hele mit liv væk i forhold til pressen. Jeg har pakket private ting væk, som jeg synes er ligegyldige«.

Hvad nu hvis novellesamlingen ikke var blevet antaget, og dine planer var kuldsejlet?

»Så havde jeg begået selvmord. Men i sidste øjeblik havde jeg nok ladet være. Nej, jeg ved det sgu ikke. Der sker sjældent noget godt ved, at folk ønsker sig noget brændende, som de så ikke får lov til. De bliver sjældent de mest behagelige mennesker. Dermed ikke sagt, at jeg selv er blevet det af den grund. Men det er jo ofte et tilfælde, om noget slår igennem, og derfor forsøger jeg også at være ret ydmyg i forhold til det«.

»Jeg mener stadig, at 'Radiator' er en glimrende bog, men dem er der da så mange af. Der kunne være sket det, at både Peter Høeg og Suzanne Brøgger, som begge skriver glimrende bøger, var udkommet samtidig, og så var det dem, pressen var taget ud for at snakke med. Det var et tilfælde, at jeg fra starten fik den platform. Førsteoplaget af 'Radiator' var vel på 800, og nu er mine bøger trykt i over 80.000 eksemplarer. Der findes glimrende forfattere, hvis bøger dør ud efter et par måneder, og gør de det, kommer de heller ikke som paperback, og på den måde er det jo ikke en retfærdig branche - det kan godt være lidt chokerende en gang imellem«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden