Vi skal tænke mere på, hvad der gør os glade for at bo, frem for hvad der gør naboen glad«, siger Thomas Dickson.
Han har netop udgivet bogen ’Rum til det gode liv. Praktisk, personligt og æstetisk’, som er en indretningsbog – men ikke i klassisk forstand.
LÆS ARTIKEL
»Jeg synes, vi skal bo på en måde, hvor vi i højere grad følger vores egne behov og lyster i stedet for at gøre, som man plejer eller som alle andre gør«, siger Dickson, der har beskæftiget sig med arkitektur og design i mange år og blandt andet udgivet den store guide til dansk design ’Dansk design’, som udkom i 2006.
I bogen ’Rum til det gode liv’ fortæller Dickson, hvordan vores boliger har udviklet sig gennem historien og kommer med bud på indretningsløsninger til moderne boliger, hvor det måske er småt med kvadratmeterne.
»Det er ikke en bog om, hvordan man finder sæsonens farver eller de møbler som er mest trendy lige nu. Det handler om at være lidt opfindsom og kreativ – eller i hvert fald tænke sig lidt om, og så kan man foretage sig nogle bevidste valg om, hvordan man egentlig gerne vil bo«, siger Thomas Dickson, som vi møder på Østerbro i København i en af de lejligheder, der indgår i hans bog. Parret Nikoline Dyrup Carlsen og Svend Jacob Petersen har indrettet en mindre fireværelseslejlighed på en måde, der giver masser af plads til familien med to børn, uden at de er gået på kompromis med komfort eller æstetik.
»Fotografen og jeg har forsøgt at finde så mange forskellige cases som mulig, så vi ikke siger, at der kun er én måde at indrette sig på. Denne lejlighed er måske en af de mere ekstreme måder at gøre det på. Andre cases er herskabelige boliger i Hellerup og på Frederiksberg. Jeg besøger også et par, der bor i en lade i Nordjylland, som de stadig er ved at bygge om. Det handler om at vise en mangfoldighed«.
Drop den formelle indretning
I mange af de boligbøger, der udkommer i disse år, kan man læse om bestemte møbler – for eksempel at Eames-stole egner sig godt i et køkken, at franske Tolix-stole både kan bruges inde og ude, og hvis man skal have en sofa, skal man satse på noget klassisk. Den slags opfordringer springer Thomas Dickson helt over i sin bog.
»Jeg synes, man skal lade være med at give folk sådan nogle råd. Altså man skal sige til folk: Prøv at kigge på, hvad I har behov for. Prøv at finde ud af, hvad I har lyst til at have. Man kommer somme tider ind i nogle af de der lidt arkitektede hjem, hvor der er alle de rigtige ting, men der mangler personlighed. Og det er trist, at folk ikke i højere grad lever deres liv ud. For pokker, hvis de gerne vil have en modeljernbane på gulvet, så smid dog for fanden en modeljernbane på gulvet«.
I ’Rum til det gode liv’ fremhæver Thomas Dickson flere gange designere som Nanna Ditzel, Verner Panton og Poul Henningsen, fordi de prøvede at gøre op med den skabelonagtige indretning, som gennem tiden har præget vores boliger. Og især vores behov for at iscenesætte vores boliger.
»Poul Henningsen var inde på det i nogle af sine skriverier, hvor han skrev, at det var pragtfuldt at komme på besøg hos en kunstner, for man sad jo midt i alt det, som kunstneren brændte for. Halvfærdige billeder, staffelier og der lugter af oliemaling. Der er bajere på bordet, som man drikker af flasken. Hvad behøver man mere?«, siger Thomas Dickson.
»Verner Panton sagde engang i et interview med Politiken, at han hadede at komme ind til middag et sted i en dagligstue, hvor man ser en sofa og to lænestole og ved, at der skal man være låst fast hele aftenen. Han designede i stedet møbler, som kunne hejses op under loftet, og når man først ligger der med benene lige i vejret, så ryger noget af alt det fine og formelle«.
Ønskes: Hippiebevægelse
I bogen kritiserer Thomas Dickson, at der er gået for meget styling i bolighistorierne i boligbladene. For eksempel synes han ikke, det hænger sammen, når man ser en boligreportage fra et hjem med en stor hvid sofa, hvor der samtidig går små børn og to sorte katte rundt på billederne.
»Nogle af de boliger, der er med i min bog, har tidligere optrådt i boligreportager i boligblade. Da jeg og fotografen dukkede op, fortalte de, at boligbladene var kommet med stylister og tæpper og puder, nips og alt muligt. De flyttede rundt på møblerne, fordi en stylist havde en idé om, at noget bestemt skulle vises frem«, siger Thomas Dickson og ryster på hovedet. Sådan skulle det ikke være i hans bog, understreger han.
