Din nyoversættelse af Virginia Woolfs ’Orlando’ udkommer snart. Hvad er der galt med den gamle oversættelse?
»Jeg har ikke læst Årup Hansens version og er gerne fri af forgængere. Woolf er ærkeengelsk, meget belæst og derfor indlejret i en lang tradition med sitrende over- og undertoner. Helt får man nok aldrig den særart med over i dansk. ’Orlando’ begynder i mild renæssancepastiche og bevæger sig frem gennem århundrederne – og sproget følger med. Det er en ren vellyst at give gamle ord nyt liv«.
Inden længe udkommer din oversættelse af Herta Müllers ’Mit fædreland var en æblekerne’ – en samtalebog. Hvad kan Müllers forfatterskab sige os?
»Herta Müllers stadige selvbiografisk funderede fortælling om livet i et diktatur – en særlig østeuropæisk erfaring, som det vil tage mange årtier at forvinde – skylder vi i Vesten at læse meget nøje. Forarmelsen, nøden, forfølgelserne griber én i struben. Enestående er billedsproget, ofte ser og tænker hun som et barn. Hendes SS-far var ikke bare i krig, han lavede »kirkegårde ude i verden«. Fortrængning hedder da: »Faderen skjuler kirkegårdene nede i halsen«.
Nu oversætter du Beckett, Hölderlin og Flannery O’Connor, mens Strindberg er afleveret til forlaget. Hvad er dit forhold til disse forfatterskaber?
»Beckett læste jeg som gymnasiast, da Arena først i 1960’erne udgav de sære spil og romaner. Han har fulgt mig gennem et langt læseliv. Det er et privilegium her mod slutningen af mit arbejdsliv at kunne beskæftige mig med Trilogien (’Molloy’, ’Malone dør’ og ’Den unævnelige’, red.) i et par år, sindigt, varsomt. Hölderlin er vælde og vellyd, tungt livtag, men heldigvis uden rim. Flannery O’Connor er inderligt katolsk og uortodoks, med skarp sans for troens afveje og menneskets absurditeter. Strengt taget uoversættelig, men netop derfor ...?
Den genialske Strindbergs rejsereportage ’Blandt franske bønder’ bæres af en uimodståelig energi, et frisk sprog og er elementært forførende«.
For 15 år siden udgav du ’Skyggebiblioteket’ og arbejder nu på en opfølger. Hvorfor interessen for de oversete, de marginale forfattere?
»Fra en ung alder læste jeg væk fra den vesteuropæiske kanon. Her har jeg til gengæld et skamfuldt underskud. Østeuropæisk litteratur er utilstrækkeligt repræsenteret på dansk – Jerntæppet eksisterer velsagtens stadig symbolsk. Store navne fra den nære fortid er oversat et par gange, men når de ikke slår an ved et mirakel, opgives de.
Der er helt bestemt et økonomisk problem, men også et kulturelt. Og så savner dette forudseende land oversættere. Ingen kan påtage sig rumænsk. Tjekkisk har ikke mange udøvere. Og hvem løfter den ungarske arv efter Peter Eszterhás, når han pakker sammen?«.
Er forlagenes udblik for smalt?
»Mine portrætter af oversete forfattere har i få, men gode tilfælde ført til dansk udgivelse. Jeg er selv afhængig af især tyske oversættelser, da jeg dumt nok ikke har lært et slavisk sprog. Fra sidelinjen kompenserer jeg ved at hviske om fortidens forsømte forfattere. Her må forlagene gerne læse med og rette op på fortidens forsømmelser.
Man kunne også overveje, om vi har gavn af alle de angelsaksiske bøger, der hvert år udgives«.
