Børn læser børnekrimier, og unge læser voksenkrimier. Sådan er det. Og derfor er der kun skvulp i krimibølgen for børnelæserne. Den har nemlig været her hele tiden. I serievis. Førhen hed det mysteriebøger. Nu hedder det børnekrimi. Men indholdet er det samme. Man tager en pige og en dreng, der er gode venner, som løser de mysterier, de falder over, som har helt deres eget sprog og nogle gange en hund. Der er heller ingen mord i børnekrimierne. I hvert fald kun ganske få. Serien hedder ’Esme og Igor’, og den er nået til tredje bind. Det er pigen, der er fortælleren. Bodil El Jørgensen vandt Gyldendals børnekrimikonkurrence forrige år og dermed retten til at finde på flere historier fra Aarhus og Aarhus Bugt. Hun skriver sig op med hvert nyt bind. Der er fart over feltet, rap dialog og sød fortryllelse imellem børnene. Han er den nørdede type. Hun svarer, før hun bliver spurgt. Og Midtbyen summer af hvad som helst. Denne gang handler det om Bettina, der kommer hjem med et smil. Ude i verden er hun kendt som popdronningen Bettany, men her kender de fleste en person, som har gået i børnehave med Bettinas lillebror eller sådan. Aarhus er i feber. Musikhuset får pudset vinduer. Og pludselig sidder Esme og Igor som udsendte fra Øgaden Skoleblad i suiten på Royal over for det berømte bysbarn. Herfra går alting skævt. Og forfatteren er faktisk tæt på at begå et rigtigt mord. Bodil El Jørgensen er god til at holde boldene i spil, sproget levende og mysteriet mystisk. Der kommer flere bind i serien, som Lars-Ole Nejstgaard har illustreret med sikker hånd.
Fra starten skilte Kirsten Sonne Harild og Jan Solheims krimilignende serie om Cornelius Krut og hans cirkusprinsesse, Lulu, sig ud fra mængden. Dels var der arbejdet med en utraditionel grafisk opsætning, hvor tegner og forfatter løfter i flok. Og dels var der i de første historier mere imellem himmel og jord. Nu er serien nået til bind fem. Og hermed slutter den. Det er nok klogt, for projektet er aldrig lykkedes helt, selv om det var spændende tænkt. Forfatteren har også klart skrevet sig ned igennem bindene. Serien hedder ’Cornelius Krut’, og den er fortalt af ham selv. ’Sagen om blodsugerens børn’ handler om en underlig vampyrfilm, som den sagnomspundne instruktør von Strimmel optager i børnenes skolegård. Ud over de indlagte ulykker og fortrædeligheder er det også en rejse ind i en person, som både lever og fængsles for sin kunst. Man bliver aldrig rigtig optaget af historien, som forsøger at kickstarte sig selv med bemærkninger som: »Uha, det var spændende«. Eller: »Jeg var rystet«. De indlagte vampyrer bider heller ikke rigtigt igennem. Og Cornelius og Lulu skal videre.
