Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Dickson. Arkitekten Thomas Dickson kritiserer i ny bog tendens til at indrette hjemmet efter boligbladenes forskrifter og ikke vores egen behov og personlighed.
Foto: Mads Nissen

Dickson. Arkitekten Thomas Dickson kritiserer i ny bog tendens til at indrette hjemmet efter boligbladenes forskrifter og ikke vores egen behov og personlighed.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arkitekt: Der er gået for meget styling i vores boligindretning

I stedet for at tænke på, hvordan andre synes, vi skal bo, bør vi i højere grad lytte til vores egne behov, mener arkitekt og forfatter Thomas Dickson.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi skal tænke mere på, hvad der gør os glade for at bo, frem for hvad der gør naboen glad«, siger Thomas Dickson.

Han har netop udgivet bogen ’Rum til det gode liv. Praktisk, personligt og æstetisk’, som er en indretningsbog – men ikke i klassisk forstand.

LÆS ARTIKEL

»Jeg synes, vi skal bo på en måde, hvor vi i højere grad følger vores egne behov og lyster i stedet for at gøre, som man plejer eller som alle andre gør«, siger Dickson, der har beskæftiget sig med arkitektur og design i mange år og blandt andet udgivet den store guide til dansk design ’Dansk design’, som udkom i 2006.

I bogen ’Rum til det gode liv’ fortæller Dickson, hvordan vores boliger har udviklet sig gennem historien og kommer med bud på indretningsløsninger til moderne boliger, hvor det måske er småt med kvadratmeterne.

»Det er ikke en bog om, hvordan man finder sæsonens farver eller de møbler som er mest trendy lige nu. Det handler om at være lidt opfindsom og kreativ – eller i hvert fald tænke sig lidt om, og så kan man foretage sig nogle bevidste valg om, hvordan man egentlig gerne vil bo«, siger Thomas Dickson, som vi møder på Østerbro i København i en af de lejligheder, der indgår i hans bog. Parret Nikoline Dyrup Carlsen og Svend Jacob Petersen har indrettet en mindre fireværelseslejlighed på en måde, der giver masser af plads til familien med to børn, uden at de er gået på kompromis med komfort eller æstetik.

»Fotografen og jeg har forsøgt at finde så mange forskellige cases som mulig, så vi ikke siger, at der kun er én måde at indrette sig på. Denne lejlighed er måske en af de mere ekstreme måder at gøre det på. Andre cases er herskabelige boliger i Hellerup og på Frederiksberg. Jeg besøger også et par, der bor i en lade i Nordjylland, som de stadig er ved at bygge om. Det handler om at vise en mangfoldighed«.

Drop den formelle indretning

I mange af de boligbøger, der udkommer i disse år, kan man læse om bestemte møbler – for eksempel at Eames-stole egner sig godt i et køkken, at franske Tolix-stole både kan bruges inde og ude, og hvis man skal have en sofa, skal man satse på noget klassisk. Den slags opfordringer springer Thomas Dickson helt over i sin bog.

»Jeg synes, man skal lade være med at give folk sådan nogle råd. Altså man skal sige til folk: Prøv at kigge på, hvad I har behov for. Prøv at finde ud af, hvad I har lyst til at have. Man kommer somme tider ind i nogle af de der lidt arkitektede hjem, hvor der er alle de rigtige ting, men der mangler personlighed. Og det er trist, at folk ikke i højere grad lever deres liv ud. For pokker, hvis de gerne vil have en modeljernbane på gulvet, så smid dog for fanden en modeljernbane på gulvet«.

I ’Rum til det gode liv’ fremhæver Thomas Dickson flere gange designere som Nanna Ditzel, Verner Panton og Poul Henningsen, fordi de prøvede at gøre op med den skabelonagtige indretning, som gennem tiden har præget vores boliger. Og især vores behov for at iscenesætte vores boliger.

»Poul Henningsen var inde på det i nogle af sine skriverier, hvor han skrev, at det var pragtfuldt at komme på besøg hos en kunstner, for man sad jo midt i alt det, som kunstneren brændte for. Halvfærdige billeder, staffelier og der lugter af oliemaling. Der er bajere på bordet, som man drikker af flasken. Hvad behøver man mere?«, siger Thomas Dickson.

»Verner Panton sagde engang i et interview med Politiken, at han hadede at komme ind til middag et sted i en dagligstue, hvor man ser en sofa og to lænestole og ved, at der skal man være låst fast hele aftenen. Han designede i stedet møbler, som kunne hejses op under loftet, og når man først ligger der med benene lige i vejret, så ryger noget af alt det fine og formelle«.

Ønskes: Hippiebevægelse

I bogen kritiserer Thomas Dickson, at der er gået for meget styling i bolighistorierne i boligbladene. For eksempel synes han ikke, det hænger sammen, når man ser en boligreportage fra et hjem med en stor hvid sofa, hvor der samtidig går små børn og to sorte katte rundt på billederne.

»Nogle af de boliger, der er med i min bog, har tidligere optrådt i boligreportager i boligblade. Da jeg og fotografen dukkede op, fortalte de, at boligbladene var kommet med stylister og tæpper og puder, nips og alt muligt. De flyttede rundt på møblerne, fordi en stylist havde en idé om, at noget bestemt skulle vises frem«, siger Thomas Dickson og ryster på hovedet. Sådan skulle det ikke være i hans bog, understreger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ville gerne have, at folk skulle bo naturligt. Ja, der ligger en avis, og ja, de har en kat. Og der er ikke altid ryddet op. Sådan bor vi jo alle sammen. Det skulle ikke være glansbilleder«.

Er det et problem, at boligbladene iscenesætter folks boliger så meget?

»Ja, man er kammet over i det forfinede. Vi trænger til en ny hippiebevægelse. Man kan godt leve med, at møblerne er fremstillet i krydsfiner og er bejdsede, og at man lige hurtigt stabler et bord på benene. Det behøver jo ikke være et Finn Juhl-bord«.

Du kritiserer også, at der er gået mode i boligindretningen, men samtidig viser du Nationalmuseets klunkehjem, hvor stuerne er indrettet forskelligt efter tidens luner. Er det ikke et eksempel på, at der har været mode i boligindretningen igennem mange år?

»Jo, vel nærmest igennem de seneste 1.000 år. Stilarterne er skiftet gennem tiden, men i dag er frekvensen meget højere. Klunkehjemmet er indrettet i 1890, og det stod uændret, indtil den sidste af døtrene døde i 1963. Næsten 73 års levetid for en boligindretning er rimelig lang levetid. I dag har vi det sådan, at der helst ikke skal gå mere end to år, så maler vi i en ny farve, eller også skifter vi betræk på møblerne, eller måske skifter vi sågar møblerne ud«, siger Dickson, der mener, at vores evige lyst til at forandre vores boliger bunder i en rodløshed og et behov for at signalere til omgivelserne, at ’vi er med på beatet’.

For mange luksusboliger

Boligbladene er med til at styrke den tendens, mener Dickson, men sådan har det ikke altid været.

»Bo Bedre var exceptionelt, da det begyndte at komme i 1961, og de første år var det fyldt med oplysende artikler om børneopdragelse, køkkenhygiejne, og hvordan man selv kunne gøre tingene. Der var mange gør det selv-løsninger, og tips til, hvordan man kunne indrette sig som familie i en treværelses lejlighed med opbevaringsmuligheder«.

Langsomt forandrede bladet sig til at vise stylede boliger. I begyndelsen blev de bygget i et studie, for ingen boede sådan i virkeligheden, men i dag er det primært luksusboliger fra rigtige hjem, der optræder i Bo Bedre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er jo et spørgsmål, om man vil skrive bolighistorier, der er anvendelige, eller om det skal være drømme. Det kan være sjovt at drømme om at bo som en stjerne i Hollywood, men hverdagen kan godt blive lidt grå, når man lukker et boligblad eller en indretningsbog og kigger på sin stue. Så er der langt til Hollywood«.

Thomas Dickson har ikke noget imod boligdrømme, bedyrer han. Men mange yngre familier har ikke råd til at bygge kæmpe boliger uden for byerne, men bor i små lejligheder, hvor de skal være kreative. Og den kreativitet kan vi alle lære noget af.

»Jeg tror, det var Orson Welles, der engang sagde, at kunstens største fjende er fraværet af begrænsninger. I det øjeblik man står over for nogle begrænsninger, bliver man enormt kreativ, som familien her i lejligheden på Østerbro. Hvis de havde haft masser af penge, kunne de også købe lejligheden ved siden af og lægge dem sammen til én stor. Men man må prioritere og finde ud af, hvad man egentlig har brug for«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden