Man er ikke romanforfatter, fordi man har vundet Alt for Damernes klummekonkurrence i januar. Så er det sagt. At dømme efter Britt Tippins skønlitterære debutudspil, 'Der er ingen steder at græde her', er der vel knap materiale til en novelle. Og hvis der var, ville samme dameblad være den naturlige aftager, eftersom flere af bladets parametre for et succesfuldt kvindeliv skamrides langt ud i klicheen. Lige så simpelt som forudsigeligt Handlingsforløbet er lige så simpelt, som det med forudsigelighed driver historien om det skrantende ægteskab mellem kommunikationskonsulenten Maria og hendes mand, gymnasielæreren Peter frem. Sammen har parret sønnen Matthias, frembragt ved hjemmeavl for så længe siden, at de har underlagt sig omverdenspresset for at udvide med endnu et barn. Problemet er bare, at det efter fire år og hele sundhedssystemets hjælpepakke endnu ikke er lykkedes. LÆS OGSÅBetagende roman om glemslens tvivlsomme nådegave Undervejs er seksualitet smuldret til et pligtanliggende, hvis planmæssige afvikling finder sted i de få timer, Maria har ægløsning - ellers ikke. Til kundemøde i Esbjerg render hun ind i en følsom ungersvend, der udviser den forførende mandlighedskode at læse Weekendavisen, og som præsterer netop det på lagnet, som Peter ikke længere kan eller gider. Maria er virkelig nybollet på den fede måde og så gennemført, at der er samlet sammen til kogevask i kernefamiliens lille hus ude på landet. Kritik af kernefamilien Der er ingen tvivl om, at Britt Tippins med sin roman vil bidrage til kritikken af den idealiserede kernefamilie og al dens uvæsen. Og det skal hun absolut ikke klandres for her, for den trænger dæleme til nogle tæsk. Men man gætter for hurtigt, hvor det hele fører hen, fordi der mangler raffinement i plotkonstruktionen. Læg dertil alle de uvæsentlige ekskurser fortællingen tager, og som nærværende anmelder i en blanding af irritation og eksperimentelt klarsyn begyndte at strege over for dog at skære ind til en form for central historie. Top det hele med en række flade persontegninger, der fremskrives, som var de 'personaer' i en segmentanalyse.
Med al respekt, der skal altså mere til at rejse en figur spillevende fra siderne end ydre livsstilskarakteristika sjattet til med erindringer fra barndommen. Endvidere forstår jeg udmærket ambitionen om at arbejde med forskudte tidsplaner. Den brudte kronologi kan styrke opbygningen af plot og fordrer en intellektuel investering fra læserens side. Forjættende når det lykkes en forfatter at have flere tider i spil parallelt, mens læseren spiser af hånden, fordi det er så elegant eksekveret. Men som det håndteres her, sendes læseren på krydstogt mellem siderne i et konstant behov for at ajourføre sig med romanens nutid. Et scenarie Med dette i baghovedet tænker jeg mig scenariet som følger: Alt for Damerne har sweettalket Britt Tippins til at tro, at en roman nærmest skriver sig selv, når man nu har vist, hvad man kan i klummegenren. Hun har troet dem. Måske endda været smigret. Hendes klumme 'Mama Mia' er herefter blevet strakt ud og stoppet med fyld, indtil den var oppe på en gennemsnitlig romanstørrelse. Et stift omslag har fuldendt illusionen. LÆS OGSÅHundrede vidunderlige historier er seks hjerter værd Om det er sandt, aner jeg ikke, men tillad mig to råd: Læs flere romaner. Ordentlige, gedigne værker - gerne mange af dem. Brug tiden på at lure forfatternes forskelligartede metoder af. Eller deltag i diverse litterære festivaler, oplæsninger eller interview med de skønlitterære verdensstjerner, og lyt til deres erfaringer. Romaner tager tid, og det har som regel mange, mange omkostninger at ruge et holdbart værk ud.
