Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blødt. Det var mødet med en ung stoftrykker, der overbeviste Lisbet Friis om, at hun også skulle arbejde med tekstiler. Hun tegner selv sine mønstre, og hun henter inspiration i gamle ordensbånd og på rejser til New York.
Foto: Line Ørnes Søndergaard

Blødt. Det var mødet med en ung stoftrykker, der overbeviste Lisbet Friis om, at hun også skulle arbejde med tekstiler. Hun tegner selv sine mønstre, og hun henter inspiration i gamle ordensbånd og på rejser til New York.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Designer: »Tekstiler taler virkelig til mine følelser«

Tekstildesigneren Lisbet Friis ønsker ikke at være pudehandler, men hun kan ikke komme uden om, at hun har ramt en tendens.

Design
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lisbet Friis slår på en pude, så den får den rette form igen.

»Tekstiler taler virkelig til mine følelser. Der er for eksempel nogle bestemte farver og mønstre, som minder mig om min bedstemors sommerhus«.

Tekstiler kan forandre et rum helt. Give det varme. Gøre det køligt. Og lever man af at designe tekstiler og mønstre, som Lisbet Friis gør, er det noget, man tænker meget over.

»Du kan jo definere et rum med tekstiler. Puder kan gøre en kedelig sofa indbydende. Et gulvtæppe kan skabe afgrænsede rum, og så gør de også noget ved akustikken og temperaturen«.

Lisbet Friis har i mange år levet af at trykke og designe tekstiler. I øjeblikket er det blandt andet tæpper, hun arbejder med. Men hendes tekstiler bliver også til puder, sengetæpper, duge og gardiner, selv om hun understreger, at hun ikke gider være »pudehandler«.

LÆS ARTIKEL

Hun kan godt mærke, at der er ved at ske noget på tekstilområdet. Ikke fordi hun sælger flere tekstiler i dag, end hun gjorde for ti år siden, men snarere fordi det virker, som om der er ved at opstå en ny interesse omkring tekstiler.

»Tekstiler har levet et meget stille liv de seneste ti år, men nu begynder det at ændre sig«, siger Lisbet Friis, mens hun serverer kaffe i sit charmerende værksted i Raadvad nord for København.

»Hvis man tog områder som keramik, tekstil og glas, så var keramik engang det, som færrest interesserede sig for. Men i løbet af de seneste ti år har keramikken fået sådan en revival. Der er sket rigtig meget inden for kunstkeramik og brugskeramik«, siger Lisbet Friis og tilføjer, at hun håber det samme vil ske inden for tekstilfaget lige nu.

Stoffer, mønstre og farver

For hende selv har der aldrig været nogen tvivl: Hun skulle bare arbejde med tekstiler – ikke mode, men stoffer, mønstre og farver.

»Da jeg var 12-13 år, kom der en pige og boede hos os. Hun havde været i lære som stoftrykker og havde trykt sådan nogle fine røde og grønne prikker. Og jeg vidste bare, at jeg gerne ville i lære det samme sted«.

Da Lisbet Friis var færdig med gymnasiet, kontaktede hun stoftrykkeren, hvor den unge pige havde været, og spurgte, om hun ikke måtte komme i lære der.

»Det kunne jeg godt, og så flyttede jeg ind hos hende på Djursland. Det var dengang, hvor Djursland var et meget sjovt og kreativt sted«.

Bagefter kom hun ind på Skolen for Brugskunst, hvor man som tekstilstuderende landede blandt de mest kreative hoveder.

»Mange af vores lærere var billedkunstnere, og tekstiluddannelsen var lidt som kunstretningen på Skolen for Brugskunst. Det passede mig perfekt, for jeg ville bare arbejde med mønstre og farver«.

I dag arbejder Lisbet Friis også med mønstre, og siden år 2000 er de blevet omsat til puder, tæpper, duge, tørklæder og meget andet. Ikke ting, hun selv laver, men ting der bliver produceret ud fra de tryk, hun står og laver ved det tolv meter lange trykkebord.

Sæt det i produktion

I mange år efter at Lisbet Friis var blevet færdig som tekstildesigner, var hendes ting ikke i produktion. Hun overvejede slet ikke, at almindelige mennesker kunne være interesseret i hendes tekstiler, så hun arbejdede med tekstilkunst til udstillinger . Blandt andet til en stor udstilling på Kunstindustrimuseet, hvor hun fyldte en hel sal med bjerge af stoffer, som hun havde trykt.

En dag kom arkitekten Knud Holscher på besøg, og han vendte op og ned på den måde, Lisbet Friis opfattede sit arbejde på.

»Han gik rundt og kiggede på de mange stabler med stoffer, og så spurgte han: »Hvorfor har du ikke det her i produktion?«, fortæller Lisbet Friis.

»Jamen, det har jeg bare ikke, sagde jeg, for jeg tænkte mere i kunstneriske baner end i egentlig produktion. »Men det er jo dumt«, sagde han. »Der er jo så meget her, prøv at se på den og den og den«. Han pegede rundt. »Det ville jo være rigtig godt at få det i produktion. Så kan du jo lave det sjove, når du har fri. Det er sådan, jeg gør – jeg producerer nogle ting, og for de penge, jeg tjener, kan jeg lave noget andet, der er sjovt««.

Lisbet Friis måtte give ham ret i, at det var helt åndssvagt, at hun havde fremstillet så mange mønstre og trykt så mange meter stof, uden at det kom videre, så hun gik lige hjem og ringede til tekstilvirksomheden Kvadrat.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De ville gerne have nogle af mine mønstre, og jeg lavede nogle gardinstoffer for dem. Det var måske ikke sket, hvis ikke Knud Holscher var kommet forbi den udstilling«.

»Siden da har jeg arbejdet intensivt på, at mine tekstiler skal ud«.

På et tidspunkt slog Lisbet Friis’ striber pludselig igennem overalt. Ikke bare herhjemme, men både i USA og Storbritannien, hvor MoMA-shop i New York og Liberty i London begyndte at føre hendes puder med striber.

»De brød igennem omkring 2001 og kom blandt andet i magasinet Wallpaper, for der var ikke så mange andre end Paul Smith, der lavede multifarvede striber på det tidspunkt«.

Lisbet Friis udviklede herefter nogle mere grafiske sort-hvide mønstre, og da de også blev en stor succes, begyndte hun på noget helt andet.

»Jeg har aldrig ønsket at være pudeproducent. Så snart noget kører på skinner, begynder jeg på noget andet. Jeg laver mønstrene og farverne, men foretrækker at nogle andre producerer, for det interesserer mig egentlig ikke«.

I lære som professionel

Lisbet Friis holder fast i den kunstneriske side, som også kan udvikle sig til brugsting. Umiddelbart inden hendes stribede puder blev et hit, skulle hun være med i en udstilling på Brandts Klædefabrik i Odense. Arbejdstitlen var ’Stof som myte og ikon’, og da hun en dag var på et loppemarked og faldt over nogle ordensbånd, faldt udstillingen og det, hun skulle designe, helt på plads.

»Da jeg så de ordensbånd, gik det op for mig, at de jo netop var myte og ikon på samme tid. Farverne i sig selv har mening og handler ikke om, hvad man som designer synes er pænt«, siger Lisbet Friis, der dykkede ned i ordensbåndenes historie og fandt ud af, at ordensbånd er fyldt med historie.

»Jeg finder ud af, at man på båndene kan aflæse folks historie, hvilke missioner de har været med i, og hvad de er blevet belønnet for. Man kan se, om det er Nato, om det er en krig, der er foregået i ørkenen, for så er farverne sarte. Man kan se, om det er i Afrika, for så er farverne ofte kraftige. I USA er der et væld af farver inden for ordensbånd«.

Lisbet Friis udstillede sine egne versioner af ordensbånd, men fik samtidig en opgave fra kongehuset, hvor hun tog hele tankegangen fra ordensbåndene med.

»Jeg blev inviteret til at lave stoffer til kongeskibet Dannebrog. Og så begyndte jeg at omsætte mine tanker fra ordensbåndene til regulære brugsting«.

Udstillingen på Brandts Klædefabrik, opgaven fra kongehuset og mødet med Knud Holscher har været med til at definere Lisbet Friis som tekstildesigner, mener hun.

»Jeg har lært, at det hele ikke kun handler om, hvad jeg kan lide. Det er selvfølgelig vigtigt, men det handler også om at kunne sætte sig præcist ind i, hvad markedet og kunderne vil have«.

Hjælp til det har hun også fået fra Danish Crafts, der i dag hører under Statens Kunstfond og er med til at promovere kunsthåndværk i udlandet. I dag lever hun af sine tekstiler – og det arbejdslegat, hun har fået af Statens Kunstfond.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Danish Crafts har sørget for, at mine ting kom ud i verden. De grafiske mønstre kom med i en kollektion, som Danish Crafts lavede med Fritz Hansen. Og det betød, at Fritz Hansen tog puderne ind i sin kollektion, og at jeg begyndte at lave gulvtæpper for dem«.

Lisbet Friis tænker lidt.

»Jeg er egentlig opdraget til at være antikommerciel, men jeg har har lært at blive professionel. Det var jeg ikke i begyndelsen«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden